Kære Henrik! Tak for at sætte den aktuelle anspændte situation i Gellerupparken mellem grønlandske medborgere og områdets muslimer til debat.
Fra tidligere kender jeg jo dine kristne humanistiske og pacifistiske synspunkter, som jeg respekterer, men samtidig må jeg sige, at de veje du anbefaler for at gøre krisen mere håndterbar svarer til at pisse i bukserne for at få varmen, eller først ringe efter brandvæsenet når huset er brændt halvt ned.
Problemet er jo ikke, at grønlændere er som de er og at muslimer er som de nu engang er, men at der blev truffet nogle storpolitiske beslutninger mellem EF og Den Arabiske Liga tilbage i 1973/74, som blev udmøntet i dansk lovgivning i 1983/84, af det såkaldte alternative politiske flertal bestående af de radikale og socialistiske partier, der fik gennemtvunget en så liberal flygtninge- og indvandrerpolitik, at den på sigt kom til at undergrave den demokratiske samfundsstruktur ved at underminere samfundets værdimæssige sammenhængskraft gennem muslimsk kædeindvandring og asylanter i et antal som aldrig tidligere er set i danmarkshistorien.
I 1983 var det konservative folkeparti, og især justitsminister Ninn Hansen, mest betænkelig ved gennemhulningen af den forholdsvis restriktive fremmedlovgivning, som havde været forberedt i et udvalg nedsat af Ander Jørgensen, men på grund af Mogens Glistrups grove racistiske udfald mod muslimer og muhammedanismen, valgte man at holde lav profil for ikke at blive slået i hartkorn med fremskridtsfolkenes ekstreme synspunkter.
Statsminister Poul Schlüter var ligeglad. Hans primære interesse var genopretning af økonomien efter at anker Jørgensen var løbet af pladsen efter at have kørt den ud over afgrundens rand. Det lovforslag som blev vedtaget svarerede stort set til hvad mindretallet i udvalget havde foreslået, under anførsel af den senere ombudsmand, juristen Hans Gammeltoft-Hansen.
Efter min vurdering begyndte den politiske korrekthed med vedtagelsen af hvad der er blevet kaldt verdens mest liberale fremmedlovgivning i 1983.
Der er to hovedgrunde til, at socialisterne på dette tidspunkt valgte at markedsføre sig som forkæmpere for en højere mere radikal internationel humanistisk etik med antidiskriminationsideologi og multikulturalisme indbygget.
Den først grund var almindelig surhed og hævngerrighed over at Sociademokratiet havde mistet regeringsmagten. Altså et slags benspænd og tak for sidst som udmøntede sig i den chikane- og obstruktionspolitik som det alternative politiske flertal påtvang Schlüter regeringerne med fodnoterne på det forsvarspolitiske område og de liberale love på udlændingeområdet, indtil de borgerlige frivilligt opgav ævret efter 11 år ved magten med offentliggørelsen af Tamilrapporten i jaunuar 1993. Besynderligt nok afsluttedes denne lange borgerlige regeringsperiode, i lighed med den forrige socialdemokratiske med, at statsministeren løb af pladsen uden at udskrive folketingsvalg.
Den anden grund var, at aftalerne mellem EF/EU og Den Arabiske Liga efter Hambrug Symposiet i 1983 nåede et nyt højere niveau af forpligtende politikker på en lang række områder, der de facto befæstede den politiske og kulturelle symbiose mellem Europa og det muslimske mellemøsten/Afrika/Lilleasien (EURABIA), med præference for muslimsk masseindvandring, islamisering og shariasering som på grund af muslimernes konstant voksende antal og styrken i den globale muslimske vækkelsesbevægelse har opnået selvstændig politisk enerti og en styrke, som er ved at smadre sammenhængskraften i alle Unionens vestlige medlemsstater.
Venstrefløjen, hvis grundideologi er lighed og international solidaritet med de undertrykte folk, har efter Sovjetunionenns fald i 1991 fundet en afløserreligion for kommunismen med det utopiske projekt EURABIA – sammensmeltningen af postkristen og muslimsk kultur i en ny type multikulturel superstat med islam som stærk komponent både demografisk og politisk.
Den sidste danske statsminister som skarpt tog afstand fra arabiske politiske diktater og forsvarede Israels legitime ret til selvforsvar mod uprovokerede angreb var faktisk Anker Jørgensen, der i en tale i Middelfart i 1973, som vakte international opsigt, kritiserede den arabiske politik over for Israel samt OPECs olieafpresningspolitik med total olieboycot af lande som støttede Israel. Danmark blev faktisk boycottet efter Ankers tale, sammen med Holland og USA. Anker blev dog på et topmøde i København i december 1973 og i Paris året efter banket på plads af EFs to stormagter Frankrig og Tyskland, og siden har alle danske statsministre indtil 9/11 og systemskiftet i Danmark uden at kny levet op til EUs storpolitiske agenda, som krævede anerkendelse af Palæstinensernes umistelige rettigheder, en kritisk holdning til Israel, samt distance til USA. I den gode samarbejdes ånd kritiserede man heller ikke de muslimske diktatures politik, men arbejdede ihærligt på, som et først skridt mod arabisk ekspansion, at få Tyrkiet optaget som fuldgyldigt medlem af EU.
Jeg skal henvise til et indlæg om beslutningerne på Hamburg Symposiet i 1983 som jeg tidligere har lagt ind på religion.dk under et alternativt debatnavn. Link:
http://onlinedebat.religion.dk/printthread.php?Board=religionsartikler&main=35690&type=postAt islamiseringen ikke er så fremskreden i Danmark som i f.eks. Sverige, UK, Frankrig og Holland kan vi takke et oplyst og kritisk antiautoritært vælgerkrops for. Det danske folk har påtvunget Danmark en slags fodnotepolitik i forhold til EU med nejet og de fire forbehold ligesom den kritiske linie kommer til udtryk i tilslutningen til det stærkt EU-kritiske Dansk Folkeparti der siden systemskriftet har påtvunget VK regeringerne en mere stram fremmedpolitik end den linie som EU forsøgte at lægge. Med Frankrigs og Hollands nej til den nye EU forfatningstraktat som skulle lette vejen for Tyrkisk medlemsskab og præsident Zarkozys tilnærmelse til USA og (måske?) mere kritiske holdning til projekt EURABIA, er denne utopi de facto sat på stand by. Det eneste som ikke er sat på stand by er muslimernes stærke selvfølelse og aggressive og truende adfærd i forsøg på at overskære demokratiets livsnerve, den frie politiske debat, gennem en indskrænkning af ytringsfriheden når det gælder kritik af islam, dens profet eller muslimer.
Kort sagt, islamofascismen har kronede dage og EU forholder sig på samme måde over for dens trusler og krav som Neville Chamberlain forholdt sig til Hitlers trusler og krav. EU viser uendelig stor forhandlingsvilje, tålmodighed og underdanig imødekommenhed, som man f.eks. gjorde gennem fem års forhandlinger med det islamofascistiske og ultraracistiske islamiske præstestyre i Iran, hvor man lovede guld og grønne skove hvis blot landet ville standse berigelsesprogrammet for uranium og købet brændstoffet i f.eks. Rusland. Hvis der er een ting bortset fra had til jøder som islamofascister har fælles med nationalsocialister, så er det en dyb og kynisk foragt for svaghed. Efter at Iran igennem fem år havde forhandlet på skrømt med EU uden andet resultat end at landet forstærkede sin militære opbygning og atomvåbenprogram, og efter Sikkerhedsrådets vedtagelse af nogle næsten virkningsløse mini-sanktioner mod Iran, er EU gud hjælpe mig nu parate til nok en forhandlingsrunde med det aggressive mullahregime.
Det er München 1938 om igen, hvor Hitler købte sig tid til at forberede angrebet på Polen og Sovjetunionen. En storpolitisk hovedambition som Hitler allerede havde udstukket i Mein Kampf i 1924/25, og en linie som han konsekvent og beslutsomt forfulgte fra magtovertagelsen i 1933. Det eneste forskel fra dengang og i dag er vel, at ingen blot nogenlunde rationelle vestlige borgere vel tror på fred i vor tid, men derimod på, at Iran vil gøre alvor af truslen om at udslette Israel så snart landet erhverver atomvåben. Hvilket anslås til at ske inden for et år. Så en markant optrapning af mellemsøtenkonflikten er undgåelig.
Spørgsmålet er blot om Israel eller USA kommer først med en sønderbombning af de iranske atominstallationer. Hvis Obama bliver ny præsident må det forudses at han vil forsøge nye forhandlinger med præstestyret, mens McCain er mere tilbøjelig til at anvende den nødvendige militærmagt. Jeg tilslutter mig de analytikere som anser det for mest sandsynligt, at Israel afventer udfaldet af det amerikanske præsidentvalg og i tilfælde af en sejr til Obama vil Israel iværksætte et solo angreb på Iran i perioden inden det formelle præsidentskifte 20. januar 2009.
På denne baggrund svarer det Henrik opfordrer til: at alle antiracister sammen med demokratiske humanister demonstrerer deres klare fordømmelse og afstandtagen til muslimsk racisme og herrefolksmentalitet over for grønlænderne i Gjellerup, som den lov Danmark vedtog i marts 1939 for at dæmme op for danske nazisters propagandahetz mod vore jødiske medborgere – straffelovens antiracismeparagraf 266 b, som den også hed den gang, selv om indholdet var noget mere simpelt. At forhindre den nazistiske besættelse af Danmark et års tid senere kunne dette slag i luften selvfølgelig ikke udvirke. Danmark var af realpolitiske grunde nødt til at føre en samarbejdspolitik med den tyske besættelsesmagt indtil det stod klart for alle, at Tyskland ville tabe krigen.
Danmarks realpolitiske situation siden medlemsskabet af EF i 1973 og af Unionen svarer stort set til den politik som Danmark førte over for nazityskland fra 1933 til 1945. At Danmark som EU-medlem skulle kunne føre en selvstændig politik på fremmedpolitikkens område er en illusion.
Trusler om indgriben fra EUs Overvågningscenter i Wien, som det skete over for Østrig, har kastet sin skygge over landet siden systemskiftet i 2001, hvor afhængigheden af DFs stemmer tvang regeringen til en mere restriktiv politik på området end den ellers ville have ført. Man bevægede sig lige til kanten af, hvad EU kunne acceptere, hvilket DF selvfølgelig er klar over.
Løsningen på islamiserings- og sharia problemer som dem vi ser i Gjellerup er således ikke blot en massiv protest og afstandtagen, men en politisk bevidstgørelse af befolkningen, hvor spørgsmålet om fortsat medlemsskab af EU og dets officielle politik om at skabe et EURABIA ved at gøre multikulturalisme til bindende officiel politik, og dermed en pligt for medlemssaterne at gennemføre, bliver udsat for reel debat, hvorved alternativet til underkastelsen under EUs diktater undersøges. Hvis ikke EU opgiver projekt EURABIA og det nære samarbejde med de muslimske diktaturer, så er det sådan set lige gyldigt om vi demonstrerer mod islamisk herrefolksmentalitet og racisme eller ej. Så er løbet allerede kørt, selv om Danmark qua den noget strammere håndtering af muslimerne nok vil falde noget senere for islamiseringen end de andre vesteuropæiske lande.
Det nytter ikke stort at bebrejde muslimer at de er muslimer, det har omtrent samme virkning som at bebrejde kannibaler, at de spiser menneskekød - de slikker sig blot om munden
At ændre kulturelle
"spisevaner" kræver både beslutsomhed og styrke til at påtvinge en ændring af normerne. Vesten ejer for tiden ingen af delene, mens islam er på begejstret jihadisk fremmarch som de ikke har været det, siden de stod foran Wiens porte i 1683. Forskellen fra dengang og i dag er, at vi selv har inviteret muslimerne inden for bymuren og bedt dem om at tage for sig af retterne.
Det er denne større kontekst tingene bør ses i, og så nytter det ikke stort at vise vor afstandtagen til sharia, jihad og islamisk racisme gennem demonstrationer i Gjellerupplanen. Om der så kom 100.000 mennesker til en sådan demonstration ville det rage muslimerne en høstblomst, og blot blive stemplet som endnu et grusomt udtryk for islamofobi, samt måske udløse nye terrortrusler mod Danmark og danske interesser i de muslimske lande.
Det svarer til, for nu at anvende min yndlingsanalogi, de alsangsstæver under besættelsen hvor man sang gamle nationale danske sange med verselinier som:
"ugræs er føget over hegnet", "altid frejdig når du går". "vi vil fred her til lands" for at vise sit nationale sindelag og foragt for nazismen. Det eneste tyskerne havde lidt respekt for var jernbanesabotagen og bombesprængningen af virksomheder som producere krigsmateriel for tyskerne, samt den modstandskamp som først rigtigt kom igang efter at forhandlings- og samarbejdspolitiken var brudt sammen.
Desværre er vi ikke i dag i en historisk fase hvor vi kan skimte sejren over islamofascismen for enden af tunnelen. Det kan islamisterne derimod, og det giver et helt andet psykologisk klima, et som udløser underkastelse og dhimmisering hjulpet på vej af EU kolossen, som har nedkaldt islam over demokratiet.
Som altid står vor lille nation i et frygteligt dilemma, og vi kommer snart til at træffe nogle ubehagelige valg, som kan have vidtrækkende konsekvenser. Alternativet er for mig at se, at ellers er demokratiets dage talte i Europa, hvorefter islam uden modstand overtager det, som den ikke formåede at erobre gennem tusinde år i to store jihadbølger ved hjælp af klassisk jihad.
Hilsen
Ipso Facto