igen et af dine vrøvleindlæg, hvor du overhovedet ikke forholder dig til noget som helst, du snakker blot,

Du skriver:

Jeg kender ikke noget til øst og vest, det er igen din egen opfindelse. Jeg blander ingen diskurser sammen


Du kendte ikke Krishnamurti sagde du da jeg påpegede ligheden, senere har det vist sig at manden har haft den største betydning for dig. Dette er også okay, men hvorfor løber du fra hvor du har din tankestruktur og tænkning fra?

Nu har jeg så fået Gîtâen og der står sgu gud døder mig, nøjagtig vers efter vers alt det vrøvl du i årevis har villet tøre af på Jesus fra evangelierne. Dengang gisnede jeg om at du var under østens indflydelse, i dag ved jeg det.

jeg blander ingen diskurser sammen

Du gør ikke andet, du roder rundt i begreber og diskurser, fordi du har ambitioner om at være alvidende (være ham der har forstået det hele), drop det, gør som vi andre, tal om det du har forstand på eller har haft din forstand og opmærksomhed på.

Drøft dine tanker med andre tænkere, dvs studer, det kaldes at studere og ikke bare at nøjes med sine egen sentimentale tanker og ideer.

Du ka jo godt (har set eksempler herpå), men pludselig falder du i et hul, hvor du blot sludrer uden at sige noget som helst.

Du bruger alt for meget krudt på at ville løbe fra hvad du tidligere har sagt. Stort set alt hvad du har skrevet de sidste par år, er forvredne, anstrengte og forpinte indlæg der skal få det til at se ud som om du har ment noget andet med det du har sagt igennem flere år, blot fordi jeg har erklæret mig uenig hermed set ud fra et kristent synspunkt.

Du kunne blot ha sagt, "ja men jeg mener noget andet end dig Hans", og jeg undskylder at jeg har forsøgt at blande evangeliernes Jesus ind i nogle diskurser den mand overhovedet aldrig nogensinde har været beskæftiget med.

Siden jeg har fået Gîtâen ka jeg jo se sort på hvidt hvor du har de mærkelige tanker du i flere år har villet tørre af på Jesus, selv om den ganske verden i et par årtusinder der har været beskæftiget med evangeliernes Jesus aldrig har hørt noget lignende. Du har simpelthen totalt misforstået kristendommen og evangeliernes Jesus. Så om nogen du har blandet diskurser som ingen andre har gjort dette.

mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS:

det er selvfølgelig en go ting at der ingen debattører er som du har overdreven respekt for, det være sig Bjørnen, HansKrist eller Vang eller hvem som helst, men det klær dig ikke at du falder i den anden grøft og mister enhver respekt for disse debattører og enten begynder at pjatte og vrøvle eller du begynder at skrive som om du har nøjagtig det Alvidende Gudsperspektiv hvorfra du kan forklare alt i den ganske verden.

Debatter dog og svar og argumenter dog for dine synspunkter.

Der kan du selv se.

Du forstår ikke en flyvende fis af det jeg skriver.

Du lyder lige så barnagtig som de forvrøvlede ateister jeg har mødt på begge debatter.

''Debattér og argumenter for dine synspunkter.'' Hvor barnagtigt.

Meninger, synspunkter og argumenter er ikke sandhed.

Hej Michael

Jeg kan se, at jeg ikke har fået svaret dig på dette indlæg, men måske er det fordi, at jeg ikke har så meget mere at sige. I hvert fald ville det blive det samme; endnu en udfoldelse af det konkrete og begivenhedsmæssige.

Derfor ganske kort..

Nu har jeg lagt mærke til, at serotonin at par gange er gået til Hanskrist og konfronteret ham med det konkrete. Jeg mener nu i det her tilfælde, at det er i mine indlæg her i denne tråd, at det konkrete har udgjort en vægtig del af min argumentation. Det er lige nøjagtig her, hvor jeg kommer til kort over for dig, fordi du befinder dig i det abstrakte, mens jeg sigter efter det mere konkrete. Jeg ved udmærket godt, at du siger, at du omsætter det abstrakte i virkeligheden, og det tror jeg også på, at du gør. Men det hjælper ikke så meget i den debatmæssige sammenhæng.

Da jeg ikke lægger skjul på min Gudstro, lægger jeg heller ikke skjul på, at denne Gud har handlet, åbenbaret sig selv, ved at blive Gud-med-os-midt-i-denne-verden i Jesus Kristus (Bonhoeffer - hans teologi er noget af det mest inspirerende, fordi den tager udgangspunkt i noget konkret, her er korsteologien knyttet til menneskets situation i verden). At andre får modstand på dette forhold kan jeg have svært ved at forstå, men svaret må være, at man simpelthen ikke tror på Gud som noget mere konkret end abstrakte ideer som f.eks. Arne Thomsen og serotonin. Det er så netop min pointe, at kristendommen ikke først bliver til virkelighed, når jeg eller mennesket nu har fået læst teksten fra begyndelsen til slutningen eller forstået som et idémæssigt grundlag. Der er heller ikke blot tale om en virkelighed i mit eller dit sind. At være kristen kræver ikke en særlig evne til at læse poesi eller en særlig evne til at tilegne sig denne guddommelige idé eller denne Jesu-ord-lære. I så fald kunne man jo tale om en optagelsesprøve, akkurat som den prøve vi i landet (eller regeringen) stikker de udlændinge, der gerne vil opnå dansk borgerskab, eller vi kunne tale om en lang konvertering jfr. den vi finder i både jødedommen og islam. For at man kan få noget ud af Kierkegaard, Løgstrup eller religiøse tekster som Bhagavadgita eller dele af Det Nye Testamente kræver det, at man kan sætte sig ind i tankegangen. Jeg vil tro, at mange andre vil sige det samme om kristendommen, for handler modstanden og kritikken af dogmetro ikke netop om, at tankegangen om dogmernes konkrete indhold forbliver uforståelig? Men uanset hvad er kristendommen også for dem, der ikke lige forstår eller orker at tænke specielt filosofisk eller kristeligt. Gud har allerede (i begivenheden Jesus som Kristus(Tillich)) stillet sig selv over for os i Kristus, ikke bare i ord, men i det levede liv, i kød og blod. Det er her, at kristendommen udspiller sig! Og det er her, at jeg stiller mig, dagligt vender mig om under korset med troen og visheden om Guds relation med mennesket, jfr. Joh. 15.

Hvorfor dette forhold er andet end abstrakte tankegange, glansbilleder, Krishna'er-belæringer skyldes Guds virkelighed; at det faktisk er her, at vi befinder os og skal tage korset på os, at det vi nu en gang måtte erfare og lære som mennesker udspilles gennem vores liv med andre og endelig men ikke mindst, Helligånden (Vinden, der blæser hvorhen den vil).

Mvh
Anne

P.S
Pudsigt at jeg i den eksamenstid, der faktisk er den mest pressede nogensinde, kan få mig selv til at skrive debatindlæg. Ærgeligt at det ikke indgår som en del af mit pensum (at de 800-900 sider jeg slet ikke når at stikke næsen ned i ikke kunne godtgøres med de mange indlæg jeg har læst og skrevet her den sidste måneds tid). Kunne i ikke skrive en anmodning til den kære rektor på Teo?

Hej Anne.

Det er meget essentielt at kunne skelne. Det har jeg ikke været så god til på den anden debat hvor jeg ofte opdagede at jeg talte til mig selv.

I denne tråd drejer det sig først og fremmest om forståelsen af Bhagavadgita. Den er blevet fortolket utallige gange og man har lavet mange systemer over den. At noget er abstrakt betyder, at man finder nogle lovmæssigheder nede under det almene som man kan gøre gældende.

Derfor er det meget vigtigt at skelne mellem en lære der bygger på fantasi og overtro og en lære der bygger på iagttagelser fra det virkelige liv.

Det er meget let, at gøre det man læser til genstand for følelsen, til glansbilleder eller til gentand for alle mulige former for overtro og fantasi.

Man tror, at der findes en eller anden form for esoterisk viden som kun er for de indviede og som almindelige mennesker har svært ved at forstå.

Med virkelighed mener jeg, at det abstrakte er en beskrivelse af hvad der forekommer i vores almindelige daglige liv, dette at være menneske.

Drømme kan have betydning som det de er, men virkeligheden må vi forholde os meget stringent til.

Virkeligheden er vores virkelige liv blandt hinanden og alt hvad der hører til det. Når vi er på egen hånd, så er det at vi ofte går vild i vore egne følelser og reaktioner, så bliver vi selviske og handler forkert.

Der ligger et helt spektrum af følelser og handlinger som baggrund for alt hvad vi foretager os. Vi tror, at hvis vi erhverver os en masse psykologisk viden, så er vi bedre i stand til at leve blandt hinanden.

Men viden er ikke indsigt. Indsigt opstår når vi forstår os selv og det liv vi lever i blandt hinanden, forstår det direkte, ikke når vi læser om det. Al religiøs eller videnskabelig viden er i virkeligheden ganske ligegyldig, det vi virkelig ønsker er at blive elsket og accepteret som vi er og selv at komme andre ved. Være sammen så at sige.

I Paulus 1. Brev til Korinterne finder du en beskrivelse af denne selviske natur, når han taler om at være et rungende Malm eller en klingende bjælde. Det er selviskhedens tomme ord, uvidenheden, der taler.

Men selviskhed er blot et desperat råb fra en sjæl, der ikke bliver elsket og som derved ikke mærker kærlighedens fylde.

Det, du kalder Gud, nævner Paulus også. Det er når vi ikke er selviske, men derimod nærværende og vedkommende. Følelser som venlighed, kærlighed, overbærenhed (tilgivelse) er alle et udtryk for, at Gud virker i vores liv.

De andre, selviske, følelser, er derimod et desperat råb om hjælp fra en sjæl der aldrig er blevet elsket.

Så der hvor Gud er virksom i vores liv er der, hvor vi gør hans gerning.

Der hvor vi glemmer os selv og kommer hinanden ved i stedet for at have nok i os selv. Hvor vi lytter og gør os anstrengelse for at hjælpe en anden.

Derfor må vi tage det kors op, at forstå os selv og andre uanset hvor indviklet det kan forekomme. Måske det kan forekomme uoverskueligt, men er det ikke hvad vi alle gør når vi hver morgen står op og bevæger os ud i livet? Og livet er det vi lever med andre mennesker.

Livet er os selv og de menneskelige forhold. Det er kun der kærligheden findes.

Alt det andet er kun ord og begreber, som man kan beskæftige sig med fra tid til anden. Det er dog dette at føle sig elsket, som er selve livets essens.

Og fordi vi kun tænker på os selv og ikke elsker hinanden er vi i vores indre et stort tomt hul af længsel.

Kun kærligheden, at komme hinanden ved, kan fylde dette hul.