Kære Jan.

Det gør mig oprigtigt ondt, at du er holdt op med at bruge hjernen. Det fremgår også tydeligt af dit indlæg, så yderligere kommentarer er overflødige.

Jeg kan forstå, at du nu kun tænker med rygmarven. Den er jo desværre kun i stand til at reagere med betingede (EKIM)reflekser, og det har jo ikke meget med tankevirksomhed at gøre.

Jeg håber for dig, at tilstanden ikke er permanent, så du på et tidspunkt vil være i stand til at udtrykke dig fornuftigt igen.

Mvh

Ole Bjørn ;)

.

Kære Ole Bjørn.

Tak for din medfølelse, min ven.

Jeg skal nok klare den, og hvis ikke, ja, så får jeg jo nok alligevel ikke brug for min hjerne.

Misforståelsen af hvad tanker egentligt er, ligger i forveksling af planer, som så fører til menneskets forvrængede måde at opfatte på.

Alt i vores verden vidner jo om menneskets ubevidste ego, og udlevelsen af den frygt, had, skyld og vrede som denne illusion klamre sig til.

Men uanset hvad, så kan videnskaben vel ikke gøre illusioner til virkelighed, eller hvad?

Ligesom mange religioner forsøger at bringe Gud(evigheden) ind i universet af tid og rum, og så undre mange sig over at det ikke kan lade sig gøre. Gad vide hvorfor?

Håber du har det godt min ven.

Kærligst Jan.

Hej Ole Bjørn.

Angående de bedst egnede o.s.v. er vi selvfølgelig ikke uenige, og jeg gider ikke at pindehugge med dig om, hvem der mistolker hvem her (Har i øvrigt hørt, at "de bedst egnede" levende væsener på denne planet er bakterier).

Angående universet - "vores" univers - før Planck-tiden, der, som du skriver, enten er "meget lille" eller "en "singularitet uden egenskaber", så vil almindelig fornuft vel sige, at selv "et meget lille område" vel må have rum-dimensioner, mens det er svært at forstå hvordan "en singularitet" (kan det oversættes til: et punkt?) kan indeholde hele universets masse.

Du vil vel så hævde, at man ikke kan bruge almindelig fornuft her, men i stedet skal gå ud fra nogle aksiomer og så fortrinsvis anvende observationer og matematik.

Men hvad nu hvis aksiomerne er forkerte, og hvad nu hvis matematikken blot fører os ud i en fantasiverden?

Og hvordan det gik til, at dette "lille område" eller denne "singularitet" pludselig begynder at udvide sig, har jeg ikke hørt nogen forklaring på.

Det ligger vel netop udenfor "opnåelig viden" og burde vel inspirere til ydmyghed.

Og hvis verden blev skabt ud af "en singularitet uden egenskaber", så ligger det jo egentlig ikke så farlig langt fra de gamle primitive monoteistiske skabelsesberetninger om, at "Gud skabte verden ud af intet".

Hvad er forskellen mellem "en singularitet uden egenskaber overhovedet" og "intet"?
I hvert fald ikke stor, vil jeg mene.

Religionerne forestiller sig en skaber, som de kalder Gud.
Hvad forestiller naturvidenskaben sig, der startede Big Bang?

Og er Big Bang begyndelsen af alt - eller er det bare det værende, der går over fra en tilstand til en anden?

Det er der da vist intet menneske, der ved - og om det er opnåelig viden eller ej - det må vel foreløbig nøjes med alene at være en trossag.

"Naturvidenskaben har ikke andre grænser end universet.", skriver du.

Ja, netop - men det er da sandelig også en "osteklokke".

Jeg har mere respekt for de ord, du nylig citerede Niels Bohr for:

"Fysik handler ikke om, hvordan verden er, men om hvad vi kan sige om den."

Det tyder dog på, at han ku' se, at naturvidenskaben har sine begrænsninger, og at der også synes at være noget udenfor "osteklokken"

M.v.h. Arne.

Kære Arne.

Problemet - at du ikke forstår, hvad jeg skriver - bunder i, at du nægter at se verden med en fysikers øjne. Du vil kun anskue den fra dit religiøse synspunkt, hvilket igen vil sige, at dit udgangspunkt er et valgt verdensbillede, der ikke er baseret på fysiske fakta, eller sagt med andre ord, ikke er baseret på det, vi kalder virkelighed.

Denne virkelighed er som alt andet i denne verden en form for illusion, da den er baseret på vor sanseopfattelse. Disse sanser kan kun registrere de egenskaber ved den fysiske verden, som vi har behov for at kende for at overleve.

Andre arter har sanser, der kan registrere andre egenskaber ved den fysiske verden, som de er nødt til at kende for at overleve, og vi har selv udviklet instrumenter, der har øget vore registreringsmuligheder i ekstrem grad. Andre livsformer har derfor kun en mikroskopisk brøkdel af det overblik over universets fænomener, som vi mennesker har erhvervet os. Derfor er dit gråspurvepostulat latterligt set med en fysikers øjne.

Du hævder ofte, at du beundrer videnskaben, men fakta er at du nærer en dyb foragt for videnskabelig tænkemåde. Det viser sig i dine konstante angreb på videnskabelige fakta, som du omtaler med stor hånlighed.

Når du f.eks. bliver ved med at spørge til, hvad der var før Big Bang, så er det et nonsensspørgsmål på linie med hvor mange engle, der kan stå på spidsen af en knappenål. Du har læst nogle populærvidenskabelige forklaringer, hvor forfatterne drager paralleller til dagligdags begreber, ligesom Jesus brugte lignelser for at forklare nogle principper. Men lignelser er ikke en reel beskrivelse af fænomenerne. Dertil bruger man ligninger, som er den eneste reelle måde at beskrive dem på.

Din opfattelse af begrebet masse er typisk for en manglende fysisk forståelse. Du undrer dig over at universets gigantiske masse kan presses sammen til et område så mikroskopisk, at det unddrager sig enhver iagttagelse. Det gør en fysiker ikke, for masse er en illusion i den forstand, at det blot er en egenskab ved bestemte tilstande af energi, og der er tilsyneladende ingen grænser for hvormeget energi kan sammenpresses.

Energien får først karakter af masse, når den deler sig i det, vi kalder stof og antistof. Det kan vi registrere enten som partikler eller som bølger, men reelt er det ingen af delene, men kun en fremtrædelsesform for energi som alle andre fænomener.

Det er det, der gør superstrengteorierne så interessante som forklaring på universets udvikling. De er nemlig endimensionale og fylder derfor intet i det 3-dimensionale univers. Alligevel besidder de en spænding, der hvis den udløses frigør mere energi end den stærke kernekraft. Faktisk ville en superstrengbombe, hvis den kunne fremstilles, få en brintbombe til at ligne en bordbombe i forhold, selv om S-bomben var så lille, at den ikke kunne ses i det kraftigste elektronmikroskop.

Må jeg endnu engang slå fast, at Big Bang ikke er en skabelsesteori, men en udviklingsteori der starter ved universets igangværende udvidelse ved Planck-tiden, som repræsenterer universets størrelse efter der er gået en brøkdel af et sekund, der skrives som 10 i minus 43.ende potens.

Når vi ikke kan regne længere tilbage skyldes det, at ved den størrelse af universet er det mindre end kvanteusikkerheden, så derfor bryder både relativitetsteorien og kvanteteorien sammen, så vi ikke kan have nogen anelse om, hvordan stof/energi og rumtid opfører sig. Det er teoretisk muligt, at vi en dag kan få en teori, der kan sandsynliggøre hvorfor den tidlige udvikling medførte universet, men det kræver at vi først skal løse tidens gåde.

Mvh

Ole Bjørn ;)

P.S. Virus overgår bakterier både i tilpasningsevne og overlevelse.

.

Jeg ved ikke hvad dette ønske om at vide så meget som muligt er afstedkommet af. Men at være er ikke at vide.

Uanset hvor stor en viden vi kan opnå om universet kan det ikke erstatte en menneskelig følelse. Viden skaber ikke kærlighed, tværtimod, måske.

At leve og at være kræver ikke den store videnskabelige viden, men den kræver en kundskab som er helt anderledes. Det kræver kundskab om sig selv og andre og det liv som udspænder sig mellem os. Den form for kundskab er at leve med i livet.

Det er meget mere spændende og vanskeligt at leve med i livet end at sidde i et støvet studerekammer og tænke store tanker om universet og dets skabelse.

Det herlige ved denne kundskab er at den er enhver forundt, lærd som ulærd. Vi møder dette krav om at leve hver dag og ærligt talt det er det, livet drejer sig om.

At leve. Hvis man søger Gud andre steder end der har man vist ikke tænkt sig grundigt nok om.