Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien
Mange debattører husker sikkert Eddy Skollers populære soloshows fra 1980erne og 90erne hvor han blandt andet gav Tom Paxtons politisk korrekte amerikanske samfundskritik en unik dansk klang og drejning.
Paxton stammer fra det pulserende kunstnermiljø i Greenwich Village i New York, hvor forløberen til hippiebevægelsen og ungdomsoprøret allerede så dagen lys i form at beatnicks sidst i 1950erne. Der er mange som mener, at Paxtons indflydelse endog var større end Bob Dylans, der officielt står som inspirator for den venstreorienterede protestbevægelse.
Første vers i den ørehængende sang, som jeg i Falkonercentret oplevede Skoller give liv og sjæl engang midt i 90erne lyder således:
Citat:
What did you learn in school today, dear little boy of mine? I learned that Washington never told a lie I learned that soldiers seldom die I learned that everybody's free That's what the teacher said to me And that's what I learned in school today.
Men i dagens USA, hvor islam er en fredens og tolerancens religion, er den politiske korrekthed også trængt ind i skolens undervisning, så nu er det nogle helt andre ting de stakkels elever lærer. Nøjagtig som i vort eget kære EURABIA.
De lærer for eksempel:
Citat:
* At Jesus var ”palæstinenser”, og ikke en jøde.
* At de arabiske lande aldrig har angrebet Israel. Arabisk-israelske krige ”brød blot ud” eller Israel startede dem.
* At de arabiske nationer ønsker fred, hvilket Israel ikke gør.
* At Israel har landsforrvist alle palæstinensiske flygtninge.
* At det er Israel som har anbragt palæstinenserne i flygtningelejre, ikke de arabiske regeringer.
* At palæstinensisk terrorisme ikke findes eller er minimal.
* At Israel ikke er offer for terrorisme, eller at terror mod Israel er retfærdiggjort.
* At Intifadaerne var et børneoprør som ikke involverede voksne eller terrorisme.
Det er hvad amerikanske børn lærer i skolen i dag, ifølge en aktuel undersøgelse af de historiebøger som anvendes i undervisningen. En analyse viste, at 28 af lærebøgerne indeholder sådanne racistiske judeofobiske tekster som totalt fordrejer de historiske kendsgerninger.
Denne form for indoktrinering og islamisering i det skjulte kalder islam-eksperten og forfatteren Robert Spencer for ”Stealth Jihad”. Dette er tillige titlen på Spencers nyeste bog, som snart udkommer.
Robert Spencer er tillige direktør for internetbloggen Jihad Watch/Dhimmi Watch hvor sagen om de forvanskede tekster i skolernes historiebøger er omtalt:
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien
HISTORIEN OM ISLAM – LANGT UDE I SKOVEN
Inden læserne slår sig for brystet og peger fingre af de dumme amerikanere, der tillader deres skolebørn bliver inddoktrineret og islamiseret i deres syn på konflikten mellem Israel og araberne, var det måske en god idé, også at kaste et kritisk blik på den måde vi i Danmark skriver historien om islam på.
Jeg har tidligere på debatten givet eksempler på, hvordan synet på islam ændrede sig radikalt fra senmiddelalderen og frem til tidlig humanisme og oplysningstiden. Hvis der er noget som generelt præger europæeres syn på islam siden den indledte sit erobringsforsøg af den kristne/europæiske verden, så er det en tilsyneladende uoverstigelig vanskelighed ved konsistent at indplacere islam i de orienteringssystemer der enten havde grund i et kristent paradigme eller i et sekulært præget af oplysningstidens ideer og de nye naturvidenskabelige erkendelser.
En situation som vi i høj grad fortsat befinder os i, fordi islam er et meget vanskeligt begribeligt fænomen, hvorfor enhver beskrivelse tenderer til at være mere eller mindre farvet af ”tidsånden”, det vil sige det herskende samfundsparadigme.
Det herskende samfundsparadigme kan kort beskrives som EURABIA og den politiske korrekthed der vil forbyde kritik af islam og som producerer kulturprodukter og historieforfalskninger som skal promovere billedet af islam som en fredens og tolerancens religion for at fremme den multikulturelle utopi om en sammensmeltning af europæisk og muslimsk kultur.
Man skulle ikke tro, at det var det samme fænomen – ISLAM - der var tale om, når man læser henholdsvis en historiker som Svend Skovmands beskrivelse i "Politikens Verdenshistorie" (2003), og for eksempel Helle Merete Brix, Torben Hansen og Lars hedegaards beskrivelse i bogen ”I krigens hus”, ligeledes fra år 2003.
Forklaringen på de markante forskelle i beskrivelsen af islam i de to værker må nødvendigvis også ligge i, at forfatterne har et meget forskelligt socialt orienteringssystem, ideologi kultur- og verdenssyn.
Apologeten Skovmand forsøger at tegne et rosenrødt fantasibillede af islam ved selektiv udvælgelse af kilder og politisk farvede vurderinger. I Krigens Hus tegnes et mere realistisk billede af islams historie med respekt for de originale kilder.
Islam er et yderst kontroversielt emne fordi Vesten aktuelt befinder sig i et civiliciationsopgør (clash of civilizations) med islam. Den mest synlige del af dette opgør er jihadiske muslimer, som med henvisning til islams hellige tekster helt hæmningsløst og barbarisk begår omfattende grove og systematiske globale voldshandlinger, både mod andre muslimer og mod den vestlige civilisations befolkninger samt mod medlemmer af den hinduistiske civilisation og den indiske stat, verdens største demokrati.
Så vidt jeg kan bedømme, er vi på nogle punkter tilbage til situationen i den tidlige oplysningstid, hvor datidens kritiske tænkere og samfundsoprørere konstruerede et idyllisk fantasibillede af islam som ikke var baseret på teologiske eller historiske kendsgerninger, men et yderst overfladisk kendskab til islam, skabt ud fra et ønske om at anvende dette ”virtuelle” eller "imaginære" islam som våben mod en udartet, undertrykkende og magtlidderlig kristendom, der stod i vejen for realiseringen af de utopier og forestillinger om idealsamfundet som disse oplysningstidens fritænkere gjorde sig. Om forestillingerne om islam var sande eller falske spillede ikke nogen rolle. Spørgsmålet var alene om de var anvendelige i relation til at nå et ideologisk mål.
Efter min opfattelse gentager Vesten, især den Europæiske Union, nu nøjagtig den samme opportunistiske fejlbedømmelse i relation til islam som politisk ideologi med religiøs legitimation. En ideologi som på mange punkter ligner nazismen og som på andre punkter er helt usammenlignelig med nogen anden ideologi. Men til forskel fra nazismen som var et helt nyt ideologisk fænomen som det derfor kunne være yderst vanskeligt at vurdere korrekt, så er dette ikke tilfælddet når det gælder islam. For som sagt har Vesten, der dengang hed den kristne verden, været i væbnet konflikt med islam on and off i næsten 14 århundreder, nemlig siden muslimers uprovokerede angreb på den byzabntiske by Mutah (beliggende i det nuværende Jordan) år 628.
Islam har selvfølgelig ændret sig gennem disse mange århundreder, men dens ideologiske kerne, Koranen, hadith og sira og den måde disse helligskrifter bliver fortolket på har i princippet ligget næsten helt fast gennem et årtusinde.
Netop fordi ideologien er Guds uforanderlige og evigt sande ord som ikke kan ændres af mennesker fastholdes muslimerne ideologisk og kulturelt i en spændetrøje som det har vist sig umuligt at slippe ud af. Alle bestræbelser på at reformere islam ved at indføre rationelle eller humanistiske principper gennem en tusindårig periode er slået fejl, selv om der har været mere fredelige perioder hvor de religiøse dogmer blev tilsidesat for andre mere pragmatiske hensyn. Men efter ethvert spædt liberaliseringsforsøg er der kommet et fundamentalistisk tilbageslag, hvor islam og muslimerne er vendt tilbage til den strenge fundamentalistiske fortolkning af grundlaget.
Så vidt jeg kan bedømme gælder dette hele islams historie frem til i dag, hvor også de bestræbelser der blev gjort i Tyrkiet efter osmannerrigets sammenbrud med at kople religionen fra samfundsmagten og samfundsindretningen nu er afløst af bestæbelser der går i modsat retning, nemlig på at styrke islam og sharia i samfundet.
Islams principielle uforenelighed med de værdier og principper som det liberale demokrati bygger på bliver i disse år bekræftet af de aktuelle erfaringer med ”demokratiet” i Irak og Afghanistan. Så længe islam fastholder sit ideologiske grundlag uændret kan denne barriere umuligt permanent overvindes, end ikke indefra ved magtanvendelse, som Kemal Atatürk og kemalisterne forsøgte i Tyrkiet fra 1923.
Det er ikke just det billede af islam og dens historie som den ovenfor nævnte danske historiker Svend Skovmand tegner i sin ”VERDENS HISTORIE” udgivet af Politikens Forlag i 2003. Efter min opfattelse repræsenterer Skovmand den nuværende tidsånd, kaldet ”den politiske korrekthed” i lige så høj grad som de de munkemarxister og ungdomsoprørere historikeren Bent Jensen mødte, da han begyndte at studere historie, som repræsenterede datidens ”politiske korrekthed”. På mange punkter er den positive apologetiske historieskrivning om Sovjetunionen og dens ideologi blot blevet skiftet ud med en tilsvarende positiv apologetisk historieskrivning når det gælder islam og dens ideologi.
Nu kan læserne så alt efter hvilken ideologi de bekender sig til så enten glæde sig over Skovmands beskrivelse af islams historie eller forbitres over, at vi endnu en gang bliver ofre for den samme ønøjede ideologiske tilgang til historien:
Man leder forgæves i registeret efter ordet ”jihad”, mens ordet ”korstog” giver henvisning til to artikler på samlet 9 sider ud af i alt 565 siders tekst og billeder i stort glittet format om verdenshistorien.
Islam omtales i en hovedartikel på 6 sider plus en enkelt side hvor der i få ord omtales ”muslimske missionærer” der vandt tilslutning fra de indonesiske herskere.
Hovedartiklen om islam indledes med følgende overskrift:
"På kort tid skabte araberne et kæmperige. Det kunne de gøre, fordi en krig mellem det østromerske rige og Persien havde svækket begge lande. Samtdig var de arabiske erobrere religiøst tolerante. Mange hilste dem som befriere."
Hele artiklen er én lang hyldest til islam og dens profet. Hellig krig, ”jihad” eller ”dhimmitude” nævnes selvfølgelig ikke med så meget som ét ord.
I en ramme er indsat en kortfattet tekst med overskriften ”De tolerante erobrere”. Det er temaet om, at araberne næsten overalt hvor de rykker ind udviste religiøs tolerance der her tærskes videre på. Særskatten jizya nævnes, men ikke med dens arabiske navn eller dens uhyggelige barbariske konsekvenser. Den eneste tvang der nævnes er den som udøves af byzantinerne, der ville tvinge alle til at følge kristendommen.
Det eneste lidt kontroversielle emne der tages op i hovedartiklen om islam er ”De sataniske vers”, og til sidst omtales Salman Rushdie sagen med få ord. Jeg tvivler på, at jeg nogen sinde har læst en så ekstrem fordrejning af denne sag, så jeg gengiver her de få ord ordret:
Citat:
”.... Derefter blev de ”sataniske vers” strøget og erstattet af andre ord, som tværtimod forbød dyrkelsen af fuglene. Dette for muslimer ubehagelige mellemspil var nok en væsentlig grund til, at forfatteren Salman Rushdie blev truet på livet, da han i 1988 fik udgivet bogen ”The Satanic Verses” - en bog, mange muslimer opfattede som en krænkelse af Muhammad og islam.”
Som enhver der kender til Koranen og islams historie ved, så handler de sataniske vers ikke om ”dyrkelse af fugle”, men at Muhammad modtog den åbenbaring, at mekkanernes tre yndlingsguddomme kunne betragtes som guddommelige væsener og dyrkes på linie med Allah. Senere gik det op for Muhammad, at disse vers ikke var fra Allah, men fra Satan og han modtog nye åbenbaringer, der ophævede de sataniske vers (sura 53,19-23).
Som enhver ved eller kan huske, så blev Rushdie ikke blot truet på livet, der blev derimod afsagt en dødsfatwa mod ham af Irans hersker og religiøse leder ayatollah Khomenei, som gjorde det til en pligt for enhver rettroende muslim, at slå Rushdie ihjel. Fatwaen er stadig opretholdt af det nuværende iranske regime og lige siden har Rushdie måtte leve et liv omgivet af livvagter og store sikkerhedsforanstaltninger. Bogens norske udgiver blev forsøgt myrdet, men overlevede attentatet og er nu kronisk invalid.
Der er også omtale af profeten som fredsstifter og den som forbedrer de arabiske kvinders retsstilling. Mordet på en kvindelig poet der havde fornærmet profeten i et sarkastisk vers og som han lod snigmyrde, nævnes selvfølgelig ikke, selv om der her blev grundlagt den tradition, at drab på islams kritikere er guddommeligt sanktioneret. Netop den tradition som ramte Salman Rushdie. Barnet Ashia som profeten voldtog som niårig, er af en eller anden grund ikke nævnt i opremsningen af alt det gode som profeten gjorde for kvinderne og pigerne.
Endelig er der det obligatoriske ævl med hvor meget vi skylder islam videnskabeligt og kulturelt. Tidsmæssigt slutter artiklen om islam år 750, og den modstandkamp mod muslimerne i Spanien (reconquistaen), som blev indledt efter år 632, nævnes ikke med så meget som ét ord. Der er overhovedet ikke nogen forklaring på hvorfor muslimerne atter forlod Spanien, andet end disse lakoniske ord: ”I længden kunne det store rige ikke holdes sammen.”
Til gengæld får læseren til allersidst lige en påmindelse med på vejen, med denne afsluttende sætning: ”På blot 100 år fik araberne skabt et kæmperige, der fik stor betydning for den kulturelle udvikling i ikke mindst Europa.”
Den islam historie må Svend Skovmand længere ud i skoven med. Faktisk burde manden meldes for uredelig historieskrivning til den videnskabsetiske kommité.
Det må herefter stå klart, at pesoner som har dannet deres forestillinger om islam og dens historie fra enøjede apologeter som Skovmand og andre i samme lejr, må få det indtryk, at det nok er sandt, at islam er en fredens og tolerancens religion som er blevet forsøgt hijacked af en lille gruppe fanatikere som har misfortolket dens budskaber om fred og tolerance.
Hilsen
Ipso Facto
----------
Fredens og tolerancens religion?
_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto
Dette genbrug er der i sig selv ikke noget forkert ved.
Indholdet er blot med til at karakterisere denne indbildte Holger Danske, som tilsyneladende tror, at den verbale kamp, han kæmper, er en ædel kamp.
Den passer til "I alle de riger og lande, hvorhen jeg i verden for, jeg fægted med åben pande, for hvad jeg for alvor tror."
Læg mærke til tror!
Ipso Facto har den bitre skæbne, at ingen rigtig tager hans skæve og særdeles selektive repetitionsvaner seriøst. Han er efterhånden så forudsigelig i sine indlæg, at der ikke er nogen grund til at læse dem.
Jeg gør det af og til og reagerer drilsk på dem for om muligt at få denne velskrivende debattør til at prøve en fornyelse; men det forekommer mig ret udsigtsløst.
Prøv blot at se her, hvordan han tilsyneladende lidt tvangspræget og prætentiøst repeterer sine påstande:
Citat:
Det herskende samfundsparadigme kan kort beskrives som EURABIA og den politiske korrekthed der vil forbyde kritik af islam
Islam er et yderst kontroversielt emne fordi Vesten aktuelt befinder sig i et civiliciationsopgør (clash of civilizations) med islam.
Efter min opfattelse gentager Vesten, især den Europæiske Union, nu nøjagtig den samme opportunistiske fejlbedømmelse i relation til islam som politisk ideologi med religiøs legitimation. En ideologi som på mange punkter ligner nazismen og som på andre punkter er helt usammenlignelig med nogen anden ideologi
Det er tæt på, at man kan få en vis medlidenhed med en debattør, der i den grad synes fastlåst i kun at kunne udtrykke sig i de samme termer.
Jeg vil så håbe på, at Ipso Facto's debatmæssige alenetilværelse (kendt også fra andre debatfora) kan få ham til gøre et forsøg på en nuancering, således at den konstaterede fastlåsning tøs op!
Registeret: 06/07/2008
Indlæg: 604
Sted: Costa Tropical, Spanien
DEN ENESTE falske her på debatten er den ukendte person der anvender debatpseudonymet CANTO.
Hovedparten af debattørerne her kommer fra religionsdebatten og ved derfor, at jeg på et tidspunkt blev udelukket og derfor ikke længere kunne anvende debatnavnet Ipso Facto som jeg havde anvendt i en årrække. Det pseudonym valgte jeg som en reaktion imod, at blive bortcensureret fra POL-debatten. Jeg havde altid tidligere (fra 1995) debatteret under mit borgerlige navn fordi jeg mener, at man bør lægge navn til sine meninger, hvis nogen skal kunne tage en alvorligt. Enhver som ønsker mit borgerlige navn oplyst kan blot rette henvendelse på PB og samtidig oplyse sit eget borgerlige navn. Længere er den ikke.
Hvis du i øvrigt har saglige kommentarer til mine eller andres indlæg så skal du være velkommen. Ellers er beskeden: PISS OFF!
Hvad er i øvrigt Cantos borgerlige navn, og hvad er grunden til, at du ikke debatterer under eget navn, men lusker rundt og forplumrer den saglige debat med usaglige personangreb som intet har med de emner der debatteres at gøre?
Du anfører i din profil at din hobby er: Mennesker - og deres både skøre og rationelle ideer - hvilket du skulle kunne få afløb for ved at deltage på vor chatdebat eller finde dig en egentlig pjat-debat som går det rent personlige. Hvad rationalitet er for noget har du vist lige så lidt begreb om som hvad anstændig optræden på debatten er.
Endnu et sørgelig og debatødelæggende tilfælde, en prototype på indskrænkethed og narcissisme som desværre i stadig større omfang forpester alle internetdebatter med deres ad hominem vås.
_________________________
"Lad dig ikke forvirre af andre - kom først til mig." - Ipso Facto