Striden om magt og sandhed

Så længe vi ikke har en overordnet og samlende global magt, en verdensregering, vil de enkelte politiske aktører – nationer og alliancer af nationer – kæmpe om at udfylde det tomrum, det vakuum som denne mangel udgør og repræsenterer. Resultatet er kaos, konflikt og krig (se indlægget ”Med lov skal verden bygges”).

På samme måde med sandhed: Så længe vi ikke har en overordnet, samlende teori for sandhed, vil de enkelte perspektiver og redskaber til at finde sandhed konkurrere om at udfylde det vakuum, det tomrum, som kun en overordnet teori kan fylde. Resultatet af manglen på en sådan overordnet og samlende teori er – som i tilfældet med magt – kaos, konflikt og strid.

En overordnet og samlende teori for sandhed kunne udgøres af de to poler, naturvidenskab og åbenbaring – med de transcendente mellemsprog filosofi og kunst og dagligdags erkendelse – der da kunne anerkende hinanden som vigtige aktører i den fælles bestræbelse på at finde og formulere sandhed. Altså en form for inklusiv i stedet for en eksklusiv teori for sandhed.

Når jeg kalder filosofi og kunst og dagligdags erkendelse for transcendente mellemsprog skyldes det, at disse grene af erkendelsen kan inddrage og omfatte både naturvidenskabelige og religiøse elementer og sandheder. De transcenderer sig selv og kan principielt inddrage alle former for erkendelse. Og de ligger i en vis forstand mellem de to yderpoler naturvidenskab og religion eller åbenbaring; vi kunne måske sige mellem realisme og idealisme eller mellem (materialistisk) monisme og (metafysisk) dualisme.

Alene i filosofien har man adskillige konkurrerende teorier for sandhed; korrespondensteorien, kohærensteorien, semantisk teori, pragmatisk teori, aksiomatisk teori og flere andre. Disse teorier kæmper ved argumentet om overherredømmet – som i tilfældet med magt - idet de hver søger at fylde det tomrum, som manglen på en overordnet og samlende teori efterlader og udgør. Eller rettere: De søger alle at være eller blive denne overordnede og samlende teori.

Måske er vejen frem – som antydet her – at inkludere snarere end ekskludere alle kendte teorier, vidensfelter og domæner; inkludere både naturvidenskab og religion, filosofi og kunst og den dagligdags erkendelse, som den udgøres af almindelige menneskers almene erkendelser og erfaring på daglig basis.

Vandrer mod Lyset er et udtryk for en sådan syntese, idet den både omfatter naturvidenskabelige, religiøse, etiske, filosofiske og kunstneriske tankedomæner og vidensfelter. Så måske også af dén grund er den vejen frem.

Naturvidenskabeligt forklarer Vandrer mod Lyset fx cellens oprindelse og universets opbygning, religiøst forklarer den fx hvordan Gud er opstået eller fremstået, og hvordan Hans/Hendes forhold er til os mennesker, etisk giver fx Kristi Tale i værket en anbefaling af, hvordan vi bør leve og forholde os til vores medmennesker, filosofisk forklarer værket, hvordan fx rum og tid er opstået, og kunstnerisk giver værket eksistentielt vigtige sandheder i lignelsens og skønlitteraturens sprog og form.

Så Vandrer mod Lyset kan være den overordnede og samlende teori og basis som kan udfylde det nuværende tomrum og dermed standse det kaos og den konflikt, der naturligt opstår så længe alle aktører kæmper om overherredømmet, kæmper om at udfylde tomrummet – i forhold til sandhed og magt – og i stedet give plads til samarbejde og mellemmenneskekelig tolerance, og tolerance mellem de forskellige aktører og systemer, hvis fælles bestræbelse er trangen til og behovet for sandhed og fred.

Også i en anden henseende spiller tomrum en rolle i erkendelsen, nemlig i det tomrum, den uvidenhed, som nødvendigvis findes i enhver åndelig disciplin, et tomrum der kalder på tanken og undersøgelsen med et erkendelsens sug, idet vi søger at udfylde tomrummet, uvidenheden med viden.

Dette sug og tankens og viljens arbejde for at erkende og forstå vil bestå evigt, da vi principielt er begrænsede væsner med begrænset tanke og vilje; vi er ikke alvidende og almægtige som Gud, og vi bliver det aldrig. Tomrummets sug er med andre ord et evigt vilkår og et udtryk for vores begrænsning, idet det fødes af den.

Ja, vi kan måske sige, at tomrummet - og trangen til og behovet for at fylde det - er selve tankens og viljens evigt drivende og inciterende kraft og magt, og at med denne forståelse er erkendelsens bane tegnet i enkel streg. Det er så op til os hver at give den indhold.

Da farisæerne hørte, at Jesus havde lukket munden på saddukæerne, samledes de, og en af dem, en lovkyndig, spurgte ham for at sætte ham på prøve: »Mester, hvad er det største bud i loven?« Han sagde til ham: » ›Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele dit sind.‹ Det er det største og det første bud. Men der er et andet, som står lige med det: ›Du skal elske din næste som dig selv.‹ På de to bud hviler hele loven og profeterne.«