Kære Anne,

Selvfølgelig skal det være en ærlig tråd. Således med alle tråde forhåbentligt. Ellers giver strikketøjet til sidst et underligt mønster.

...Det har du ingen grund til at have præstationsangst over. Ærlighed er også overgivelse... ikke en kamp.

Det skal du nu ikke sige.

I en verden af forløjethed, hvor alle snakker alle efter munden kan det godt være svært at være ærlig, især hvis det indebærer at man står alene.

Den fuldkomne form for ærlighed er, at være hvad man til enhver tid er.

Og være klar over det.

Ja, det kan være meget svært og kræver netop overgivelse. Overgivelse er ofte sværere end kamp, vil jeg mene.

Kære Anonyme

Jeg er nok bare opmærksom på, hvad der sideløbendende debatten her sættes i gang af følelser, og når der er følelser, må der skelnes.

Samtidig er der det med ærlighed: på den ene side kan man komme til at skrive noget, man fortryder, og på den anden side kan der (især på en debat) ligge nogle latente hensyn, der forhindrer en direkte eller total ærlighed. Sammen kaster de måske et lidt mere indviklet lys på ærlighed.

Michael kom vist med en god pointe omkring det, at ærlighed er at være til stede sådan, som man er og har det (i hvert fald mine ord), først der kan det store K komme foran ærlighed. Da er man parat til tage imod kærlighed og vise kærlighed.

Nu er jeg ikke ganske klar over, hvad du mener med overgivelse.

Men at se sig selv i sandhed kan meget vel være smertefuldt og kalde tåren frem i øjnene. Man skal så huske at det ikke er alt, hvad man er, man er også det positive.

For mig er overgivelse noget sentimentalt og følelsesmæssigt. At se sandheden om sig selv er derimod en barsk oplevelse.

Jeg kender ingen Gud som kræver overgivelse. Min Gud forventer af mig, at jeg er klar og skarp, ser alle ting som de er, mens jeg bevarer mit hjertes følsomhed.

Jeg kender ingen hønisseguder.