At hjælpe dyr eller mennesker kan således udmærket godt bestå i et gøre noget som umiddelbart skuffer både det lidende dyr og det lidende menneske.

Hermed har jeg blot ville befordre lidt eftertanke til, hvor svært det er at hjælpe både mennesker og dyr der er i nød.

Intentionen er det vigtigste. Den rene intention afføder visdom.

Der er nemlig en væsentlig forskel på at skrive om hjælp og tak (jfr. den anonyme Thomas' indlæg her) gentagne gange

Hvem du end skriver til - eller tror du skriver til - så bør du ikke antage, at han ikke hjælper (ud over at hjælpe via kommunikation), med mindre du er sikker på, at han ikke gør. Ellers krydser du en fin grænse hen mod det fordømmende.

Jeg siger velbekomme - og mange tak!

glæde over mit lille digt om Lazarus fra Johannesevangeliet.

Glæden gælder erkendelsen af, at det ikke er kødet, der vækkes, men hjertet. Hvis det da er erkendt... ja, så er det godt.

Jeg siger endnu en gang: Mange tak!

Tak til jer alle, glad for at kunne hjælpe!

Den anonyme skriver:

"Intentionen er det vigtigste. Den rene intention afføder visdom."

Vejen til Helvede er som bekendt brolagt med gode intentioner.
Den ”rene intention” må vel for en kristen være, at kende Guds vilje for alene Gud besidder visdom. For som det hedder i den gamle oversættelse af Prædikerens bog, kap 7, vers 29: "Dog se, det fandt jeg, at Gud har skabt menneskene, som de bør være; men de har så mange sære ting for".

Hvad er da Guds vilje? At vi skal elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv?

Men selv for den troende er det vanskeligt at få bugt med vor selviske og syndige natur, hvilket Paulus’ berømte ord i Romerbrevet vidner om:


(Romerbrevet kapitel 7 vers 18-23).

Det handler om retfærdiggørelse, om at kunne retfærdiggøre sine handlinger. Når man har erkendt det, så er det også klart, at det gode samfund ikke automatisk opstår, fordi man fjerner selviskhedens årsager. Så erkender man, at der ikke er nogen nødvendig sammenhæng mellem at være god og at VIDE, hvad der i den konkrete situation er det bedste at gøre. Så er man klar over, at godheden i sig selv ikke er nok.

Uselviskhed og næstekærlighed er altså ikke nok i sig selv, for den oplyser os ikke om, hvad der er det bedste for næsten. Når vi ser på kristendommens blodige tragiske historie i alle dens udartningsformer, så har den gode intention måske nok været til stede, men visdommen (sophia) har manglet i katastrofal grad.

Som agnostisk fritænker må jeg konstatere: Der er intet der tyder på, at den troendes kærlighed til næsten og til Gud bliver gengældt i denne verden, hverken af næsten eller af Gud. Derfor er vejen til Helvede stadig brolagt med gode intentioner og skuffede forhåbninger.

Hilsen

Ipso Facto


--------
I Det Gamle Testamente tales der flere gange om vejen til dødsriget, men ikke noget om syndernes gode fortsætter, kun at synderens vej synes let og fri for forhindringer: "Synderes vej er jævnet og fri for sten, men ved dens ende er dødsrigets dyb." (Siraks Bog 21,10).

Hej Ipso Facto

Enhver krig er udspillet af en række faktorer, politiske som religiøse, som kan siges at overskygge "de gode intentioner".

Spørgsmålet er så, hvordan vi afgør, hvad der er det gode? Augustin definerede som bekendt det onde som manglen på det gode. Men hvordan kan vi vide os sikre på, at vi i fællesskab på denne jord kan nå frem til den samme opfattelse af det gode og handle derpå - i samfund med Gud, som Augustin ville sige?

For den kristne er Guds vilje at gøre det, som Gud vil. Det kræver ikke at forstå Gud som en særlig visdom, men det må forudsætte, at vi befinder os i en relation med Gud, hvorigennem Ånden (Gud forstået som Ånd) kan nå os (og iklæde os Kristus). Den kristne må så at sige træde ud af sit skjulested og i stedet sige ja til at leve i samfund med Gud i Jesus Kristus på trods af syndig natur (Bonhoeffer kalder det at leve i samfund med Kristus for summen af alle bud).

Nu er jeg ikke så begejstret for dette syndsbegreb. Vi kunne også kalde det for modstand, hvad enten det drejer sig om en ydre modstand (satan el. hvad den nu kaldes) eller en indre modstand. Med andre ord er mennesket styret af rigtig mange impulser påvirket af identitet og socialitet.

Jeg er enig i, at det vi tror kan hjælpe den anden, eller det den anden tror, han/hun har brug for, ikke nødvendigvis er det bedste. Vi forsøger at bestemme de uomgængelige træk omkring mennesket og vores verden, men når det kommer til at råde bod på manglen af det gode (eller tage den gode tjeneste på sig), kommer vi til kort. Kærlighedens veje er måske slet ikke så uransagelige, som vi havde håbet på..

Mvh
Anne

Hvad er da Guds vilje? At vi skal elske Gud af hele vort hjerte og vor næste som os selv?

På en måde er det ikke så enkelt at "kapsle ind", hvad Gud vil, og på en måde er det ganske enkelt. Det overgår sproget, som kun kan udgøre en for mager iklædning af sandheden, som må erfares hinsides sproget.

Ord som kærlighed, ydmyghed, sandhed, visdom, lidelse og anger nærmer sig, men hvad betyder så disse. Et poetisk sprog kan tegne konturerne, men i sidste ende må vi søge hinsides sproget. Det konceptuelle kan lede os på vej, men vi må i sidste ende overskride det.

Uselviskhed og næstekærlighed er altså ikke nok i sig selv, for den oplyser os ikke om, hvad der er det bedste for næsten.

Ikke desto mindre lader det os med sensitivitet og visdom til at gøre, hvad der er bedst for næsten.

Tro ikke at enhver, som kalder sig troende, virkelig er troende. Hvis jeg påstår at tro på Einstein, men ikke aner, hvad han har sagt, så tror jeg ham jo ikke. Det er såre simpelt, men religionen har gjort det enkle og frydefulde til noget overtroisk ævl. Kirken og dens mænd tilbeder Jesus som et ikon, når de dog burde - som han bad os - holde fast i hans ord.