H. C. Andersen 1805-1875
Spaniensrejse – Maurernes land | Den muslimske pige | Den muslimske trosbekendelse | Engageret u religion | H. C. Andersens Gud
H. C. Andersen (1805-1875), den verdensberømte danske forfatter, mødte den muslimske kultur på sine rejser til Spanien og Tyrkiet. I Spanien var han begejstret for de muslimske bygningsværker og i Tyrkiet mødte han i sit sind det Arabien fra ”Tusind og en nat” fortællingerne, som havde inspireret ham i hans barndom til, at blive den store eventyrforfatter. På H. C. Andersens tid var Osmanerriget og Arabien det “lykkelige Arabien”, der hvor der var velstand og lykke.
H. C. Andersen betragtede sig selv som kristen. Men hans forståelse af Gud og Jesus gik imod kristendommen. Gud og kristendommen er to forskellige ting hævdede han. H. C. Andersen troede på, at jødernes Gud, de kristnes Gud og muslimernes Gud var den samme Gud. Kun muslimer tror, at jøder, kristne og muslimer har den samme Gud. H. C. Andersens og muslimernes overbevisning er på dette punkt den samme.
Spaniensrejse – Maurernes land
H. C. Andersen ankom til Spanien den 6. September 1862, hvor han rejste langs østkysten og tog også en tur til Tanger i Marokko. Han besøgte Malaga, Alhambra slottet i Granada og slottet Alcazar i Sevilla. Han besøgte Gibraltar i oktober og tilbragte i november 1862 en uge i Tanger.
Maurerne var muslimer fra nordafrika og havde regeret i Sydspanien, Andalusien, op til 1212 e.Kr.
Typisk for H.C. Andersens beskrivelse af den muslimske mauriske kultur, han møder, er synspunktet, at det, der er kommet til siden maurerne, repræsenterer et fald fra en æstetisk højtudviklet kultur [1, s41].
Om domkirken i Cordoba skriver H. C. Andersen:
Een Herlighed eier Cordoba endnu fremfor nogen anden spansk By, det er den store, mærkelige Moskee, nu Byens Domkirke… denne [kirken] er en uhyre stor Fiirkant, lav og endnu lavere ved sin Udstrækning man kom først ind I en stor Orangegaard [gård med appelsintræer] fra Maurernes Tid, -Taarnet laae til Høire Kirken modsat. Den havde en heel Skov af Søiler, I det Uendelige, Alter ved Alter og midt derinde løftede sig egentlig den christne høiere Kirke, men tung, deilig var der en maurisk Bue med Indskrift til Gud og Propheten. I et lille Sidekapel laae en Syg.-Det eiendommelig Skjønne var en Deel forstyrret [ødelagt] ved de christelige Elementer. [1, s43]
Om omdannelsen fra moske til kirke skriver H. C. Andersen:
Medens fra Høikirken Lovsange lyder: Jesu og Jomfru Maria prædike Væggene i arabiske Skrifttegn: “Der er kun en Gud og Mahomed er hans Prophet!” Det hele gjør et forunderligt blandet Indtryk, der tilvisse bedst løfter os ved Tolerance og Psalmesangen: “Vi troe, vi Alle troe paa Gud!” [1, s46]
Den muslimske pige
Efter rejsen til Spanien skrev H. C. Andersen teaterstykket Maurerpigen. I Maurerpigen er han selv den muslimske kongedatter Naima, der svarer den kristne fædrelandselskende spanierinde Raphaellas udfald og had til muslimerne med forsoning og sindsro. Stykket kaldte han først Spanierinden, men ændrede det siden til Maurerpigen. Både Raphaella og Naima er uvidende om, indtil slutningen af stykket, at Raphaella er halvsøster til Naima.
Engageret i religion
H. C. Andersen bekendte sig til kristendommen gennem hele sit liv. Men han satte spørgsmålstegn ved visse dogmer i den kristne tro, stik i mod datidens og nutidens kristendomsforståelse.
I sin dagbog skriver H. C. Andersen om en religiøs diskussion med en missionær fra Tranquebar, en pastor Knudsen:
“Han kastede en Masse Bibelsprog der blev Tornebuske mellem mig og Guds Kjærlighed jeg sagde at I Guds Natur kunde jeg føle mig mere opbygget end ved en daarlig Prædiken. ‘Men Naturen prædiker ikke Christendom!’ svarede han. Jeg blev nerveus, følte mig ikke glad eller hyggelig [tilpas] hos den overmodige Mand!” [2, s142]
Denne korte episode fra dagbogen vidner om, at H. C. Andersen engagerede sig i sin tro, lod sig ikke belære af andre, men studerede den selv og tog selvstændig stilling. Det kom i særdeleshed til, at gælde hans gudsopfattelse.
Den muslimske trosbekendelse
Under opholdet i Istanbul, hvor H. C. Andersen fik flere vrede kommentarer med på vejen som ”kristenmand”, overværede han en fødselsdagsfest for Profeten Muhammad. Her lader det til, at H. C. Andersen selv digter videre, eftersom det er ”nattergalen” der får lov til at oversætte for ham. Han skriver i rejseskildringen [1, s110-11] [3].
Nattergalen oversatte det for os, ellers havde vi ikke forstået det.
”La illah illallah!” I Staden Mekka kom Kjøbmændene sammen for Handelens Skyld; der kom indiske og persisike, der kom ægyptiske og syriske; i Templet Kaba havde hver sit Gudebillede…
Ni måneskifter gik, og aldrig har Jordens Blomster duftet saa saftfuldt; da rystede Klipperne, Søen Sava sank i Jorden, Gudebillederne styrtede i Templet, og Dæmonerne, som vilde bestorme Himlen, faldt som Millioner Stjerneskud, styrtede af Landsesvingeren, thi Mohammad, Propheten, fødtes i denne Nat! ”La illah ilallah!”
La illah illallah, sådan lyder den muslimske trosbekendelse på arabisk. H. C. Andersen bemærkede under besøget i Cordoba også den muslimsk trosbekendelse, og oversætter den i fodnoten med “Der er ingen Gud, uden Gud!”
H. C. Andersens Gud
H. C. Andersen var ikke i tvivl om, at jøder, muslimer og han som kristen tilbad den samme Gud. Han var monoteist. “Du er ikke kristen”, bliver han gang på gang mødt med. H. C. Andersen troede ikke på det, for kristne, helt afgørende dogme om, at Gud blev menneske i Jesus Kristus.
I rejseskildringerne skriver han [1, 3]:
Du evige Gud, saa kjærlig og god!
Send du mig dit Lys for min usikkre Fod,
Lys ind I mit Hjerte, det vil kun det Rette!
De Skriftens Tjenere slette fast ud,
Du er den eneste, eneste Gud.
Hvad Christus mig lærte, jeg skal ej forgjætte,
Men Du kun er Herren, der er kun een Gud!
På nutidssprog kunne meningen lyde som følger:
Du evige Gud, så kærlig og god!
Lys for min usikre fod,
lys ind i mit hjerte, der kun vil det rette!
Præsterne har næsten visket ud,
at du er den eneste, eneste Gud.
Hvad Kristus lærte mig, skal jeg ikke glemme.
Men kun Du er Herren, der er kun een Gud!
Ordene ”De skriftens tjenere slette fast ud, at du er den eneste, eneste Gud” betyder, at præsterne næsten får os til at glemme eller tie om, at du er den eneste Gud.
Da H. C. Andersen ikke var provokerende eller konfrontorisk af natur, er det så klart som han kan sige, at efter hans mening var det præsterne og teologerne, og ikke bibelen, der gjorde Jesus til Gud. Gud talte gennem Jesus, men det var ikke Gud der led på korset [1, s54]. Dette er præcis sådan, en muslim kan formulere sin tro på Gud og Jesus.
Muslimer som ikke-muslimer kan af H. C. Andersen lære, hvad monoteisme er, nemlig at finde Gud i naturen, være overbevist om Hans eksistens og tilbede Ham som ”den eneste, eneste Gud” eller ”ingen Gud, uden Gud”. H. C. Andersens ord er rørende for en muslim, så klare er hans ord og smukke hans bøn til Gud. Hvad moneteisme er og betyder, findes næppe bedre på dansk end hos H. C. Andersen.
Kilder
[1] Der er kun én Gud, H. C. Andersen ser på islam, Johan de Mylius, Syddansk Universitetsforlag 2006. Johan de Mylius er professor, dr.phil. Institut for Litteratur, Kultur og Medier. Han er tilknyttet H.C. Andersen-Centret og Studienævn for Litteraturvidenskab.
[2] H. C. Andersen – liv og værk, en tidstavle 1805-1875, Johan de Mylius, Aschehoug 1993
[3] H. C. Andersens Romaner og Rejseskildringer 1-7, Det danske sprog- og litteraturselskab 1943-44
5 amerikanske atleter, der konverterede til islam
https://religionunplugged.com/news/2023/4/21/5-american-athletes-who-converted-to-islam