Kære Arne



Der er for mit vedkommende ikke tale om, at Faderen og Helligånden ikke skal have opmærksomhed. Pointen i mit indlæg var at pege på vigtigheden i kristendommens trinitet, som jo netop foruden Kristus implicerer Faderen og Helligånden. Når jeg derfor har en stærk betoning af Kristus, skyldes det en kristologisk tilgang; at det er i Kristus eller med Kristus vi tror. Det i sig selv udelukker ikka Faderen og Helligånden, men som Jesus jo siger et sted, kommer ingen til Gud uden gennem ham.
På samme måde møder du vel i dit ikon en Kristus, der ser med øjne, så du ikke kan undgå at mærke et nærvær, hvor Gud ER - måske en kraft der gives qua Helligånden. Altså, det jeg prøver at sige, er, at Gud i kristendommen forstås som en treenig Gud, fordi Gud i historien - i vores liv - har åbenbaret sig som Fader, Søn og Helligånd. Treenighedslæren er ikke bare ren teologisk spekulation, men troens eftertanke af det erfarede (Anna Marie Ågaard skrev noget lignende i 1972).

Dette er vigtigt at fastholde ift islam, for islam bærer ikke denne unikhed, denne trinitet, så bliver det en dag et spørgsmål om kristendommens eller islams overlevelse, vil jeg så afgjort pege på kristendommen, hvilket jeg selvf. også vil gøre nu, hvis en kom og spurgte mig, hvad jeg syntes han/hun skulle vælge at betro sit hjerte til.

Uanset hvor sympatiske og medfølende mennesker vi er, er det altså okay og måske nødvendigt at fastholde det, der kun kan pege mod liv og ikke mod sværdet i bogstavelig forstand. Hermed ikke sagt, at kristendommen ikke opererer med gudsforståelser, der f.eks. formidler holdninger mod abort, homoseksualitet etc, som også kan være værd at tage afstand fra. Og ja, jeg er bekendt med kristendommens historie jf. korstogene osv.

Men du finder altså ikke et krav fra min side om, at kristendommen skal have religøs eneret, men derimod et teologisk forsvar for de elementer i kristendommen, der f.eks. adskiller kristendommen fra islam.



Igen forstår jeg ikke helt, hvorfor du henter sådan et argument frem i lyset af mit indlæg. Jeg får fornemmelsen af, at du reagerer på, at jeg belyser kristendommens ressourcer frem for andre religioner (nu vil jeg ikke just sige, at agnosticisme og ateisme er religioner...?). At jeg vedkender mig et kristent ståsted betyder jo ikke, at jeg ikke respekterer andres ståsteder som f.eks. en muslim, en agnostiker eller for den sags skyls en ateist

Hav en god dag, Arne..

Mvh
Anne

Det guddommelige skál ned på det niveau! Jeg har overordentlig svært ved at forstå, at du kan reagere så hudløst på ordet, Faderen og ham . Herre Gud, det er jo bare en sprogliggørelse på baggrund af troens oplevelse: En oplevelse af, at Gud er som en retfærdig far (eller omsorgsfuld mor). Hvis ikke vi er i stand til at opleve og tale om denne, Gud, forekommer denne mig som noget, der er langt væk, noget guddommeligt eller åndeligt, som i virkeligheden ikke har så meget at gøre med vores virkelighed.

Hvad er der egentligt egoistisk og vulgært ved at sige han ? Jesus var da i kød og blod ganske menneskelig som en, han..

Pointen med kristendommen vs. jødedommen er vel netop, at Gud er trådt ind i vores verden, helt konkret i Jesus fra Nazaret også kaldet Guds menneskevordelse (inkarnationen).

Nu håber jeg ikke, at jeg lyder ophidset eller skrap, det er egentlig ikke min mening. Jeg har nok lidt svært ved at forstå, hvorfor du på den ene side helst vil dvæle ved Faderen, ham, som ER, og på samme tid føler et misbehag ved de begreber, der figurerer som Faderen, han osv...

'I Kristus' behøver det hele ikke at være så kompliceret, som en af mine trosfæller helt sikkert kunne finde på at sige..

Håber ikke, jeg har misforstået dig

Mvh
Anne (skrevet meget hurtigt)

Kære Arne,

Jeg tænker faktisk også meget på Gud og Helligånden. Jesus' ord og gerning er for mig åbningen til Helligånden, som fører mig til Gud. Jesus formidler Gud - taler om Gud så præcist gennem både sine bud og øvrige ord. Og naturligvis gennem sin gerning, hvor han ofrede sig selv midt i folkets had og vrede (over at han ikke kunne støtte dem verdsligt og over at han brød med alle de sirlige religiøse regler og tog hjertet i centrum) - uden at hade dem tilbage!

Jesu ord vækker noget i os. Hans krav er f.eks. kærligheds-radikale i forhold til Muhammeds krav. Jesus vidner om det absolut uselviske.

...denne uselviskhed renser os, vil jeg mene, så Helligånden kan tage bolig i os og hjælpe os videre i vores åndelige udvikling, der også kan rumme smerte (udvikling og smerte: Grenen renses for at den kan bære mere frugt!).

Visdom ser jeg som Helligåndens arbejde i os. Og når vi den totale renhed som Jesus Kristus, så bliver vi - som han - ét med Gud. (Man vil blive udlært som sin mester).

En karakterudvikling med Jesus som forbillede, formidler og frelser.

når vi den totale renhed som Jesus Kristus, så bliver vi - som han - ét med Gud. (Man vil blive udlært som sin mester).

Det du der siger findes der kun svage spor af hos Johannes, men ellers er det ikke kristendom.

Kristendom er ikke renhed og et med Gud. At kristendom ikke er renhed, betyder dog jo heller ikke at det er beskidthed; men det betyder at kristendommen er at forblive jorden tro. I Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod. Ligeledes hvis nogen er i Kristus er han en ny skabning.

Altså Kristendom er en ny antropologi, en kristologisk antropologi, og der findes ikke tegn på at mennesket skal gå op i Gud eller blive et med Gud (kun hos Johannes der blander og forvirrer Kristusmystik med Gudsmystik).

Tanken om opstandelsen og de nye skabninger vi er i Kristus, modsiger at vi skal være et med Gud.

Kristendommen er faktisk den eneste verdensreligion hvor mennesket ikke skal gå op i Gud eller noget andet, hvor mennesket ikke skal opløses, men blive stærkere og bevares. Kristendommen har en antropologi, her har Gud stillet sig på menneskets side.

Den kristologiske antropologi siger at mennesket skal blive et Gudmenneske, et Kristusmenneske, Kristus skal vinde skikkelse i os. Så mennesket skal ikke miste sig selv via askese og renhed og ved at gå op i Gud eller blive et med Gud, for derved giver vi afkald på vores menneskelighed og den beholder vi som Kristusmennesker, eller som Gudmennesker.

Det er netop dette stærke antropologiske forhold, den kristologiske antropologi, hvor Kristusmystikken aldrig blandes sammen med Gudsmystikken, der kendetegner kristendommen, eneste religion hvor Gud har stillet sig på menneskets banehalvdel for at styrke os og det sandt menneskelige.

I Kristus har vi friheden og ånden fra Gud og vi skal ikke være et med Gud, men være Gudmennesker. Derfor Kristus. Gud er ikke i renhed eller i ånd eller åndelighed, men Gud er i mennesket. Det er i kristendommen mennesket der er vigtig og ikke renhed eller ånd og åndelighed eller endsige Gud, det er nemlig Gudmennesket i stedet for det drejer sig om.

Kristendommen er eneste religion hvor mennesket ikke må tabe i det spil med ånd og åndelighed og Gud. Mennesket skal kunne klare alt det med ånd/bevidsthed og åndelighed/intelligens og Gud uden at give køb på sig selv som menneske, uden at miste libido eller styrke og vitalitet som menneske, ja tværtimod skal mennesket være en ny skabning et Gudmenneske (Kristus der vinder skikkelse i os alle).

Kun kristendommen har dette stærke antropologiske princip, kendt som den kristologiske antropologi for de nye skabninger vi er i Kristus. Alle andre religioner forråder jorden og mennesket og er en underkastelse det åndelige, ånden og Gud. Men sådan er kristendommen ikke, her er ingen underkastelse Gud eller centrering Gud eller forsøg på at nå Gud, via åndelighed og renhed, da mennesket har unik værdi, det vi finder i opstandelsestanken og i det forhold at i Kristus har vi hele guddomsfylden i kød og blod.

I kristendommen er det ej heller mennesket der søger Gud, men Gud der er kommet til os og har fundet os i Kristus. Det skyldes ikke menneskets søgning eller selvanstrengelser, selvretfærdighed, men er en begivenhed der ved Helligåndens hjælp kan manifestere sig i vores liv, gøre sig gældende i den enkeltes liv. Troen er at leve i åbenhed for denne inkarnationsbegivenhed Kristus, Kristusbegivenheden. Om man siger ja eller nej til Guds fødsel i ens liv (Kristus), er selvfølgelig op til det enkelte menneske selv. Hvis man siger ja til Guds fødsel i ens liv (da er man ikke religiøs mere og tror ej heller mere på Gud), vil det også medføre at man selv bliver en ny skabning, et nyt menneske. Disse forhold kan enhver afprøve i sit eget liv, da det findes som konkret virkelighed, der endda indimellem presser på for at manifestere sig, for at gøre sig gældende i ens liv. Og det er så konkret at enhver kan forlade tros-idioti og begynde at eksperimentere med disse forhold. Det er konkretionernes konkrethed i al dets singularitet. Det er kreativt musisk og kendetegnes af at vi kan vandre i ånden og lovsynge med vores forstand, både højre og venstre hjernehalvdel er involveret.

mange kærlige religionsfilosofiske Berdyaev hilsner Hanskrist.