Hvorfor gøre det så besværligt? Det handler netop ikke om at få som fortjent udfra et millimeter kærlighedsløst retfærdighedsbegreb. Lige som det ikke drejer sig om øje for øje og tand for tand. At måle og veje i det uendelige.

Det drejer sig om at de, som gav sig til at arbejde i Herrens vingård i sidste øjeblik, gjorde den samme gerning som de, der havde arbejdet der i lang tid.

Alle fik, hvad de havde 'fortjent':

Derfor er retfærdigheden ingenting i forhold til kærligheden.

At vi får som fortjent handler således ikke om selve gerningerne men om den kærlighed, Gud synes at se mennesket igennem.

Det handler om den kærlighed, som mennesket lægger i sine gerninger. Ligesom da den gamle enke lagde det, der svarede til få ørers værdi. Gerningen var stor, i hjertet, i ånden, for hun gav af sin fattigdom.

Sådan en uselviskhed, kærlighed, bør mennesket udøve, for herigennem skal det lære Gud at kende. Gud er kærlighed - den, der ikke elsker, kender ikke Gud.

Hvad så med de som har vundet i lotto? Må de ikke beholde bare een lille smule selv?

Hej Michael og I andre (ikke hej til anonyme Thomas Visdom Zen; "men skrub af med dig"; "ad helvede til med dig" ;)).

En kommentar til Vingårdsarbejderne og deres løn.

Nu gengiver jeg et forsøg jeg har set beskrevet et sted, så godt jeg husker det:

To aber, husker ikke hvilken race, er adskilte, men kan kigge ind til hinanden. De bliver belønnet dersom der kan udføre en opgave. De kigger ind til hinanden og tager ved lære af hinanden. Og for korrekt udført opgave belønnes de begge med et stykke agurk. Forsøget kører uden problemer lige indtil den ene abe nu må se den anden blive belønnet med banan i stedet for. Dette medfører at aben der ”kun” bliver belønnet med agurk nægter at være en del af forsøget.

Pointen i mange lignelser er at de er anti-social-darwinistiske (de går imod vores instinktive fornemmelser af hvad der er retfærdigt), og endda så meget at etikken ikke ville kunne fungere i det praktiske ”erhvervsliv”/samfundsliv (kontraktlige samfundsliv) vi har med hinanden, men nok i langt højere grad i familielivet vil det kunne fungere, dog nok ikke blandt søskende, men mellem forældre og børnene. Mellem ægtefællerne burde det være en selvfølge at man prøver at tilsidesætte sig selv for at være alt for den anden (at ofre sig for den man elsker, burde give god mening (hvad skal man ellers gøre ved sig selv)); her burde den kristne etik ret komme til sin ret; men kvindebevægelsen har ødelagt en del her vil jeg mene, hvor man har sænket etikken til det lave punkt der hedder retfærdighed og ligeret (Ipso Shopenhauer Facto mener jeg har beskrevet dette forhold indgående).

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Jeg forstår godt den abe du der snakker om, Hanskrist. Hvor var det også bare fejt at den ikke også måtte få en banan.

Jeg kan også godt li bananer.

Uretfærdighed er bare så træls.

Jeg ville også mene det var uretfærdigt, hvis ikke du invitere mig med ud at ro i din nye havkajak.