Kære Hanskrist,

Bland dog Thomas udenfor. Det er simpelthen så skingert at høre så mange af jer tale om denne Thomas, som vist nok kun én gang ,mens jeg har været her på debatten, har ytret sig; nemlig i et farvel til Ole Bjørn.

...Det må sgu da høre op!! Men det er dejligt - og meget sigende - lægge mærke til, hvem der hele tiden kører i denne Thomas-trummerum, og hvem der ikke gør. Tak til dem der ikke hele tiden nævner navnet "Thomas" i forbindelse med mine skriverier.

Jeg har skrevet, at Jesus har en smuk karakter og sætter ord på kærlighed og uselviskhed. En dyb og ufattelig uselviskhed. Det kalder du så "sludder" og "lort", men så håber jeg, at du følger med på tråden "Jesus", hvor du kan se, at han rent faktisk taler om uselviskhed.

Egentligt er det lidt underligt, at du kalder det for sludder og lort, da du selv citerer Paulus for at bede os elske hinanden, have kærlighed til hinanden.

Du skriver:
"Dit liv i sandhed og ånd og med Gud i dit liv, kan aldrig, aaaaaaaaaaaaaaldrig, komme til at ligne Jesu liv"

- Jeg har skrevet, at vi skal lære af hans karakter og ord. At vi skal fatte ydmyghed og kærlighed. Det kan da aldrig, aaaaaaaaaaaaaaaaaldrig, være så ringe endda.

- Og med dette ord vil jeg hermed erklære, at jeg ikke læser dine indlæg, med mindre du kan finde en respektfuld tone frem.

- Jeg har skrevet, at vi skal lære af hans karakter og ord. At vi skal fatte ydmyghed og kærlighed. Det kan da aldrig, aaaaaaaaaaaaaaaaaldrig, være så ringe endda.

jo det er ringe,,, Luther har behandlet problemet i forbindelse med sværmerne.

man kan jo dog ej heller sige det er forkert, men en psykiater kan jo ikke bare fortælle patienten hvad han skal gøre, fordi patienten har det dårligt med sig selv. Derfor skal der kigges på det forhold, selvforholdet, altså mennesket og Gud.

Du kan ikke bare komme og fortælle hvad mennesker skal gøre og hvordan det skal leve, du skal ind i maskinrummet på mennesket, og herinde skal du have ændret på nogle forhold, så mennesket får en ny handlingsbasis i Gud, der gør at det har åndens nye liv og kan vandre i ånden og opfylde livets ånds love og ikke de love og idealer du og ham opdigtede Jesus opstiller.

Læs Rom 8 og bliv klogere.

Hverken det du skriver eller det Thomas skriver er teologisk eller psykiatrisk psykologisk relevant, og det kan ikke hjælpe mennesket. Mennesket bliver ikke bedre af at få smidt i hovedet hvilken adfærd der er den kærlige gode og ideelle; mennesket har brug for at en "katastrofe"/krise indtræder i dets liv. Mennesket har brug for at noget sker med det, hænder det og skaber en forandring, skaber en reel forandring og skaber overskud i dets liv. Ikke moral, idealitet eller løftede pegefinger har mennesket brug for.

Jeg er stået af for mange år siden når nogen citerer Jesu ord, hælder Jesu ord op for mig og vil have mig til at drikke disse banaliteter, det siger mig ikke noget, jeg er ikke idiot og Jesus var ej heller idiot, men politisk og religiøs aktivist og bevidst og lynende intelligent, hvilket vil sige han handlede modigt og var ikke passiv veg og feminin.

mvh Hanskrist.

Kære Hanskrist,

Du skriver igen om denne "Thomas", som jeg aldrig er stødt på. Jeg gider ikke involvere mig i dialoger, hvor min samtalepartner bliver ved med at associere mig med denne fyr, som jeg ikke aner, hvem er. Og det virker simpelthen forvirret og stærkt U-balanceret, at nogle af jer bliver ved med at nævne ham, som om han var et mareridt for jer. Drop det!

- og det som du kalder for "lort", "sludder" og "banaliteter" er min mesters ord til enhver, der vil følge hjertets vej til livet.

Din debatstil lukker af for enhver dialog, Hanskrist.

Åh, Hans, din selvopblæste nar

Ja, nu kom den, sikkert på et uventet sted. Men det er sgu da ik' nødvendigvis dig, der lige magtede at gennemskue logikken i diverse indlæg først. På den måde fremstiller du os andre som nogle halv-naive tosser. Den anonyme har fået positive opfodringer til at lade sig registrere, især af Kræn-p. Nu kan det jo så gå hen og blive lidt forvirrende eller mudret, hvis flere anonyme melder sig på banen med omtrent det samme budskab og samtidig forsøger at fremhæve en "mystisk" anonymitet. Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvorfor man vælger anonymiteten, og egentlig gider jeg ikke gå dybere ind i det. Jeg kan blot konstatere, at den anonyme, der har skrevet en lang række indlæg i i hvert fald to-tre tråde har præsenteret sig selv som Thomas, men har tilsyneladende helst villet fortsætte som anonym.

Har man lyst til at bidrage med noget godt til debatten og ej heller har noget at skjule, synes jeg på en måde, at det virker bedst, hvis man registrerer sig eller markere sig så på en måde, så anonyme ikke flyder sammen som en aller anden "hemmelighedsfuld stemme". Det kan faktisk komme til et mindske indlæggenes troværdighed.

Mvh
Anne

Hej Arne



Jeg mener ikke at have misforstået dig, men måske forstår du bare ikke helt, hvad jeg mener med 'emotionelt', og måske er det også et forkert ord, jeg bruger, da det - som du slutteligt giver udtryk for - kan virke som om, at jeg går efter manden og ikke efter bolden.

Det, jeg har forsøgt at spore mig ind på og få en mere klar forståelse af, er, hvorledes begreber som Fader og Han i relation til talen om Gud eller talen om dette bag al universets væren kan få dig til at fortsætte debatten, som du gør, bl.a. ved at erklære sådanne ord i den trosmæssige sammenhæng for egoistiske, primitive, arrogante osv. Hertil skriver du, at det Hanskrist og jeg skriver, er det modsatte af ydmyghed, og det understreger du med en sur smilie. Er det så underligt, at jeg opfatter dette som et emotionelt udtryk, og gør det noget, hvis det i virkeligheden er sådan, det forholder sig? Det er stadigvæk sagen, det handler om, men det er nu engang dig, der skriver det, du skriver, og det må der jo være en grund til, ligesom der er en grund til, at jeg reagerer, som jeg gør..

Jeg vil da også gerne understrege, at det faktisk ikke er min intention at gå efter dig, nej, som jeg oplever det, er vi havnet et sted, hvor vi har forskellig opfattelse af det guddommelige, eller, hvad vi nu skal kalde det. Det hele startede vel som en rar dialog - efter min mening - hvor jeg så forsøgte at lave en kobling mellem din position og nogle teologiske aspekter. Desværre har jeg nok været for ilter og kontant i at ville belyse kristendom, så mine input med bl.a. Paulus, Tillich og Spong fik den modsatte effekt, end det var min intention

Jeg frygtede lidt, at du ville finde indlæggget irrelevant eller provokerende. Derfor sluttede jeg af, som jeg gjorde med en lille opfordring om at lade det synke (en formulering jeg gerne trak tilbage!). At dette for dig blev til ordene om, at jeg befamler dig mentalt, kan jeg kun sige, at jeg er ked af, men nok også noget uforstående over for. I det hele taget er jeg uforstående over for, at du føler dig slået oven i hovedet med Fader Vor, og, at du føler, at jeg går efter manden i stedet for efter bolden.

Du har én forståelse af, hvad 'Gud' er for en størrelse, og hvad man kan sige eller ikke sige om Gud, og jeg har en anden. Jeg har forholdt mig til dine ord og den position, som du og andre repræsenterer gennem reflektion og bibelske samt teologiske argumenter, IKKE for at ramme dig, men fordi jeg i forvejen arbejder med Gudsbegrebet og tænker meget over den teistiske måde at forstå Gud på. Det skaber til tider nogle tankeprocesser og afgørende pointer jf. Tillich-citatet. Jeg synes faktisk, at vores debat har været yderst interessant på trods af forskellige positioner, men må også erkende, at der nok er grænser for, hvad der er muligt, hvis den gode dialog skal fungere imellem os.



Jeg har netop af den grund også peget på det symbolske, og det indgår også i Tillich-citatet. I troslivet mener jeg slet ikke, vi kan komme uden om ydmygheden og den mere umiddelbare overgivelse. Men det der nok er mest afgørende i gudsrelationen, i længslen og sågar i teologien er åbenheden - den er vel det mest grundlæggende i alle livets menneskelige relationer. Men fordi at jeg f.eks. konstaterer, at Guds menneskeblivelse (inkarnationen) er noget af det vigtigste i det religiøse eller kristne islæt, betyder det jo ikke, at vi ikke kan eller ikke må tale om Guds transcendens på en måde, der giver mening i det menneskelige. Iøvrigt mener jeg slet ikke, vi kan nærme os Gud eller tale om Gud eller for dens sags skyld tro en levende Gud uden, at vi erkender, at vi står over for Gud såvel i det åndelige som i det jordiske. Der er for mig at se ikke noget dualt eller mystisk fystisk transcenderende eller særlig sublimt over de her forhold, og selvom jeg heller ikke opfatter Gud som ét væsen med hvidt skæg osv. (eller guddommeligt over-jeg), ja, så er det for mig uundgåeligt at tro og tale om Gud som ham, Faderen etc., fordi Gud er Gud-med-os-midt-i-denne-verden, og det i sig selv er en indikation af et personligt gudsforhold. Hvis ikke dette var en realitet for den ikonmaler, der har malet dit ikon, så tror jeg slet ikke, at der var blevet et ikon..

Men det behøver vi jo slet ikke være enige om. Jeg udtrykker det, der betyder noget for mig, fordi jeg lige nu agerer på en debat, ja, spiller ping pong, så bolden lige præsic rammer din halvdel af bordet (har lige spillet bordtennis i weekenden, det var mange år siden, men en yderst morsom begivenhed med rundt om bordet) - om den så nogle gange rammer lidt ved siden af, må det jo være et point til dig

Mht. til din lykke over, at du har fundet en kristendom, der rører dit hjerte, kan jeg kun sige, at det glæder mig. Og det har jeg også udtrykt tidl.

At glæde sig på den måde er i det hele taget for mig noget, der er forbundet med Gud, og som også er en følelse, vi finder i Det Nye Testamente, der om nogen er den bog, der rummer menneskers møde med Gud i Kristus Jesus, Guds Søn (i hjertets og tankens dyb, i lydene fra stemmerne fra bunden af os selv men også fra bunden af vores samfund).

Nu kommer jeg så til at henvise til Tillich igen, fordi han i [i]Den glemte dimension [i] har skrevet en prædiken om, at evig glæde venter ved enden af alle veje til Gud, og nu citerer jeg noget, jeg helt tilfældigt lod øjnene falde hen over. Nu skal det jo ikke tolkes sådan, at jeg er ude efter manden, Arne (måske Michael i stedet har lyst at dele disse ord med mig):

"Men evig glæde nås ikke ved at leve på overfladen. Den nås kun ved at bryde gennem overfladen, ved at trænge ned i dybet i os selv, i vor verden og i Gud. Det øjeblik, da vi når det endegyldige dyb i vort liv, er det øjeblik, hvor vi kan erfare den glæde, der har evighed i sig, det håb, der ikke kan tilintetgøres, og den sandhed, hvorpå livet og døden er bygget. For i dybet er der sandhed; og i dybet er der håb; og i dybet er der glæde" (s. 70-71).

Mvh
Anne