Hej Anne. (måske et meget tørt indlæg, men sådan er jeg - meget tør )

Jeg tror, at man skal anlægge en mere nuanceret betragtning. Jeg er godt klar over, at der er en debat fremme i tiden om at adskille kirken fra staten, at afskaffe bøn og kristendomsundervisning i skolen og at ligestille alle religioner. Hermed mener man fra sekulær side, at Gud er afskaffet og at alle de religiøse vrøvlehoveder skal have lige ret til at være her uanset hvad de tror på. Religionsfrihed er en ren og skær sekulær foreteelse.

Nogle ateister hævder, at ateisme (at tro, at der ikke er nogen Gud) ikke er en trosform, men derimod et oprindeligt grundlag for menneskets tænkning, men dette er ikke i overensstemmelse med de historiske kendsgerninger. Mennesket har altid troet på et eller andet. Måske mennesket, da det blev opmærksomt på sig selv, undrede sig over hvad livet egentlig var for en størrelse og derfor opfandt utallige forklaringer.

I middelalderen var hele den europæiske bevidsthed kristen, der fandtes stort set intet uden for denne opfattelse andet end nogle få filosoffer og fritænkere. Kristendommen og dens Gud var så virkelig for den tids mennesker, at da halvdelen af Europas befolkning blev udslettet af den sorte pest, så gav man Gud og præsteskabet skylden. Den moderne ateisme er af forholdsvis ny dato og man glemmer at dens ikoner, som f.eks. menneskerettighederne, bygger helt og holdent på et kristent menneskesyn.

I grundloven står der at den danske folkekirke er den evangelisk-lutherske og denne er en del af vores historie og en væsentlig del af vores identitet som danskere. Jeg finder intet forkert ved, at børn i skolen lærer kristendomskundskab eller at de bliver døbt og konfirmeret. Man kan da ikke som kristen mene, at f.eks. Islam er lige så rigtig som kristendommen, så er man da blevet totalt udvandet og holdningsløs. Det er op til det sekulære samfund om det vil praktisere religionslighed, ikke til kirken, dens opgave er at være hvad den er.

Den megen islamofobi hidrører mest af alt fra en manglende egenidentitet og vores kristne historie er en væsentlig del af vores identitet. Mange mennesker går i kirke af og til, det er dem man kalder kulturkristne. Min familie hører til dem og de går i kirke en gang imellem og læser juleevangeliet hver juleaften.

Udvandingen af vores egen identitet udgør en reel fare for vores samfund. Gennem de sidste tyve år har vi tilladt en kolossal indvandring af mennesker med en islamisk baggrund. Disse menneskers sammenhold er meget stærkt, idet de bliver indoktrineret i et bestemt tankesæt lige fra barndommen og de har aldrig nogensinde tænkt sig at blive integreret i vores samfund. Jeg agiterer ikke for racisme, jeg er sikker på at muslimerne er mere racistiske end vi er. Jeg opfordrer til at bruge den sunde fornuft ellers går det os, som det gik filistrene. (1)

Jeg synes ikke, at vi skal afskaffe søndagsgudstjenesten. Det er fint at holde traditionerne i hævd og indholdet i denne gudstjeneste ville så først og fremmest være indholdet af præstens prædiken. Hvis denne prædiken er indholdsløs og charmeforladt så er det fordi præsten selv har mistet modet og så skulle hun måske finde sig et andet job. Så man må forlange af præsten, at hun kan prædike så folk hopper i stolene.

Til gengæld synes jeg heller ikke at søndagsgudstjenesten skal stå alene. Hvis man vil have kristendommen til at spille en aktiv rolle i folks dagligdag, så kunne man passende inddrage menigheden i alle de aktiviteter, som du opremser. Det ene behøver ikke, at udelukke det andet. Det ville også give folk en anden indgang end en højtidelig gudstjeneste. Jeg formoder at du, når du bliver præst, får mulighed for at sætte mange sådanne aktiviteter i gang.


(1) I tolvhundredetallet f.Kr. udslettede naturkatastrofer og et fremvæltende nyt folkeslag, dorerne, den Mykenske kultur (som bland andet beskrives i Illiaden og Odysseen). Resultatet blev de mørke århundreder i græsk historie fra 1200 – 800 f. Kr. og resterne af denne kultur, som også havde bredt sig udover hele det græske ørige, udvandrede til mellemøsten. Nogle af dem slog sig ned i Palæstina og vi kender dem som filistrene fra Biblen. De var israelitternes væsentligste fjender i perioden før dannelsen af kongeriget Israel.

Disse filistre havde helt deres egen kultur og kunst og ikke mindst havde de jernvåben i modsætning til de gængse kobbervåben. Deres egenart kendetegnede dem som folk og gjorde dem stærke.

Men i de efterfølgende århundrede bosatte utallige andre folkeslag sig i deres byer og efterhånden mistede deres kultur sine stærke kendetegn og blev helt udvandet. I dag findes der kun arkæologiske rester af filistrene, som folk er de helt ophørt med at eksistere.

Som modsætning kan man betragte jøderne, der ligesom muslimerne har et meget stærkt sammenhold og som har formået at bevare deres kulturelle egenart i tusinder af år. De eksisterer stadig som folk den dag i dag. Så jeg mener, at vi, i stedet for at udvande vore værdier som danskere, bør fremhæve dem og fastholde dem.

Jeg kan for øvrigt ikke lade være med at spekulere over hvilken rolle julemanden spiller i kirkens julearrangementer.

Hej Michael,

mange tak for dit bidrag til tråden, jeg har desværre lidt for travlt til at følge med i de spændende debatter, og hvad angår denne tråd, synes jeg, at du har sagt det, der kunne siges. Så jeg vil nøjes med en kort kommentar her på lillejuleaftensdag.

Du starter med at lægge en for dig at se mere nuanceret debat på bordet: Spørgsmålet om adskillelsen mellem kirke og stat og spørgsmålet om, hvor meget religion må fylde i det offentlige rum. Og det er i grunden godt set. Det var ikke den debat, jeg sigtede efter med mit indlæg. Det var, som du også er inde på til sidst i dit indlæg, en overvejelse over, hvad gudstjenesten i grunden betyder og gavner - taget i betragtning af, at kirkeklokkerne ringer rigtig mange steder hver søndag, hele året, år efter år.

"Problemet" for mig er nok, at jeg ikke er vokset op med at gå i kirke, hvorfor kirkegang er lidt uvant for mig. Selvom jeg i dag er blevet et kristent troende menneske, går jeg stadig ikke så ofte i kirke, men jeg har trods alt alligevel en fod (eller to) inden for kirken. Det er dog ikke her, at jeg søger fællesskabet og netværket, for det har jeg omkring mig i privatlivet og blandt de venner, jeg nu møder på min vej.

Jeg er ikke af den holdning, at Fadervor og kristendomsundervisning nødvendigvis skal afskaffes fra folkeskolen og undervisningen, men jeg er heller ikke bundet til nogen specifik traditionsfølelse eller en følelse af danskhed, så jeg på samme måde som dig kan sige, at i disse spørgsmål bør vi holde fast på traditionen. I den forbindelse føler jeg mig splittet, ligesom jeg er i mange andre spørgsmål - og det er faktisk af og til til stor irritiation og frustration. Men fordelen er, at jeg kan bevæge mig mellem mange rum, og måske er det i virkelighedens også kristendommens force, som jo på mange områder også er nært forbundet med religionskritikken. Kristendommen siger ikke, hvad der er rigtigt og forkert, men henviser os konstant til livet. Gud er relationen, som vi befinder os i uanset, om vi taler om nuet, fortiden eller fremtiden. Fortiden har vi altid med os, ligesom fremtiden altid venter os, hvorfor fortid, nutid og fremtid er en treenig størrelse, der er uløseligt forbundet med hinanden; et trinitarisk forhold i kristen forstand. Man kan f.eks. ifølge en vis tysk nutidig Tolle, der har skrevet noget om Nuets kraft, sortere i sine tanker ved at lægge fortidstanker og fremtidstanker til side for derved at lande i nuet. Men dette 'nu' er jo ikke bare et indholdstomt NU og skal ikke stræbes derefter ifølge ALH, men vi kan derimod tale om et 'nu', der er betinget af både fortid og fremtid - og det er i sig selv en gave, fordi vi ikke kan løbe væk fra vores fortid og ej heller kan undslippe fra fremtiden. Så lad os slappe lidt af ift. dette nu, det render ingen steder.. Langt vigtige er det, at evigheden berører os i vores liv (jf. Tillichs prædikensamling om Det evige i nuet).

Det er nøjagtigt her kirken står som Fader, Søn og Helligånd. Den er en relation, en manifestation af den treenige Guds Ånd og en bolig, hvor der sættes ord og tegn på dette forunderlige gudsforhold, ja, hvor ånd får krop og krop får ånd.
Når det er sagt, må kirken også gerne bevæge sig som en relation og en manifestation af både Fader, Søn og Helligånd. Til den økumeniske gudstjeneste fik jeg en noget dybere følelse og respekt for selve gudstjenesten, fordi kirken kom i bevægelse mellem selve Guds skaberværk og nyskabelsen i Kristus - eller sagt mao. så var der stemning, følelser, lys og kærlighed samlet fra flere dele af verden. Der er selvf. også elementer i en sådan gudstjeneste, jeg ikke på samme måde ser som noget positivt, men pointen er, at der var virkelighed til grund for overhovedet at arrangere en gudstjeneste som relation, manifestation og udtryk (ord og tegn).

Men spørgsmålet er, når jeg har dit indlæg med i betragtningen, ikke blot et spørgsmål om vidnesbyrdet og overleveringen af evangeliet, men også et spørgsmål om traditionen - en tradition, du Michael, forbinder med kristendommen og - men ikke mindst - en tradition, der skal fastholdes over for andre traditioner, der ikke har en oprindelse i vor kultur som f.eks. islam. Hermed mener du, at kirken spiller en rolle som traditionsbærer, hvilket du på sin vis har ret i. Jeg kunne i den forbindele referere lidt til nogle sekulariseringsteorier og lidt stof fra min opgave, hvor jeg med udgangspunkt i John Shelby Spong beskæftiger mig med forholdet mellem traditionel tro og ny tro, men jeg vil stoppe her, fordi fremtiden i denne dag rummer nogle gøremål. Men jeg har jfr. denne tråd noget at tænke nærmere over, inden jeg erklærer den danske almindelige søndags gudstjeneste for død med visionen om, at noget nyt er på vej for nu at lege med på Spongs noder (så er det jo godt at vi har en gammel en som Tillich til at redde det hele inden det går op i New Age og hvad har vi her, Ghitta'er and so on (drilsk, som jeg kan være))

Kære gode Michael, jeg ønsker dig en glædelig jul og håber, at du får nogle dejlige feriedage i frisk luft, i hyggens lune lys og med glæden fra dine dejlige nevøer.

I dag bliver mit mvh. til et
Knus
fra Anne