Hej anonyme, du skriver:

Det er to fremragende spørgsmål, der borer dybt ind i en selv. Nogle har fundet svaret: "Der er intet jeg", "jeg eksisterer ikke!". Og de er blevet efterladt i dyb fred. - og begærløshed, til alles bedste.

Meditation forvandler livet. Citat slut.


Ja meditation forvandler livet, men ikke nødvendigvis til det bedre.


"Nogle har fundet svaret: "Der er intet jeg", "jeg eksisterer ikke!". Og de er blevet efterladt i dyb fred. - og begærløshed, til alles bedste".

Til alles bedste skriver du, næppe siger jeg, og jeg spørger så, hvorfor overtog disse kulturer den vesteuropæiske metode om personlig frihed, individuation og personlighedsdannelse og udvikling?


Fordi det netop ikke var til alles bedste, men noget statisk møj og en hjælpeløs dekadent kultur. Nogle overfladiske betragtninger der ikke formåede eksistentielt at se dybt nok og forstå og begribe hvem mennesket er, hvilken størrelse mennesket er. En hæslig pessimisme.

Det der er problemet og spørgsmålet, er hvorfor nogle kulturer eller menneskesamfund tillader et jeg, at en overdådig rigdom af personlighed og individualitet udvikler sig (kreativitet, intelligens og handlefrihed), som det er så udtalt i den kristne vestlige kultur som Paulus er fader til, nyskabelsen i Kristus.

Altså det interessante spørgsmål er hvorfor et samfund individuerer eller subjektiverer individerne, således at de efterhånden ikke længere er så identiske med hinanden som myrer og bier (muslimer og buddhistiske munker; rødstrømper og marxister og andre ekstreme på venstrefløjen, ja for den sags skyld også højrefløjen, fascismen mm, inklusivt rockermiljøet og de kriminelle bandemiljøer (1)*) er det i deres kooperative samfund og sociale fællesskab. Hvor er kristendommen med Paulus farvestrålende overdådig rig på personlighed allerede i dets udspring. Hvor er de 12 disciple beskrevet med meget forskellige personligheder. Hvor er der forskel på en Peter og en Paulus. Kristendommen begynder med en dissonans mellem Paulus og Peter, kristendommen er og vil altid bestå af forskellige individuerede personligheder, helt i henhold til Paulus's tanker om karismaerne.

(1)*: det er et spørgsmål om sammenhængskraft og social kapital som altid måles til at være størst i vesten. Hvor paradoksalt nok den personlige frihed og individuation og personlighedsdannelse, denne mangfoldighed, følges op af større sammenhængskraft og social kapital. Lidt utroligt at det vender den vej.



Lidt genoptryk, men jeg har flere hårdtslående argumenter i ærmet.

Også palæoantropologerne siger det samme:

Det ser også ud til, at neanderthalerne helt manglende den kreativitet og fantasifuldhed og de eksperimenterende evner, der er så fremtrædende karaktertræk hos vor egen art. Peter K. A. Jensen (da mennesket blev menneske).

Altså det der stikker dybt i eksistentiel forstand er karismaerne, altså menneskets individuelle personlighedstræk der medfører eksperimenteren og forandringer og mulighederne for kreativt virke (vandre og leve i ånden). De Paulinske urmenigheder ligner skolerne i dag her i vesten, hvorfra der hovedsageligt klækkes kreative intelligente (karismatiske) elever år efter år.

Mange kærlige hilsner Hanskrist.

Nej, Thomas er ikke en legende. Han har bare optrådt under flere debatnavne, men som 'Thomas' har jeg haft nogle fine debatter med ham. Nu ønsker han tilsyneladende i stedet at optræde som anonym.



Troende er forskellige individer, og vi kan ikke definere, hvordan vi som troende skal FØLE ift det, der står i NT. Hver person har sin (livs)proces, og jeg var lige ved at sige karisma (eller personlighed) på baggrund af, at Hanskrist på det sidste har præsenteret debatten for dette begreb, der foriøvrigt passer fint ind i denne sammenhæng.

Man kan sige, at de ord og bud du taler om, står skrevet på hjertets kødtavler, hvorfor troen også er den base, hvorpå Gud kan nå os, inspirere os og handle med os (åbenhed, kreativitet, udfoldelse og klarhed). Der må være nogle ressourcer i os, der åbnes for at vi kan handle i kærlighed ift vores omverden. Det vil sige, at Jesu ord og bud ikke i den forstand er moral eller etik men derimod et udtryk for det liv, vi som individer og ikke mindst som fællesflok skal hjælpe med at opretholde (måske Borad kan tilslutte sig dette, ellers vil jeg sige, at det er her Kristus kommer ind som den nyskabende handlingsbase:-).

Mvh
Anne

Du skriver:

Læser man med HJERTET, så elsker man Jesus' ord og bud, som de kommer til udtryk i NT. For netop ordene og budene er ment til at vække vores kærlighed. For det er kærlighedens ord og bud. Lovens opfyldelse er kærlighed. Citat slut.


Med den din udtalelse får du ørerne i maskinen. Stikker du hovedet i en hvepserede. Du befinder dig i en kristen verdensdel hvor Luther er en kulturarv vi har forvaltet med stor omhu.

"For netop ordene og budene er ment til at vække vores kærlighed". Både Paulus og Luther mente det stik modsatte. Og jeg tror de fleste af os er enige.


Lovens opfyldelse er ganske vist også hos os Kærligheden.

Men du kan ikke knytte lov og bud til kærlighed, dermed har du lige aflivet kærligheden og bestemt det vækker ikke kærlighed, men kun had.

Lovene og buddene skubber os i armene på vores frelser, Kristus, Guds kærlighed til os.

Hvordan er dit forhold til Luther?

mange kærlige hilsner Hanskrist.

Har du prøvet at meditere? Har du læst, hvad videnskaben har fundet ud af om meditation?

Det skal jeg ikke kunne sige noget om. Jeg er ikke Thomas.



Det skal jeg ikke kunne sige noget om. Jeg er ikke Thomas.



Det skal jeg ikke kunne sige noget om. Jeg er ikke Thomas.



Jeg talte specifikt om Jesus' ord og bud i NT. Idet jeg skrev:

Læser man med HJERTET, så elsker man Jesus' ord og bud, som de kommer til udtryk i NT.



De ord og bud, som "jeg taler om", er selveste Jesu ord og bud. Giv ham al æren! Står de skrevet i hjertets kødtavler?? Jesus er sendt FOR at tale dem. Han talte, som han hørte af Gud. Og han bød os at holde sine bud og handle efter sine ord. Kun da vil vi modtage Helligånden. Ordene og budene holder så sandelig ikke sig selv. Vi skal derimod kæmpe for at komme gennem den snævre port.