At Kloge Åge Filosåf Teolåg Hansi-Kristi-an'lig Paulus er begyndt at meditere har simpelthen medført en omvendt udvikling i forhold til det forventede.

Som om der altid kommer noget forkert ud af mig. Alt hvad jeg rør ved fejler, og jo mer jeg anstrenger mig jo længere væk fra målet kommer jeg.

Vi ved en høne ruger på sine æg og der gerne skulle komme kyllinger ud af æggene, hvis det altså ikke er et råddent æg. Meditation er mig der ruger på mig selv, på Selvet, mit Selv, ægget eller æggehovedet Hansi. Korrekt ville også være at sige at jeg ruger/mediterer over livet mit.

Spørgsmålet er så om jeg nu også er sådant et råddent æg der aldrig klækkes. Jeg ruger og ruger på ægget/mig selv, æggehovedet mig selv eller livet mit, læs: mediterer og mediterer på mig Selv.

Det er sgu da lidt spændende ikke, det må I da holde med mig i. Spørgsmålet, hvad kommer ud deraf, hvem kommer til verden. Hvor lang tid skal man ruge på sig Selv før man klækkes eller bryder skallen på sit fangenskab (det er sgu da ikke sjovt at være derinde, at leve hele livet spærret inde i sig selv). Er det en krokodille, eller en elefantmand eller en lille frømand, eller en kylling, måske en Buddha-mand eller en Hansimand?

Nå, Kloge Åge Filosåf Teolåg han ruger og ruger, mediterer og mediterer. Jeg var blevet stillet i udsigt at kunne nå langt ud over den jeg var, at mit autentiske selv lå hinsides min fysiske biologiske krop, mine tanker, forestillinger og billeder og motiver og da især lyster og behov, for disse rørelser tilhørte slet ikke mit autentiske selv, der ville være fuldstændig neutral og indifferent overfor alle disse biologiske rørelser.

Jeg fortalte jo allerede i indledningen at jo mere jeg prøver at nå noget her i livet, jo længere væk derfra kommer jeg. Og det er da også godt nok lige hvad der er sket. For efterhånden som jeg fik ruget/mediteret godt og grundigt på mig selv, så blev det tydeligt for enhver at her var noget helt galt, uventet og mislykket på vej til verden endnu engang.

Havde jeg ruget forkert, mediteret forkert. Dette var der nogle der påstod, men hvordan kan man ligesom det når ægget eller selvet nu begynder at klækkes. Succeskriteriet må jo være at der kommer noget ud deraf og at ægget/Selvet eller æggehovedet Hansi klækkes og det der er derinde, Ham der er derinde kommer fri af og ud af skallen eller Sindet (tilsløringen) og bliver født eller kommer til verden. Så det spørgsmål må ligesom være lukket, ude af enhver seriøs videnskabelig debat.


Det næste spørgsmål eller den næste indvending kunne så være at jeg havde ruget på det forkerte æg/Selv.

Det fandt vi hurtigt ud af var tilfældet. Jeg havde sgu ruget/mediteret på mig selv, og ikke på guruens Selv/ego. Vild opstandelse i min meditationsgruppe, jeg var en kætter og en fremmed i flokken og hørte ikke til, fordi jeg ikke havde ruget og mediteret på guruens æg/selv/ego, men i stedet havde valgt at meditere og ruge på mit eget selv, på mig selv.


Både; "det må man ikke" og jeg styrtdykkede i hierakiet, aldrig havde jeg været så langt fra at lykkes og væk fra målet. Marx/Hegel, Freud og Jung var middelalderlige om dem havde gruppen passeret allerede da de var på stenalderbegynderstadiet, nej de var kommet langt videre, meget længere i udvikling og forståelse af sagerne. Jeg har hørt de er hinsides tiden (i en slags tidsløshed og evighed), her skulle være et ophør af tankeaktivitet, emotionerne/bevægelserne og rørelserne, motiverne og drifterne. Hverken tanker eller forestillinger, ideer, motiver og billeder spiller en rolle der hvor de er, langt derude, af sig selv. Måske man her skulle genoverveje hjernedødskriteriet.

Det totalt kiksede var; at jeg ikke var eller er en puritaner eller victorianer eller spor ophøjet (altså mere ånd og bevidsthed (hinsides, tidsløshed og evighed) end krop og biologi og motiver og emotioner og drifter (hersidig/dennesidig i tiden)), altså jeg fandt ikke mig selv værende, hinsides alle rørelser og bevægelser, drifter og lyster, tanker ideer og motiver og emotioner. Derfor vakte det da også vild opstandelse da Marx/Hegel, Freud og Jung, i den grad viste sig i mit tilfælde at være dem der havde vidnet sandt om hvad der bor i et menneske og hvordan vores bevidsthed ser ud og mennesket er; og skabes/dannes eller er opbygget og hvilke kræfter vi udvikler os i dialektik med.

Sådan er mit liv lidt, der kommer altid noget forkert ud af mig. Og jeg lykkes aldrig med mine beskæftigelser. Eller gør jeg?


Jeg var blevet involveret dybt i mig selv, i min hukommelse, i mine tanker, ideer og motiver (arketyper og urbilleder) og mit liv, ja alle bevægelserne og emotionerne og følelserne/rørelserne i mit liv.

Nogle påstår jeg involverede mig, men nej det gjorde jeg netop ikke (jeg fulgte at dette måtte man ikke), det var ikke mig, men Gud selv, der greb og antog mig derigennem og gav mig et liv med hele sin Guddomsfylde. Altså Kristus, sådan forklarer Paulus det.

At være kristen betyder ikke at være religiøs på en bestemt måde, at gøre sig til noget specielt ved hjælp af en eller anden metodik (en synder, en bodfærdig eller en helgen), men det betyder at være menneske, ikke en mennesketype, men mennesket, som Kristus skaber i os. Det er ikke den religiøse akt, der gør én til kristen, men det er deltagelse i Guds lidelser i det verdslige liv. Bonhoeffer.

At lade sig gribe af Kristus, lade sig rive med på Jesu vej, livets og sandhedens vej, at være med i denne messianske begivenhed, hvor mennesket og det sandt menneskelige i Gud, nemlig Kristus, folder sig ud i vores liv er downforce inkarnation.

Dette er den vestlige metode, der er downforce inkarnation ind i verden, modsat østens metode der er vendt mod højere bevidsthed som noget åndeligt, tidsløst og verdensfjernt, fjernt fra rørelserne i verden og i os (dette at elske og lide hinanden og for hinanden (engagement og involvering og lidelser)). Vesten er krop, Gud som Ånd og i sit Skabende Ord der bliver til kød, manifesterer sig konkret og styrker og bekræfter os, Gud i menneskeskikkelse, og skaber en ny historie qua et opkvalificeret bestyrket og bekræftet menneske (Kristusmennesket), der magter ved Guds/selvets Paulus/Platon kraft at elske, at være et engageret og involveret menneske (Kristus, Guds lidelser i verden, hvor vi er involveret og bundet til hinanden), og øst er mennesket der forløses fra kød og verdensgangen, historien, forløses fra at elske og lide i form af bindinger og engagement (involvering) for hinanden (hvor hos os i vesten denne involvering netop er at leve med Jesus, altså i Guds kærlighed og lidelser).

I vesten er tanken altid intentionel (også derfor at tanker ikke kan adskilles fra ideer og motiver) og er en tanke på hinanden vi har (en opmærksomhed vi har på hinanden), hvorfor den anses under meditation af Paulus for at være af højeste vigtighed og værende fra Gud. Derfor hilses enhver meditationstanke velkommen hos Paulus, da han kalder disse for Guds tanker. Dette stemmer nøje med hvad vi finder hos Platon og Jung.






Kan ikke lade være med at komme til at tænke på Harald Høffding den store internationalt anerkendte danske filosof, der var personlig ven med William James, så rammende har skrevet:



Jesus fra Nazareth, Tømmermandens Søn, levede midt i sit Folk, delte dets Minder og dets Haab, ønskede og led med det. Han saa ikke som den indiske Fyrstesøn fra et højere Stade ned paa Livet som Betragter, men stod midt i Livet, midt i den higende Verden. Han vilde lutre, idealisere Ønsket ikke ophæve det. Og selvom Ønsket og Kampen for Ønskets Virkeliggørelse medfører Smerte, vil han ikke opgive det; Smerten er ikke altid blot en Virkning, hvis Aarsag skal ophæves; den kan være en Aarsag til Prøvelse af Kræfterne, et Lutringsmiddel, en Vej til Højhed. Hans Tro paa Værdiens Bestaaen gennemføres ved, at det Værdifulde vindes og bevares gennem Kamp og Lidelse, ikke ved, at hele den Sfære, hvor Ønske, Kamp og Lidelse høre hjemme, afsløres og ophæves som en stor Illusion. Kontrasterne komme her til deres ret; Jesus er ikke så meget Expansionens som de kæmpende Modsætningers Mand. Og han er Villiens Mand, trækker sig ikke tilbage til Hvile, men vil bestemme sit Folks Skæbne ved at føre det ind på højere Baner. Han er – ligeledes i Modsætning til Buddha – Sindsbevægelsens Mand. Selv den johanneiske Jesus maa karakteriseres saaledes i Sammenligning med Buddha. Han kan bevæges heftigt i Aanden, rystes i sit Inderste; hans sjæl kan forfærdes og bedrøves indtil Døden, og han kan vredes. Jesu Kærlighed er ikke blot mild, uvilkaarlig Udstraaling, men er den uroligt søgende og kæmpende Kærlighed, er en bærende, ikke blot taalende Hengivelse. Der er her ingen Frygt for, at Kærligheden skal bringe Sorg ved, at vort Ve og Vel knyttes til en langt større Kreds af Interesser, end vor egen isolerede Selvhævdelse omfatter. Der er en indre Tillid til Kærlighedens Magt og en Følelse af dens Evne til at udvide Sindet, der ikke lader indsnevrende Betænkeligheder komme frem. Og Kærligheden stræber hen til at fuldendes i en højere Retfærdighed gennem Ideen om et Rige, indenfor hvilket hver Enkelt kan finde sin Plads.

Jesus fra Nazareth er Anskuelsens, Billedets, Fremtidssynets Mand. I sin Reflexion er han Analytiker, hævder de betydningsfulde Forskelle, sætter Grænser og peger paa Modsætninger. Han vil have os igennem, ikke udenom Livets største Kontraster.
Buddha afviser alle Billeder og Tanker som utilstrækkelige til at udtrykke det Højeste; heri viser hans intellektuelle Energi sig.

I Ideen om et Guds Rige, saaledes som Jesus udtalte den, laa, som allerede sagt, Muligheden af, at de enkelte Personligheder kunde naa det Højeste, uden at Forskellighederne udslettedes. Karakteristisk er da ogsaa den Skare af ejendommelige Personligheder, Apostelkredsen frembyder. Buddhas Disciple mangle dette individuelle Præg. Dette hænger vel sammen med Raceforskellen mellem Inder og Jøder. Det er endog paastaaet, at Indien er Typernes Land, og at kraften til at danne Individualiteter var negtet det indiske Folk. Men det hænger i hvert Tilfælde sammen med Stifternes Personligheder. Jesus førte sine Disciple ind i en stor historisk Bevægelse, en Kamp for Idealet mod Verdens Modstand, og det er kun i en saadan Kamp, at Personlighederne ret udvikles i deres Ejendommelighed. Citater slut.


At meditere er et sandt eventyr når det gøres korrekt og man ikke hypper guruens kartofler eller mediterer på guruens selv, men man lær at være fuldstændig bundløs ærlig overfor sig selv, Gud eller sin samvittighed, under en meditation.

Ham man udruger ham udruger man nu engang, fordi det autentisk er ham der er og gør sig gældende, skabes over tid og kommer til udtryk.

Min metode er:

Vær stille!

Vær afspændt!

Praktiser afslappet opmærksomhed!

Lad alting være som det er og vær ikke bange for at blive involveret "oppefra" (født oppefra), eller taget bort eller besøgt, eller grebet af det (Ham eller hende eller den) der griber dig, fanger dig eller manifesterer sig for dig eller i dig. Dog skal jeg ikke gribe ud efter noget eller gå efter noget eller vandre afsted på mine egne tanker eller involvere mig i de forbigående tanker der ikke griber mig eller tar mig, antager mig.

Ifølge Barth og Paulus (Barth er i ekstrem grad Paulus barn/dreng) er det pinedød meget vigtig at kunne skelne mellem Guds handlinger (tanker) i vores liv og vore egne handlinger (tanker). For Barth var det ligeledes meget vigtig at mennesket stoppede dets søgen, søgen Gud, og at det lod sig finde af Gud i stedet for, hvilket han kategoriserede under Kristusbegivenheden, åbenbaringen/inkarnationen som havende apokalyptisk karakter i vores liv hvor vi forandres som mennesker på sekulær (mennesket i Kristus er et Gudmenneske, uden at være guddommeliggjort og miste sit ego og sin natur) vis i denne forligelse Gud i vores liv.

Zizioulas claims that Baptism constitutes an ontological change in the human, making them an ecclesial hypostasis, or a person. This rebirth 'from above' gives new ontological freedom as it is not constrained by the limits of biological existence.

Alle burde lære at meditere og det er ret simpel. Folk burde vide hvad de går glip af. På en såre simpel måde med en ringe indsats (må lyde godt i ørerne på vore dages fortravlede mennesker) kan man totalt forandre og forvandle sit liv til det bedre. I USA har man indført det som en del af sygehusenes behandlingstilbud og det kommer også herhjemme om få år. De naturvidenskabelige forskningsbeviser på meditationens gavnlige indflydelse på ens helbred, på ens humør og energiniveau og motivation (appetit på livet og retning på ens liv (mål og mening i ens liv)) boomer i de her år. Meditation er vejen til at forstå livet er en drøm og at alle har muligheder for at få sit drømmeliv. Vi lever andres drømme og drømmer med på andres drømme (og forventninger til os), men meditation medfører at vi begynder at realisere og virkeliggøre vore egne autentiske drømme, fordi vi får kontakt til vores drømmelag. Meditation slår hul ind til vores drømmebevidsthedslag (det personlige og kollektive ubevidste) og det sker vel at mærke i vågenhed under meditation, modsat nattens drømme der er sværere at få fat i, få del i, da det foregår i søvne. Meditation er at vågne op til sine egne autentiske drømme og motiver (motivkræfter), så man kan få sig det drømmeliv, drøm af et liv (og den livsenergi/vitalitet der er forbundet med drømmenes motivkræfter og dynamik), som vi kun ellers ser i glimt og knapt tør drømme om igen som voksne og gamle, da vi mener det hører ungdommen til (men som Bibelen påpeger, vil selv de gamle kunne få deres drømme igen).

Forbindelsen til Gud, til os Selv, har altid været drømmene, en påstand vi har fra alle de største ånder; Platon, Shakespeare, Freud og Jung og bibelens forfattere ikke mindst:

"Jeg vil udgyde min ånd over alle mennesker. Jeres sønner og døtre skal profetere, jeres gamle skal have drømme, jeres unge skal se syner. Selv over jeres trælle og trælkvinder vil jeg udgyde min ånd i de dage. (Joel 3, 1).


Meditation er at slå hul igennem til drømmebevidsthedslaget (det personlige og det kollektive ubevidste), det er udsætte sig selv for Guds/Drømmenes indflydelse på ens liv.

Tød du lade Gud og Drømmene blive en del af dit liv? Tør du leve med Gud og dine drømme? Tør du Gud, tør du dine drømme? Så er meditation sagen!

Tør du lade være, tør du gå glip af denne mulighed, sådan burde man nok hellere vende spørgsmålet om.

Fortab ikke dig selv og dit liv og dine drømme, husk at meditere!

Alt andet er at sjuske sit liv væk på andres drømme og forventninger til dig; kort sagt du går glip af dit drømmeliv, drøm af et liv.

mange kærlige hilsner HansKrist.

Vrøvl, HansKrist.

Meditation er at sidde og kigge på sin næsetip mens man udsletter sin personlighed totalt.

Du må være blevet tosset.

ha ha Michael,,,

jeg tror du har ret,, for jeg blev nærmest "pebet ud", eller "buhet ud" af min meditationsgruppe (og 2 gik frontalt i flæsket på mig (dette er 3. gang jeg bliver angrebet/overfaldet)) da jeg lige kort forsøgte at påpege meditations forhold til drømmene, motiverne, urbillederne og arketyperne. Det skulle jeg vist aldrig ha sagt, lige i den gruppe jeg tilhører.

Men jeg har læst og studeret så meget Jung at jeg nøjagtig ved hvad det er der foregår når jeg bliver angrebet kort tid efter den lange meditation på 45 minutter. At meditere 45 minutter skaber så mange skyggeproblematikker i folks liv, hvis de ikke er trænede, at folk let kan miste kontrollen over sig selv. Efterhånden har jeg mediteret så meget at jeg kan se på folk og høre på folk ud fra deres åndedræt om de forstår at meditere. Og ser jeg nogle der har været i "helvede" i 45 minutter, da er jeg klar over at jeg skal være på vagt og passe på deres reaktioner bagefter. Meditation er et kraftigt værktøj, der både kan virke positivt men så sørme også negativt og være direkte farligt, når der ingen vejledning og guide følger med.

Hvis en meditation medfører at folk bliver dvaske og uoplagte og trætte, er der sgu et og andet helt galt med måden der bliver mediteret på. Og man kan se og høre (på åndedrættet) på folk hvordan de har det.

Har jeg ikke udtalt mig negativt om meditation igennem årene her på debatterne? Spurgte Alzheimer light HansKrist

Den anden dag sad jeg og læste i en Karl Barth bog på engelsk og efterhånden som dagen skred frem blev jeg mere og mere rasende på gyldendals røde ordbog, for jeg kunne stort set ikke finde et eneste ord af dem jeg slog op i bogen til oversættelse. Pludselig efter en hel dag opdager jeg fandeme at der står Tysk-Dansk, uff, den var flovt.

mvh HansKrist.

PS:

så du melodi grand prix i går,, fantastisk, det bliver bedre og bedre år for år. Også sidste år var det fremragende. Og jeg stemte faktisk på den tyske vindersang.

PPS.

Debatterne går lidt trægt, selv du Michael har mistet pusten. Jeg regner med at du studerer et og andet vildt stort digert værk. Med din læsekapacitet, der bliver slugt ikke så lidt litteratur. Ingen har læst Kirkens Dogmatik af Karl Barth fordi det næsten er 10000 tætskrevne sider. Du kan gøre det, du kunne blive den første.