Den kristne kirke er som en have med en blanding af smukke blomster og fæle, stikkende ukrudtsplanter! Vi skal rive ukrudtet op med rode, gøde og vande de smukke blomster. Eller sagt med andre ord: Vi skal holde os til Jesu egen lære, den ægte, oprindelige kristendom og luge ud i alt det, som gennem tiderne er blevet tillagt og tildigtet kristendommen. Her tænkes især på Paulus´ lære og senere på kirkefædres og kejseres lære og tanker.
I de første århundreder efter Jesu død stredes man ivrigt om den rette forståelse af Jesus eller mere specifikt, om Jesu natur var den samme som Guds natur. Dette blev besluttet med forskellige formuleringer på de 5 første økumeniske konciler (dvs. gældende for hele kristenheden), fra år 325 i Nikæa, til år 553 i Konstantinopel. Det, som her blev vedtaget, er ikke ægte kristendom, fordi det afviger fra Jesu egen lære!
Det er kun kendt af få, men ikke desto mindre en historisk kendsgerning, at meget af den kristendom, som i dag praktiseres i den kristne kirke, bygger på forskellige romerske kejseres egenmægtige udlægninger af kristendommen.
Kejserne var primært interesserede i at få fred i riget, og ikke i religiøse spørgsmål. Ville den tids biskopper ikke acceptere kejserens dekret, som var politisk, blev de tvunget dertil under trusler om landsforvisning og vold. Her opstod grundlaget for de kristelige dogmer, som i dag praktiseres og læres i folkekirken.
Det drejer sig om følgende vedtagne læresætninger (dogmer):
• Forsoningslæren – dvs. Jesu død på korset var planlagt af Gud for at sone vores synder. • Treenigheden – dvs. Jesus, Gud og Helligånden er 3 og 1 på samme tid (er af samme natur). • Jomfrufødslen – dvs. Maria blev besvangret af Helligånden og ikke af Josef. • Kødets opstandelse – dvs. vores kroppe skal genopstå på dommedag. • Nadveren – dvs. ved at indtage oblat og vin, opnår vi vores synders tilgivelse. • Dåben – dvs. vi indlemmes i Kristus og opnår evigt liv. • Arvesynden – dvs. vi er alle syndere pga. Adams fald. • Evig fortabelse – dvs. Gud kan straffe med evig fortabelse.
Dette er den officielle betydning af dogmerne, som mange præster m.fl. dog gradbøjer, så hvor bogstaveligt de skal tages varierer. I folkekirkens bekendelsesgrundlag står de dog stadig ved magt.
De fleste af disse dogmer er udsprunget af gamle mysterietanker hos folkeslag i/ved Jødeland/Palæstina, og er en kulturel arv, der er hængt ved i forsøgene på at forstå Jesus og det, han lærte og gjorde.
Dogmerne, der udgør folkekirkens teologiske fundament, appellerer i dag kun til få mennesker, nemlig 1 ud af 10 ifølge undersøgelsen ”Danskernes Værdier.” Er det en del af forklaringen på, hvorfor kirkerne er så lidt besøgt?
Når alt dette ukrudt luges ud af kirkens lære, hvad bliver der så tilbage? Jesu kærligheds–, tilgivelses–, og fredsbudskab!
Nu er vi nået til kristendommens kerne, som alle kan forstå. Denne oprindelige lære er i dag henvist til en krog af kirken, idet de ukristelige dogmer, ceremonier, bønner, talemåder, skikke, salmer, udsmykninger osv. i den grad dominerer gudstjenesten og kirkehandlingerne. Er det en anden del af forklaringen på, hvorfor kirkerne står næsten tomme?
Det er altså kirkens lære som først og fremmest skal fornyes og reformeres. Ved at bygge på det åndelige grundlag og den lære, Jesus gav os, som er at finde mange steder i Bibelen samt i nyfundne evangelier og skrifter, skal kirken formulere et vedkommende budskab, en livsværdi og en lære, som finder genklang hos nutidsmennesket.
Kirkens repræsentanter kan også finde en værdifuld hjælp til fornyelsen i det åndelige budskab Vandrer mod Lyset!, som bl.a. indeholder en tale fra Kristus til menneskeheden, samt i ‘Forsoningslæren og Genvejen’ , som er tilegnet alle, der bærer kristennavnet. Begge udgivet af Michael Agerskov.
Folkekirken er i dag i dyb krise. Den har et medlemsproblem.
Kirkens repræsentanter bliver nødt til at se sandheden i øjnene og handle, før det er for sent. De kunne begynde med at lytte, spørge og undre sig. Den kritik, der lyder fra menigmand, som endnu ikke har opgivet kirken, bør tages alvorligt. Blandt andet må kirkens folk i gang med at studere på ny: fx de nyfundne historiske kildeskrifter, der beretter om den tidligste kristendom og den fordrejning af Jesu lære, kirkefædrene og de 5 første konciler har medført.
Kirkebygningerne er noget af det smukkeste vi har. Indholdet må stå mål hermed, hvis folket skal vende tilbage til sin kirke.
Udgivet af Vandrer mod Lyset Forum. rev-jan-2010 - Red/16 - Red/22
Vandrer mod Lyset! Et budskab til menneskeheden fra den oversanselige verden
Skulle nogen være interesseret i at læse værket, så kan det downloades her...kvit og frit...god læsning...
Jeg har før udtrykt den tanke, at ingen skrift, ingen hellig bog, ingen åbenbaring (og ingen videnskab) kan rumme al sandhed.
Hvis den kunne, og vi forstod det, ville vi blive alvidende som Gud, Gud lig, hvilket var djævelens arketypiske hovmod og fald (hvilket der er forvrængede reminiscenser af både i bibelen og koranen), dengang han endnu kæmpede mod Gud og mennesker.
(Dette er ikke længere tilfældet, Satan (Ardor), er vendt hjem til Lyset og Gud, hvilket er åbenbaret i Vandrer mod Lyset (som heller ikke rummer al sandhed)).
Menneskelig alvidenhed er principielt umulig.
Hvad er nu konsekvenserne af det?
Konsekvensen er, at mennesker der hævder at fx bibelen eller koranen er al sandhed, og bygger et samfund, en stat, på denne vildfarelse, gentager djævelens hovmod og fald, og skaber derfor djævelske teokratier, baseret på tyranni, tvang og ondskab - alt i overensstemmelse med mørket, det onde.
Sådanne teokratier så verden fx i Den katolske Kirke, da denne endnu var en også politisk supermagt, vi ser det endnu i dag i den islamiske drøm om kalifatet, og vi ser det konkret i Afghanistan, Iran og Saudi Arabien.
Vi ser det overalt, hvor mennesker med påstået alvidenhed gennem totalitære, politiske systemer (fx historisk det kommunistiske system), eller totalitære religiøse systemer, fx det kristne eller islamiske, vil være Gud:
Den, der vil være Gud, bliver som djævelen. Det er det totalitæres væsen, og fx kalifatets sande ansigt.
Ovenstående er skrevet af Carsten Ploug Olsen, som er inspireret af Vandrer mod Lyset Han kan varmt anbefales...
I det saakaldte Hebræerbrev kan ovenstaaende Tankeopbygning findes, saaledes som Paulus selv gav sin Udlægning af Jesu Død og forsvarede den i en Tale, som han holdt ved Apostelmødet i Jerusalem, da han og Barnabas gav Møde dér for at gøre Rede for deres Forhold til Loven om Omskærelsen og til Lovene for Ofringerne. Hebræerbrevet er Fragmenter af denne Tale, der blev holdt paa Aramaisk; den blev nedskrevet af nogle Tilhørere, og forskellige Afskrifter baade paa Aramaisk og Græsk cirkulerede derefter i de mange Menigheder, særlig i de paulinske, men ogsaa i de jødisk-kristne.
Fodnoten hører til i denne afhandling, som alle præster burde læse, inden de stiller sig op på prædikestolen...
Guds Børn — de Ældste, de Yngste og Menneskeaanderne — der er fremgaaede af Hans Faderskød, har alle modtaget det evige Liv som en Gave; men da Gud ingen Sinde paatvinger nogen sine Gaver, har Han tillige udrustet enhver skabt Aand med en fri Villie, Selvbestemmelsesretten; men derved har Han begrænset sin egen Villie og Viden. Ved Selvbestemmelsesretten kan alle Guds Børn, efter som de er naaet til en vis Grad af Modenhed, selv afgøre, om de ønsker at modtage det evige Livs Gave eller foretrækker at synke tilbage i Guds Faderskød.
Denne Sandhed er paa en fejlagtig Maade anvendt i den buddhistiske Lære, hvor Menneskeaanden, efter nogles Udlægning, naar den er naaet til den højeste Fuldkommenhed, hensynker i „Nirwana“ — synker tilbage i Guddommen. Buddha selv lærte oprindelig, at Menneskeaanden, naar den gennem talrige Genfødsler var naaet til en fuldkommen Frigørelse fra al jordisk Paavirkning og alle jordiske Ønsker, vendte tilbage til sit Udspring — Guddommen — hvorfra den var udgaaet. Denne Opgaaen eller Tilbagevenden blev af Buddha ikke ment som en Bortslettelse af den enkeltes Individualitet, men som en uløselig Forbindelse med det guddommelige, hvor den, der var vendt tilbage, i kontemplativ Ro og Beskuen fulgte det jordiske Skuespil. Denne Opgaaen i Guddommen kunde af enkelte vidt fremskredne Aander glimtvis erkendes i den menneskelige TiIværelse og var da Tegnet paa, at Aanden gennemlevede sin sidste Inkarnation.
For mig handler livet om sang og dans og glæde, så lad os få sat gang i de små hjem...