Både på denne debat og i andre debatter på internettet og i dagspressen oplever man en skærpelse af tonen i dialogen mellem troende og ateister. Det har været påstået, at årsagen er den skærpede tone hos ateister som Richard Dawkins og Sam Harris m.fl., og andre har til gengæld påstået, at det er den stadig mere anmasende missioneren fra forskellige religioner, der har medført en reaktion.
Sandheden ligger formodentlig et sted imellem, men internettets lette adgang for enhver til at udbrede deres meninger har sandsynligvis også spillet en rolle for den formindskede tolerance.
Hovedstriden handler selvfølgelig om eksistensen af et overnaturligt væsen, en guddom med magt til at gribe ind i menneskenes liv. Dem eksisterer der et betragteligt antal af på verdensplan, men her i landet tilbeder vi næppe mere end 30-40 stykker af dem. Den almindelige dansker har jo forlængst givet afkald på troen på nisser og trolde og elverfolk og andre overnaturlige væsener fra folketroen.
Ateister har ikke noget fællespræg, og deres holdning til troende spænder fra foragt, over hovedrysten og medlidenhed til ligegyldighed. De troende derimod synes at være enige om én ting, nemlig at ateister har en alvorlig mangel. De evner ikke at sætte sig ind i troen, de mangler en åndelig dimension og er derfor en slags undermennesker, der kun interesserer sig for materielle goder og er berøvet de rige åndelige oplevelser, som de troende har. Som enhver ateist ved, er det det rene vrøvl.
En tilsvarende (modsat) holdning er ikke udbredt hos ateisterne. De frakender ikke de troende nogen evner, heller ikke evnen til rationel tænkning, men mener tværtimod at de troende burde anvende denne evne på religionen. Alle har vi jo startet vores sociale liv som troende - på julemanden, på nisser og trolde og uhyrer i mørket og selvfølgelig også på vore forældres gud.
Ateisme starter som en frigørelsesproces fra troen på overnaturlige væsener, og den kan finde sted fra en ganske ung alder og til langt ind i voksenalderen. Men det er ikke hos alle at den naturlige tvivl resulterer i at fornuften og den rationelle tankegang sejrer over barnetroen. En stærk indoktrinering er ikke let at kæmpe sig ud af, hvis den også ledsages af et religiøst/socialt pres fra omgivelserne, som den gør i mange miljøer.
Men hvad er egentlig grunden til den store forskel i tolerance mellem troende og ateister? Det er ganske enkelt forskellen mellem at være introvert (indadvendt) og ekstrovert (udadvendt). Gudetroen er nemlig et personligt forhold mellem den troende og guden, et forhold, der kræver andagtstunder, bønner, religiøs ydmyghed, tilbedelsesritualer og lejlighedsvise introspektioner, kort sagt en hel del optagethed af sit eget indre.
Ateister er som oftest kommet til en rimelig klarhed over deres eget indre, og retter derfor deres interesse udad mod de omgivende mennesker og virkeligheden. Frigjort fra religiøse fordomme og med ekstra tid til rådighed kan de hengive sig til andre "åndelige" oplevelser som musik, litteratur, poesi, filosofi og et ubegrænset kærlighedsliv. Mulighederne er legio.
Har man det godt med sig selv og omgivelserne og lever i en fordomsfri harmoni vokser tolerancen af sig selv, mens de troende med deres indsnævrede synspunkter ikke er i stand til at se, hvad de går glip af. Tro koster nemlig på flere måder, hvilket er tydeligst at se på de mest fundamentalistiske religioners og sekters medlemmer.
Man kunne spørge: Hvordan vil du helst leve dit liv - i en åndelig frihed hvor alle livets glæder, åndelige som sanselige står dig åbne - eller begrænset af troens rammer? Men spørgsmålet er overflødigt.
For du har jo allerede truffet dit valg.
Mvh
Ole Bjørn
Svar
Citer
