Hej Millavanilla!Samfund
kan som bekendt ændre kulturelle grundværdier og skifte religion selv om det almindeligvis er en langsom proces der kan tage mange århundreder. Det fortæller historien os.
Faktisk lever man mere i overensstemmelse med hvad du kalder
"Danmarks samfundsmæssige retningslinjer" hvis man er rationalist og derfor enten indtager en ateistisk eller agnostisk erkendelsesteoretisk position.
disse
"retningslinier" er som bekendt de forudsætninger en demokratisk samfundsorden kræver, herunder politisk ligeværdighed, sekularisering og magtadskillelse. Vort folkestyre er derfor et forsøg på at opbygge en rationel samfundsorden hvor værdierne og lovene ikke begrundes på religiøse traditioner eller fordringer, men på vor rationelle fornuft.
Det er også klart, at vort tankegods og etiske forestillinger i høj grad bygger på visse sider af den evangeliske kristenmdom hvorfor vi står midt i en proces der gradvist erstatter kristne forestillinger og værdier med rationelle.
Efter min vurdering er tiden nu inde til, at vi tager det næste skridt i sekulariseringsprocessen med en total adskillelse mellem stat og kirke således at folkekirken derefter må klare sig på samme betingelser som et hvilken som helst andet trossamfund. Vi bør således supplere den eksisterende religionsfrihed til også at omfatte religionslighed. Herved respekteres både åndsfrihed og åndsligheden fuldt ud. I et demokratisk samfund bør alle
"ideologier", i ordets bredeste betydning, stilles lige, uanset om forestillingerne bygger på rationelle overvejelser eller på en eller anden form for religiøs tro.
Konflikten mellem en demokratisk samfundsorden og en given religion er uundgåelig, men den kan have vidt forskellig karakter, fordi religioner er forskellige. Samfund som beherskes af religioner som kræver gennemført en omfattende samfundsmæssig lovgivning har langt vanskeligere ved at udvikle en demokratisk samfundsorden end samfund med religioner som kristendommen, og her navnlig i dens evangeliske version, der ikke stiller krav om, hvordan lovgivningen skal være og som selv i dens forkyndelse kræver adskillelse af stat og kirke (religion og politik).
Men ingen religiøs lære stiller krav om, at samfundet skal indrettes demokratisk. Impulsen til at stræbe imod opbygningen af en demokratisk samfundsorden må således have sin oprindelse uden for de religiøse trossystemer, nemlig fra menneskets evne til rationel tænkning.
Hvis blot de kristne kunne leve op den religiøse selvforståelse som den kristne filosof Søren Kierkegaard definerer ved at sige, at kristendommen ikke kan gøres til en social norm, ville vi være nået langt.
Så kunne vi sikkert undgå præster og andre kristne som forsøger at begrunde lovene ud fra kristne værdier eller et kristent menneskesyn og derfor søger politisk indflydelse ved at danne politiske partier med dette religiøse grundsyn.
Og hvis biskopper og andre prælater kunne lade være med at blande sig i politik hvorved de bryder den
"samfundskontrakt" der i sin tid var forudsætningen for at give folkekirken en præferencestilling, herunder statsstøtte, så kunne vi for min skyld godt have fortsat den nuværende folkekirkeordning endnu et stykke tid. Ordningen er undermineret på grund af præsteskabets manglende mådehold og ydmyghed over for kravet om at holde fingrene fra politik, der modsvares af et krav til politikerne om, ikke at blande sig i trosspørgsmål, hvilket var forudsætningen for folkekirkens særstilling.
Ateisme og agnosticisme eksisterer i den forstand, at de er rent logiske konsekvenser af en rationel gennemtænkning af menneskets eksistentielle situation. Ateismens og agnosticismens fornemste produkter er demokratiet, menneskerettighederne, den naturvidenskabelige revolution og den rationelle filosofi. Derved har denne rationelle tilgang på et par århundreder ændret verden mere radikalt og forbedret menneskehedens velfærd mere end tusinder af års magisk religiøs tænkning og underkastelse under en eller anden transcendent guddoms fordringer.
Hvis verden i tiden fremover skal blive et bedre, sundere og mere sikkert sted at opholde sig, så må det ske med grund i rationaliteten og ikke i en eller anden religiøs lære. Det simple faktum er, at demokratier søger fred og samarbejder med andre demokratier om at udvikle demokratiet og de goder som følger med globalt, mens forskellige religioner altid har været i uforsonlig konflikt med hinanden, mens de indbyrdes kæmper om sjælene og magten. Religionerne har ikke meget andet at opvise end menneskelig fornedrelse, religionskrige, folkedrab, racisme og institutionalisering af barbariske straffe og primitive traditioner i deres tusindårige historie.
For rationelt tænkende personer er valget derfor let.
Hilsen
Ipso Facto 
--------
Én ting er at erkende, at gudsbeviserne ikke er holdbare, og at rationalitetens fastholdelse betyder en reduktion af Gud. En anden ting er at slå sig til tåls hermed. Der er et alternativ: at fastholde Gud og i stedet ofre rationaliteten.
Det er Kierkegaards standpunkt. Ingen har med større vægt påpeget, at troen er et paradoks for forstanden. For Kierkegaard fører vejen til troen over erkendelsen af troens irrationalitet. Kun ved at gribe troen på trods af irrationaliteten får den enkelte sin konkrete eksistens bragt i det rette forhold til evigheden; kun da kan han se sit faktiske liv i det rette perspektiv. (Derudover havde Kierkegaard også to mål, som var bestemt af hans historiske situation: det ene var at få den enkelte bragt tilbage fra Hegels abstraktioner, og det andet var at få markeret, at kristendommen ikke er en social norm).
Bruddet med rationaliteten er også et brud med objektiviteten. Det accepterede Kierkegaard, og han hævdede derfor også, at subjektiviteten er sandheden. Det afgørende for troen er ikke objektet, men måden. Det kommer ikke an på hvad man tror, men hvorledes man tro. Det er inderligheden, der er troens kendemærke, ikke ydre tegn. - Ipso Facto i indlæg på religion.dk 2/12 2005.
Svar
Citer
