Thiih, jeg vidste ikke, at du omgikkes dansende bananguder - hvilket for iøvrigt minder mig om den gang jeg med Religionsvidenskab (mit afbrudte sidefag) besøgte et hinduistisk tempel. Der overværede vi en ofring, hvor en helt række guder stod til skue for en tilbedelse gennem en ritualisering - og lur mig om ikke netop bananen var et atraktivt måltid. Efter ofringen fik vi lov at spise dette banan-halløj

Religion er ikke mig, dvs. jeg har meget svært ved at leve mig ind i dette med 'guder', jeg bryder mig ikke om islam, selve stemningen/energien omkring en moske (måske skulle jeg prøve at besøge en, boede en oven på en, da jeg lige var flyttet hjemmefra, og bosatte mig i Århus C ved siden af den den gang meget larmende diskotek DNA) tiltrækker mig ikke, og så er der et eller andet ved jødedommen, jeg heller ikke begriber eller lever mig ind i som f.eks. Borad gør.
Kristendommen kender jeg fra en helt anden vinkel, ikke som religion i den forstand (selvom den udefra er en religion akkurat som jødedommen og islam), men som Kristus-virkelighed: Det at blive grebet af Kristus, at blive kastet ind i troen. Her har jeg det på samme måde som Hanskrist, der netop skriver (og ofte har skrevet om) om det, at troen bliver givet udefra. For mig kan det aldrig handle om overtro men derimod om tro, eksistens og men ikke mindst, kærlighed. Kristus er den helt nye handlingsbase, i hvilken vi lader os nyskabe til kristne eksistenser i Kristus. Vi er i en proces, en dynamik af tros- og livsrelationer, fordrer os helt og aldeles. Jesus er grundlaget, og fordi han er Kristus, er dette en Guds handling ind i vores verden (det horisontale korrelerer med det vertikale). Her fodres ikke med bananer, men der tros på Guds Ord, som er Jesus Kristus, og med hjertet i Kristus (Kristus i hjertet, den mystiske forening som selv Ipso Facto er en lille smule betaget af så længe det kan begrundes ganske rationelt og harmløst), bliver vi mindet om, at der er en kraft og en kærlighed, der er større end både liv og død.

Men det så var et sidespring.

Egentlig tolker du mig, som humøret passer, treram. Når du skriver, at jeg som troende ikke vil overholde børnekonventionen, bliver jeg nødt til at spørge dig om, hvordan du kommer frem til den konklusion, og du/vi bliver nødt til at komme med en redegørelse for, hvad det vil sige, at overholde børnekonventionen? Kan vi hertil blive enige om, hvad der er indoktrinering, og hvad der blot er input (akkurat som du sikkert har givet dine børn masser af input fra dine livsholdninger). Uanset hvad må børn på et eller andet tidspunkt alligevel gøre op med deres forældre, hvormed de begynder at danne deres egne meninger og følge deres egne impulser. og det ser jeg som en meget vigtig proces.

Mvh
Anne

Hej Anne.

Nu du nævnede et hindu tempel du har besøgt, kom jeg i tanke om at jeg engang rejste tværs over Indien og besøgte en masse templer, et af disse var meget specielt, idet det var de 1000 fallosers tempel, og der var mange i alle størrelser, de blev tilbedt ved at man kastede smørklatter på dem, så der var en stank af harsk smør.
Vi var også i den gamle danske kirke på Trankebar, hvor vi så de gamle gravpladser med alle de stakkels unge der døde i en alder omkring de 30 år, af malaria, gul feber osv.

Jeg mener at børnekonventionen bliver overtrådt når børn bliver tvangsindlagte til bl.a. morgenbøn, minikonfirmation mm i skolen.
Du kan nok ikke bruge børnekonventionen overfor forældre, der jo har lov til at inddoktrinere deres unger til hvad som helst.

Det viser sig at mange børn ikke er spor interesseret i religion, hvilket jeg opdagede da jeg kiggede ind på arto.dk, hvor mange direkte frabad sig enhver form for religiøs påvirkning.

Jeg forstår godt du bliver frustreret over dette, men det er bare facts som man må tage ad notam, hvilket er svært når man er indstillet på at missionere "det glade budskab", som nok også bare er en and, ligesom meget andet de troende har måttet bide i sig, efterhånden som videnskaben har bortforklaret skaberens evner.

Som jeg skrev tidligere vil en eskalering af religionen i det offentlige, vil udmønte sig i endnu flere krav fra Imamerne om at de også vil høres og deltage i inddoktrineringen i skolen, de har jo vist, at de er gode til at få deres krav igennem.

De har jo en ganske åben agenda, som jeg ihvertfald ikke bryder mig om.

Hej treram!

Du nævner den dyrkelse af den hellige fallos som stadig praktiseres i Indien:



Fallos og vagina dyrkelse er et nærmest universelt fænomen i naturreligionerne og findes endog i kristendommen.

Vi har mistet kontakten med naturen og kvindens skabende mystiske kræfter fordi kristendommen smed Diana (Artemis) ud sammen med kulten af modergudinder i Effesos, og erstattede den med papanden jomfru Maria, som skulle ordnes pr. stedfortræder. Føj!!!

I naturreligionerne tilbedes kærlighedsguderne ikke blot ved fuldbyrdelsen, men også ved den billedlige fremstilling af kønsakten.

Som du ved betragtede de fleste folkeslag i Oldtidens Orient, først og fremmest indere og ægyptere, samme slags hellige billedlige fremstillinger af kærlighedsakten som hellige. Det samme som forskerne for godt et århundrede siden mødte blandt Australiens eller Polynesiens naturstammer.

Malernes og billedskærernes fantasi bliver aldrig træt af at variere dette religiøse motiv. På en hellig vogn fra det indiske Orissa (nu i Berlins etnografiske Museum) er afbildet 26 par, der opfylder den religiøse ekskovspligt i de mest forskellige stillinger.

Det er overmåde betegnende, at sådanne fremstillinger næsten aldrig finder sted i det private domæne, men kun på et indviet sted, i det mystisk lukkede rum, altså i templets indre og ikke på dets ydervægge. Ofte giver den troende dem en dybsindig tydning.

Om tibetanske lama-præster fortælles, at de i den figurlige fremstilling af kønsakten ser Yum-foreningen af visdommen med materien. Frugtbarhedsguderne afbildes også isoleret, med overudviklet lem, for at de af betragteren straks skal erkendes som erotiske magter.

Således formede grækerne Priapus, og sådan formede polynesierne indtil for nylig deres gudebilleder. En og den samme erotisk-religiøse tanke modnes på helt forskellige steder af kloden og til forskellige tider.

Endelig frigør man lemmet fra gudens legeme og fremstiller det isoleret som helligt symbol på erotikken. På samme måde opstår grækernes fallos, indernes linga (lingam), og fallos kulten, der atter strækker sig over alle kontinenter. Khem og Isiris i Ægypten, Civa i Indien, Vul i Assyrien, Pan og Priapus i Hellas, Trico og Frejr i Teutonien og Skandinavien, Hortanes i Spanien, Jarilo i Rusland - disse er alle fallistiske guder.

Man har fundet en fallos af træ ved afdækningen af pælebygningerne ved Bodensøen. I fremragende grad karakteristiske fallos-afbildninger fra Cro.Magnon-tiden fandt Otto Hauser ved sine udgravninger i Dordogne. En fresco fra den østspanske hule Cogul forestiller 9 kvinder i dans om et fallistisk billede. På en diorit-blok i fallistisk skikkelse, som i 1901 blev fundet på det sted, hvor i sin tid Susa lå, er Hammurabis love indristet. (Den fallistiske form hentyder til lovenes guddommelige oprindelse).

I oldtidens Grækenland blev hele byers genius, "agathos daimon" (den gode dæmon), fremstillet fallisk. I Athen bar de ærbareste matroner fallos'en i højtidelig procession - "periphallia" - gennem byen. Noget lignende skete i Rom under Liberalia-frugtbarhedsfesten til ære for den oldlatinske gud Liber.

I Indien har Linga og Yoni (mandlig og kvindelig kønsdel) fra ældgammel tid været hellige symboler. Stiliserede afbildninger af deres forening smykker i kæmpemæssig målestok Civa_templet på øen Elephanta ved Bombay, symbolske fremstillinger af verdens og livets oprindelse.

Også i japanernes gamle shintoisme har fallos kulten betydning. Det var en vidt udbredt skik, at kvinder bar fallistiske amuletter som beskyttelse mod fare. Det siges, at denne skik for godt et århundrede siden endnu blev praktiseret i Napoli.

Nutidens vesterlandske menneske har vanskeligt ved at fatte disse skikkes hellighed. Europa har gennemgået en lang epoke, i hvilken den EROTISKE lyst var lyst i band.

Fallos'en har forvandlet sig til løsagtighedens frastødende symbol. I Dantes guddommelige komedie danner Lucifers kønslem helvedets midte, det sataniske centrum for jordens indre: en fallos tjeneste i negativ betydning. De moralske anskuelser, som kristendommen skabte, har, om end med forskellig styrke, grebet eller i det mindste påvirket alle vesterlændinge og også anderledes troende som jøderne eller vantro som ateisterne.

Ingen af dem ejer længere det dionysiske menneskes rene, uhildede øje.

Rom besejrede Orienten. Dermed besjerede manden kvinden. Hvor Rom befaler, findes der intet matriarkat, ingen moderreligion, ingen guddommeliggørelse af naturen og ingen oplevelse af skabelsesfryden. Den romersk opdragne mand ser ikke på det seksuelle med kvindens uhildethed, men kritisk eller kynisk.

De orgiastiske fester opgiver den religiøse grundtanke. Det, der bliver tilbage, er ikke andet end hoveritjeneste for begæret. "Venus vulgivaga" residerer ikke i det cæsariske Rom som gudinde for livgivende moderskab, men som dæmon for udmattende lidderlighed. Således hævnede Orienten sig på Rom. Således hævnede kvinden sig på manden. Således hævnede Dionysos sig på Romerriget. Det gik udmattet til grunde som følge af naturreligionens sækulariserede orgier.

Kristendommen er en ren forløsningsreligion. Dens passioners dysterhed er ikke gunstig for oplevelsen af skabelsesfryden. Jesus forkynder en hård og streng lære, der kræver det yderste af mennesket. Den kristne faderreligion flugte det romerske patriarkat. Selv om romernes juridiske tænken stred mod de kristnes Agape-tanke, stemmer romere og kristne overens i den mandlige grundindstilling. Fælles for dem er modsætningen til de kvindelig-orientalske naturreligioner med deres blodrige livslyst.

Alligevel kan selv ikke den kristne religion helt unddrage sig skabelsesfrydens fortryllelse. Hedenske forestillinger og kulter fra naturreligionerne domæne vendte tøvende tilbage til den verden, der var blevet kristen.

Den hedenske mandsindvielse (pubertetsindvielse) levede videre i konfirmation; Myron-indvielse, den hedenske forårsfest i pæskehøjtiden. Men moderguddommen selv opstod atter i Maria tilbedelsen.

Ved siden af Maria-kulten giver den middelalderlige mystik eksempler på, at skabelsesfryden af og til også er blevet oplevet midt i den kristne kultur. Nonner drømmer om at være besvangrede af Gud, og at de snart skal føde Jesus-barnet. Andre afgiver dette løfte: Til dig Jesus, vier jeg min kyskhed. De vil blive ukyske gennem ham. Om Christine Ebner fortælles, at hun blev besat og besværet af den guddommelige nåde "som en svanger kvinde af et barn". Margrethe Ebner lagde kristus-statshuen til sit nøgne bryst "for at give Jesus die". I visionen oplevede hun moderlige omfavnelser med Jesus-barnet.

Det er lidet kendt, at der findes kristne fallos-helgener, selv op mod vor tid, endog i ikke ringe antal. I Triani i kongeriget Neapel medførtes i karnevalsoptoget en gammel træfigur, der forestillede Priapus og var udstyret med så kæmpestort et lem, at det nåede den til hagen. "Il Santo membro" hed statshuen i folkemunde. Da ærkebiskop Joseph Davanzati i begyndelsen af det 18. århundrede ophævede den gamle skik, knurrede befolkningen, navnlig kvinderne, der ikke ville lade sig frarøve det sidste arvestykke fra moderreligionen.

I Osternaria solgtes endog voks-falloser af helgerne Kosmas og Damianus hos de stedlige gejstlige. Frankrig og Belgien huser et betydeligt antal kristne helgener med stor, undergørende fallos., St. Fautin, St. Gréluchon m.fl. Disse helgener gør - mener befolkningen - kvinder frugtbare, ildner forsømmelige ægtemænd og elskere og helbreder uheldige elskovsriddere for kønssygdomme. Kvinder, der ønsker sig børn, skraber gerne et par spåner af den hellige statshues træ-fallos og nedsvælger dem i drikke.

I Rocamadour fandtes der en fallistisk effektiv dærklinke, som kvinderne kyssede i håb om, at få deres seksuelle ønsker opfyldt. Også her er det kvinder, der føler sig stærkest tiltrukket af de skikke, som stammer fra naturreligionen.

I det kristne Europa mindes man om de orgiastiske kulter af Narrebiskopfesten og lignende galskaber, der fandt sted under ledelse af gejstligheden og delvis endog i kirkerne. Den største af disse dionysiske fester er karnevallet.

Der er ingen tilfældighed, at man fejrer det mest løssluppent netop i katolske byer - Nice, Venezia, Køln, Munchen. Den katolske kirke har aldrig afvist de behov, der udspringer af skabelsesfryden, så brysk og kategorisk som protestantismen med dennes strenge saglighed og mandlige alvor. - Til karnevallet hører frigivelsen af seksualiteten.

Dette blot for at give et lille erotisk input set fra den flade kristne verden, til erindring om
alt det vi har mistet.

Hilsen

Ipso Facto


--------

Hej Ipso Facto.

Så alt det har vi mistet.

Nej du behøver bare at tage en tur til Indien, der lever det i bedste velgående.
Jeg husker også de mange flotte udskæringer i træ eller i sandsten af samlejer i alle mulige og umulie stillinger, på de fleste templers vægge, lige første gang man ser dem studser man lige lidt.

Jeg undrer mig over du kan trylle så meget ud af ærmerne om alting, du må have nogle virkelige gode tilgange.

Kristendommen var/er skyld i at kærlighedsakten mellem 2 mennesker bliver betragtet som noget syndigt og grimt, og så påstår man at det er en kærlighedens religion.

Muslimernes ødelæggelse af deres kvinders kærlighedsliv, ved at deres køn bliver skamferet som børn, så de ikke føler lyst, er noget af det mest forkastelige, de tror på en gud, men værdsætter ikke hans "skaberværk", kvinder skal bare stå til rådighed og ellers holde kæft, hvilken kærlighed.

Katolikkerne har ikke aldrig afvist de behov, der udspringer af skabelsesfryden, men de kræver der kommer børn ud af fryden.

I fortsættelse af debatten om fællesbøn i skolerne, ser det nu ud til at nogle skoler vågner op og efterlever børnekonventionen, idet flere skoler nu frabeder sig indblanding fra folkekirken og nægter at dele propaganda materiale ud i skolerne angående bl.a. minikonfirmation, det er også på tale at man muligvis vil droppe kristendomsundervisningen.

Om det så er på grund af børnekonventionen tror jeg ikke, men mere på grund af at nu vil man overholde grundloven.

Jeg synes det positivt at skolerne nu tager fat i den ensidige religiøse påvirkning af børn, som de siger ikke hører hjemme i folkeskolen, og det selvom præsterne bræger at 80% er medlemmer af folkekirken, hvad de jo godt ved ikke er det sande tal, men de klynger sig til det synkende skib, et rådent skib der ikke
kan reddes.

Næste trin må være at man få vækket befolkningen op til at melde ud om de er virkelige medlemmer af folkekirken eller kun opretholder medlemsskabet grundet de 3 servicer som kirken kan opvise, her må der være en god forretning for en forretningsmand med flair for ritualer, tænk med penge det kunne kaste af sig, hvis man virkelig er villig til at betale så mange penge for den ringe service folkekirken giver.

Det er en form for opsparing igennem et langt liv på omkring på ca.150,000,- til 250,000,-kr pr. medlem, for 3 gange service, det må da kunne blive en bedre oplevelse end den nuværende, hvis det kom på private hænder.