Albert Schweitzer:


Det moderne menneske har ikke længere noget særpræg, og det går omkring i en stadig angst for at skulle vise en eller anden form for originalitet. Tidsånden har skabt et samfund af mennesker, som ikke er i stand til at samle sig om noget; den er en magt der vokser sig stærkere og stærkere.


For hvert år, der går, bliver der fundet stadig bedre metoder til at udbrede kollektive opfattelser, mens den selvstændige tænkning bliver sat ud af spillet.

Vor erkendelse ser livet udefra, mens vor vilje ser det indefra.
Her kan der herske berettiget tvivl om, hvorvidt de mange virkelig kan nå til at tænke så grundigt over sig selv og verden, som de må gøre, hvis der skal komme en tænkende verdensanskuelse ud af det. Ser man på enkeltindividet af i dag, er tvivlen meget berettiget. Men på den anden side er vort tids enkeltindivid med sit unormalt svage behov for tænkning et patologisk fænomen. Et gennemsnitsbegavet menneske har i og for sig en så stor evne til at tænke, at den skulle sætte det i stand til at danne sig en egen, selvstændig mening; normalt skulle det endda føle et behov for at danne sig en personlig verdenverdensanskuelse. Citat slut.


Det Åndelige er vor vilje der ser livet indefra.


-0-0-0-0-

Han (Albert Schweitzer) står i stor gæld til Goethe, han skylder Kant meget, og Bach er hans lyst og glæde. Men Paulus er hans åndsfrænde. Magnus Ratter.



-0-0-0-0-0-0-


Åbenbaringsdimensionen over vores liv, som også er det forhold Jungs psykologi er grundlagt på, her beskrevet af Paulus 1 Kor 2:

Hvad intet øje har set og intet øre hørt,

og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte,

det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham,

det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os, og vi tolker det åndelige for åndelige.


det åndelige er det med fed skrift, det Guds Ånd åbenbarer for os, når Guds Ånd får lov til at arbejde i os. Jungs psykologi er principielt bygget op efter samme paulinske princip.

De åndelige Guds Ånds åbenbaringserfaringer vi har som kristne, og som de havde som kristne i de paulinske urmenigheder skulle de drøfte med hinanden (den enkelte skulle drøfte det åndelige (sine åndelige erfaringer, med andre åndelige, altså med andre der også var i besiddelse af åndelige erfaringer) forlangte Paulus, alle skulle ha lov til at komme til orde og de skulle tale forstandigt med hinanden om de åndelige erfaringer de kristne fik, blev beriget med gennem den Hellige Guds Ånds virksomhed. Lidt som Gerth, der var mange Gerth'er og HansKrist'ner i de paulinske menigheder, og der var en livlig demokratisk indbyrdes drøftelse, demokratisk samtale, om de åndelige erfaringer og oplevelser hvert enkelt menneske havde med den Hellige Guds Ånd, hvad Guds Ånd åbenbarede for den enkelte.

Denne tradition er forsat i over to tusinde år op til idag hvorfor vi idag står med fantastiske kristne spirituelle skrifter, det være Nicolai Berdyaev og Paul Tillich og HansKrist. Skrifter der har så meget Healing Power gemt i sig at man kan blive omvendt og helbredt og få sig et fantatisk skønt lykkeligt liv, hvor ens talenter og evner kommer for en dag i et kreativt virke uden lige.

Paulus's breve er de mest åndelige skrifter verden har set, her gemmer den stærkeste tænkelige SPIRITUALITET sig verden nogensinde har set og som hver eneste generation må genopdage hvad betyder i deres tid og deres tidsånds store spørgsmål. Det er levende kristendom at opdage hvordan fx Paulus taler til moderne mennesker idag. De evigt gyldige spirituelle åndelige sandheder vi finder hos Paulus begynder videnskaberne idag mere og mere at få øjnene op for, og man taler om en sand Paulus renæssance.

Magen til sludder, jeg citerer fra Bibelen online uden at redigere i hvad Paulus har skrevet

Mit indlæg er skrevet for netop at forklare dig følgende forhold:

"vi tolker det åndelige for åndelige" (1)*

At det alene er den sentens jeg kredser om fremgår tydeligt og jeg gør det igen fordi du har spurgt ind til det

Vågn op min ven

Bedre held næste gang,,,

Op på hesten igen Arne


Her følger forklaringen på "vi tolker det åndelige for åndelige"

(1)*:

Albert Schweitzer:


Det moderne menneske har ikke længere noget særpræg, og det går omkring i en stadig angst for at skulle vise en eller anden form for originalitet. Tidsånden har skabt et samfund af mennesker, som ikke er i stand til at samle sig om noget; den er en magt der vokser sig stærkere og stærkere.


For hvert år, der går, bliver der fundet stadig bedre metoder til at udbrede kollektive opfattelser, mens den selvstændige tænkning bliver sat ud af spillet.

Vor erkendelse ser livet udefra, mens vor vilje ser det indefra.
Her kan der herske berettiget tvivl om, hvorvidt de mange virkelig kan nå til at tænke så grundigt over sig selv og verden, som de må gøre, hvis der skal komme en tænkende verdensanskuelse ud af det. Ser man på enkeltindividet af i dag, er tvivlen meget berettiget. Men på den anden side er vort tids enkeltindivid med sit unormalt svage behov for tænkning et patologisk fænomen. Et gennemsnitsbegavet menneske har i og for sig en så stor evne til at tænke, at den skulle sætte det i stand til at danne sig en egen, selvstændig mening; normalt skulle det endda føle et behov for at danne sig en personlig verdenverdensanskuelse. Citat slut.


Det Åndelige er vor vilje der ser livet indefra.


-0-0-0-0-

Han (Albert Schweitzer) står i stor gæld til Goethe, han skylder Kant meget, og Bach er hans lyst og glæde. Men Paulus er hans åndsfrænde. Magnus Ratter.



-0-0-0-0-0-0-


Åbenbaringsdimensionen over vores liv, som også er det forhold Jungs psykologi er grundlagt på, her beskrevet af Paulus 1 Kor 2:

Hvad intet øje har set og intet øre hørt,

og hvad der ikke er opstået i noget menneskes hjerte,

det, som Gud har beredt for dem, der elsker ham,

det har Gud åbenbaret for os ved Ånden. Thi Ånden ransager alt, selv Guds dybder. For hvem ved, hvad der bor i mennesket, undtagen menneskets egen ånd? Således ved heller ingen anden end Guds ånd, hvad der bor i Gud. Vi har ikke fået verdens ånd, men Ånden fra Gud, for at vi skal vide, hvad Gud i sin nåde har givet os. Og om dette taler vi ikke med ord, som menneskelig visdom har lært os, men med ord, som Ånden har lært os,. og vi tolker det åndelige for åndelige.


det åndelige er det med fed skrift, det Guds Ånd åbenbarer for os, når Guds Ånd får lov til at arbejde i os. Jungs psykologi er principielt bygget op efter samme paulinske princip.

De åndelige Guds Ånds åbenbaringserfaringer vi har som kristne, og som de havde som kristne i de paulinske urmenigheder skulle de drøfte med hinanden (den enkelte skulle drøfte det åndelige (sine åndelige erfaringer, med andre åndelige, altså med andre der også var i besiddelse af åndelige erfaringer) forlangte Paulus, alle skulle ha lov til at komme til orde og de skulle tale forstandigt med hinanden om de åndelige erfaringer de kristne fik, blev beriget med gennem den Hellige Guds Ånds virksomhed. Lidt som Gerth, der var mange Gerth'er og HansKrist'ner i de paulinske menigheder, og der var en livlig demokratisk indbyrdes drøftelse, demokratisk samtale, om de åndelige erfaringer og oplevelser hvert enkelt menneske havde med den Hellige Guds Ånd, hvad Guds Ånd åbenbarede for den enkelte.

Denne tradition er forsat i over to tusinde år op til idag hvorfor vi idag står med fantastiske kristne spirituelle skrifter, det være Nicolai Berdyaev og Paul Tillich og HansKrist. Skrifter der har så meget Healing Power gemt i sig at man kan blive omvendt og helbredt og få sig et fantatisk skønt lykkeligt liv, hvor ens talenter og evner kommer for en dag i et kreativt virke uden lige.

Paulus's breve er de mest åndelige skrifter verden har set, her gemmer den stærkeste tænkelige SPIRITUALITET sig verden nogensinde har set og som hver eneste generation må genopdage hvad betyder i deres tid og deres tidsånds store spørgsmål. Det er levende kristendom at opdage hvordan fx Paulus taler til moderne mennesker idag. De evigt gyldige spirituelle åndelige sandheder vi finder hos Paulus begynder videnskaberne idag mere og mere at få øjnene op for, og man taler om en sand Paulus renæssance.

Indledning, prolog:

Min bedste kammerat siden gymnasiet ringer lørdag aften og siger at han har fundet en e'mail med tre kapitler om en hovedperson Kim og at han mener det må være mig der er forfatteren.

Nej siger jeg, for jeg skriver stort set aldrig noget skønlitterært og slet ikke noget der nærmer sig noveller endsige en roman.

Han sender mig den mail alligevel og så kan jeg jo kigge på, læse og se om det dog ikke skulle være mig der har været forfatteren i sin tid (nok ca 20 eller 16 år gammelt skriveri).

Jeg læser og opdager hurtigt at jeg er forfatteren, men kan stadig ikke huske jeg har skrevet det. Men beviserne for at jeg er forfatteren står lysende klart.

Uden tvivl er Kim en selvbiografisk fiktiv figur fra min side. Dog skal det lige siges at jeg ikke har været i psykiatrisk behandling og ej heller et gruppeterapi forløb som omtalt. Ligeledes vil det være forkert at sige jeg har "fucket op" ødelagt mine kæreste forhold "systematisk".

Mærkeligt at læse noget jeg selv har skrevet men som jeg ingen erindringer har om.

Her følger de to første kapitler:



Kapitel 1

Synligt strømmer regnen i gadelyset, en langbenet mand i sorte jeans, passerer med lange skridt, gadelys efter gadelys klokken 2 denne forårsnat. Han er på vej hjem.

Han har været i psykiatrisk behandling, og dette er slutningen på hans første dag hjemme efter endt indlæggelse. Han er stadig ulykkelig og ensom, og har det svært med sig selv, kan ikke finde hvile i noget eller nogen.

Han har haft mange drømme og forhåbninger for sit liv, men af én eller anden grund gik ingen af dem i opfyldelse. Han startede livet med at have drømme som alle andre, men nu var han havnet i isolation og fattigdom, desillusioneret og ude af stand til at mobilisere mere håb og tro på fremtiden.

Gejsten der havde kendetegnet Kims liv for år tilbage var bare forsvundet, eller måske var den brugt op. Uden gejst, var han havnet i en form for sindssyge. Da han mistede gejsten mistede han også lysten til al ting. Han havde lige karakter nok i behold til at skjule for omgivelserne at han var helt psykotisk oppe i hovedet.

Kim der er psykotisk i hovedet forsøger at afslutte sin dag med en mekanisk gåtur i forårsregnen klokken 2 om natten. Om dagen er han spærret inde, da han ikke magter at se verden i øjnene, går han helst ikke ud om dagen. At få købt ind i åbningstimerne tapper ham helt for kræfter, straks han træder ind af døren med indkøbsposerne låses døren og han kaster sig opgivende og udmattet på sofaen, omkuldslået som han er af meningsløshed.

Før han blev indlagt mistede han for Gud ved hvilken gang en sød kæreste.

Vennerne, som alle stammer fra dengang Kim var rask, klarer sig alle godt, og de har nået de fleste af Kims drømme. Ligeledes går det hans søskende, fætrene og kusinerne rigtig godt. Kim var 47 år før dette ret gik op for ham, at han var faldet helt ved siden af, og at han ikke ved egne hjælp magtede at bringe sig selv på banen igen.

En lidt gammeldags drøm om ægteskab, parcelhus og børn der larmede i baggangen med fodtøj havde siddet bag øjnene på Kim i næsten hele hans voksenliv. Men nu i dag 48 år og uden gåpåmod og fattig efter at have været på bistandshjælp stort set hele livet, havde fået ham til at indse at hans drøm nok aldrig ville gå i opfyldelse. Dette er nu et år siden at denne erkendelse slog ham helt omkuld. Forældrene kom og fandt ham siddende som en grøntsag, stivnet og helt uden tale. Personligheden var forandret, ja næsten forsvundet på en uge.

Denne hans erkendelseschok kom efter at han havde besøgt sin lillebror, som netop havde realiseret Kims drøm om familie, mere end rigeligt kunne man fristes til at sige. Efter at han var kommet hjem stod det klart for ham at han var udelukket fra det liv som hans drøm havde været rettet imod.

Den dag han mistede modet og opgav at relatere sin store drøm, om familie, til virkeligheden, overtog drømmene hans liv og gjorde ham psykotisk i hovedet på en lille uge. Så længe drømmene er relaterede til virkeligheden fungerer de nok som den store motivkraft i vores liv.

Måske på grund af at han havde dyrket idræt på højt plan hele livet forblev hans krop mekanisk rimeligt velfungerende, hvorfor han da også kunne gennemføre sin nattevandring i nogenlunde fin stil, hvilket dog på ingen måder svarede til hans indre tilstand. Alle følelser for livet havde forladt ham, og bare tanken om kontakt med virkeligheden fik ham til at drømme søde drømme om selvmord. Han magtede ikke mere at knytte an til virkeligheden, at forholde sig til virkeligheden, at nære tillid til fremtiden, at gøre sig nogen som helst forhåbninger om en lykkelig fremtid.

Dog var der en lille rest af virkeligheden som blev ved med at drille ham, nemlig ham selv, hvad skulle han gøre af den rest af virkelighed der var tilbage, nemlig psykotiske Kim på 48, der endnu beboede denne jord i en mekanisk krop, og som modtog lige godt 6000 kroner fra samfundet hver måned for at få lov til at opretholde en adresse, lejlighed og livet, kost og andre fornødenheder.

Som i trance købte mekaniske raske Kim ind til psykotiske syge Kim, ja som i trance købte han ind til sig selv. Skulle han nu tage vare på sig selv, lig med psykotiske Kim, hele livet. Ja han havde sig selv som patient. Han var sin egen hjemmehjælp. Den raske mekaniske del af Kim tog sig af den syge psykotiske Kim. De var overladt til hinandens selskab. De var vist lige meget træt af hinanden, men da de var forenet i én og den samme krop, var de jo uadskillelige, og tvungne til at finde ud af noget sammen.

Psykotiske Kim var bestemt ikke sjovt at leve sammen med. At bære rundt på en syg hjerne, på en ødelagt forstand, var bestemt ikke misundelsesværdigt. At se hvordan psykotiske Kim ødelagde det ene kæresteforhold efter det andet var heller ikke sjovt at være vidner til.

Psykotiske Kims tale var sårende, meget sårende, men desværre kunne man ikke stoppe ham, for det var psykotiske Kim der havde erobret kontrollen over sprogcentret, tale og tænkecentret. Som en anden djævel havde han såret og krænket sine nærmeste i årevis. Psykotiske Kim var helt uden tillid, uden tro på at kærligheden eksisterer. Kærlighed og tillid mennesker imellem er umuligt for psykotiske Kim at tro på ret længe af gangen.


Kvinderne i hans liv, har kaldt ham for en ”pretender”, én af hans bedste kammerater havde brugt det gode danske ord hykler, og atter andre havde kaldt ham for SvigteKim. Alt dette kom sig af at psykotiske Kim, der kunne være charmerende til en start, altid på et og andet tidspunkt blev hunderæd for venskabsbånd og kærlighedsbånd, hvorfor han totalt kunne flippe ud, og ødelægge et kærlighedsforhold på ganske kort tid, til stor sorg og smerte for de implicerede parter. At vise andre mennesker tillid og kærlighed, magtede psykotiske Kim ikke ret lang tid af gangen.

Konklusionen på psykologbehandlingen var for Kim, at han i første omgang skulle lære at erkende at han i øjeblikket havde et liv med psykotiske Kim. Altså en nogenlunde rask overlevelses-Kim, havde en psykotisk Kim på nakken af sig selv at leve med. Planen var så at nogenlunde raske Kim skulle prøve at engagere psykotiske Kim i aktiviteter der på sigt kunne have en positiv opdragende funktion på psykotiske Kim. Da psykotiske Kim, var en sprog og tænke galning, skulle han nok beskæftiges ikke så lidt med disse områder. Psykotiske Kim skulle lære at bruge sine intellektuelle evner på en civiliseret måde. Nogenlunde raske overlevelses- Kim skulle altså erkende og lære at leve med psykotiske Kim, som var en del af ham selv. Ikke flere spaltninger, fraspaltninger, og opgør, havde psykologen sagt, det er på tide at du begynder at lære dig selv at kende på godt og ondt havde psykologen videre sagt.

Men vigtigere endnu var det at Kim kom ud af sin ensomhed, ud af sit liv alene med sig selv, ud af sit smertefulde liv i isolation. Ja der var endda den psykolog i gruppen som mente at psykotiske Kim, var en symptomdannelse der havde udviklet sig som reaktion på mange års liv i ensomhed. Et kompleks der havde udviklet sig over tid som følge af alt for mange år og dage hvor Kim havde siddet alene med sig selv og sine tanker i sin lejlighed; noget med arbejdsløshed i årevis. ”Psykotiske tænke Kim”, der var gået i sig selv, og helt havde lukket af overfor omgivelserne, i det mindste følelsesmæssigt, for godt nok var der de nødvendige, for at opretholde livet, mekaniske skizoide forbindelser til omgivelserne tilbage, de meningsløse mekaniske robotagtige trancelignende indkøbsture for at opretholde livet. Vennerne var over en årrække blevet sorteret fra én efter én.

Kim var blevet tilkendt en foreløbig pension, sygepension, som skulle tages op til genvurdering om to år. Og i den tid skulle han arbejde på at blive mere rask som person, som menneske. Han skulle deltage i gruppeterapi, og lederen heraf havde ansvaret for at skønne hvornår han havde brug for individuel terapi.

På vej op ad trapperne til lejligheden, efter sin nattevandring, registrerer Kim sig selv som helt følelsesløs og død, tankerne hvisker til ham at det hele er noget lort, og at han er verdens største idiot på to ben, og halsen snører sig sammen for at undertrykke trangen til gråd, da gamle fru Martensen åbner døren og træder ud foran ham.

Kim har i de tre år han har boet i huset, kun hilst på fru Martensen, eller rettere sagt hun havde altid kigget så undersøgende og spørgende på Kim, men ikke mere end hun altid også nåede at få hilst meget høfligt og pænt på Kim, med ordene, Hr. Vestergård, må den hellige moder Marie i himlen være med dig.

Fru Martensen der var en meget smuk dame, vel midt i tresserne, var den eneste person der i årevis havde formået at vække en vis forundring til live i Kim. Nu ville hun åbenbart tale med ham for første gang. Hr. Vestergård, om de har tid vil jeg gerne tale med dig. Det er godt nok sent, men jeg vil gerne invitere dig ind til en snak, og en kop te hvis det var noget. Jeg føler meget at de har brug for nogen at tale med, og da jeg hørte dem gå ned af trapperne for en halv time siden, stod jeg op og besluttede mig for at tage imod dig når du vendte tilbage fra din natlige spadseretur. Nu går jeg ind og sætter te over, så går du op og får dig frotteret, du er jo ikke så lidt våd, kig du så herned, døren står åben for dig.

Det hele var gået så stærk at Kims dårlige humør og aversion imod menneskelig kontakt, ikke havde forpurret denne aftale. Kim var ikke spor spændt, til hans overraskelse følte han sig en smule veltilpas ved at skulle ned ad trappen igen, for at træde ind i fru Martensens lejlighed. Kim skifter sine regnvåde bukser, og kan ikke lade være med at tænke på, at fru Martensen overhovedet ikke ligner andre mennesker, nej det virker som om hun over hjertet, et sted imellem hjertet og halsen, ved sin stemme og udstråling, formår at vække noget til live i Kim. Hun bærer altid et kors om halsen. Kim opdager hvordan en tung byrde er faldet bort fra hans bryst. Hvem er hun tænker han.

Kim banker forsigtig på, og åbner døren, ”kom indenfor Kim, er det ikke Kim de hedder, vær venligt at låse døren efter dem, jeg bryder mig ikke om at have døren ulåst”.
Hvilken lejlighed, det må være katolsk, eller ortodoks russisk, eller noget i den retning, tænker Kim. Nogle i hendes familie har været præster efter billeder på væggen at dømme. Det er som at træde ind i en anden verden, lejligheden virker som et helligt sted, med megen ro og varme. Meget indbydende, tænk at fra Martensen formår at holde sådan et hjem. Tænk at denne ældre kvinde, har så megen stil, Kim føler sig pludselig smigret og udvalgt, som noget særligt, når han tænker tilbage på det forhold at fru Martensen altid havde kigget så spørgende og undersøgende på ham, og med så stor respekt brugte hans efternavn.

Jeg vil ikke sige meget om mig selv Kim, blot dette at mit liv er bygget op omkring respekt for menneskers personligheder, og dette er ikke en floskel, en tom frase, for jeg har praktiseret denne holdning til livet ret professionelt, seriøst, næsten hele mit liv. Jeg må takke min far og min mor for at det er lykkedes mig at efterkomme denne holdning til mine medmennesker. Dette er også den egentlige grund til at de sidder her, i min stue, foran mig, nu i dette øjeblik Kim. Jeg har fra den første dag af jeg så dem, bemærket dit hus, deres personlighed, som er beboet af et par strenge herrer, eller skal vi sige mandspersoner, nu vil jeg ikke sige mere om mig selv i denne omgang, men bede dem fortælle mig hvilke tanker de i øjeblikket gør dem, om dem selv og deres liv. Uden at vide det har jeg bemærket at du, er det i orden at jeg bruger du, at du har et og andet intellektuelt over dig, hvorfor jeg da også bare taler så frit til dig fordi jeg har skønnet at du har forudsætningerne for at forstå min tale.

Alt omkring fru Martensen, hendes ydre, hendes påklædning og hendes lejlighed vidnede sørme om at hun havde formerne i orden, men nu havde hun lige vist en hel anden side af sig selv, livlig, uhøjtidelig, meget velbegavet og talende, spontan og ligefrem, uden at forfalde til pjat. Kim var ikke så lidt overrasket over, at der i tre år havde boet så meget liv i etagen under ham, ja og alt dette liv, virkede meget overraskende, set i kontrast til Kims triste humør i den samme periode. Hvor lang tid vil det her vare ved tænkte Kim.

Kim fortalte uden omsvøb om sit elendige liv, og hvilke konklusioner psykologerne var kommet frem til om ham. Og Kim redegjorde da også om nogenlunde raske Kim, der i depressiv trance i dagligdagen slæbte rundt på psykotiske tænke Kim. Og hvordan psykotiske tænke Kim på et øjeblik kunne ødelægge ethvert venskab og kærlighedsforhold. Da Kim havde nævnt nogenlunde raske Kim og ”psykotiske tænke Kim” på toppen, havde fru Martensen indskudt, jeg dette er de to herrer, de to strenge mandspersoner der bebor dit hus, din personlighed.

Kim du er ekstrem maskulin, og protestantisk, din etik næres stort set kun af maskuline personer, hvis det var lykkedes dig at gøre karriere, med tilhørende indkomst, ville du have haft et liv som de fleste vesterlandske mennesker, et liv hvor du passede dit job, for at tjene til de materielle fornødenheder, til den forbrug, som er gængs i dag. Dit liv ville være din fritid, som nok for en stor del ville være ret så fornøjeligt.

Kim du mangler meget kontakten til den feminine side, den kvindelige side. Heri ligger også forklaringen på at du er så hård imod dine kærester, faktisk dem du elsker behandler du ofte for hårdt, fordi du ikke har sans for det kvindelige, for Kvinden. Jeg synes at du skal deltage i den terapi de har foreslået dig, men vær opmærksom på at det ikke er sikkert at det vil bringe dig i kontakt med din feminine side, med dine indre kvindelige sider. Men jeg vil tilbyde dig mit venskab, og noget af min kærlighed, noget af min menneskelige overskud, hvilket du skal være meget velkommen til at benytte dig af. Jeg bor jo alligevel her i lejligheden under dig, og jeg føler at jeg har noget af det du har brug for i dit liv. Hvis du tør stole på mig og kommer her jævnligt vil du via mig få kontakt til den kvindelige side af dig selv, især den moderlige side.

Enhver anden kvinde der havde sagt det samme som fru Martensen ville nok have skræmt Kim langt væk, men med hende føltes det ikke spor unaturligt, hun intellektualiserede ikke, dette var tydeligt, og hun var sikker på det hun sagde, og lavede på ingen måder sjov med det hun sagde, uden at det dog virkede selvhøjtideligt, det var ikke så meget humor, men meget mere oprigtig menneskelig varme og kærlighed hun udstrålede, og indgød, helt klart, fru Martensen var i besiddelse af et meget stort menneskeligt overskud, ja det var nok hendes menneskelige overskud, der gjorde at det hele føltes så naturligt og ægte.

Det var hyggeligt, meget hyggeligt og varmt, og teen smagte godt. Fru Martensen havde vist Kim lidt rundt i lejligheden, og fortalt nogle historier om de mange skønne ting der var i lejligheden, det var som om der knyttede sig en historie til hver en lille ting i lejligheden, fra billeder og møblement til enhver figur og udsmykning. Gamle fru Martensen virkede slet ikke så gammel nu hvor hun helt havde foldet sig ud overfor Kim. Hun var svært at vurdere, og hvilken fortid har hun ikke haft tænkte Kim. Hvor var hun dog charmerende og behageligt at være sammen med, og Kim var meget rørt og bevæget da han tog afsked med hende, hun gav ham som det selvfølgeligste af alt en kærlig krammer, som var hun en ung kvinde på 20. Hvis ens kærlighed var så oprigtig så var der vel heller ingen grund til at skamme sig eller være genert. En kvinde i den alder der slet ikke skammede sig, men som gav sig selv helt og fuldt ud som person, det hører bestemt til sjældenheder i vor kultur. Hun var anderledes, meget anderledes, og nu var hun pludseligt sprunget ud og ind i mit liv, eller hvad, tænkte Kim.

Den nat myldrede det med kvinder i Kims drømme, bolig efter bolig, den ene mere skøn indrettet end den anden, altid var værtinden en kvinde som tog vel imod Kim. Da Kim vågnede næste morgen, formiddag, kunne han straks fornemme at det var en særlig dag han vågnede op til, der var noget nyt, men hvad var det nye, det tog Kim lidt tid, før han kunne forbinde den nye stemning, med hans besøg hos fru Martensen.


Kapitel 2

Nattens drømme forsvandt med at Kim rejste sig op. Og minderne fra natten før, nede hos fru Martensen, begyndte at dukke op. At gennemgå natten før gjorde Kim i godt humør. Var det i dag han skulle i gruppeterapi, være sammen med gruppen af skrøbelige eksistenser der havde slået sig på livet. Eller var det gruppen af mennesker hvem livet havde taget ved næsen. Nå men det kunne også være lige meget, hvem de var. Nej det var først i morgen.

Mærkeligt som Kim følte glæde i maven, hvor kom den glæde fra, hvad var det nu for en følelse, åh jo, fru Martensen og hendes lys over hjertet, lige rundt omkring halsen. Her hvor hun altid havde et kors hængende. Her hvor alle andre vesterlandske mennesker virkede tilknappede, afmålte og tillukkede, ja her var der liv hos fru Martensen. Hvor var hun levende på en rolig måde, modsat andre mennesker som kun virkede levende og livlige når de havde travlt. Ja i vores verden var liv tegn på et hurtigt liv, et liv hvor der skete noget, men hos fru Martensen var der meget liv at være vidner til, selv i den fuldkomne ro. Denne hendes karisma, udstråling, var ikke episodisk, men slet og ret et faktum, det var der kontinuerligt, hele tiden, var det ægte kærlighed, var det tegn på noget åndeligt. Kunne man ikke forestille sig at hun hvis man sårede hende mistede sin udstråling. Psykotiske Kim, var vågnet op og kunne ikke forstå om det nu også kunne have sin rigtighed alt det smukke han havde oplevet forleden nat.

Kim havde ikke været oppe mere end en time, inden at psykotiske Kim, fuldstændigt havde nedgjort de gode følelser for fru Martensen, som Kim havde startet dagen med. Og havde det ikke været for telefonen der ringede, eller personen i den anden ende, ja da ville den natlige samtale hos fru Martensen, være endt som noget ganske tilfældigt og betydningsløst i Kims liv. Ja Kim, det er Sara, Sara Martensen, så nu ved du hvad S-et står for, nå men jeg har lavet det helt store morgenkomplet, du vil blive forbavset og sulten straks du ser og dufter maden. Kom med det samme.

Psykotiske Kim var åbenbart ikke så almægtig som tidligere, for det lykkedes ham heller ikke at forpurre denne aftale, hvorfor nogenlunde raske Kim med en begyndende sult, appetit, tog sig sammen til at gå ned til Sara. Sara lukker op, var hun så smuk tænkte Kim, og hun duftede dejligt af en vidunderlig diskret parfume, allerede nu her klokken 11. Hun virker slet ikke gammel, hendes krop virker meget smidig og spændt, og hun bevæger sig som en sportsdanser. Kim jeg er så glad for at se dig igen, og hun giver mig en dejlig krammer. Hvilket bord, der er alt, sort kaffe, ristet brød, æg, lagret ost, jordbær/blåbærsaft, marmelade, bacon, varm leverpostej med mere.

Kim troede du virkelig at jeg ville sætte noget i gang og så svigte dig igen, nej jeg har virkelig tænkt mig at give dig alle muligheder for at lære den kvindelige side af tilværelsen at kende. Jeg sagde det også i nat, nu gentager jeg det, du må og skal benytte dig af mit venskab, og du vil finde de nye sider af dig selv som du mangler. På mange måder kan man godt sige at det sjælelige i dit tilfælde er lig med det feminine, vel at mærke det feminine i dig. Hvis du får tillid til mig Kim, vil jeg sagtens kunne vække det feminine i dig, få det til at blomstre, til at virke, til at blive en virksom kraft i dit liv.

En hvilken som helst anden der havde sagt som Sara, ville Kim have taget afstand fra, men det mærkelige ved Sara var at Kim kunne se noget liv omkring hende der ikke var hos andre mennesker, et sted over hjertet i det område hvor halsen begynder, her foregik der en masse hos Sara. Det var ikke episodisk, det var ikke afhængig af om der blev sagt noget sjovt, det var uafhængig af øjeblikket og hvad der skete lige i situationen, det var der hele tiden. Mærkeligt, og hvor har hun det fra tænkte Kim. Er det en ånd, tænkte Kim. Kim var fascineret af Saras halsliv, liv omkring halsen. Hun bar også altid et kors.

I et ubevogtet øjeblik løber munden over med hvad Kim har på hjertet, ”hvad er det du har omkring halsen Sara, er det en” (han skulle lige til at sige en ånd). Det kunne jo være en ånd der var flyttet ind i Sara. Det er et kors, ja jeg går altid med kors, jeg er en kristen kvinde, om du ikke har bemærket det før. Hvad er dit forhold til kristendom Kim? Paulus, svarede Kim. Ikke Johannes spørger Sara, nej selvfølgelig, du er jo så udpræget et intellektuel gemyt Kim, hvorfor Paulus nok er din mand, ham der siger dig mest. Jeg for mit vedkommende kan takke min mand for at jeg rigtig har lært at sætte pris på Paulus. Johannes står da også den kvindelige natur nærmest. Men vi har brug for begge sider, både den maskuline Paulus og den feminine Johannes, som vi har brug for den maskuline protestantisme og den feminine ortodokse tro. Jeg vil holde med min nu afdøde mand i at det er svært at udforme ens personlighed, karakter, udelukkende på evangelierne, og i så fald man gør det, da vil man mangle den maskuline kraft, som vil undslippe én, og som vil blive tilbedt og projiceret ud i det verdslige regimente, som kejsermagt, statsmagt, pengemagt , militærmagt, videnskabelig teknisk magt.

Vi kan intellektualisere så meget vi vil Kim, men Kristus-livet, livet i Kristus, vores kristne liv kan vi ikke begribe udelukkende ved hjælp af vort intellekt. Intellektuelt set må vi stræbe og anstrenge os selv til det yderste, ja intellektuelt set må vi anstrenge os til den yderste grænse af vores formåen, og så befæste dette område så godt vi kan, intellektuelt set må vi aldrig give op, at stræbe intellektuelt er en form for bøn, ahaoplevelserne, vores intellektuelle højdepunktsoplevelser, gennembrud, kommer når Gud giver sig i forhold til vore anmodninger, giver sig i forhold til vore intellektuelle bestræbelser, tryglen om indsigt. Store intellektuelle aspirationer, er en form for bøn, at være ambitiøs intellektuelt set, er at banke på ind til det lys vi mangler, for at kunne se, forstå og forklare det her liv, som ofte ligger hen i mørke, som ofte er formørket.

”Psykotiske tænke Kim”, ham du har på nakken af dig selv, ham der så ofte har ødelagt det hele for dig, var der ikke noget med at du skulle skole ham, civilisere ham, kultivere ham. Du må aldrig opgive den psykotiske del af dig selv Kim, du må aldrig forfladige dig selv med medicin, nej husk at bevare ånden på toppen, om end han forekommer i en noget tosset udgave lige i øjeblikket. Både Jung og Laing peger begge på at der findes en mening i galskaben, eller skal vi sige, en mening med galskaben. Den største del af psykiatrien vil kvæle, den intellektuelle hvisken, stemmen og tankerne i sindet, for at give deres patienter fred fra stemmerne, disse sindssyge tanker, for at give patienterne nydelse og velbehag i kødet, men det er ikke vejen frem, og jeg håber ikke at du tager imod medicin Kim, om du er blevet dette tilbudt. Som vi gebærder os på jorden, via vores fysiske krop, på samme måde gebærder vi os i kultursfæren, i det åndelige, via vores lydhørhed overfor stemmerne i vort indre. Al tænkning har at gøre med det der taler til os. Vi bliver tiltalt af mennesker, men også af vores egen samvittighed, og ikke mindst af den magt der er over os, over hovedet på os, nemlig Intelligensen selv. Forundringen, menneskets forundring, gælder den tiltale der stammer fra magten over hovedet på os, de magter der er over hovedet på os, ja dette er kilden til al filosofi. Der er noget over os, som af og til kommer til os, som når ånden er over os og kommer til os. Ofte er kærligheden over os, men vi tør ikke tage imod den, vi tør ikke lade os overvælde. Mennesket er på mange måder en egensindig selvisk stivnak, som foretrækker at være kroget ind i sig selv, frem for at tage imod den befriende kærlighed, frem for at tage imod Kristus. Kristus er en trussel. Kristus truer hele den vesterlandske civilisation, som netop bygger på at mennesket skal forsørge og forsyne sig selv, hvorfor næringsbekymringer for dagen og vejen, er vigtigere end vores sjælefrelse, vigtigere end vores Kristus-liv, liv og virke i Kristus, vigtigere end vort liv og virke i kærlighed med hinanden. Engang var næringsomsorgen et naturligt led i at overleve, det var et spørgsmål om at holde sult og kulde fra døren, sådan er det ikke i dag, hvorfor vi burde stille os selv spørgsmålet, hvad er det vi vil med vores overflod, hvad det er vi vil med det produktionsapparat vi har stablet på benene, der formår at producere jorden lige lukt ind i en økologisk katastrofe. Religiøsitet, inklusiv kristendom, er orientalsk, det er varmt, og os nordboer, europæer og nordamerikanere, forstår ikke den inderste kerne i al religiøsitet. Materialisme, næringsbekymringerne for dagen og vejen er vores eneste religion, og så længe Kristus understøtter os deri, accepterer vi ham, den kristne karakter er bjergsomhed. På én måde er vi rigtig nok vantro, som de andre sydfra påstår om os. Kristus er mere end en etisk fantom, som protestantismen har en tendens til at gøre ham til. Etik der lider under værensglemsel, duer kun i erhvervslivet, men duer ikke i til at fremme et kristen samfund.

Nå men undskyld mig Kim, for mit lange foredrag, det var mig måske magtpåliggende overfor dig at få præciseret hvor jeg befinder mig teologisk og kirkeretningsmæssigt, men jeg kommer dog mest i den danske folkekirke, selv om jeg lader mig meget inspirere af katolikkerne og de ortodokse. Som min sognepræst siger om mig, der har vi jo gløden fra orienten, du tilfører min menighed varme, kærlighed og ægthed, du rummer og besidder alt det vi andre drømmer om, tror på, du har taget forskud på fremtiden, du er i det nye liv, lever det nye liv, som vi andre håber og tror på. Protestantisme, etisk intellektuel kristendom, er ikke nok for dig Sara, jeg ved det godt. Sara jeg er glad for at have dig i min menighed, du minder mig altid om at det ikke blot er tro, men sandt nyt liv i troen. Helliggørelsen arbejder smukkere i dig, eller på dig, end nogen jeg ellers kender. Altid når jeg ser på dig Sara forstår jeg nadverens betydning, nadverens virkelighedsmystik. Sara du er mere til påske, end du er til pinse, uden at jeg dog vil sætte en finger på dine intellektuelle nådegaver.

Kim dejligt at se hvordan du har spist, under min lange prædiken, så får du da noget ud af det, ikke.
Sara er du fra mellemøsten? Spurgte Kim. Ja hvis du går langt nok tilbage, men mine bedsteforældre, kom til København fra Rusland, jødisk blod ruller i mine årer. Nu skal jeg vise dig min lejlighed endnu engang.

Har du lyst til at komme til kvækerlignende gudstjeneste i aften, ”silent meeting”, jeg holder andagt hver torsdag meget seriøs, gerne hver dag, måske der kommer et par andre, måske ikke, men jeg har en del bekendte som jeg har givet lov til at ringe og melde deres ankomst hver torsdag aften. Giv virkeligheden en chance, og jeg har opdaget at kvækerne har ret, hvis man giver dem ret, hvis man giver plads for og rum for og ro for, den umiddelbare erfaring af Gud i Kristus så sker det vidunderlige af og til. Om torsdagen vil jeg være dogmefri, teologerne og tankerne bliver bedt om at holde deres mund. Det er aftenen uden diskussion, uden tanker, det er min støjfrie gudstjeneste. Igennem årene er der sket mange forunderlige ting på disse torsdage, flere personer har fået vendt op og ned på deres liv igennem det der er hændt dem under vores stille Gudstjeneste. Vi er alle meget talende og levende mennesker, men vi har meget brug for at kunne tie, og være sammen i stilhed, uden ord, ja at være med Kristus; at være, ja bare at være til i Kristus. Jeg burde slet ikke sige noget, allerede nu har jeg sagt for meget, kom med din alvor, med din seriøsitet, om du har lyst Kim, du skal være hjertelig velkommen, vi mødes halv ni.

Sara tog om Kim, som en ung forelsket kvinde, helt tydeligt uden at det var det der var tale om. Kim var dejlig ør af menneskelig varme da han gik op til sig selv. Hun er dog den mest mærkelige kvinde, ja person i det hele taget, jeg nogensinde har mødt på denne jord. Hun spænder vidt, og det kan godt være at hun er midt i tresserne, men sådan virker hun overhovedet ikke på mig længere. Gad vide hvordan hun er blevet fyldt med alt det liv, hvem har fyldt hende op, hvor får hun det fra, har hun altid været det store livstykke jeg lige har været vidner til. Hvor lang tid er det siden hun er blevet enke. Og har hun en kæreste, en elsker, hun virker sådan, hvorfra ellers hendes spændstighed og begejstring. Hun virker så tilfreds i hver en muskelfiber. Eller er det bare ægthed, og findes der en kærlighed der ikke står den seksuelle tilbage, men som er ren og overgår den seksuelle. Måske Freud har forskruet vores opfattelse af tilværelsen, måske der findes ægte kærlighed som ikke søger imod et seksuelt objekt.

Sara er ikke himmelvendt, hun higer ikke opad, der er intet himmelvendt over hende, hun har det i sig. Måske eksisterer Gud ikke deroppe, i Saras liv, måske Gud er i hendes liv, er en del af hendes liv. Gad vide om det er det der er forskellen på kristendommen og de to andre store beslægtede religioner. Spændende om Sara og de andre, hvis der kommer nogen, om de kan gennemføre i aften uden at blive himmelvendte anstrengte, overanstrengte. Bliver det en god aften, vil det føles naturligt, eller ødelægger hun nu den hele gode stemning der er imellem os.