Kære Anonym.



Nej, jeg mener det, som er skrevet i indlægget i sin helhed. Og Tømrersønnen fra Nazareth har jeg kun det forhold til, at han må have været en vismand af betydeligt format, således som man aner konturerne af ham bag den historieskrivning, som blev nedskrevet mange år efter hans død.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Kristian,

Ja, en vismand af format. Dette, vil jeg mene, er også en klog måde at betragte Jesus på.

...for mange tænker jo f.eks. "Gud" meget forskelligt og har ufatteligt svært ved at sætte ord på Gud. Hvis man så pludselig tilføjer "Guds Søn", så bliver det vel ikke ligefrem mere forståeligt.

Jeg betragter Jesus som Guds Søn, men hvad jeg mener med "Gud" kan være milevidt fra, hvad mange andre mener med Gud. Hvis man f.eks. mener, at Gud er et slags usynligt væsen, som på det nærmeste har "parret" sig med en jomfru, så mener jeg, at "Guds Søn" er nogle ord, der kommer galt i halsen.

...men hvis man betragter Gud som "livets love", hele den VÆREN (tak for ordet, Arne), der ligger bag det hele, så giver Guds Søn mere mening for mig. For jeg opfatter nemlig Jesus som en, der var ét med denne væren og kunne forkynde den, så at vi må lære af ham og også blive ét med den..

Kære Arne,

Måske jeg virkelig skulle registrere mig under navnet "Thomas". Jeg er efterhånden blevet "døbt" det en del gange. Og bibelsk er det jo også

Ja, jeg synes, at du gør det godt med at beskrive det, der rører sig af eksistentiel karakter i dig.

Kære Kristian.

Tak for dine ord.

Jeg er helt med dig i din beskrivelse af de to personlighedtyper du fremstiller.

Mit ideal er at hvile 100% i mig selv. Altså lærer at være fuldt ud tilstede og nærværende i hvert et øjeblik af det vi kalder livet. Uafhængig af andre mennesker, blot være fyldt op af glæden og kærligheden ved at VÆRE.

Dette er hvad jeg forstår ved den gyldne middelvej. Den indebærer ikke modsætninger. Den er altid lige nu hvor der er sand integritet.

Begge af de to personlighedstyper du beskriver, uanset i hvilken grad de end kommer sig til udtryk, er for mig et udtryk for mangel på integritet. Jeg kender begge ganke godt fra mig selv, og begge omhandler for mig min mangel på selv-forståelse og selv-erkendelse, også her uanset hvilken grad de kommer sig til udtryk.

Det er måske lidt lettere at blive opmærksom på ens manglende selv-forståelse og selv-erkendelse, når man kommer derud hvor det hele bliver kaotisk, konfliktfyldt og smertefuldt. Men uanset hvor på skalaen man befinder sig, så tror jeg det altid kommer ind til det samme.

Kommer man til en forståelse og erkendelse af, at man fuldstændig selv er ansvarlig og herre over hvad end man oplever af følelser og tanker, så begynder man også at nærme sig det sted i sig selv, hvor man ikke projicere i så høj grad. Så begynder man nærmere at trække ens projektioner tilbage, og får givet slip på de domme og ideer som forårsager ens oplevelser af utilstrækkelighed, svaghed, nag, misundelse, vrede, frygt, had, skyld osv osv.

Jeg tænker hvis vi virkelig er ærlige overfor os selv, så opstår der meget meget sjældent konflikt med andre mennesker. Den bedste måde at tage vare på sig selv på, er, at være meget meget ærlig overfor sig selv. Men oftes oplever vi det er andre som går over vore grænser, men her tror jeg det i virkeligheden er os selv som går over vore egne grænser når ikke vi er ærlige overfor os selv og lytter til vore følelser.

Jeg havde en kort periode hvor jeg bare havde det så enormt godt med mig selv. Der var bare så meget der pludselig gik op for mig. Det var et tidspunkt hvor jeg havde været igang med at studere Et Kursus i Mirakler i ca. et års tid. Jeg havde en følelse af at være usårlig, og det eneste jeg kunne se i andre mennesker var uskyld. Uanset hvilken situation jeg var i, så kunne jeg kun se et formål, hvilket var fred, glæde og kærlighed.
Jeg brugte min intuition(Mit højere Selv) frem for mit ego(instinkt). Når andre måske ville gå ind i en konflikt og bebrejde eller beskylde, så var det som om jeg ikke kunne tage det alvorligt eller personligt. Jeg kunne godt lytte til det andre sagde, men det var som om der ikke var alt den støj af domme og fortolkninger.
Jeg oplevede at det var umuligt for andre at være vrede eller kede af det i særlig lang tid når de var sammen med mig. Jeg havde en følelse af at alt var helt okay. Jeg skulle ikke ændre på noget eller nogen, jeg skulle ikke have noget fra nogen, jeg skulle blot VÆRE. Denne VÆREN gjorde at andre mennesker følte sig trygge og velkomne.

Denne oplevelse af ikke at blive vildledt af mit ego, den har helt sikker vist mig det kan lade sig gøre at gå hele vejen. Men jeg har nu haft en periode hvor motivationen har været lidt lav og modstanden meget høj.

Men jeg aner motivationen begynder at komme stærkt igen, så halleluja og fjing fjong.

Det kan godt ske vi har lidt forskellige idealer, kære Kristian. Men for mig virker du som et menneske der faktisk i høj grad forsøger at praktisere noget af det samme som jeg. Din venlighed og imødekommenhed ser jeg som et udtryk for et meget indsigtsfuldt og selv-bevidst menneske.

Så selvom du ikke vil synge med på næstekærlighedens lovsang, så synes jeg at opleve du nynner lidt med i det skjulte.

Kærligst Jan.