Mysteriereligioners tydelige indflydelse på Paulus Breve og ja den tidligste kristendom - urkristendommen.
Læsevejledning:
læs det med store bogstaver - I bliver væltet omkuld - go læseoplevelse - I vil aldrig nogensinde glemme hvor stor en indflydelse mysteriereligionerne har på Paulus Breve og urkristendommen.
Lasse Brandstrup:
Europas religion - Kristendom og Ateisme.
Mysteriereligion
Uden for Palæstina er tiden før og efter Jesu død præget af, at man søger en religiøs løsning på tilværelsens problemer. Landene omkring Middelhavet gennemgik i tiden før Jesu fødsel en radikal udvikling efter romernes erobring. Nu var det romerske embedsmænd, som ud- stedte dekreter og indkrævede skatter. Man havde ingen indflydelse, men måtte makke ret. Det centrale i den græske polis-tanke er folkestyret, som de frie mænd udøvede. Det politiske forum kunne den enkelte overskue, og alle beslutninger blev truffet inden for det. Nu er man opslugt af et fremmed imperium - polis-enheden drukner i det store folkehav. I Romerrigets større byer blev tidsklimaet præget af afmagtsfølelse: tilværelsen formes af omstændigheder, individet ikke har ind- flydelse på. Det er andre magter end os selv, der former vor tilværelse. Man kan ikke selv ændre sit liv. Når man opdager, at det er tilfældet, vendes opmærksomheden bort fra dette korte liv, og man ser tilværel- sen i et større tidsperspektiv. Og i dette syner livet efter døden af ikke så lidt. Ubevidst gribes man af rædsel for skæbnen efter døden: når det viser sig, at vi ikke har indflydelse på dette liv - hvad har vi så på livet efter døden? Opmærksomheden vender sig mere og mere mod den usikre skæbne, der venter efter døden. Man søger at sikre sig. Mange mennesker følte sig faktisk som slaver. Der var mange slaver i Romerriget: mennesker, der var blevet røvet under et krigstogt og solgt som arbejdsdyr. Slaven var udleveret til sin herskers forgodtbefindende og eventuelle lunefuldhed. Mange frie mennesker var i deres selvoplevelse ikke bedre stillet end slaven: de fik ikke tæsk som slaven og blev ikke udsat for seksuelle overgreb, men følte sig udleveret til en nådesløs skæbne, de ikke kunne lave om på. De følte sig som livets slaver. Man står alene med sine problemer, og opdager, at ingen vil hjælpe én: man føler sig udleveret til en nådesløs skæbne; man oplever sin livssituation, som om man beherskes af skjulte kræfter, som driver deres spil med én. Så leder man efter magter, som erklærer sig rede til at hjælpe én - leder uden for menneskeverdenen: det er kun uden for denne, man kan få hjælp. Frelse var, hvad tiden råbte på: man ville frelses fra denne usikres flygtige verden - sikre sig.
På Jesu tid var der to religionsformer i det romerske verdensrige. Den ene gruppe bestod af de gamle, traditionelle religioner, der var forbundet med lokaliteten og med det herskende erhverv feks agerbruget. Den anden type bestod af en nydannelse, mysteriereligionerne. Disse var oprindelig gamle agerbrugsreligioner, som havde gennemgået en radikal omformningsproces. De var et produkt af rigets enhedskultur hellenismen, og karakteristisk for dem er, at de opstår på en given lokalitet og derfra vandrer ind i den tids internationale samfund på tværs af grænserne - for efterhånden at miste dele af det oprindelige præg og blive påvirket af de toneangivende mysteriereligioner. Der er tale om en betydelig religionsimport: mysteriereligionerne kom ude fra Den nære Orient og dannede menigheder på forskellige lokaliteter i Romerriget - men de fik aldrig den samme tilslutning i den vestlige del af imperiet som i den østlige del. Denne historiske mentalitetsbarriere gør sig senere gældende i kristendommens udvikling og danner skel mellem den latinske udformning af kristendommen og den græsk-orientalske.
Den romerske religion er feks, en kollektiv religion, som dyrkes af totaliteten, folket, samfundet, staten. Alle mennesker, der fødes i dette område, er forpligtiget til at dyrke denne religion. Der er ikke tale om. en personlig stillingtagen: den er en del af tilværelsen, som sproget er det. Den orienterer sig mod det liv, menneskene lever mellem fødsel og død. Dens intention er udelukkende at sikre kollektivets fortsatte eksistens, cementere forholdet mellem samfundet og guderne og gennem religionens kulte sikre samfundets trivsel. Den romerske religion skulle sikre frugtbarheden og freden. Under misvækst skal den kollektive påvirke guderne sådan, at de genopretter naturens orden. Intentionen er med andre ord at opretholde de ydre omstændigheder, som danner rammerne for menneskets eksistens: at naturens gang former sig på en sådan måde, at menneskene har føde nok. Det er det egentlige formål med religionen. De kollektive religioners grundlæggende opfattelse er: hvis naturen arter sig gunstigt, er der etableret optimale betingelser for menneskene. Livet efter døden ligger uden for deres horisont.
Mysteriereligionerne havde et helt andet sigte. Under forskellige omformningsprocesser havde de skiftet karakter: fra at være kollektive religioner blev de individuelle. Deres intention bliver ikke længere at sikre naturens gang, men derimod det enkelte menneskes vitale interesser: de henvender sig til individet og tilbyder det frelse fra den miserable verden, som man mener at befinde sig i. Udgangspunktet er: jeg kan lave om på min tilværelse - jeg er offer for et komplot fra skæbnens side. Jeg har kun én mulighed: hvis jeg indvies til den eller den mysteriereligion, bliver jeg forbundet med guden, og jeg får en bedre tilværelse. I og med indvielsen får jeg skænket frelsen.
Disse religioners tidsperspektiv er et andet end de kollektives: livet er forsvindende kort. De sætter fokus på livet efter døden, som ligger uden for de kollektive religioners horisont. De kollektive sikrer det, vi har fælles - for eksempel markernes frugtbarhed. Mit personlige liv må jeg selv klare. Men denne opgave er mysteriereligionerne rustet til at løse. Romersk religion var ikke gået i forfald og havde ikke tabt magten over sindene. Der var ingen egentlig konkurrence mellem den nye religionstype og de kollektive religioner. De havde hver deres opgaver. Tidsklimaet skabte længsel efter frelse- og der var dukket en ny religionstype op, som havde specialiseret sig i den. Den enkelte vælger uafhængigt af familie - den mysteriereligion, som har størst tiltrækningskraft på ham. I antikken kunne man være indviet i flere mysteriereligioner man var fremmed over for den tanke, at den ene sandhed udelukkede den anden. Efter indvielsen deltog man fortsat i dyrkelsen af de kollektive guder og i samfundslivet. Kun de kristne ophørte hermed og dannede et alternativt samfund.
Det centrale i mysteriereligionerne er gudens død og opstandelse. Det skyldes, at de oprindelig var agerbrugsreligioner. I disse dør og genopstår guden sammen med vegetationen. I det kultiske drama skal guden dø - ingen kan forhindre det. Alle i den guddommelige verden og alle religionsudøverne affinder sig hermed - og kan gøre det, fordi man forventer, at han genopstår: vender tilbage med vegetationen. Guden påføres en grusom død og affinder sig tilsyneladende apatisk hermed: han gør ikke modstand. Dette mønster genfindes i NTs evangelier: Jesus bøjer sig for, at han skal dø. Det er ikke et menneske, der korsfæstes, men Guds søn. Det var velkendt fra mysteriereligionerne. Derfor forundres man ikke over, at Guds søn skal dø.
Gudens død, begravelse og opstandelse svarer til sædekornet, som bønderne lægger i jorden - begraver det for at det kan gennemgå mysteriet fra død til liv. For den ældre tids mennesker var det et mysterium, at det begravede sædekorn fik nyt liv og denne mystiske proces var kun mulig på grund af religionens kulte. Før det mekaniske verdensbillede vandt indpas, kunne man ikke forestille sig, at forår automatisk fulgte vinter- og at årstiderne ville skifte uafhængigt af, om der var mennesker eller ej. Den ordnede verden ville - det er tankemønstret - bryde sammen ved årets udløb. Alt ville blive kaos. Ved at gennemføre kultene satte menneskene indirekte gang i den guddommelige verden, og sikrede dermed det nye års orden. Hvert naturelement (sol, måne, regn. frugtbarhed osv.) var guder. Det betød, at kulten ved sin gennemspilning af det guddommelige drama (gudens død og genopstandelse) aktiverede guderne: han døde, når han døde i ritualet, og genopstod, når han genopstod i ritualet.
Mysteriereligionerne er kun en omfortolkning af frugtbarhedsgudens død og genopstandelse. Denne får en ny tydning: det er ikke længere vegetationen, der skal genoplives, men en anden verden, nemlig individet. Guden genopstår i mysterierne, men der er sket en forskyd ning: han genopstår til et nyt liv, der kvalitativt er forskelligt fra det, han levede før. I Isismysterierne foretog mysten under indvielsen en vandring gennem kosmos:
I Apuleius' roman »Det gyldne Æsel« siger hovedpersonen: Jeg kom til dødens grænse og Proserpinas tærskel. Min vej gik gennem alle elementer, og midt i natten så jeg den klare sol stråle. både over- og underverdenens guder har jeg set og tilbedt på nært hold. Den verden, som Isis-dyrkelsen lever i, er hele universet. Her er tale om en nyorientering: verden er blevet meget større end bare Rom, Ægypten eller Persien. Verden opleves nu som uden grænser og ikke kun det område, som de lokale kulte orienterer sig ud fra. Der har man stået over for guderne - som det siges hos Apuleius. Det er jo alle de lokale guder, vi moder der de lokale guder, som Isis ikke fejer til side. Det kunne man ikke forestille sig, at hun skulle gøre. Man dyrker Isis, sådan som man gør, fordi hun betragtes som den mest centrale og den mæg tigste af alle guder, som findes. Hun overgår dem i enhver hen dende. Apuleius lader mysten stå på dagens tærskel. Her møder han det budskab, som er så vigtigt i alle mysteriereligioner nemlig budskabet om, at selv om du før, er du ikke død - du har et evigt liv foran dig. Det gives bl.a. ved Proserpinas tærskel. Det er den gamle tanke fra Eleusis-mysterierne. Til mysterne på Proserpinas tærskel udsiges: Du dør ikke, selv om du dør. Dette giver mysten mulighed for det evige liv. Det kædes i Isis- mysterierne sammen med Osiris, der lever videre i dødsriget, som om intet er sket med ham. Budskabet om det evige liv er det vigtigste i mysteriereligionerne. Disse lader samtidig den enkelte forstå, at man ikke uden videre kan få det evige liv. Du skal i dette liv forberede dig på det. (Haarh).
Der er kun beskedne vidnesbyrd om disse kulte. Ritualerne holdt man hemmelige: det var deltagelsen i disse, som var saliggørende - ikke at man kom i besiddelse af religionens indsigt i tilværelsens hemmelig- heder på et intellektuelt plan sådan som det var tilfældet i de gnosti ske retninger. Disse rekrutterede deres tilhængere fra andre miljøer end mysteriereligionerne, som hvervede tilhængere fra samfundets nedre lag. Mysterne blev belært om, at det fik frygtelige følger, hvis de røbede hemmelighederne. Forbudet blev strengt overholdt. Der var ikke offentlig adgang til mysteriereligionernes kulte, sådan som der var til de kollektive religioners. En moderne parallel hertil er frimurerlogen: dens ritualer er strengt hemmeligholdt, men vi har en anelse om, hvad der foregår i dens hermetisk lukkede bygning eller rettere: vi ved, hvad det betyder for en person at blive optaget i denne loge. Men først måtte man gennemgå en tid som mystagog. Det samme fænomen møder vi i den ældste kristendom - også den vogtede nidkært over sine hemme ligheden Det fulde kendskab til den verden, som enkelte mysteriereligioner rummer, fik man først, når man var indviet: det var så helligt, så ophøjet, at kun de indviede måtte få viden herom. Det har forstærket fascinationen: jeg hører til de få udvalgte, som har kendskab til dette saliggørende mysterium, vejen til det evige liv - en af de få, som per sonligt har mødt frelserguden: han har givet mig del i de guddommelige hemmeligheder.
Mysteriereligionerne bringer en helt ny gudsopfattelse ind i Europa.
De kollektive guder lever deres eget liv i en anden verden - sådan som vi kender det f.eks. fra de græske gudesagn. De kollektive guder er afhængige af menneskene: de kan ikke opretholde deres eksistens uden offergaverne. I babylonsk religion fremstilles menneskene som gudernes slaver, der må trælle med det fysiske arbejde, for at guderne kan leve bekymringsløst. Under syndfloden liver guderne bestyrtede, da de opdager, at menneskeverdenen er ved at forsvinde: så mister de eksistensgrundlaget. Guderne opretholde den kun, for at gavegivningen kan forsætte. Derudover har guderne ikke nogen interesse i mennesket. Hvorfor skulle de også have det? Guder og mennesker er forskellige arter: Menneskenes respekt for guderne bunder i afhængigheden af deres bistand. Hvis der ikke var vekselvirkning mellem de to verdener, ville de leve deres liv hver for sig. Man kan ikke forestille sig at guderne vil bistå uden gaver. De er altid beregnende: skal købes. Hvis der fx er misvækst, ofrer man dyr i tusindvis for at købe guderne til at ændre naturens gang. Deres afhængighed af gaverne er garantien for at de aldrig kan overlade menneskeverdenen til sig selv. Det babylonske syndflodssagn forsikrer netop mennesket om, at gaverne er livsnødvendige for guderne.
I mysteriereligionerne er forholdet mellem guder og mennesker helt anderledes. Det gyldne Æselas 11. kapitel er et vidnesbyrd herom. Hovedpersonen påkalder sig Isis' hjælp - derefter åbenbarer hun sig for ham og kalder ham til sig. Tankegangen er: Isis kan kun hjælpe, beskytte og værne det individ, hun har kaldet, hvis vedkommende lader sig indvie i hendes mysterier, det vil sige indgår en kærlighedspagt med hende. Det afgørende er: gudsforholdet i Isis-mysterierne er et DU JEG-forhold. Isis' motiv åbenbarer for antikkens mennesker hendes væsen som gudinde: den selvopgivende kærlighed, moderlige om sorg. Hun tager denne mand til sig og værner ham mod livets ubarmhjertige omskiftelser - hun gør det ikke for at få gaver, men fordi han er værdifuld for hende. Hun er den opsøgende moder, der elsker menneskene. Gudinden og mysten er bundet sammen af en gensidig kærlighed. Isis er engageret i hans ve og vel, sådan som en moder er, hun adskiller sig kun fra idealmoderen på et punkt: hun er en mægtig gudinde og bruger sin magt til at beskytte sine børn, mysterne.
De nye guder, som nærorientalske emigranter bringer med ind i Europa, er fremmedartede. Deres navne, deres præsters påklædning deres processioner, musikinstrumenter osv er det. De er fremmedartede og anderledes end de kollektive guder. Men først og fremmest har disse nye og hidtil ukendte guder en helt anden gudepsyke (“personlighedskarakter”): guden elsker mig for min egen skyld og vil beskytte mig afmægtige væsen af al sin magt. Guden elsker mig, er fyldt
af en så overmenneskelig kærlighed, at det ligger hinsides min fatteevne det eneste jeg kan fatte er: sådan forholder det sig, og det baserer jeg mit liv på. Gudens grænseløse kærlighed forvandler min verden: den mægtige gud og jeg hører uløseligt sammen.
Gudens kærlighed til det enkelte menneske står i kontrast til mysteriereligionernes guddommelige drama. Dette er som Gillis Wetter peger på fyldt med gru og rædsel. Osiris bliver i Isis-mysterierne overfaldet af Seth, den onde magt, og dræbt, og hans krop bliver hug get i stykker. Attis får en grusom medfart og dør. I Mithras-mysterierne er der en drabelig kamp mellem Mithras og Tyren, som han dræber. I kristendommen bliver Guds søn korsfæstet. Det er denne religionstypes fællesmonster. Det guddommelige drama udtrykker et pessimistisk verdenssyn: den makabre medfart, den grusomme skæbne, som én af guderne får, stempler denne verden som grum. Den er ond. Den dræbte guds skæbne viser, at man ikke kan forandre det uforanderlige i denne verden: den er behersket af ubønhørlige skæbnemagter. Tilværelsen var for mange af antikkens mennesker ubønhørligt grusom: mange mennesker var jo vokset op som frie mennesker, men blev taget til fange under et fjendtligt angreb og solgt som slaver. Og andre følte, at de i overført betydning var blevet korsfæstet af deres skæbne, naglet til livets lidelser. Mange mennesker kunne identificere sig med den gud. der blev ombragt af tilværelsens onde magter. Det mytiske billede af tilværelsen, som det guddommelige drama i de forskellige mysteriereligioner åbenbarede, blev for mange tydningen af deres liv. De betragtede sig selv som ofre for livets komplot: livet er forbryderisk - mod mig. Det er gået mig, som det er, fordi sådan er livets karakter.
Men den maltrakterede og dræbte gud er ikke alene. Hans død er kun det indledende kapitel. I det sejrer hans modstandere og håner ham på grund af hans afmagt, jubler over hans død, som de i deres ondskab betragter som hans endelige skæbne. Andre guder griber ind og dermed begynder det andet og afgørende kapitel. Vendepunktet kom- mer, nederlaget vendes til en triumf og modstandernes nederlag. Det gælder Attis Osiris Jesus. Det guddommelige drama får efter gu- dens død et andet forløb: Isis finder Osiris og genopliver ham, Attis genopstår, Gud oprejser Jesus fra de døde. Først massakreres Osiris og Jesus- og derefter besejres denne verdens skæbnemagter. Den tilsyneladende besejrede guds opstandelse åbner en ny port: man kan blive fundet af Isis sådan som Osiris bliver det og sådan som Jesus bliver det af Gud i overført betydning: som den eneste i kosmos bliver den dræbte gud oprejst, vinder nyt liv, et nyt liv med en langt højere kvalitet end det, han blev bortrevet fra af de onde magter. Dette er mysterie. religionernes pointe: det går dig, som det gik den dræbte gud, for sådan er livets væsen: dit liv behøver ikke fortsat at være grumt, du behøver ikke fortsat at være korsfæstet, naglet til livets lidelser.
Ved at gennemgå indvielsesritualet dør man en rituel død ligesom guden, men genopstår ved ritualets afslutning som et nyt væsen - et væsen af højere kvalitet end de uindviede. Man forlader menneskehedens skæbnefællesskab. Efter indvielsen er mysten en anden art skab- ning end almindelige mennesker, et himmelsk væsen. Man får en ny identitet. Udadtil er man tilsyneladende den samme som før indvielsen, man har den samme sociale status. Den ydre verden kan stort set ikke konstatere den revolution, som indvielsen har afstedkommet. Dette er måske en afgørende forklaring på, hvorfor man holdt så stærkt på, at mysteriernes verden kun måtte være kendt af mysterne. Hemmelig- hedstanken trækker en skarp grænse mellem omverdenen og mysteri- erne: de ikke-indviede må ikke få viden om kulten. Inden for kredsen af de oplyste kendes ritualernes hemmelighed og ens sande indentitet - de holdes hemmelige for de uoplyste, som ikke er værdige til at kende disse hemmeligheder. Derved kan man fastholde sin dobbeltidentitet: som en forpint slave blandt de oplyste og som en af de udvalgte blandt de oplyste.
Mennesker, som var slaver eller betragtede sig som livets slaver, fik en ny tydning af deres tilværelse og en ny identitet. Dette er årsagen til
denne religionstypes gennemslagskraft. Mysteriereligionernes mytologi omtyder den udbredte afmagtsfølelse: den omsmelter håbløshed til håb, afmagt til styrke, lidelse til en bedrift. Det guddommelige drama er denne omsmeltnings esse.
I kulten med dens fællesmåltid bekræftes den nye, guddommeliger identitet. I disse hemmelige selskaber mødte de guddommeliggjorte frelserguden - og udgjorde sammen med denne et guddommeligt fællesskab - måske deres eneste fællesskab: der var mange uden familie blandt slaver og emigranter. Mellem de indviede var der guddommelige bånd. Paulus betoner stærkt den guddommelige kærlighed, som de kristne har fået som gave i dåben. 1. Korintherbrev 13 er den kristne kærligheds højsang. Kærligheden tåler alt, tror alt, håber alt, udholder alt. Den ældste kristendoms kærlighedstanke er i en så dyb konflikt med vores biologiske natur, at den kunne være vanskelig at praktisere over for alle i menigheden. Dette måtte Paulus konstatere i de menigheder, han havde stiftet og førte tilsyn med. Der synes for os udenfor stående at været et enormt svælg mellem menneskets natur og de indviedes selvforståelse. De anså sig ikke for mennesker på lige fod med de uindviede: ved at være genfødt var de hævet op over de uindviedes hob - og over deres gamle jeg. Man blev i indvielsen forvandlet og tilskrev hinanden egenskaber, som var hinsides den menneskelige natur.
De indviedes indbyrdes kærlighed er karakteristisk for disse religioner. Hvorfor? Forklaringen må findes i mysteriereligionernes væsen: det specifikke ved deres guder er deres uendelige kærlighed og offer vilje over for menneskene. Og de indviede blev jo ikke betragtet som mennesker, men som guddommeliggjorte. De indviede var bundet sammen af, at de var blevet udvalgt af frelserguden og udgjorde en guddommelig familie. Følgelig er kærligheden en del af mysternes selvforståelse. Da man kunne være medlem af flere mysteriereligioner på en gang, drog man ikke altid den dybe konsekvens af den enkelte mysteriereligions moral, dens normer og holdninger. Anderledes er det med kristendommen: den skiller sig ud fra alle de andre mysteriereligioner ved sin moralske konsekvens: der er kun én sandhed, kun én moral som følge af monoteismen. De andre mysteriereligioner har ikke kunnet tage deres etik så konsekvent. Eller har de? Vi har jo svært ved at forestille os, at man kan være medlem af to partier på en gang.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
Svar
Citer
Men ellers er jeg klar til at læse videre...