Arne:
jeg synes, du stiller dig i et mærkeligt lys ved herefter at undlade at præsentere et "retvisende adækvat udtryk for hvad du har skrevet".
WHÅT TU FÅG 😮
Jeg gjorde det igen igen igen
Først fik du hvad Nye Testamente siger om sagen
Dernæst fik du igen igen igen hvordan jeg formulerer mig om sagen
Og sagen er: at Gud ikke er menneskeløs (Karl Barth) - fordi Gud der er Kærlighed - ikke kan være fuldkommen uden sin elskede anden mennesket (Berdyaev).
Men hvorfor læser du ikke hvad jeg skriver Arne?
Jeg ser ingen grund til at gentage her - du kan jo bare gå tilbage i mit forrige indlæg og læse først citaterne fra Nye Testamente om sagen som er i citationsboks hvor det væsentlige er fremhævet med fede skrifttyper
Efter denne citationsboks kommer igen mine ord om sagen
Mange Kærlige Hilsner HansKrist
Mennesker kan være gudløse - men Gud der er Kærlighed kan ifølge Nye Testamente ikke være menneskeløs, være Gud og til uden mennesket, sin elskede anden.
Hvis man ikke er kristen kan man selvfølgelig afvise denne kristne forståelse af Gud og Guds indre liv, indre skabende dynamik og liv og kommunikation og kærlighed - hvor mennesket er i Gud før verden blev grundlagt - fra tidernes morgen. Ihvertfald ifølge Nye Testamente - hvilket du kan læse i citationsboksen.
Så altså mennesket - Guds elskede anden - er i Gud før verden blev grundlagt.
Og ja som sagt i den forbindelse er det at en Guds menneskeløshed ifølge Teologiens Einstein Karl Barth er utænkeligt. Dog kan mennesket være Gudløse men Gud der er Kærlighed kan ikke være til uden sin elskede anden mennesket (Berdyaev).
At det forholder sig således åbenbares i Jesus Kristus som Guds Hemmelighed og Guds Kærlighed Kristus.
Dette er Guds Kærlighed og Guds Hemmelighed Kristus at i Gud er Kristus og i Kristus er vi mennesker allerede før verden blev grundlagt udvalgt til at stå hellige og uden fejl for Guds Ansigt i Kærlighed og for at føre ethvert menneske (endnu ikke på scenen) frem som fuldkomment i Kristus.
Altså vi har vores oprindelse i Gud fra før verden blev grundlagt.
Dette er ihvertfald den kristne og Nye Testamente's Guds forståelse som fortæller rigtig meget om Guds indre liv og at Gud ikke er alene eller "en som" - da Gud er Kærlighed og for at være fuldkommen kan Gud derfor ikke være uden sin elskede anden mennesket.
Det er ikke specielt min kristendom - det er Nye Testamente's og Karl Barth's og Berdyaev's med tusindvis af andres om Guds indre liv og hvem der er i Gud før verden blev grundlagt.
Det har også rod i den Treenige eller trinitariske Guds Forståelse nemlig at Gud ikke er blot én:
Monoteisme er potentielt en meget voldelig og totalitaristisk konstruktion. Den almægtige og fraværende skabergud kan optræde som en himmelske despot, der som en anden sociopat eller autisk er ude af stand til at indgå i en ikke-destruktiv relation til skabningerne. Den monoteistiske Gud er i evighed sig selv - og forbliver i evighed sig selv nok - og den eneste mulige relation mellem skaberen og skabningen bliver da et asymmetrisk magtforhold, hvor mennesket for at undgå dom og total udslettelse må underkaste sig gudens vilje.
Paradigmet for at tænke relationen mellem den kristne gud og mennesket er snarere den kærlighed, i hvilken to mennesker giver sig selv til hinanden. Det hedder også at ofre sig selv, og for så vidt som Gud vil ofre sig selv, give sig selv og stadig være Gud, må han være treenig. Sålænge Gud tænkes radikalt monoteistisk og ikke trinitarisk, er det utænkeligt, at han på nogen som helst måde skulle være i stand til at give, ofre eller åbenbare sig selv.
Den monoteistiske Gud forbliver evigt sig selv i sin egen fjerne himmel; den trinitariske Gud gør sig nærværende som det fornedrede menneske, skjuler aktivt sin destruktive almagt og etablerer derved en kærlighedsrelation mellem sig selv og skabningen.
fra introduktionen til Robert W Jenson's bog: DEN TREENIGE IDENTITET - GUD IFØLGE EVANGELIET