Kapitel 2

Døden på korset

Et opgør med forsoningslæren


En af mine gamle bekendte fortalte om engang, han havde taget sin treårige søn med i kirke. Da sønnen så krucifikset med den lidende Jesus, spurgte han troskyldigt: >>Hvad har han gjort?<<. Og kirkens, kristendommens, overraskende svar til den lille purk er: Han hænger der ikke, fordi der er noget, han har gjort - han er i gang med at gøre det. Hans lidelse og død er simpelthen pointen.
I kristendommen er det virkelig med vilje, at Jesus hænger og dør for øjnene af os, mens vi sidder bænket i andægtige rækker og synger om Guds kærlighed. Og når man senere, som voksen, finder ud af, hvor godt et menneske Jesus må have været, bliver synet bare eksponentielt mere absurd: Vi taler om en mand, som var helt fyldt op af ønsket om at åbne vore øjne for, hvem Gud er, og for betydningen af at leve i kærlighed. Så hvorfor skulle han hænges op for at dø? Og hvordan kan man mene, det er livgivende, at han hænger dér og dør? Det virker komplet uforståeligt.
Forklaringen på, at Jesus hænger på korset, begynder med, at han faktisk døde af det. Efter hans død stod hans følgere chokerede tilbage. Hvorfor døde han? Gud havde sendt ham, og de var fuldt overbeviste om, at der med hans komme ville ske noget fantatisk med verden. Men pludselig var han død. Rådet havde dømt ham og romerne henrettet ham, uden at det fantatiske var sket. Det var en rystelse, en katastrofe. Hvis Gud var med ham, hvorfor led han så så tragisk en skæbne? Og hvad gik hans mission så overhovedet ud på? Som den norske teolog Notto Thelle bemærker, synes hele Det Nye Testamente at være skrevet som et langt forsøg på at forklare dette mysterium.
Dette påtrængende behov for en forklaring udgjorde en sårbarhed hos Jesu følgere, som var med til at diktere kristendommens fremtid. Deres problem var, at hvis Jesus var sendt af Gud og hans komme til verden derfor en del af Guds plan for verden, så havde spørgsmålet hvorfor døde Jesus? kun to mulige svar: Enten var det meningen, at han skulle dø, eller også var det ikke meningen. Og det dilemma forledte hele traditionen efter Jesus til at tro, at der var en mening med det.
Den oplagte forklaring ville være, at det ikke var meningen. At Jesus døde i utide, og at hans liv ikke blev til det, det kunne være blevet til, fordi nogen tog det fra ham, mens han var ung og havde livet for sig. En tragedie simpelthen. Men hvis det var rigtigt, måtte man se i øjnene, at et sendebud fra Gud blev myrdet. Dem, han kom for at hjælpe, svarede ham med en nærmest grænseløs utaknemlighed, og i så fald havde menneskeheden misset en af de åbninger i verdenshistorien, hvor vi har mulighed for at løfte os selv op på et nyt niveau, og som bare ikke må misses. Og Gud kunne ikke beskytte ham! Den tanke har været svær at bære. Problemet var bare, at hvis man ikke accepterede den forklaring, var der kun ét alternativ, nemlig at der var en mening med, at han døde. Det ville få hans liv til at lykkes. Spørgsmålet var så: Hvordan kan Jesu død på korset fortolkes, så den bliver meningsfuld?
En af dem, der arbejdede hårdest på at forstå mysteriet, var Paulus. Også han kæmpede med frygten for, at Jesus havde levet et i hvert fald delvist mislykket liv. Det skinner igennem i Galaterbrevet, hvor han forsvarer frelsen ved troen på Kristus med, at hvis der kan opnås frelse på anden måde, >>ved loven, er Kristus jo død til ingen nytte<< (Gal. 2, 21). Men Paulus insisterer på, at det, han frygter, ikke er sandt og synes at have givet sig selv en bunden opgave: Jesu sendelse var ikke en fiasko. Missionen blev fuldført. Spørgsmålet var bare, hvad den gik ud på. Og inspireret af den jødiske offertradition griber Paulus forsoningstanken som svar: Jesus døde for menneskets skyld. Ved sin død (og opstandelse) sonede han vores synder og banede en vej gennem synden og døden, som nu ligger åben for os. Jesus var et sonoffer til Gud, hvilket gør hans død til pointen med hans liv.
Med idéen om, at Jesus døde som sonoffer, plantede Paulus den tanke i troen, at døden på korset havde en selvstændig betydning - en tanke, de fleste kristne i dag anser for en del af troens grundmotiv. Ja, nogen anser den ligefrem for at være den centrale manifestation af kærligheden. Men sonoffertanken kan ikke føres tilbage til Jesus. Det var ikke sådan, han så sit liv og sin død. Afligevel er det sådan, man har tænkt i kristendommen, og dermed fik man fra begyndelsen grundskudt sin egen tro. Forsoningsdøden er den kristne tros banesår. Den har blødt fra det i 2000 år, og den vil dø af det, hvis ikke den gør noget. Kapitlet her handler om dette banesår.


Kristendommens to fædre

Det siges nogle gange, at kristendommen er en tro med to fædre: Jesus og Paulus. Det hele begynder som bekendt med, at der for 2000 år siden fødes en person i en nu verdensberømt stald i Betlehem, der som ung mand vandrer rundt i det nuværende Israel og fortæller om Gud og kærligheden. Det er med dette levende, kød-og-blod menneske, kristendommen bryder ind i historien. Han er kristendommens alfa og omega for nu at soppe lidt i jargonen: Profeten, frelseren, forkynderen, forbilledet, gudesønnen, begivenheden - hvilken rolle, man nu ser ham i. Han er så at sige den første, man møder, når man går ind i den kristne verden.
Man har længe diskuteret, om Jesus havde til hensigt at starte en ny religion. Da en religion omfatter en dogmatik, en række læresætninger, kan man umiddelbart afvise, at det var hans intention, for det formulerede Jesus ikke. Han talte om livet, han talte til følelserne og prøvede >>at få os til at se ind under overfladen på vores tilværelse<<, som teologen Johannes Værge siger det. Men om det var hans plan at grundlægge en ny religion er omdiskuteret. Uden at ville udfordre et helt parnas forekommer situationen mig dog ret ligetil: Jesus ønskede helt sikkert at forandre verden så meget som muligt, og hvis mange forandrer sig sammen, bliver det uundgåeligt en folkelig bevægelse, og den må man formode, han ville have støttet, hvis den var opstået i hans levetid. Det gjorde den ikke, så det finder vi aldrig ud af, men i hans opgør med det gamle og hans nye måde at tænke om Gud og mennesket på, ligger der for mig at se det klare omrids af en ny eller i hvert fald forandret tro.
Om det var Paulus´ ambition at starte en ny religion er også omdiskuteret.
Stemningen blandt de lærde synes at være, at han var en jødisk reformator, stærkt inspireret af græsk tænkning, men ikke så sig selv som religionsstifter. Om den vurdering vil ændre sig, får vi se, men det står fast, at Paulus var optaget af at forstå Jesu liv og virke, og at hans fortolkning af det liv, Jesus levede, satte et afgørende præg på den kristendom, som begyndte at samle sig fra det øjeblik, Jesus udåndede. Af samme grund betegnes Paulus ofte som den første teolog og kristendommens egentlige grundlægger - altså en slags religionsstifter. Lidt polemisk kan man sige, at kristendommen startede med Jesus, men den blev ikke startet af Jesus.
Nu blev Jesus som bekendt ikke ret gammel, men efter hans død fortsatte hans tilhængere med at udbrede kendskabet til ham og hans ord. Flere og flere stødte til, en af dem Paulus, kristenforfølgeren som omvendte sig på vejen til Damaskus ca. 5 år efter Jesu død. I løbet af de to første århundreder voksede der menigheder frem i det nuværende Israel (Galilæa, Judæa, Jerusalem), Jordan, Damaskus, Lilleasien (Tyrkiet), Grækenland og sågar Rom, ikke mindst takket være netop Paulus. Og for at holde sammen på den nye tro og sikre, at den ikke blev opslugt af det omgivende samfund, opløst af interne stridigheder og åndelig dovenskab eller lukkede sig i små isolerede sekter, måtte der formuleres et autoritativt grundlag under den. Hvad var det egentlig, man troede på, hvis man troede på Jesus? Hvad var det, der gjorde de kristnes tro anderledes end jødernes og "hedningenes"? Det var baggrunden for Paulus´ breve til en række menigheder, hvor han bl.a. belærte dem om den rette livsførelse og redegjorde for den (efter hans opfattelse) rette tro.
Men Paulus blev ikke ved den rene og enkle kærlighedslære, Jesus kom med. Han gik videre og formulerede, i sin udlægning af Jesu liv og virke, nogle af de troselementer, som blev centrale i kristendommen: Forsoningsdøden og ophøjelsen af Jesus til Kristus. I teologien har man længe været bevidst om forskellen på Jesus og Paulus´ forkyndelse. Nogle taler om en afgrund imellem dem, og der synes at være enighed om, at evangeliernes Jesus er en anden end den Kristus-skikkelse, Paulus laver grundformen til. Det er derfor relevant at spørge, som Nygren gør, om Paulus reelt omskriver den kærlighedslære, Jesus kom med, til en lære om Kristus, himmelvæsnet, som menneskehedens frelser og forløser? Giver han den kristne tro en anden retning ved at erstatte Jesu evangelium med sit evangelium om Kristus? Fik troen ikke blot en ny form, men et nyt indhold? Er der, trods forskelle i stil og sprogbrug, kontinuitet mellem det, Jesu og Paulus ville lære os? Det må være det kriterium, forholdet imellem dem skal vurderes ud fra.


Forsoningstankens indtog