1
registreret
(1 usynlig),
635
gæster og
70
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#7033 - 15/05/2009 19:20
konfirmandens mareridt.
|
bor her
|
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 1393
Sted: Sverige/ Thailand
|
|
Nu er konfirmationerne godt igang, hvor umyndige letbevægelige unge skal ensrettes til at tro.
Konfirmationen er en beteelse hvor forældre overlader deres barn til en vildt fremmed person(præst)for at denne skal overbevise deres barn at det har en tro, som det nu skal bekræfte, ved 6 måneders hård træning udi det gudelige.
Man kan vel sige at forældrerne svigter deres barn helt, idet de sikkert ikke har til sinde at spørge barnet om det ønsker at blive konfirmeret og forklare hvad det medfører at blive konfirmeret,men dette gør gode forældre helt uden at blinke.
Barnet samtykker muligvis i stilhed, idet det mere tænker på alle de store gaver der falder af og selve festen der følger med en konfirmation. Så selve kirkebesøget er et nødvendigt onde for at få del i gave ræset. Det viser sig heldigvis at de fleste konfirmander faktisk bliver mindre troende eller mister den helt, efter at have hørt på præstens udgydelser, så forældrernes svigt er ikke så fatalt, som det kunne have været blevet, måske lige bortset fra at ingen har fortalt dem, hvad det koster at være medlem af folkekirken og at de først kan melde sig ud når de bliver myndige, altså 18 år. Det må de selv finde ud af, nu har forældrerne "hjulpet" dem med at blive medlem og derfor lettet dem for vel omkring kr. 100,000,- i kontingent til folkekirkeinstitutionen udover det tilskud vi alle må betale for at holde liv i den døende kirke.
Og har de job inden de bliver 18 så SKAL de betale kirkeskat til cirkus folkekirken.
Jo forældrerne tænker skam på deres barns ve og vel- eller er det bare fordi de ikke vil stå tilbage for de andre.
Man kan undre sig over at forældre fuldstændigt afskriver deres barns rettigheder ( UN´S BØRNEKONVENTION) og lader en vildt fremmed personage påvirke deres barns endnu jomfruelige personlige tankegang, dette er ikke til forældrernes ære.
Redigeret af treram (15/05/2009 19:28)
_________________________
mvh.treram
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#7034 - 15/05/2009 21:33
Re: konfirmandens mareridt.
[Re: treram]
|
godt igang
|
Registeret: 07/04/2008
Indlæg: 416
|
|
Hej Treram. En interessant opfattelse du her beskriver. Uden tvivl er der mange mennesker som "overfører" deres overbevisninger til deres børn. Vi har jo mange ideer om hvordan tingene skal være, og hvordan de ikke skal være. Tag f.eks dette, at man siger til ens barn, at man skal sidde ordentligt ved bordet når man spiser. Tænk hvis barnet så sagde: Hvor har du dog den overbevisning fra... Med hensyn til konfirmation, så kan jeg fortælle min historie med min søn som skulle konfirmeres, som måske ikke helt lever op til den opfattelse du beskriver i dit indlæg: Min søn spurgte mig hvad det vil sige at blive konfirmeret, og jeg spurgte ham så hvad hans egen ide omkring dette var. Han sagde at det havde noget med Gud at gøre, og at det også havde noget at gøre med gaver, og ikke mindst at han skulle gå til præst. Han spurgte mig så om jeg troede på Gud, og jeg sagde til ham, at jeg tror på den kærlighed jeg oplever til dig, og at den kærlighed jeg oplever til dig kommer fra noget som er i alle mennesker. Nogen vil kalde det Gud, og andre vil kalde det noget andet, men spørgsmålet er hvad det er du oplever, hvad det er du ønsker, hvad det er du mener der er det vigtigste, og hvad det er som gør dig glad. Han ville gerne konfirmeres så han kunne få penge til en bærbar og noget nyt tøj. Han synes egentligt ikke det var så interessant det der med at gå til præst, og han vidste egentligt ikke helt hvad det var han skulle sige ja til i kirken. Han havde ikke rigtig gjort sig nogle tanker omkring det med Gud. Han ville egentligt blot holde en fest uden at han skulle i kirke og det andet halløj. Jeg sagde til ham at han kunne tænke over det, og at det helt var op til ham selv. Da han havde tænkt over det nogle dage, så tog vi det op igen. Han sagde at han gerne ville holde fest og så ikke alt det andet. Jeg spurgte ham så om han havde tænkt over, at det måske kunne være en god indsigt han kunne få ved at gå til præst. Jeg spurgte om han havde tænkt over, at han måske kunne finde ud af noget omkring ham selv igennem det forløb hos præsten. Jeg sagde til ham, at det andre mennesker tror på, det behøves han ikke også tro på, men blot prøve at acceptere og respektere det andet menneske, uanset hvad. Han spurgte mig så omkring det, at han sagde ja, til noget han ikke selv troede på. Jeg sagde til ham, at det i virkeligheden er ham selv som siger ja til det han selv tror på, uanset hvad. Det hele er et spørgsmål om fortolkning, og hvilken følelse du har i forhold til det du gør. Så længe du er tro overfor det som giver mening for dig, så længe vil det også være dit hjerte du lytter til(og det havde vi snakket om mange gange før, så det gav rigtig meget mening for ham). Han besluttede sig for at han gerne ville gå til præst og konfirmeres. Han havde nogle rigtig gode oplevelser i forløbet hos præsten, tiltrods for at det præsten fortalte om ikke gav mening for ham. Det betød egentligt ikke så meget, for de havde det sjovt, og det var kun hans egen fortjeneste, da det var hans åbne og imødekommende indstilling som gjorde at han oplevede det han oplevede. Min søn overlevede konfirmationen og fik råd til en bærbar og noget nyt tøj, og forhåbentligt lever han lykkelig til han lægger hans krop fra sig igen. Snip snap snude, så er den historie ude, og tip tap tønde, ja, så kan en ny snart begynde. Amen.. ;) Går det ellers godt, Treram? Har i snart fået besat skåne igen? Håber du får en smuk weekend, min ven. Kærligst Jan.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#7035 - 15/05/2009 22:16
Re: konfirmandens mareridt.
[Re: serotonin]
|
bor her
|
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 1393
Sted: Sverige/ Thailand
|
|
Hej Jan.
Tak for din beretning, selvom jeg ikke er helt sikker på om du ikke var den der traf hans beslutning om at gå til præst, det kunne lyde sådanne, men det er vel hvad der i almindelig foregår, når konfirmationen står for døren.
Da jeg skulle konfirmeres i år 1948, satte jeg mig på bagbenene, jeg ville ikke konfirmeres, jeg var overhovedet ikke troende og kunne ikke bruge en gud til noget, men på den tid havde man ikke meget at skulle have sagt, så jeg blev indmeldt til hjernevask hos den lokale sjælesørger, idet min mor sagde at alle "ordentlige" folks børn skam bliver konfirmeret.
Jeg gik i en privatskole i en anden by end vi boede i, jeg cyklede de 10 km til skole hver dag om sommeren, da jeg så skulle gå til præst i min hjemby,blev jeg indforskrevet hos ham.
Da der ingen kontrol var med mig om hvad jeg foretog mig, skulkede jeg fra konfirmationsforberedelserne mer end hveranden gang, jeg hadede det simpelthen, troede ikke en pind på biblen, som man dengang mente var total sandfærdig, noget jeg ikke kunne få til at stemme.
Mod afslutningen af disse hjernevasketimer blev min fru moder ringet op af sjælesørgeren, der var et stort problem, jeg havde ikke deltaget nok i forberedelserne og havde ikke vist mig i kirken til gudstjenester, så han kunne ikke tage ansvaret for at hjernevasken havde virket på mig og dermed ikke ville konfirmere mig.
Jeg fik en ordentlig skideballe og fik besked på at møde til de resterende timer og "tvangsgudstjenester" så ville hun se om hun kunne få overtalt hr. pastoren til at konfirmere mig, så med hjælp af gode ord og ikke mindst en stor kasse gode cigarer af pastorens hofmærke lykkedes det desværre min fru moder at overtale ham, under den forudsætning at jeg mødte op til altergangen søndagen efter konfirmationen.
Så lille mig blev indrullet i hæren af hjernevaskede får og måtte pænt lade mig konfirmere og gå til altergang, men jeg hævnede mig bagefter, idet jeg rev min bibel i småstykker og sendte til hr. pastoren med påskriften: fra foreningen til kirkens udryddelse.
Mine egne tre børn har selv taget beslutning om de ville konfirmeres, to sønner ville ikke, men en datter ville og sådan blev det, men fest fejrede vi alligevel for alle. Amen.
Jo tak ellers går det godt i det gamle Danmark (Skåne), vi har snart købt det hele tilbage for små penge.
Du må også have en smuk varm weekend kære Jan.
Redigeret af treram (15/05/2009 22:19)
_________________________
mvh.treram
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#7036 - 16/05/2009 00:01
Re: konfirmandens mareridt.
[Re: treram]
|
godt igang
|
Registeret: 07/04/2008
Indlæg: 416
|
|
Hej igen Treram. Også tak for din beretning. Jeg forstår godt det ikke er sjovt at blive "tvunget" til noget man ikke har lyst til. For mig gælder det om, at det er glæden som er drivkraften. Eller måske en nysgerrighed, lærer noget nyt om mig selv. Jeg tænker på, at hvis vi selv har den indstilling til livet, at vi ønsker at være imødekommende og åbne overfor andre mennesker, så smitter det jo også af på vores børn. Mit udgangspunkt i forhold til at min søn skulle konfirmeres, var, at jeg ville vise ham, at det faktisk er muligt at se forbi de fordomme som ofte præger vores sind. Hvis han kunne få en god oplevelse med mennesker som har en meget anderledes opfattelse end hans egen, ville han måske se, at vi mennesker er mere ens end vi tror. Altså at det er muligt at ha det sjovt og være glad uanset hvad vi tror på eller ej. Når vi har haft en dårlig oplevelse uanset hvilken form den så antager, så lager der sig ofte destruktive overbevisninger, fordomme og generaliseringer som vi ser verden igennem. Vi ser ofte andre mennesker og verden igennem fortidens oplevelser, og ofte husker sindet kun det negative, og ja, så går vi tit i forsvar for at beskytte os selv. Min indstilling eller overbevisning er, at det i virkeligheden ikke er andre menneskers adfærd eller tankegang vi reagerer på, men vores egne fortolkninger, meninger, ideer og domme. Jeg oplever, at nu mere jeg hviler i mig selv og er imødekommende og åben overfor andre mennesker, nu mere tillid har mine børn også til dem selv og andre mennesker. Og nu mere tillid der er i mine børns liv, nu mere vil de også opleve, at de hviler i dem selv og ikke lader sig påvirke af ydre omstændigheder, såsom hjernevaskning. ;) Jeg synes det er fint at mennesker tror på det de nu tror på, og går i kirke eller hvad de nu ellers gør. Det er også helt ok for mig at mennesker missionerer osv. Jeg ved jo godt nu, at jeg selv kan vælge hvad jeg tænker, så det vil altid være mit udgangspunkt. Så håber jeg, at det også bliver mine børns udgangspunkt, og ja, alle menneskers. Dejligt at du har det godt i Skåne, Treram. Er pengene mindre i Skåne, siden du kalder det små penge? ;) Ps. Jeg tror på vi mennesker altid gør det bedste vi kan. Vi handler altid udfra det som vores bevidsthed rummer på det givende tidspunkt. Jeg ved det jo fra mig selv. Når jeg dømmer noget som forkert, en handling/adfærd eller en tanke/følelse, enten hos mig selv eller hos andre, så er det jo ikke fordi jeg vil mig selv eller andre noget ondt, men blot et udtryk for at jeg ikke forstår. Da vi var små og fik skældt ud af de voksne og oplevede vi blev afvist, der forstod vi ikke hvad der skete. Vi troede vi havde gjort noget forkert, og det samme gjorde de voksne. Men der findes ikke noget som er forkert, fordi det er et spørgsmål om fortolkninger og domme. Der findes forståelse og misforståelse. Hvis man vælger at forstå frem for at dømme, så går det op for en, at det er der friheden og glæden ligger. Så er det også meget nemmer at tilgive. Sov godt min ven.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#7037 - 16/05/2009 08:41
Re: konfirmandens mareridt.
[Re: serotonin]
|
bor her
|
Registeret: 29/03/2008
Indlæg: 1393
Sted: Sverige/ Thailand
|
|
Gomoren kære Jan.
Folk kan for mig tro på hvadsomhelst, hvis de bare kunne holde det for sig selv, men de vil absolut "redde" andre ikke troende.
Du mener også det er ok at missionere, det er det ikke for mig, det er noget der forarger mig rigtigt meget, fordi de med deres missioneren netop udtrykker at ikke troende ikke er så gode mennesker som de anser sig selv for.
Det glædede mig at din søn også var een af dem der i første omgang var en af dem der ville konfirmeres for at få del i gaveræset, men så blev omvendt i slutspurten af sin fader, men som jeg gerne skriver i gavebrevet,når jeg en sjælden gang må deltage i børnebørns konfirmation at: ytringsfriheden og fortrydelsesretten stadig eksisterer, om de så forstår det ved jeg ikke, men det er et varmt emne i vor familie hvor nye familiemedlemmer ser anderledes på gudeshowet og ikke gider mine synspunkter på det hellige, ligesom jeg ikke gider deres synspunkter på hvorfor gud.
Det kan godt blive et dilemma når vi vil have vores synspunkter hørt og begge parter står stejt på deres, nå men jeg morer mig nu lidt over det, måske lidt nedladende.
Men hvem kan dømme om hvad der er rigtigt og forkert, det kan ingen så the show must go on--ha ha.
Med pengene er små i Skåne, mente jeg at alting er så eventyrligt billigt her, huse, ejendomsskatter (max 6,000), mad o.s.v.
Og nu vil jeg gå ud og nyde den rene friske luft her på kanten af Hallandsåsen, hvor vandet aldrig vil nå op, ikke engang hvis der kommer en ny Noah.
_________________________
mvh.treram
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|