Kære Michael!

Set fra Guds synspunkt er det muligt, at korpulation i dens mange brogede former ikke er hvad skaberen forstår ved kærlighed, men blot en nødvendig foranstaltning for at sikre artens reproduktion. Så må man sige, at den gode Gud har været temmelig upræcis for objekterne for menneskers attrå spænder vidt, selv om de fleste godtnok stadigvæk foretrækker det på den gammeldags facon, som Cleo sang om i Bakkens Hvile for en menneskealder siden.

Missionærstillingen synes ikke at være uddød med missionærerne. Men siden har de nye missionærer advokeret for pluralisme også på det seksuelle område.

Men da vi stakkels mennesker ikke kender Guds tanker og vilje må vi ligesom de små hunde prøve os frem indtil vi finder noget som "virker".

Ingen kan tage patent på hvad Gud forstår ved begrebet kærlighed, uden at gøre sig selv til Gud.

Det er den fejl mange af de frelste begår. Du er forhåbentlig ikke en af dem Michael?

Hilsen

Ipso Facto

Nej, Ipso Facto. jeg er ikke Gud, men jeg kender Ham godt.

Det er ikke begæret som i sig selv er forkert. Det er den sammenhæng, det optræder i, og denne sammenhæng er dybest set vores personlighed, vores karakter.

Det er fordi vi ikke ser alting i deres rette sammenhæng, at vi skiller begæret ud som noget der skulle være i modstrid med det naturlige liv.

Men det som gør forskellen er den psykologiske og samfundsmæssige sammenhæng det optræder i.

Det er begæret efter livet, som får blomsten til at gennembryde den frosne jord og det er begæret som får de unge mennesker til at drøne derudaf. Det de mangler er forstanden, livserfaringen som måske kan bringe dem til ro og sætte begæret, eller attråen, ind i den rette sammenhæng.

begæret kan være smukt mellem to elskende men det bliver grimt når det optræder som grådighed, f.eks. Problemet er ikke begæret, men den sammenhæng, som det optræder i.

Men noget helt andet end begær er kærlighed. Kærlighed er ikke fryd, kærlighed er varme. Kærlighed er ikke en lykkefølelse, men når den optræder i sin rette sammenhæng, som er alvor, så er kærlighed glæde.

Der findes ingen kærlighed, hvis man ikke i sit hjerte giver afkald på begærets opfyldelse.

Da vil man vide, uden at nogen behøver at fortælle én det, at kærlighed ikke = begær.

Kære Michael!

Selvfølgelig er kærlighed ikke lig med begær!

Kærlighed er at give uden at forvente noget til gengæld. I alle andre former er kærligheden blot kamufleret egoisme i en eller anden grad. Det er vel det de fem antiteser i Bjergprædiken handler om?

Men er en sådan kærlighed overhovedet mulig for væsener som os? Jeg tvivler. Både livet og debatlivet demonstrerer at egeninteresserne altid kommer i vejen for den ægte fordringsløst givende kærlighed og næstekærlighed. Der er altid beregning med i spillet uanset hvor store anstrengelser vi gør os for at være uegennyttige og ikke begære. Om ikke andet, så selvtilfredsheden ved at føle sig god. Måske nok den største synd af alle.

Man kan måske lære at være mere uegennyttig, men at udrydde egoismen helt anser jeg for umuligt. For det ville krænke livets grundprincip om selvopretholdelse.

Det er vel her at tro og håb kommer ind i billedet for den troende i overensstemmelse med Paulus' lovprisning af kærligheden som den største af de tre. Alene formår vi den ikke, kun med hjælp fra Gud eller Helligånden kan den helt ufortjent tilskikkes os.

Nu er jeg ikke kristen, men er det ikke sådan mange kristne forstår sammenhængen i tingene?

Hilsen

Ipso Facto

Michael:



Hej, Michael. Netop dette udsagn 'men jeg kender Ham' har jeg set mange udtale.

Det er faktisk et ret så stærkt udsagn, eftersom ingen endnu har kunnet effektuere en kontakt til Ham gennem deres påståede kendskab til Ham.

Men hvis du skulle være undtagelsen. Den, der virkelig kender Ham, så er jeg da interesseret i en kontakt.

Nåh. Vel håbløst at forvente.

Jerry
- ej heller gud (for mange at vælge imellem - men overvejer Thor!)

Er du klar over, Ipso Facto, at altruistisk kærlighed er en idé. Du kender den og forstår den, men mener ikke at du er i stand til at opfylde den.

Men at se tingene som de er, i sandhed, er erkendelsen. Man kan ikke erkende andet end sandheden, ellers ville det ikke være erkendelse.

Altruistisk kærlighed er i første omgang en idé. Men forståelsen er ikke en idé, man kan ikke forstå andet end sandheden.

Sandheden er at vi er skrøbelige, almindelige mennesker med en masse uopfyldte behov. Så sandheden er at erkende sine egne behov og forstå at det andet menneske har de samme behov.

Men først må man forstå sig selv, så er det ikke så svært at forstå den anden.

Der begynder livet, i at man forstår sig selv, men det er jo ganske svært, når man ikke har anden rettesnor end sin egen opfattelse.

Men der, i erkendelsen af sandheden, hvor svær den end kan være, bor Gud, ingen andre steder vi kan tænke os til. Og vi må selv gøre det. Forstå os selv.

Jeg forstår godt, at ingen tør begive sig ud af den vej selvom den ikke er farlig. Den er kun éns eget møde med én selv. Sikke en frigørelse af energi, som er ledt på afveje af tankens korridorer, sikke en lidenskab.

Men der er så mange veje til sandheden. Ligeså mange veje som der er mennesker.