Hej Arne,

Du skriver:

I mange år anså jeg Guds kærlighed for at være en naiv trøstende narresut - indtil jeg oplevede den - foran et "mantra" - en Kristus Ikón Citat slut.


Jeg husker din ikonoplevelse, om jeg må benævne den så, fordi jeg i sin tid var så privilegeret at du gav mig lov til at læse en grundig beskrivelse af de omstændigheder der gik forud for, hvad jeg kunne finde på at kalde for din ”åbenbaring”, dit gennembrud, din Damaskusoplevelse; slet og ret ”Kristus-begivenheden” i dit liv; Guds kærlighed til os.



Når jeg læser efterfølgende af Paulus så kommer jeg altid til at tænke på din oplevelse:


er vort evangelium tilhyllet, er det kun tilhyllet for dem, der ikke tror; deres tanker har denne verdens gud blindet, så de ikke ser lyset, der stråler fra evangeliet om Kristi herlighed, Kristus, som er Guds billede. For vi prædiker ikke os selv, men Jesus Kristus som Herren og os selv som jeres tjenere for Jesu skyld. Thi Gud, der sagde: »Af mørke skal lys skinne frem,« han har ladet det skinne i vore hjerter til oplysning og til kundskab om Guds herlighed på Jesu Kristi ansigt. 2 Kor 4, 3 – 6.

Det må da være en tekst der siger dig ikke så lidt, næsten som om Paulus har kendskab til at noget sådant som din ikonoplevelse kunne forekomme.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

PS: jeg indrømmer at jeg har udeladt et par ord i citatet, der ville kunne virke frastødende på nogen og derved forstyrre sammenligningen, ved at aflede opmærksomheden på det væsentligste.

Hej Kræn-P.

Et interessant indlæg, ikke mindst af to grunde.

Vi ynder at betragte os som historiske individer, men vi glemmer tit at historien ikke mindst er mangelfund, den bliver som regel også først og fremmest fortalt af sejrherrerne. Ligesom vores billede af naturvidenskaben hele tiden ændrer sig, så gør vores opfattelse af historien også efterhånden som der gøres nye opdagelser.

Man har fundet spor af kokain i ægyptiske mumier og Thor Heyerdahl viste i praksis at det er muligt at krydse Atlanterhavet i en ægyptisk sivbåd. Der er ingen tvivl om at samkvemmet og handelen mellem de forskellige kulturer i oldtiden har været mere udbredt end vi umiddelbart antager. Og med handelen, således også det kulturelle og religiøse samkvem. Alle de store flodkulturer, Nilen, Eufrat og Tigris, Sarasvati har påvirket hinanden.

Det kunne være interessant at få afdækket hvordan, det man kan kalde esoterisk religion, mystikken, har påvirket de forskellige kulturer indbyrdes. Der er ingen tvivl om at begyndelsen af Biblen er påvirket af Mesopotamisk kultur, Abrahams far kom jo fra Ur og de som sammenstykkede Det Gamle testamente gjorde det på baggrund af 70 års landflygtighed i Babylon. Der er tegn på, at der i Heliopolis dyrkedes en anden gudsopfattelse, end den gængse dagligdags religion for folket. Tænk bare på Moses og sidenhen Akhenaton som begge prøvede at afskaffe polyteismen, eller de tre vise mænd fra østerland, som besøgte det det nyfødte Jesusbarn. Om hele den esoteriske religionsdyrkelse var indbyrdes sammenhængende på tværs af kulturer eller havde dyb indflydelse på hinanden, kunne være sjovt at afdække for en historiker. jeg tror at man kunne finde en meget større sammenhæng end man umiddelbart antager.

Det andet interessante er begreberne Kristusmyten og Buddhamyten. Ligesom fortællingen er myten ikke blot en god historie. Før tingene blev nedfældet skriftligt var det måden hvorpå man kunne overlevere både historie, religion, livsvisdom og de ældres erfaringer. Som vi lytter og læser, bliver historierne til en del af vores bevidsthed og det er disse historier vi beskæftiger os med når vi tænker.

I den forstand betyder det intet om Jesus og Buddha er myter. Historierne er der og vi tager dem med os i vores eget liv som jo er det, som skal leves.

Vi mennesker er meget følelsesbetonede når det kommer til stykket, derfor vil vi helst have vores åndelige føde ind gennem begejstring og beundring. Historien om gazellekongen maner til beundring og efterfølgelse for det måbende publikum. Måske de går hen og handler ligeså?

Man kan måske også sige at myten bibringer en etisk dimension som følelsen ikke alene er i stand til.

Kære Hanskrist.

Det undrer mig lidt, at du ikke forstår, at al Jans tale om smerte refererer til den psykiske smerte, der er et resultat af konflikter i ens sind.

At den også kan påvirke kroppen, og opleves som en fysisk smerte, er ikke væsentligt.

Jeg er ikke enig i Jans synspunkter/tro, men jeg synes, at han forklarer denne del af sin oplevelse af sig selv på en måde, der ikke kan misforstås, hvis man læser hans indlæg uden forudfattede meninger om ham eller EKIM.

Jeg har i hvert fald ingen problemer med at forstå, hvad han mener med smerte. Selv ved fysiske smerter er smerteoplevelsen altid et psykisk fænomen. Det er jo netop grunden til, at man kan bedøve folk på trods af, at smertenerverne fyrer signaler af på livet løs.

Mvh

Ole Bjørn ;)