Ha ha Kristian


ja jeg gik over tiden,,, og fødte en stor baby, alt for gammel, erfaringstynget og træt og tung allerede ved fødslen (hvem ka dog holde af sådant et barn?),,, dette barn skulle have set verdens lys da jeg fik veerne for uger tilbage, men jeg gik over tiden, missede timingen og veerne hørte op, men jeg vidste jo godt der var et barn derinde, men uden veer blev jeg nødt til at gøre som med ketchupflasken, tvinge det frem eller ud af sit skjulte ophold under skallen.

For eftertiden skriver jeg når ånden er over mig, når jeg har veerne, så I ka få en frisk lille baby der ikke er fortung og fortænkt og som man hurtigere ka ta stilling til. Urimeligt at folk skal bruge så lang tid på at vurdere hvad Hans lufter i sin klapvogn/kampvogn.

Jeg skrev, hvem ka dog holde af sådant et barn?


Mærkeligt nok så vidste jeg at jmp ville tage vel imod dette barn. Jeg sendte mit indlæg og løb min daglige løbetur ret lettet i låget over at være kommet af med dette barn der efterhånden fyldte godt op under kalotten/hjerneskallen,,,,, da jeg løb kom jeg til at tænke på jmp, den største læsehest og manden med den største læsekapacitet på siden, og jeg tænkte; jmp han tar sig af dette store barn, han byder det velkommen i sin hånd og ånd. Og ganske rigtig, jmp var der til at tage vel imod denne vanskabning af et barn, alt for gammel og erfaringstynget træt allerede ved fødslen og alligevel tog jmp vel imod dette forvoksede barn ude af form.

Over på religion.dk har jeg kåret jmp og Anne til at være de to mindst fastlåste og fordomsfyldte, de to formår indimellem at sætte sig ind i andres synspunkter.

Selv har jeg tænkt mig at blive i min skyttegrav og skyde gråspurve (Sero Jan-ner og Esthæer) med Paulinske kanonkugler, men skulle en gammel alfa han eller buk med imponerende gevir og budskab vise sig, da må Paulus kuglerne formstøbes ret så præcist med både Kant og Barth og klones med Nietzsche dynamit. New age (Rønlov og Esther) påstår at denne skyttegravskriger ender op med at blive ensom. Jeg har dog hørt om at nogle bliver rådet til at gå i krig. Jeg vil være den slagsmarkskyndige, den feltkyndige.

Jeg vil være manden der blev kendt for at føje endnu en væsentlig faktor til hvorfor hjernen vores, altså forhjernen, blev så stor, hidtil har vi vidst at socialitet (gruppens størrelse) og sproglighed evolutionsbiologisk over tid følger med hjernens øgede størrelse. Nu vil jeg føje frygt til; rædslerne eller frygten over ikke at kunne søge tilflugt i træerne mere (paradiset er væk), den frygt der har rejst os op på baglemmerne, den frygt der har gjort os interesseret i omgivelserne, ikke fordi vi var rovdyr med farlige dræberklør og skarpe tænder der bare kunne bruge omgivelserne som slaraffenland for vore behov, men fordi vi var velsmagende jagede eftertragtede pattedyr, der kun kunne beskytte os selv gennem samarbejde eller socialitet, der kun kan opstå via øget sproglighed, evner for at kommunikere og aflure omgivelserne og være 2 skridt foran hele tiden, foregribelse og forestillinger (som fordrer større hjerne (eller store forhjerner (ikke baghjerner) viser sig at være vejen, de egnede til analyser og forestillinger)). Sådant et menneske, cro magnon menneske, kom og viste sig at være en større succes end den meget stærkere og mere robuste neanderthaler med endda større hjernerumfang (dog ikke forhjerne, men bagtil var hjernen stor). Cro magnon menneskets alliance med frygt og binyrerne er en væsentlig medspiller til den store forhjerne ud over de kendte faktorer, socialitet og samarbejde der kræver sproglighed, evner for kommunikation, hvor igen store forhjerner evolutionsbiologisk har haft en selektiv fordel. Cro magnon mennesket var et frygt kriger menneske og neanderthalerne helt sikkert mere fredeligt anlagt. Frygt og seksualitet er så tæt forbundne at chimpanserne kopulerer umiddelbart efter at de har været i yderste livsfare. Jeg er stadig af den overbevisning at frygt spiller en afgørende positiv rolle i forbindelse med mandens rejsning og potens i det hele taget, og at EKIM er vejen til impotens for mændenes vedkommende, men så må vi samle ind til noget viagra til Jan Sero så de fredelige E-stærer hunner ka få en tur så de ka holde denne dekadente stamme ved lige her på jorden der tror at alt er kærlighed og skal være kærlighed.

Kristus-chakraet, slår krone chakraet (kosmisk bevidsthed) af banen og sidder som vi ser på de næste 3 billeder af Paulus i forhjernen eller panden. Her har vi sprogligheden og begrebstænkningen (forestillinger og begreber, altså tænkning som vejen) som er vestens vej, Kristusvejen, Kristus som Jeg-legemet. Descartes er den første egentlige store kristne filosof siger Berdyaev, middelalderfilosofferne som vi ellers tænker på som kristne filosoffer er ikke dette, de tænker græsk i stedet for (skolastikken er ikke kristen tænkning men en hellenisering). Den Paulinske Kristus-Jeg-linie er Luther, Descartes, Kant og Fichte osv. og Sartre skal som Descartes fremhæves (så kontinentaleuropæisk tænkning ikke kun ender som Tysk filosofi og tænkning).

Kristus-chakraet, sædet for Kristus-jeget, præcist illustreret i disse korrekte billedlige eller ikon gengivelser af Paulus:

http://unfinishedchristian.files.wordpress.com/2009/04/st_paul4.jpg

http://www.rice.edu/projects/code/presentat/paul.jpg

http://www.dioceseofscranton.org/Ecumenism/St.%20Paul%203.jpg

Rembrandt, denne fantastiske maler, er idiot på Paulus som W. Grønbech (og Stausholm og jmp mfl.) er det, og har her afbildet Paulus uden at Kristus har vundet skikkelse i ham, altså uden Kristus-jeget i pandechakraet (som er erstattet af præfrontal demens), hvilket ses her efterfølgende på den forkerte og misforståede Paulus opfattelse:

http://d1shzm2uca9f83.cloudfront.net/large/remb_paulus_gevang.jpg

Et HansKristi-ligt Hæsligt Læseligt indlæg.

jeg vil være som Nietzsche, han er mit store forbillede. I det mindste må du kunne se jeg øver mig, så meget må vi da kunne blive enige om.

ja det er skønt at være tilbage i folden, i feltet, på slagmarken, her hvor krigene kæmpes så vi igen kan føle glæden ved frygt og adrenalin der får hjertet til at pumpe og som øger dagsbevidstheden og objektiviteten (og åbenbart også Hansis potens (i det mindste mener manden at have fundet en sammenhæng)). Okay du er jæger med jagthund ved din side, så det ved du alt om, denne spænding.

PS:

det er dig vel undt at du slår dig løs på marken/slagmarken efter din store koncentrerede indsats med Gita'en og bogforlaget Gammelmark. Du skal ha lov at være FRI og en rigtig Kriger-knægt igen sammen med din hund og dine venner. Adrenalin skal der til for at holde de små grå i sving og svingninger eller for at integrere vel de subcorticale områder med de neocorticale områder. Den dybe forbundethed med livet selv i al dets nøgenhed og skønhed og gru, er nødvendig for at vi ikke skal ende i gold tænkning. Vi "elsker" begge Nietzsche og Jung,, ikke min ven???

Min mor sagde forleden at jeg ikke skulle være så hård i en debat med kvinderne (Jan Sero og jmp (sorry i 2 Jesu hippier) går jeg ud fra hun mente, for Anne ka det da ikke være), men at jeg hellere skulle øve mig på Kræn-p i stedet for. For han kan tåle hårde slag og giver dig igen som du fortjener eller som du spiller op til.

Halleluja kære Hanskrist.

Du er helt fantastisk til at udtrykke dig, Hanskrist.

Det smukke for mig er at se det du udtrykker imellem linjerne. Du sprudler jo af følelser, og du holder dem ikke tilbage.

Bare bliv ved med at gøre det du gør, så må vi se om vi andre kan følge med.

Men hvad skal du bruge en skyttegrav til, Hanskrist? Du ved jo jeg ikke skyder igen. Så kom du bare frit frem og gi den gas.

Bare skyd løs min kære ven. Og bliver du træt skal jeg nok være der for dig, og jeg vil gøre mit bedste for at give dig mod og håb i den kamp du nu har valgt at kæmpe. Jeg kunne fortælle dig at din modstander ikke er virkelig, men hvis du har valgt at kæmpe, så er det jo det du har valgt.

Hils din mor og sig hun ikke skal være bekymret, hverken for mig eller dig, for vi skal nok klare den.

Kærligst Jan.

Kære Hanskrist.



Så har du jo kigget i bogen. I hvert fald i den trettende recitation.


Med venlig hilsen

Kristian

Kære Hanskrist.

Undskyld venligst, at jeg har ladet dig vente så længe med et svar, men det forholder sig nu engang således, at megen god tid går til spilde med arbejde.

Som vi begge har været inde på, er det noget af en afhandling, du har velsignet os med. Men der er tale om spændende læsning, der blandt andet viser, hvor forskelligt en meditationspraksis kan falde ud, og hvorfor det er så svært at sige noget generelt om, hvad meditation så dybest set er for noget. Jeg vil derfor sige som Radhakrishnan, at der er mange stier, der fører op ad bjerget, men udsigten fra dets tinde er den samme for alle.

Når jeg kalder dit opus for spændende læsning, skyldes det, at du præsenterer os for en måde at meditere på, der er gennemsyret af en intellektualisme, som ikke mange forbinder med meditation. Men som vi jo har lært at forbinde med dig. Dine kæpheste får ingenlunde lov at hvile i meditationens uforlignelige stilhed. Tværtimod henter du endnu flere ud af stalden, end jeg tidligere har set dig hyppe.

Hvor andre, der udtaler sig om deres meditative erfaringer, understreger dette at hvile i selvets ro, hvor de sammenligner selvet med en stille sø, hvis overflade kun nu og da brydes af en fisk, der slår op over overfladen, slipper din meditation en brain storm løs, hvor europæiske teologer og filosoffer taler ivrigt argumenterende gennem Hanskrist’s intellekt.

Denne aktivering giver sig også udslag i det psykomotoriske, så du oftere træner fysisk, end du længe har gjort, hvis jeg har forstået dig ret. Men at der er sket noget med Hanskrist under meditationsforløbet, derom bør ingen være i tvivl. Her bemærker jeg navnlig dit post scriptum:



Jeg har valgt et afsnit ud, som jeg gerne vil knytte en kommentar til:



Jeg kan erklære mig enig i, at Østen har forsøgt at slukke begærets ild. Thi af begæret følger vreden, nemlig vreden over at blive frustreret i sit begær. Og af vreden udspringer de handlinger, hvormed vi sårer og fortrædiger vore medskabninger. Derfor må man lære sig selv at handle uden attrå eller afsky, således at det bliver den etiske holdning, der bliver sat i højsædet.

Derfor kan jeg ikke være enig med dig i, at Østen har spillet fallit. Thi det er netop i det udslukte begærs stilhed, Østen finder målet, sit formål og meningen med livet. Det er netop ved at fjerne begæret fra de visuelle objekter – og hvad, der kan sidestilles hermed – at den østlige mediterende finder fred. Derfor synes jeg, at der i det citerede afsnit ligger en selvmodsigelse.

Det forholder sig nemlig ikke således, at man i en østlig holdning falder hen i en slags apati, hvor syv og fem er lige. Du møder for eksempel i Vedanta en filosofi med visioner af fabelagtig rækkevidde, og Nagarjuna’s buddhistiske filosofi kan med hensyn til tankedybde fuldt ud måle sig med Søren Kierkegaard’s tænkning.

Dette var en kommentar til et enkelt afsnit, og det er mig ikke muligt at komme rundt omkring alle de steder i dit indlæg, hvor jeg kunne have lyst til at ytre mig. Men da du nu er her igen, har vi jo tiden for os, så vi kan udveksle meninger i den videre debat.


Med stor hilsen

Kristian

Kære Kristian,,,

Men da du nu er her igen, har vi jo tiden for os, så vi kan udveksle meninger i den videre debat.

Enig, det må blive en fortløbende proces at drøfte meditation, både erfaringer med meditation og en eventuel teori bagved eller holdning bagved. Se en kommentar ("Bevidsthed og meditation") jeg har skrevet herom (1)* .


Vi må ta det op i ro og mag hen af vejen, også fordi jeg jo ikke ved hvor det ender med mig, meditationen (min praksis) gør stadig meget ved mig. Og jeg er jo ikke Herre over hvad meditationen gør ved mig, jeg må jo bøje mig for det der gør sig gældende, Se fx (1)* .

Nu mener jeg at en meditationspraksis er skæbne fordi den forandrer ens liv. Et par eksempler:

a): ny og bedre hukommelse og hukommelse om ting, personer og forhold der var forsvundet i glemsel. Denne hukommelse gir selv sagt en ny og anderledes sammenhæng i mit liv og værdisættelse og påskønnelse af personer der dukker op ad glemslen. For ikke at tale om hvor meget det kan forandrer et menneske, hvis han har kontakt til arketyperne og de stærke universelle, temmelig sikkert evolutionsbiologiske ontologiske størrelser.

b): ny krop eller ny kropselv. Bedre kontakt til kroppen og dens signaler og organer (alt lige fra fødderne og kønsorganerne over mellemgulv og hjertet til hals mund og hovedholdning).

c): ny kontakt til sanserne, sanselegemet eller sanseorganerne. Her er lugt næsen og smag munden kommet meget til her på det sidste. Og tilknyttet lugtesansen er der knyttet mange fortidserindringer, fx hænger lugt og barndomsminder meget sammen, eller den bedre kontakt til lugtesansen ledsages oftest af fortidserindringer. Ligeledes spiller lugtesansen en afgørende rolle i forbindelse med erotiske forestillinger og erindringer (så fik biologerne alligevel ret).

d): et meget stærkere Jeg/ego (Freud og psykiatrien) (nok det samme som Atman i en anden diskurs). Ligeledes en øget evne til at skelne de videnskabelige, politiske og religiøse demagogiske eller populære påduttede ideologier fra ens egne standpunkter, tanker og ideer, eller forståelse af tingene. Hvor meget har JEG tilegnet mig af alt det jeg hør om og læser om???? Hvor meget har JEG forstået af det hele, tilegnet mig på selvstændig vis (det der i skolen gav 10, 11 eller 13 for år tilbage). Mine tanker går til Descartes, Leibniz og Spinoza og Kant, for hvem dette havde den største betydning. Den begrebsstærke erkendelsesteoretiske JEG/EGO eller FORSTANDS skole i vesten. Her er Tænkningns Skytshelgen Paulus interessant, en religionsstifter og mystiker af de største der paradoksalt nok forlangte at vi skulle brugte vores forstand og som sagde at tankerne også kunne være fra Gud af (noget Descartes har taget op). Paulus der var kritisk overfor den græske filosofiske diskurs, som han kaldte mennesketanker, altså en tidlig ideologikritik og overjegskritik, som han stiller op overfor de tanker vi har direkte fra Gud af i Kristus (i jeget eller i jeg-legemet Kristus). Alt dette er også det der ansporer Steiner, der netop er opdraget i den erkendelsesteoretiske vesteuropæiske tradition jeg her har nævnt, til at sige at Kristus er JEG-legemet.

e):

den gode kontakt til drømmene, de meget stærke og energiladede drømmesymboler og forvarslerne her og de komplementære vink mmm.

-------------


Nå men det jeg vil sige er at meditation er skæbne, det forandrer mit liv radikalt og jeg kan ikke sige hvor det ender eller slutter, jeg er først lige begyndt. Så lad os hjælpe hinanden her på debatten. Lad os sammen forske og udforske hvad pokker det dog er der sker i forbindelse med meditation, hvilke processer for menneskelig udvikling og vækst er det meditation igangsætter.


Du har ret i at der er nogle selvmodsigelser, eller nogle uafklarede forhold i det jeg skriver, og da især omkring hvilken rolle begær spiller (læste 3. recitation i nat da jeg vågnede). Hvilken rolle spiller bevidsthedens intentionalitet. For mandens vedkommende er der jo slet ingen tvivl om hvilken rolle anima delen af vores sjæl spiller. At tale om ren bevidsthed ville være noget sludder, for bevidstheden er i den grad rettet imod det modsatte køn og forurenet eller forskønnet fyldt med erotik og seksuelle motiver og emotioner. Freud og Erik Klausen har ret, menneskets bevidsthed er konstant optaget af begæret og lysten til det modsatte køn og det fylder mandens liv med himmelsk/højt humør, poetisk glæde og begejstring og besyngning af tilværelsen. Alle der har mulighed for at se Klausen's foredrag; "fra den ene hjernehalvdel til den anden", skal unde sig selv at overvære dette fremragende foredrag om bevidstheden (om hvad der foregår inde bag knolden på os mennesker).

Du har også ret i at kæphestene ikke er blevet mindre, og alt hvad der kan trækkes af stalden, bliver luftet i vildt ridt, med snart Descartes som rytter og så Platon, og så Kant og så Jung og så den og den, alle i fuld galop ført an af Paulus på Kristus eller Kristus på Paulus (er ikke lige klar over hvem der rider eller skamrider hvem). Men alt i alt er at jeg er Heraklit og Nietzsche og Berdyaev dreng og jeg erfarer igen ro. Jeg er til den linie af tænkere der finder at bevidstheden i meditativ tilstand overgår selv den vildeste fantasi i larm, musik, stemninger og humør scener og persongalleri og følelsesmættede dramaer. Kunst har ikke interesseret mig meget gennem livet her, men siden jeg er begyndt at meditere, forstår jeg pludselig kunsten, malerkunsten og musikken, fra renæssancen op gennem romantikken og frem til nu. Jeg begynder at forstå hvilke ontologiske størrelser der gør sig gældende og kræver sit udtryk hos kunstneren.

For mig er dette at meditere nærmest det modsatte af hvad min gruppe erfarer. Og jeg mener at det skyldes at deltagerne i min gruppe mediterer på en for-mening om bevidstheden og hvordan den er skruet sammen, og dette tar de med sig ind i en meditation og har som forventning. Således mediterer de ikke, men de sidder i en forventning om at det Cohen har stillet op som ideal vil indfinde sig. Men dette mener jeg er forræderi imod sandheden (Jung fx) og imod Epoche, den ny begyndelse med Husserl (hvor de unge var Heidegger; Løgstrup og Gadamer). Se eventuelt (1)* min kritik af min gruppe.

Dog mener jeg at spørgsmålet om hvorvidt vest eller øst har ret, må afgøres empirisk. Selv er jeg forbavset over Jungs individuationsprocesser, hvordan disse er en meget præcis beskrivelse af hvad jeg erfarer i forbindelse med min meditationspraksis. Jeg er forbavset over hvor stor en rolle det erotiske spiller, altså anima, Jung, Freud og Erik Klausen. Jeg mener at begreber, altså forstanden og dermed jeget/egoet har del i virkeligheden eller ihvertfald så forandrer verden 3 (Popper) diskursen (Popper og Habermas) den menneskelige psyke (verden 2) og natur (verden 1). Vestens styrke er at den ikke går udenom begær og seksualitet og iøvrigt enhver form for intentionalitet, og ej heller går af vejen for ideer og tanker og dermed egoet, forstanden og tankerne der også er fra Gud ifølge Paulus. Vesten har at i Kristus/Egoet/mennesket der har vi hele guddomsfylden i kød og blod. Vesten valgte mennesket og egoet, og "østen" valgte alt andet end mennesket, men lod mennesket gå op i det forskelsløse, inderste, ultimative og altomfattende; noget der i den protestantiske vest-kirke tradition næppe kunne få en teolog eller filosof til så meget som at hæve øjnbrynene, fordi dette betragtes som en livsløgn eller en falsk bevidsthed, falsk Gudside og falsk monofytisme (Berdyaev). Hovsa da en kæphest der slap ud, redet af Berdyaev. Da du kender Berdyaev lidt Kristian, vil jeg, eller har jeg et ønske om, at komme ind på Berdyaevs kritik af Gita'en og de religiøse traditioner der knytter sig hertil. En kritik han fører ud fra sin skoling i vestens filosofi især fra Kant og frem til Hegel/Marx og så ud fra den ortodoxe teologi og de vigtigste kirkefædre her og Böhme og sin opfattelse af sig selv som Kristen eksistentialistisk tænker, med stor interesse i Dostejevski, Kirkegaard, Nietzsche, Jaspers og Heidegger.

Når jeg mediterer kan jeg tydeligt mærke hvornår kulturens indflydelse, mine fordomme og overjeget, det jeg har lært og som jeg er blevet præget med, falder til ro, og så mit det autentiske selv; JEG eller EGOET begynder at gøre sig gældende. Nøjagtig sådan opfattede også Descartes meditation for en stor dels vedkommende. Det er turning point i enhver meditation når man går fra overjegets indflydelse til Jeget eller det autentiske selv. Eller sagt i Jungs terminologi, når man går fra persona, til skyggen og anima fx. Turning point er eventyret i enhver meditation, det er her alt bliver levende (sanselig) og personlig autentisk liv (fx erindring og hukommelse, fx hvem man elsker og fx hvor god kontakt man har til arketyperne, drømmesymbolerne).

Du har ret i Kristian (2)* at jeg oplever dette at meditere meget anderledes end de fleste andre. Noget min mor der kender meditation fra yoga har påpeget overfor mig for mange år siden. Hun siger, "Hans, jeg tror ikke der er ret mange der oplever og erfarer det du erfarer under meditation"; hvorfor hun ikke er overrasket over at jeg står meget alene i min meditationsgruppe, med mine erfaringer. Men så alene er jeg dog heller ikke, for jeg har Jung og jeg har Bergson og jeg har måske James Joyce (som jeg er blevet sammenlignet med på religionsdebatten af debattøren oscar).

(2)*:

Hvor andre, der udtaler sig om deres meditative erfaringer, understreger dette at hvile i selvets ro, hvor de sammenligner selvet med en stille sø, hvis overflade kun nu og da brydes af en fisk, der slår op over overfladen, slipper din meditation en brain storm løs, hvor europæiske teologer og filosoffer taler ivrigt argumenterende gennem Hanskrist’s intellekt.


Jeg vil lige slutte af med følgende citat af mig selv, som du har med:

Jeg oplever flere og flere dage med en grundstemning af boblende lykkefølelser. Og det sjove er at det er ubegrundet, eller det grunder ikke i at ting og forhold lykkes i mit liv; slet ikke, tværtimod for nogle områders vedkommende, men frustrationerne og konflikterne i mit liv, får ikke lov til at præge min grundstemning. Min evne til at udholde frustrationer er øget og mit pis bliver ikke sat i kog over at der ikke findes hurtige her og nu løsninger på problemstillingerne eller konflikterne.

Ifølge Høffding er det ikke ubegrundet, men det er uden årsag i at noget lykkes i mit verdslige liv blandt andre. Ifølge Høffding grunder min lykkefølelse, eller er min lykkefølelse netop begrundet i noget der ligger under overfladen, dybt skjult i mit sind. Min lykkefølelse skulle altså grunde i noget, men ikke være forårsaget af at noget lykkes i mit verdslige persona liv. Det er Høffding der gør meget ud af at skelne mellem grund og årsag-virkning. Hermed kan jeg korrigere og sige at min grundstemning, det der ligger til grund for mit humør, altså den dybereliggende grund til mit humør er blevet styrket/befæstet igennem min meditationspraksis. Altså det land eller den klippe jeg grunder mit liv og humør på er blevet styrket kunne man sige.

En af årsagerne hertil kunne for mit vedkommende være at meditation virker som en energi-akkumulator ka jeg mærke. Min gode ven gennem hele livet siden gymnasiet, har altid sagt at jeg mangler et energi-spare-gen og at det for ham i evolutionsbiologisk perspektiv er uforståeligt at jeg stadig er i spil, med på verdensscenen, med op til nutiden, når jeg overhovedet ingen energi-spare-gen tilsyneladende har med mig. Meditationen har overbevist mig om at han har ret, hele mit liv har jeg ødslet med min livsenergi og i lange perioder af mit liv har jeg glemt at restituere og komme til hægterne igen efter voldsomme fysiske strabadser. Også min far har sagt mig at jeg arbejdede for hårdt, at jeg ikke skulle arbejde livet af mig selv. Her i forbindelse med meditation ka jeg se at dette er korrekt nok, jeg har i den grad solgt ud af mig selv, uden omtanke på om jeg nogensinde igen ville komme til mig selv igen. Jeg har været fanden-ivoldsk og ofte tømt mig selv for livsenergi og den sidste kalorie. Jeg er da også typen der har fastet flere gange 14 dage uden andet indtag end noget at drikke. Jeg er 188 høj og jeg har løbet og trænet så meget at jeg i en lang periode var nede på 67 kg, selv om jeg åd spiste og drak som ingen andre i samme periode. Siden jeg er begyndt at meditere er jeg blevet meget mere bevidst om ikke at dræne mig selv for alt livsenergi (er mere opmærksom på hvor mine fysiske grænser går), jeg er nu meget bevidst om hvordan jeg økonomiserer og docerer min livsenergi og dersom jeg tømmer lageret, da er jeg på vagt overfor at det hurtigst muligt igen bliver fyldt op, så jeg ikke sølles eller går ind i en længerevarende usund underskudssituation. Jeg er blevet meget bevidst om hvordan min livsenergi eller energi i kroppen, min fysiske energi, og så mit humør og min livsglæde/overskud hænger sammen.

Meditation virker altså som en energi-akkumulator i mit liv. Energi og bevidsthed; og energi og humør/stemthed/spændthed, hvordan det hænger sammen er jeg blevet bevidst om. Ja meditation har gjort mig meget bevidst om hvordan jeg økonomiserer med min livsenergi. Det ka godt være jeg stadig brænder mit lys i begge ender, altså stadig har ild i røven, men jeg er begyndt at økonomisere med afbrændingen. Så jeg er også blevet miljøbevidst mht hvor meget CO2 jeg lukker ud i æteren.


mange kærlige hilsner Hanskrist.




(1)* :

Bevidsthed og meditation:

Hvor skal man begynde, hvis man vil udforske bevidstheden? Husserl begyndelsesprincip, som han gang på gang indskærpede sine elever (fx Heidegger; Løgstrup og Gadamer), lød: Man må lægge alle teorier om bevidstheden, alle forudfattede meninger og forklaringer, til side for så uhildet og umiddelbart som muligt at iagttage, hvad der foregår i bevidstheden, i min bevidsthed her og nu.

Det er nærliggende at forestille sig den "rene bevidsthed" som en tom bevidsthed: et tomt spejl eller en tom mave. Men det er netop en ren for-mening/for-dom om bevidstheden, som ikke kan hævde sig over for bevidsthedens virkelige selverfaring. Man gør nemlig den opdagelse, at bevidstheden ikke et øjeblik er skilt fra Væren/Livet. Der er ikke nogen tom bevidsthed, som står over for de objekter, hvormed den udfylder sin tomhed. Bevidsthed er altid bevidsthed om noget. Den bevidsthed, som i metodisk hensigt er "renset" for ydre virkelighed, kan ikke holde op med at imaginere en "ydre" virkelighed: den indre verdens ydre verden. Bevidstheden har ikke noget "indre", den er sit eget "ydre".

Hvis man tager sig selv og sine meditationer seriøse og man mener noget med begrebet det autentiske selv, da er man forpligtiget på at leve op til ovenstående. Ellers mediterer man på en ide om bevidstheden, en fordom eller en formening om bevidstheden, hvorved det levende liv dør i en, hvorved Væren og Livet kvæles.

Hvis Væren eller Livet selv skal sætte sig igennem og manifestere sig, må man ikke spærre dets gennembrud ved at tage en fordom eller for-mening om bevidstheden med ind i sin meditation.

Hånden på hjertet man må være ærlig, bundrådden ærlig når man mediterer. Bliver man overvældet bliver man overvældet, bliver man forført bliver man forført, bliver man udsat for et indbrud eller et gennembrud, da bliver man udsat for et indbrud eller gennembrud. Ingen teori eller for-mening eller fordom om bevidstheden kan stille sig i vejen for hvad der manifesterer sig på emergent vis.

Hvis man vil være forsker da må glemme teorierne og for-meningerne og fordommene om bevidstheden og så alene forholde sig til hvad der rent faktisk hænder eller manifesterer sig under en meditation. Derudfra kan man når de kliniske undersøgelsesmaterialer er store nok begynde at danne sig en teori, men igen når man går ind i en meditation må man lade alle for-meninger og fordomme og ideer og teorier om bevidstheden være tilbage, slippe dem. Hvis man er interesseret i det autentiske, og det autentiske selv.

Meditation er at blive overrasket, det er meget et eventyr ind i det ukendte fordi det er at være i proces med det ubevidste. Meditation er gaver, ren nåde, at modtage gaver, det er at være til i Skænkethed. Under meditation modtager mennesket det de mangler, ikke det de selv troede de manglede, men det de virkelig har brug for, som ofte er noget ganske andet end det de gik rundt og troede var deres store behov her i livet.

Der findes mennesker og personer og forhold og relationer under meditation, som man ikke engang har turdet drømme om eksisterede, det overgår ens vildeste fantasi og ens hukommelse er mageløs og skal blot vækkes som den netop bliver under meditationerne. Og årsagerne hertil er ikke at finde i egoet, men i Væren selv, som vi har hørt om forholdet siden Platon og op til Jung; Bergson; Heidegger og Sartre og Edgar Morin, for blot at nævne nogle af de modige sjæle der har turdet lade sig selv konfrontere med virkeligheden. Men disse forhold, Værens-forhold, konstituerer egoet, gør mennesket robust, sund/rask og lykkelig. Fylder mennesket med mening og mål og begejstring (glæde og kærlighed), og rejser mennesket op over hverdagslivet trivialiteter.