0
registrerede
5
gæster og
222
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#16139 - 30/09/2013 14:43
Lidt løbefilosofi og metafysik
[Re: Hanskrist]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3413
Sted: Nørresundby
|
|
Lidt løbefilosofi og metafysik (Nietzsche galskab), som løbepsykologi og biologi. Håber ikke der er nogle af mine venner der har studeret idræt på Århus Universitet ;) som jeg ej håber der er nogle af mine venner der er cand psyk ;) tihi, smiler smiler.
Imorgen går jeg som inkarneret langdistanceløber ind i den måned hvor jeg kan sige at jeg i et helt år har haft: et minimums ugegennemsnit på 120 km/ugen. I uger hvor jeg har haft ferie, har jeg givet mig selv dispensation for de 120 km/ugen, til minimum 100 km/ugen, hvilket jeg har benyttet mig af i 5 uger, hvor det har været 115, 110 og 105 og 100 et par gange. Jonna påstod dog overfor mig at det jeg mente var 120 km/ugen måtte være lidt længere, ud fra hvor hurtigt hun mente jeg løb sammenholdt med den tid jeg brugte på mine standarddage som er 18 eller 17 km, hvorfor hun bad mig ta min garmin gps ur på og måle distancen; og sørme hun fik ret, det jeg har troet var 17 km, viste sig at være 18,35 km. Så mit minimums ugegennemsnit er altså ca 130 km/ugen.
Når jeg skriver inkarneret langdistanceløber, så betyder det at sympaticus kamp/flugt arketypen, krigeren og jægeren, den arkaiske urløber, den evolutionsbiologiske forløber til det moderne menneske, har besat mig, grebet mig, overvældet og bemægtiget sig mig i enhver henseende, ud over al fornuft, på irrationel instinktiv driftig vis, hvori hele min emotionalitet, motivationalitet og intentionalitet er aktiveret som den gestaltede integration eller integral arketypen er i mit liv.
Uden det Jung forstår ved aktiv imagination, hvor jeg i ånden så mig selv som denne arketypiske kriger/jæger, arkaiske urløber, ville jeg umuligt kunne have gennemført mit projekt. Altså om jeg blot havde tvunget eller aftalt med mig selv at jeg skulle løbe så mange km hver eneste eneste dag, året rundt, ville det nærmest ha været en fysisk umulighed, ihvertfald forbandet hårdt. Det der driver værket er altså motivet (billedet i ånden af den arketypiske kriger/jæger, arkaiske urløber) der besætter mig, inkarnerer mig dag for dag, går i kødet og blodet på mig dag for dag og dermed former og skaber mig, virker formskabende ind på mig, og ændrer mig dag for dag, hvilket enhver læge, psykolog/psykiater og neurovidenskabsmand, kunne bekræfte om jeg blev udsat for en undersøgelse før og efter og løbende.
Lægen ville konstatere:
tabt godt 12 kg legemsvægt som en fornyet mere rank kropsholdning, skyldende en stærkere ryg (musklerne omkring rygsøjlen), uden at de nødvendige sunde svaj er forsvundet, altså en større spændstighed (ihvertfald vertikalt, måske mindre horisontalt), øget muskeltonus. Bedre kondition (iltoptagelse og blodkredsløb; det lille hjerte-lungekredsløb, som det større det systemiske krops blodkredsløb (især det kappillære kredsløb er forbedret overalt (til organer og muskler mmm) grundet den daglige adrenaliserede tilstand fra løb som åbner og udvikler kapillær netværket (hvilket idag, som noget lige nyt erkendt viden, har vist sig er være forbyggende for demens, da det (det gode kapillærnetværk i hjernen) medfører øget ilt til hjernen, en faktor man ellers ikke har troet på tidligere)); stærkere sener, led og muskler og ikke mindst knogler (knogle strukturens tæthed); forbedret stofskifte generelt, lavere hvilepuls og blodtryk; bedre nattesøvn; bedre appetit etc etc.. Ja på en lang rækker parameter ville der være noget for lægen at kunne konstatere og eksakt udmåle, for mit vedkommende om han/hun havde fulgt mig før og efter og løbende.
Psykologen og psykiateren ville kunne konstatere:
Øget vågenhed (arousal), oplagthed, opstemthed og intelligens som humør, 'spirit' eller gejst, gåpåmod. Øget kreativ aktivitetsniveau. Bedre fokus og koncentration (fx begyndte jeg at kunne løse 6 stjernede ekspert sudoku'er i et hug, i forbindelse et par måneder hvor jeg konstant var i "runners high", som jeg pludselig fik energien, fokus og koncentrationen, til at sætte mig ind i Heideggers filosofi og Tillich's religionsfilosofi og teologi. Til trods det at jeg emotionelt følelsesmæssigt har en stor spændvidde, så er dette nu båret oppe af en aldrig svigtende i grund humør og gåpåmod, således at jeg ret frit tør hengive mig til en lang række for os mennesker væsentlige eksistentielle emotionelle følelsesmæssige tilstande og relationer (altså er jeg markant psykisk stærkere). Karakterlivet er styrket betydeligt, altså viljeslivet er styrket betydeligt, hvilket for første gang gør at jeg kan stole på mig selv, altså humørsvingninger og luner (dårlig dage), får ikke lov til at bestemme over mig og mit liv, giver jeg ikke efter overfor længere; ja i den forstand er jeg nu meget mere herre i mit eget liv, herre i mit eget hus, nu hvor jeg virkelig har lært viljeslivet eller karakterlivets positive skabende indflydelse og formning af mit liv og min person, hvilket i psykoanalysen går under betegnelsen den sunde/vitale autentiske helt nødvendige ego-styrke (til forskel fra egoisme og egocentrisme, narcissisme). Den daglige specifikke stress i forbindelse løb, har medført at jeg er mindre stresset ellers; altså dette at stresse som er lig med at løbe, har medført at jeg er mindre stresset ellers (altså ud over løbet) i det daglige.
Neurovidenskabsmanden ville kunne konstatere og udmåle:
Et Dopaminbelønningssystem der fungerer bedre (de 'endorfine' betingede lykke og glædes rus er nu et stabilt dagligt indslag). Hippocampus er blevet større i fysisk forstand som min hukommelse generelt er det, især kortidshukommelsen, indlæringshukommelsen (arbejdshukommelsen, evnen til at fokusere og være koncentreret i længere tid) såvel som langtidshukommelsen, hvor min fortid nu ikke længere er "død og borte forgået fortid", afdanket fortid, men er til som skabende levende mednærværende nutidighed ind over mit liv (altså især min barnlighed og min ungdommelighed spiller en til stadighed større rolle ind i min nuværende manddom (57 år gamle liv)). Højere intelligens såvel som spiritualitet, grundet de endorfine betingede ekstatiske forhold omkring "runners high -flow".
Det siger sig selv at psykologen og psykiateren lytter til neurovidenskaben; som det siger sig selv at neurovidenskaben ikke ville kunne orientere sig udenom psykologien og psykiatrien, ja ikke ane noget om hvad de skulle undersøge og eksperimentere med. I den forstand kan man sige at neurovidenskaben er blind overfor dette at være menneske, den menneskelige personlige eksistens, mens psykologen og psykiateren er mere seende. Hvilket skyldes at religion, teologi, filosofi og psykologi har haft øje på de her forhold og fænomener igennem mange tusinde år, som neurovidenskaben først lige er begyndt at beskæftige sig med. Fx har filosoffen Bergson beskæftiget sig med forhold der især vedgår hippocampus set i en neurovidenskabelig forstand, uden dog at Bergson har anet noget som helst om hippocampus og dens funktion. Fx har religion til alle tider været beskæftiget med menneskets irrationelle ekstatiske mystiske erfaringer og dets betydning for vores livsmod og livsduelighed, overlevelsesstyrke og vitalitet; uden at de overhovedet kunne vide at vi rendte rundt med en så complex hjerne hvori alle disse forhold er i fysisk biologisk forstand grundet, har deres fysiske biologiske sæde. Filosoffer har været beskæftiget med følelser og fornuft igennem årtusinder og teologer med det etiske, altså vores karakterliv, hvordan vi som moralske frie skabende villende væsner står over følelser og natur, og derfor formår at skabe og udforme vores person og personlighed gennem vores karakterliv.
Løb for helvede Hansi; ja hvad kan det ikke blive til med dig om du fortsætter med at løbe. Altid oppe i omdrejninger som du lever dit liv, løbende, som løber. Hvis du ikke formåede at kombinere din adrenalin'iserede vitalitet og livskraft med din intentionalitet, mening med livet, altså det åndelige, hjernemæssige og intelligensmæssige, ville du brænde dit lys op i begge ender. Så jeg tror sgu ikke længere på at du er løber der filosoferer (1)*, nej dertil er du sgu for klog Hans, du må være filosof, den kloge vise mystiske mand, der løber, ellers ville du sgu ikke ha formået at regne ud hvordan benene og kroppen som det med hjertet og lungerne, hvordan alt dette samvirker med hjernen og bevidstheden, det der foregår i hovedet på et menneske på intentionel vis, på meningsfyldt åndeligt vis.
Jeg har gennemskuet dig Hans.; du har udarbejdet din målsætning om at løbe minimum 120 km/ugen, ud fra din Jung'ianske forståelse dig selv og dit liv og det ubevidstes mulige indflydelse på bevidstheden; ja du har taget arketyperne til hjælp. Og ikke bare den arketypiske kriger/jæger, arkaiske urløber har du med inde over dit liv og dit løb, du har sgu også rådført dig med Jungs Philemon, "Spirit guide", i din konfrontation med det ubevidste og arketyperne, som du bevidst formår at profitere af som kun få. Vertikalt set er din skabende konstruktion dig selv og dit liv, på den ene side en biologisk grundet nedefra og op konstruktion ved hjælp af din arketypiske kriger/jæger, arkaiske urløber som du helt sikkert står i intim forbindelse med som det på den anden side også er en oppefra og ned inkarnations konstruktion ved hjælp af Philemon, din indre Åndelige Spirituelle fører, Spirit Guide, som nok er Kristus når alt kommer til alt, dit liv i Kristus skjult med Gud; Kristi mægtige virkekraft over dit liv.
Jeg er ikke på stoffer eller piller, jeg er clean, og kør på ren Spirit Christ-Power, som den "a Christ intoxicated man" jeg er. Ja dette er nok korrekt, jeg udformer min karakter som min personlighed i henhold til det jeg selv har forstået af Paulus og hans Kristusmystik, vores mystiske væren i Kristus og ud fra det Tillich behandler i Systematic Theology, under temaet: den paulinske Spirit-Christology og som Berdyaev som den første i religionshistorisk forstand har behandlet under temaet den Kristologiske Antropologi.
Der findes en bog i verden der sammenstiller Jung og Berdyaev, den bog har jeg selvfølgelig læst mange gange. Og der findes også kun en bog der sammenstiller Jung og Tillich, denne bog fandt jeg i lørdags i Vangsgårds antikvariske bogudsalg Clements bro Århus. Og ja guderne skal vide den skal nærstuderes.
(1)*:
Har tænkt meget over om jeg var en slags filosof der løber eller om jeg var løber der filosoferer. Endelig idag fandt jeg ud af at jeg var løber der filosoferer (der forsøger at filosofere). Og forskellen er meget stor, ja der er en verden til forskel. Hvis jeg var filosof der løb, dette ville være stilfuldt og lidt blæret, men jeg er primært løber der forsøger at filosofere. Hvorfor mine tanker vil være lidt flyvske, og der vil findes et meget adrenaliniseret virkelighedssyn.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#16373 - 12/11/2013 23:55
Re: Lidt løbefilosofi og metafysik
[Re: Hanskrist]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3413
Sted: Nørresundby
|
|
http://www.youtube.com/watch?v=XlrjNEMPSQs Origins of us! Vores evolutionsbiologiske fylogenetiske urløber. mennesket "the perfect runner", sådan overlevede vi, vejen gik over at vi rejste os op på to ben og udviklede os til det mest perfekt løbende dyr på savannen, såvidt udholdenhed og distance. mit forsøg på at få kontakt til min forfader arketype, urløberen, "the perfect runner", fra den afrikanske savanne, lykkes over al forventning. Har løbet hver eneste dag siden den 30 december 2011, og de sidste 13 måneder har mit ugegennemsnit været godt 130 km ugen. Et gennemsnit på ca 20 km pr dag og vel at mærke hver eneste dag uanset hvad. Det er ikke træning, det er ikke sport, det er livsstil og ikke andet, nej snarere det er at jeg vil være den der løber som evolutionsbiologien pludselig endelig har fået øje på. Jeg vil ikke opnå et og andet (så det er ikke træning til et og andet), jeg vil blot være løber, urløber, inkarnere eller reinkarnere arketypen løberen i mit liv (manifestere og realisere denne min potentielle essentielle fylogenetiske urløber her på ontogenetisk vis i tiden, i min eksistens), vække denne min et par millioner år gamle forfader af en løber til live igen i mit liv, min krop, mine knogler og muskler og led og sener, men ikke mindst hjerte og lunge kredsløbet betyder alt for mig i det daglige (hjerteslag puls og åndedrættet der stresses dagligt), såvel som det store systemiske kropskredsløb. Hvis det ikke var for skoven, ville jeg næppe kunne motivere og animere mig selv, mine øjne, min sjæl, vil skoven. Helst om vinteren og gerne omkring mørkning, sidst på eftermiddagen, med frostgrader og sne og så ellers alene i skoven sammen med dyrene. Det kræver at jeg forbliver skadesfri og helst også fri af influenza og sygdom, især feberfri, men under alle omstændigheder skal jeg løber hver dag til trods mine ca 20 km og jeg gjorde det sidste år med slem influenza der havde ramt mine lunger, hvilket jeg har tænkt mig at undgå i år, for der var lige en lille uge hvor jeg ikke var sikker på om jeg ville kunne gennemføre, men det gik til trods at jeg måtte kæmpe imod ikke at smide mig for at falde i søvn i sneen, så træt var jeg, dette var nok det værste at skulle kæmpe imod denne trang til at smide mig og bare falde i søvn der i sneen, men jeg var klar over at risikoen for ikke at vågne igen ville være der. Træt træt træt træt træt, så træt har jeg aldrig været før i mit liv. Selvfølgelig er jeg klar over at det er forbundet med en vis risiko ikke at lytte til kroppens signaler, men den risiko har jeg valgt at kalkulere med når jeg forlanger af mig selv at løbe hver eneste dag ihvertfald til jeg bliver 70 år, og hvis min km fart, hastighed, på en almindelig god træningsdag går under 10 km i timen, har jeg lovet Jonna at jeg vil overveje at stoppe med mit løberi. Hvad skal alt dette løberi nu gøre godt for? Det skal ikke gøre godt for noget, jeg vil blot være løber ind i hver en nervefiber og celle, som jeg går ud fra at ræven ude i skoven vil være ræv på samme vis, eller er ræv på samme vis, som en ræv er en ræv er en løber vel en løber, og det er jo det vi er os mennesker, løber fra naturens side, ikke som sport, men som en del af vores naturlige ekstatiske kamp/flugt system hidrørende vores sympatiske nervesystem. Fordelen (guderne skal vide der også er ulemper) ved absolut at skulle løbe langt hver eneste dag er at det tvinger mig til at bruge den indvendige side af hovedet. Selvfølgelig har jeg tabt mig godt 10 kg, og jeg har fået stærkere muskler, led og knogler som bedre kondition såvel som udviklet en mere effektiv løbeøkonomisk løbestil, men klart så er det jeg mærker mest markant, hvad der er sket i hovedet, jeg er blevet meget stærkere og mere klar i hovedet, altså mentalt er jeg blevet meget stærkere. Da jeg sidste efterår var i en lang periode med "runners high" kunne jeg pludselig i et hug løse 6 stjernede ekspert sudoku'er. Denne mentale styrke som skarphed (årvågenhed) såvel som mental viljesstyrke og mod er nok det mest slående. Men der er også fordele som en vidunderlig appetit hver dag og et rigtig godt sovehjerte. At bringe mig selv i en kamp flugt ekstase hver dag, ja at kunne mobilisere denne tilstand hver dag, kunne være at brænde mit lys i begge ender har jeg tænkt i en periode (og ja vel også delvist følt var tilfældet), men nu synes jeg at det endelig er begyndt at virke naturligt og som om jeg ikke derved brænder mit lys op i begge ender. Der er ikke plads til forstuvninger, fibersprængninger og da slet ikke brækkede ben i mit liv. Kan vejret være en hindring, nej på ingen måder, fx løb jeg et helt maratonløb i den voldsomme snestorm vi fik her i nordjylland, hvor man frarådede al udkørsel men ikke al udløb. Jeg har altid sagt at et menneske selv bestemmer over sit helbred (sorry jeg ved det kan virke provokerende, men det har været min teori siden jeg studerede psykologi og medicin på Århus Universitet). Jeg mener ud fra min egen form for moderne eksistentialisme spiritualitet som jeg har udviklet sammen med Paulus (og den paulinske Kristusmystik, vores mystiske væren i ego arketypen Kristus); Paul Tillich og Nikolai Berdyaev og Carl Gustav Jung at et menneske fuldstændig magter at overtage sit eget liv og leve, ikke fri i Sartre eksistentialistisk forstand, men fri i forhold til og i kreativ dialog med, det ubevidste, især det kollektive ubevidste, og hovedarketypen Selvet her eller Gud her. Således er min udviklede Frihed, Ånd og Spiritualitet, og Herre i eget hus, Mester i eget liv, en theonom kreativ autonomi. Det er meget ulig vore dages new age og mindfulness, hvorfor jeg da også gang på gang har måttet bryde med disse bevægelser som jeg ikke deler filosofisk religiøs psykologisk livsanskuelse med, jeg mener de tar grueligt fejl og at de ikke har orienteret sig indenfor hverken den ny videnskab om hjernen, såvel som den kontinental europæiske psykoanalyse og eksistentialisme som disse blomstrede i begyndelsen af det 20 århundrede. Dette passer jo også med at mindfulness er bygget på religiøs og filosofisk tænkning og psykologi fra østen der når vejen over USA (Vestens intellektuelle forfald) og så kommer her til europa udenom enhver form for klassisk filosofisk træning, dannelse og uddannelse indenfor den kontinental europæiske filosofi; psykoanalysen såvel som eksistentialismen. Hvad mindfulness mangler er en forståelse af vores spontanitet og kreativitet, eksistentialitet, såvel som de ekstatiske affektive arketypiske spirituelle (kollektive ubevidste) forhold der knytter sig til det sympatiske nervesystem (det kreative aktive passionerende affektive kæmpende/arbejdende menneske) som er en højere funktion set evolutionsbiologisk end vores det parasympatiske vegetative nervesystem. Mindfulness har en bias indbygget som er at der kun er taget højde for vores vegetative hypotone neddyssede bevidsthedstilstande, hvorfor der også råder depressionslignende tilstande rundt omkring landets mindfulness meditationsgrupper, hvilket jeg kan sige med god ret, da jeg har været med i et utal af forskellige grupperinger og der ligger en tung dyne af ihvertfald melankoli, men også til tider klinisk depressions agtige stemninger præger folk, og da især underviserne har jeg erfaret. Endelig har Århus Universitet taget mindfulness op, hvorfor vi kan håbe på at den empiriske forskning og eksperimenteren, vil finde disse meget alvorlige fejl som gængs udbredt mindfulness er behæftet med. Men okay vi skal jo kunne kravle før vi kan gå og ja løbe stærkt. Ja et sted skal vi jo begynde nu vi af en eller anden grund har glemt Jung og psykoanalysen og ja i det hele taget eksistentialismen.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#16500 - 04/01/2014 12:39
Re: Lidt løbefilosofi og metafysik
[Re: Hanskrist]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3413
Sted: Nørresundby
|
|
Fra min seneste facebook opdatering:
Novelle -psykologen og -neuroløbefilosoffen Hansis nytårsreflektioner.
30 december 2013 havde jeg løbet hver eneste dag i 2 år, og jeg er oppe på et gennemsnit på minimum 120 km/ugen.
Efter en 30 km løbetur (i forbindelse ugen mellem jul og nytår, hvor jeg løb 155 km) bliver jeg mødt med spørgsmålet:
"hvad siger dine ben til det"? Jeg svarer:
"ja jeg er godt klar over at jeg ikke kunne løbe uden mine ben, så jeg er i løbende dialog/samtale, kommunikation, med mine ben overalt hvor jeg færdes" "mit liv er et benhårdt liv på mange måder" og jeg kan godt lide benarbejdet (dog elsker jeg og synes jeg bordtennis er meget sjovere, mere fornøjeligt og ja meget mere opløftende og givende end mine mange sure monotome km løb alene med mig selv). Det er mine ben der bærer mig gennem livet, såvel som de udgør min jordforbindelse og forståelse, ja al den tyngde, tyngdekraft, jeg har med inde over mit liv går gennem mine ben. Ekstrem megen energi og kraft går i mit liv gennem mine ben og ned i jorden, er vertikal downforce.
Nå men tilbage til udgangspunktet, hvad siger mine ben til al mit løberi? Ja, hvor meget lytter jeg til mine ben?
Da jeg har en aftale med mig selv om at løbe langt hver eneste dag (bare som gennemsnit i nærheden af de små 20 km og aldrig nogensinde under 10 km) så vil der være dage hvor jeg overhører eller trodser mine bens bøn om nåde, om en fridag, det siger sig selv. Der har også været dage hvor jeg har haft smerter, ja endda været skadet, hvor jeg har løbet til trods, men indenfor den sidste 1½ års tid, har jeg ikke haft nævneværdige problemer med bentøjet (det var det første ½ år der var værst at komme igennem).
På grund af den længere distance og dette at jeg løber hver dag oplever jeg aldrig at have fuldstændig friske ben, dette at være fuldt restitueret. Jeg må nøjes med at nyde det forhold at jeg har dage hvor det går bedre end andre dage og ja indimellem kan jeg endda have gode ben og opleve "runner's high" en ekstase og en besættelse, hvor jeg transcenderer mig selv, bliver mig selv fri og løs, er ude af mig selv, på den fede måde og løbet for mig føles som en berusende leg og glæde. Disse bemærkelsesværdige bevidsthedstilstande af dopamin, noradrenalin og adrenalin, ja af endorfinsk belønning og lykke, spiller en central emotionel og motivationel rolle i dette at være inkarneret fanatisk/gal langdistanceløber, i dette at lade sig besætte af arketypebiologien for krigeren/løberen (det autonome kamp/flugt sympatiske nervesystem) eller i dette at give vores kamp/flugt biologi (kriger/løber biologien) et konkret udtryk i vores liv. Agression og vrede der kanaliseres korrekt (altså udenom sanserne og op i det neocortikale øverste hjernelag) er ikke mindre skøn end kærlighed, det øger intelligensen betydeligt, såvel som vores årvågenhed og åndsfriskhed, cognitive formåen.
I denne omgangs løbeneurofilosofi vil jeg slutte af med et par fordele jeg har bemærket omkring dette at løbe langt hver eneste dag, og det er:
har en appetit uden lige, såvel som jeg spiser mere mådeholden nu end nogensinde tidligere i mit liv, og gerne kun 3 måltider om dagen og trøstespiseri føler jeg ingen trang til længere (disse utallige små godbidder eller mellemmåltider er stort set forsvundet ud af mit liv (fristes fx aldrig af slik mere i butikkerne)), hvilket selvføglelig også skyldes at mine 3 hovedmåltider er meget lødige, ernæringsrigtige.
større generel oplagthed hver dag, som større lyst til at bruge hovedet, cognitiv oplagthed, klar tænkning og overblik over mit liv (bedre hukommelse såvel som større lyst til at lære nyt).
sjældent om aldrig dårligt humør (ikke at jeg ikke har humørsvingninger (følelsesmæssige store udsving (jeg har nu engang mit temperament)), men mit humørs bundniveau er efterhånden ret så højt og er stort set aldrig i minus (hvilket dog ikke betyder at jeg ikke holder af melankolien og sorgen, som jeg anser som havende fylde og være meningsgivende såvel som retningsgivende for ethvert sjæleligt sundt menneskeliv)).
sover godt og regelmæssigt, min gode nattesøvn er blevet endnu bedre. Søvnen er nok den vigtigste enkeltfaktor såvidt vores sundhed, og får man sin søvn ødelagt får man også sit liv ødelagt. Alt dette har psykoanalysen (min beskæftigelse med søvnen og drømmene, såvel som hvilen og dagdrømmefantasierne ("som aktiv imagination" Jung)) lært mig gennem et langt liv. Det er da også igennem søvnen, drømmene, hvilen og dagdrømmefantasi faserne (såvel som aktiv imagination i henhold til Jung), at jeg restituerer så godt at jeg formår at løbe langt hver eneste dag. Således gælder at jo mere jeg løber, jo bedre sover og hviler jeg (meget lav hvilepuls har jeg på et øjeblik), som jo livligere er mine dagdrømmefantasier. Jo mere jeg bruger og manifesterer, udtrykker mig og realiserer mig selv, gennem min kamp/flugt, kriger/jæger, stress biologi (mit autonome nervesystems sympatiske funktioneren) jo bedre bliver jeg til at slappe af, jo mindre stress er der over mit liv. Jo mere jeg stresser jo mindre stresset er jeg, hvorfor jeg også gerne siger: "at stresse er sundt, men at være stresset er yderst sundhedsskadeligt, farligt for helbredet, fysisk såvel som psykisk". Et super godt immunforsvar hører sammen med daglige kropslige erfaringer med at være hyper adrenaliseret og stresset, såvel som de dopaminiserede eller endorfinerede fysiske tilstande. Efter at have løbet langt hver eneste dag i lige godt to år nu kan jeg skelne mellem flere forskellige legemer eller legemlige tilstande som fx mit muskellegeme (min arbejdende krop/legeme); nervelegemet (nervøse energi legeme), men sørme nu også mit lymfelegeme eller immunforsvarslegeme, som jeg har en meget nær kontakt til nu.
Det er takket være mine kropslige erfaringer med at være hyper adrenaliseret og stresset (affekteret og eksalteret), såvel som de dopaminiserede eller endorfinerede fysiske tilstande, der gør at jeg som ingen andre kan gennemgå og scanne min krop ned i mindste detalje, meget forfinet, for knuder (blokeret akkumuleret livsenergi) eller energiblokeringer, såvel som områderne for betændelsesangreb eller virus angreb, om dette være sig i lungerne, halsen, munden, bihulerne, ørerne eller andre steder.
se (ud fra hvad jeg skriver) jeg forbliver den samme uforbederlige 'galning' som jeg altid har været, hvor det tydeligt skinner igennem at idræt, psykologi, medicin og filosofi præger mit liv og min tænkning (ikke dermed sagt et ord om kvaliteten af det jeg skriver, det optar mig ikke, kun visse andre kan finde på at kaste sig over dette som værende det væsentligste, på en skala fra 1 - 10 jeg er fuldstændig ligeglad med hvor jeg befinder mig, jeg er som jeg er og jeg udtrykker mig som jeg gør, både fysisk, socialt, idrætsligt og arbejdsmæssigt og sprogligt, som jeg nu engang gør)
michael vipper med sine fødder, jeg tvinger mine fødder og ben til at lystre:
Ved I ikke, at de, der er med i et løb på stadion, alle løber, men kun én får sejrsprisen? Løb sådan, at I vinder den! Men enhver idrætsmand er afholdende i alt – de andre for at få en sejrskrans, der visner, men vi for at få en, der ikke visner. Jeg løber derfor ikke hid og did, og jeg er ikke som en bokser, der slår i luften. Jeg er hård ved min krop og tvinger den til at lystre, for at jeg, der har prædiket for andre, ikke selv skal blive forkastet. Paulus
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#16759 - 19/03/2014 13:15
Den kristne tros essens og dynamiske væsen
[Re: Hanskrist]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3413
Sted: Nørresundby
|
|
Den kristne tros essens og dynamiske væsenprolog:Hvad tror vi på? Hvem og hvad tror de kristne på? En ateist der er blevet lidt overrasket over at jeg på det bestemteste har benægtet at kristen tro skulle dække over dette at gå rundt og tro på noget (trosbekendelserne fx) og så holde dette tvivlsomme som man går rundt og har som mentale forestillinger (ideologi og overjegbygning, overbygning) som værende det 'vi' tror på. Hvorfor han har bedt mig komme med min 'egen' kortfattede redegørelse for 'indholdet' af den kristne tro, troens dynamiske væsen (han kender mine lange filosofiske redegørelse alt for godt). Jeg gjorde vold på mig selv og det lykkedes mig at komme med en kortfattet redegørelse for den kristne tro og troens dynamiske væsen. Følger her: 1. Afsnit:troens dynamiske væsen: ”en guddommelig gerning i os, som forvandler os og føder os på ny af Gud” Luther Kristendommens essens (tro) er den paulinske Kristusmystik, vores mystiske væren i Kristus, vores personlighed der er Gud-menneskelig, vi der er skabte i Guds billede, altså vores billed-lighed, der er vores person-lighed, vores ansigte-lighed, udseende (seen ud) og fremadskuen, fremtidsorienterethed. Ja troen er Kristus selv som Paulus siger! Kristus der griber os og vi der forsøger at gribe og iklæde os Kristus så han kan vinde skikkelse i os, og vi blive de nye skabninger vi er i Kristus i kraft af Gud (det Guds Nådeskraftværk vi er i Kristus), hvor vi har en hel ny noumenal spontan fri kreativ handlingsbasis i Gud. I Kristus, trosbegivenheden Kristus, er Gud kommet os mennesker nær, inkarnationen, Gud der forener vi frafaldne med sig selv. Vi har hele guddomsfylden i kød og blod og vor legeme er et tempel for den Hellige Guds Ånd, Helligånden, Guds Ånds kraft som vi nu i Kristus er begavet/beåndet med, således er den ny væren fyldt med ekstase, ekstatisk begejstring, altså det bryder med hverdagen (det er det ganske anderledes, det hellige og usædvanliges nærværelse, et brud med verdensherskeren Dass Man, 'som man er') og vi har Gud Åndens noumenale kreativitet og frihed, som begejstring, mod og glæde ifølge dopamin monsteret Paulus. Trosbegivenheden Kristus finder vi i menneskehedens historiske liv, som vi finder begivenheden i det enkelte menneskes personlige livsbiografi/livshistorie (kendt som omvendelsen, Damaskusbegivenheden). Gud kommer os ifølge Paulus og Luther nær på følgende vis i Kristus: Er nogen i Kristus, er han en ny skabning. Det gamle er forbi, se, noget nyt er blevet til! Men alt dette skyldes Gud, som forligte os med sig selv ved Kristus. 2 Kor 5, 17 - 18. Troen er som et guddommeligt værk i os (nåden), som forvandler og føder os på ny ud af Gud. Den døder den gamle Adam, og gør os af hjerte, sind, tanker og alle kræfter til helt andre mennesker. Oh, troen er i sit væsen en så levende, skabende, virkende og mægtig ting. Fra Luther's fortale til Romerbrevet. Tro er netop pr definition ikke eksistens (horisontal det værende), men nok eksistentiel (the finite is capable of the infinite (1)*; troen/Kristus-virkeligheden griber og omslutter hele menneskets eksistens) som det er vores eksistensforvandlende ny virkelighed, Tid/liv (æon, epoke) og ny væren i Kristus takket være Guds Ånds kraft (vertikal skabelse; Tid og Spiritualitet). (1)*: the "Infra Lutheranum" -- namely, the view that the finite is capable of the infinite and consequently that in Christ there is a mutual in-dwelling of the two natures. This difference means that on Lutheran ground the vision of the presence of the infinite in everything finite is theologically affirmed. Paul Tillich. Hansi indskud:
jeg vil karakterisere mig selv som en "neuropsykoanalytisk langdistanceløber og poet'filosof med en paulinsk kristen eksistentialistisk spiritualitet" (hard core kristen i paulinsk forstand). Wauu tænk at møde dig, og man ville kunne sige; jeg har lige mødt en "neuropsykoanalytisk langdistanceløber og poet'filosof med en paulinsk kristen eksistentialistisk spiritualitet". Forældrene til datteren der beretter således, vil udbryde: "hvad gjorde han ved dig"?2. Afsnit:Filosoffen må også ha et ord med på vejen overfor teologens smukke redegørelse for troens væsen. Troen som ekstatisk fornuft: I troens akt deltager hver nerve i menneskets legeme, enhver stræben i hans sjæl, enhver åndelig funktion. Men legeme, sjæl og ånd er ikke tre dele af mennesket. De er dimensioner i menneskets væsen og altid tilstede i én sammenhæng; thi mennesket er en eenhed og ikke sammensat af dele. Troen er derfor ikke et spørgsmål om tanke alene, eller sjæl alene, eller legeme (vitalitet) alene, men hele personlighedens retning mod noget af afgørende vigtighed. Paul Tillich. Tro vil sige uendelig lidenskab, og lidenskab, selv den mest åndelige, har altid en legemlig basis. I enhver ægte trosakt deltager legemet. De måder, hvorpå det deltager, er mangfoldige. Legemet kan deltage både i vital ekstase og i en askes, der sigter imod åndelig ekstase. Paul Tillich. Troen Kristus bestemmer også vores bevidste liv ved at give det et sigte for "kon-centration", for nemlig er troen det eenhedsskabende, konstituerende, i personligheden, ja Kristus er vores personhed, for kun som person (ikke som individer) kan vi rumme Gud og evigheden, som de Gud-mennesker vi er, skabte som vi er Guds billede. Kristus er vores ekstatiske karismatiske personlighed qua Guds Åndens Kraft, Helligåndens virke, lys og forklarelse ind over vores liv. Vi er Gud-mennesker og ikke mennesker-guder, denne forskel er vigtig at forstå. Kristus er vores Gud-menneskelighed og i den forstand vores hellighed og guddommelighed, og helliggørelsen er da også vores dåb og iklædning Kristus. Vores hellighed er Kristus der har vundet skikkelse i os, over os, og som virker mægtig i os, og det er i den sammenhæng at Paulus siger mod slutningen af sit liv at han ikke vil driste sig til at tale om andet end det som Kristus har gjort gennem ham ved Guds Ånds Kraft. Vi ser at for Paulus er hellighed ikke afkald og forsagelse, men socialpolitisk verdslig engagement og stræben, som det var hos Jesus. Altså der er ikke tale om en forløsning fra verden eller det fysiske legemelige såvel som vores eksistens, men en forløsning (Healing og helbredelse) af verden som vores legemlige fysiske eksistens og dets behov. Badiou's kendte eksempel på en historisk sandheds begivenhedsproces er Kristusbegivenheden som vi finder denne beskrevet hos Paulus. "Grib i din væren det, der har grebet og sprængt dig"; Glem aldrig hvad du har mødt", "Elsk det, som du aldrig ville kunne tro to gange", Fortsæt med at være denne, person, eller en og anden, der er blevet grebet og forrykket af en sandheds begivenhedsproces". Alain Badiou. Fornuft er forhåndsbetingelsen for tro, i troen rækker fornuften ekstatisk ud over sig selv, deri ligger begges enhed og forskel. Hvis fornuften gribes af det ubetingede (Kristus; det Helliges og Noumenale Guds nærvær) drives den ud over sig selv, men ophører ikke derfor med at være fornuft, endelig fornuft. Den ekstatiske erfaring af et ubetinget anliggende tilintetgør ikke fornuftens struktur. Ekstasen fortrænger ikke, men fuldender, hvad fornuften begynder. Fornuften kan kun fuldbyrdes, når den drives ud over sin endeligheds grænse og erfarer det absoluttes, det helliges nærværelse... Fornuft er forudbetingelsen for tro, og tro er fuldbyrdelsen af fornuft. Tro er således ekstatisks fornuft. Der er ingen modstrid mellem troens væsen og fornuftens væsen. Paul Tillich (undtaget parentesen som er min) Paulus bliver også kaldt for tænkningens skytshelgen fordi der hos ham ingen modsætning er mellem tro og tænkning (fornuften). Og en tro der tilintetgør fornuften, tænkningens struktur, tilintetgør sig selv. Tro er derfor ikke opposition til fx astrofysik eller evolutionsbiologien, hvis den gør sig selv dertil, undergraver og tilintetgør den sig selv, ved at fjerne fornuften (vores intellektuelle integritet, forhjerneaktiviteten), som er troens forhåndsbetingelse. Tro er med fuld forhjerne aktivitet, tænkende reflekterende bevidsthed og forstandighed hos Paulus, dette er religionshistorisk uset/uhørt og enestående at en mystiker har fuld integreret forhjerneaktivitet, forstandigheden med inde over sin mystik, men det skyldes at den paulinske Gudsmystik er Kristusmystik: Paul's mysticism was not like the mysticism elsewhere described as a soul being at one with God. In the mysticism he felt and encouraged, there is no loss of self but an enriching of it; no erase of time or place but a comprehension of how time and place fit within the eternal. A. Schweitzer. Thinking pervades all the spiritual activities of man. Man would not be spiritual without words, thoughts, concepts. This is especially true in religion, the all-embracing function of man’s spiritual life. Paul Tillich; Systematic Theology, bd 1, side 18. 3. Afsnit:: Et spørgsmål melder sig Hansimandsi, hvordan pokker er du nået frem til dit kristne ståsted, din paulinske spiritualitet? Hvad ledte frem imod at du pludselig opfatter dig selv som være grebet af Kristus og Kristus som virkende mægtig i dig. Denne din personligheds Kristus -kloning; ja hvordan blev du klonet med Kristus, denne fremmede fra en anden verden, fra himlen, fra før tidernes morgen, fra Gud. Her må jeg sige, det er ikke noget jeg har spekuleret, maksimeret, mig selv frem til, det skyldes en åbning og dette forhold at jeg er skør, og i den forbindelse at jeg var skør (og altså ikke ren fornuft der havde lukket sig omkring mig selv), altså jeg havde en åbning, en skørhed (hul sprække) i min væren og forstand, i mit liv, og her i denne min skørhed og skrøbelighed brød Kristus igennem til mig, blev jeg grebet af Kristus som en overvældende begivenhed og ekstatisk begejstring, som Guds fødsel og kommen nær i mit liv (Gud der gjorde sig selv til subjekt i mit liv (inkarnationen), Gud der antog mig), der straks gik over i min fødsel i Gud, som en hel ny skabning, et helt nyt menneske, i Kristus altså mit helt nye liv med en ny noumenal spontan kreativ fri handlingsbasis i Gud gennem Helligåndens nærværelse og virke. Altså Tros-begivenheden Kristus er mit livs lyksaligheds katastrofe og nederlag, hvor jeg kom til kort, fanget som jeg var i mit liv uden Gud, uden lys og håb for fremtiden. Her i min ruin og fattigdom gribes og overvældes jeg af Guds dramatiske ankomme og entre i mit liv, som en indre katastrofe, der vendte op og ned på alting i mit liv (omvendelsen, min Damaskuserfaring, Kristusbegivenheden i mit liv; Guds fødsel i mit liv der straks slog over i min fødsel i Gud). Den religiøse åbenbaring, Kristusbegivenheden/Damaskusoplevelsen, er en begivenhed, der ikke blot sker for mig. Den er en indre katastrofe i mig, og indtræffer denne katastrofe ikke med mig, er åbenbaringen uden betydning (Nicholas Berdyaev/Hanskrist). Zizioulas claims that Baptism constitutes an ontological change in the human, making them an ecclesial hypostasis, or a person. This rebirth 'from above' gives new ontological freedom as it is not constrained by the limits of biological existence. Zizioulas 4. afsnit:Jeg ser, læser og forstår, det var et brud! Ja det var et gennembrud i et sammenbrud, som fuglen fønix opstod eller rejste Kristus sig i mit liv og over mit liv. Den fremmede fra en anden verden i mit liv. Denne virkelighed, Kristusvirkeligheden var fremmedartet og noget ganske anderledes og usædvanligt, ja det var noget ganske anderledes og usædvanligt der nu også var en del af mit liv, og dette forunderlige og vidunderlige måtte jeg lige vænne mig til. Skulle jeg acceptere gennembruddet fra oven og den indre katastrofe, omvenden, det forårsagede i mit indre. Hele mit liv havde jeg levet og forladt mig selv på min fornuft, skulle jeg nu til at forlade mig selv på Gud i Kristus, turde jeg tro på min nye handlingsbasis i Gud. Senere fandt jeg ud af at det ikke var et enten eller, da jeg beholdt, bevarede min fornuft, forstand, og jeg både kunne forlade mig selv på min fornuft og forstand, handle, som tænke og tale, forstandigt og fornuftigt, men jeg kunne også forlade mig selv, som hengive og overgive mig selv, i vished om at Gud var der i mit liv, til at tage imod mig og bære mig igennem de mine (ud af box'en skøre) handlinger og tanker der ekstatisk overskred, transcenderede, min fornufts og forstands endeligheds begrænsninger (lukkethed om sig selv, box tænkningen og box adfærden). Og siden har jeg haft fornuft i mit liv som jeg har været i besiddelse af den ekstatiske fornuft. Jeg har altid begge muligheder for hånden, højre og venstre hånd som to mulige sider og dimensioner i mit liv, som min fornuft og min ekstatiske fornuft, det er blevet til hjerte (spontanitet og begejstring) og hovede (fornuft og tænkning) der endelig har fundet sammen og er blevet forenet i mit liv. Og ja hjertet har som sagt, af Pascal, sine grunde som fornuften ikke kender til. Jeg kan også se at det takket være Jung, er blevet til det ubevidstes integration i mit liv, hvor troen er at jeg tør følge, lyde og lytte til, det ubevidstes egen autonomi, som jeg tør lade mig overvælde og føre af de noumenale arketypiske numinøse kræfter, ideer, motiver og billeder/symboler, der findes udenfor min fornufts og bevidstheds grænser og begrænsninger, altså kendskab. Afsluttende Hansi indskud:
Du Hansi, tilhører jo som en anden Kevin Magnussen, teologiens formel 1, hvor du uden tvivl vil kunne vinde vm. Ihvertfald er du det største talent på den teologiske stjernehimmel set i mange år her i Danmark. Ganske uovertruffen.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#16814 - 31/03/2014 14:11
Re: Den kristne tros essens og dynamiske væsen
[Re: Hanskrist]
|
veteran
|
Registeret: 30/03/2008
Indlæg: 3413
Sted: Nørresundby
|
|
Viljen: evnen til spontant at påbegynde et forløb i tiden, en forandringsproces, en personlig udviklingsproces.
Men kun såvidt vi er i kontakt med vore længsler og ønsker har viljen sin fulde spontanitet og frihed til at påbegynde et forløb i tiden, en forandringsproces, en personlig udviklingsproces.
Mennesket er en ny begyndelse eller dette at være menneske ligger i den vores potentialitet at vi altid råder over muligheden for en ny begyndelse, for at give vores liv en ny begyndelse, spontant at kunne påbegynde et nyt forløb i tiden.
Det skal selvsagt udspringe af et dybtfølt ønske som en inderlig længsel om en forandring (oppefra og ned), og først således kan vi projicere os selv ud i fremtiden, se os selv i ånden, i fremtiden (krystalkuglen), allerede være blevet denne forandring og forvandling (dette nye menneske) vi ønsker for os selv skal manifestere sig også på konkret emergent vis (indefra og ud).
Det menneske der ikke kan projicere sig selv ud i fremtiden, og se sig selv i ånden allerede nu være den forandring og forvandling, det ønsker og så inderlig længes efter, magter ikke spontant at påbegynde det forløb i tiden, den forandringsproces, der er påkrævet i enhver personlig udviklingsproces.
Sådan blev jeg langdistanceløber; sådan blev jeg novellepsykolog; sådan blev jeg james joyce filosoferende teolog. Kort sagt sådan lever jeg mit liv. Ikke ved at være i NU'et, men ved spontant altid at kunne påbegynde et nyt forløb i tiden, takket være min evne til på hjertets (mine ønsker og længsler) grund at projicere mig selv ud i fremtiden, se mig selv i ånden, krystalkuglen, fremtiden, som jeg skal blive.
Dette, denne min skabende fremtidsaktivisme og optimisme, har jeg lært af Paulus (grundlæggeren af dette syn på os selv og fremtiden, at vi altid spontant kan påbegynde et nyt forløb i tiden, en forandringsproces); Kant; Heidegger; Viktor Frankl; Rollo May mfl følger op herpå.
Derfor kan jeg til enhver tid lave om på mig selv, takket være denne min fremtidsaktivisme (spontant at kunne påbegynde et nyt forløb i tiden) på hjertets grund (mine ønsker og længslers grund) til at projicere mig selv ud i fremtiden.
Er nogen i Kristus, i fremtiden (det der endnu ikke er, men som allerede er sket fyldest i Kristus/fremtiden og som skal komme for en dag, blive en realitet), er han en ny skabning og Gud i Kristus var for Paulus: "Gud, som gør de døde levende og kalder på det, der ikke er til, så det bliver til.
Jeg har altid påstået at kristendommen, den paulinske, er viljesmetafysik på hjertets grund, eller en revolutionerende fremtidsaktivisme på hjertets grund, vore dybeste ønsker og inderligste længsler, for som Freud siger, kun et ønske kan sætte det psykiske apparat i gang (så langt så godt er Paulus og Freud enige, men derfra skilles deres veje, fordi Freud påstår at ønsket alene er trangen til at reducere spænding, hvorimod Paulus har skuet længere og set og forstået at vores dybeste ønsker og længsler i forening med viljen (der ikke nødvendigvis virker spændingsreducerende) er den entusiastiske fremtidsaktivisme, skabende frihed og ånd, noumenale skabende spontanitet, vi råder over, hvormed vi selv magter at skabe vores fremtid og liv, gøre os til herre over tiden/livet, fremtiden, det liv vi har til gode og selv har ansvaret for hvordan skal udmøntes og udformes. Uden fremtid intet liv. Psykisk sygdom, neuroser og psykoser, såvel som stress og demens, er ikke at kunne strukturere tiden, fremtiden vores, det er det samme som ikke at kunne finde rundt i tiden vores, livet vores, da tid og liv er det samme, da vi mennesker har liv som livstid. Og her må vi sande med Bergson; Tillich og Heidegger (ud fra Paulus); Viktor Frankl og Rollo May mfl at tiden er tilværelsens hjerte og inderste væsen, og ud fra moderne neurovidenskab ved vi at hippocampus spiller en ikke ringe rolle her til forståelse af netop det forhold.
_________________________
Det kan ikke være Gud, for han har kaldet jer til frihed i Kristus. Pas på!
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|