Jesus Kristus som Gud (Guds Søn), den korsfæstede og opstandne

Man skal passe på og være varsom med at kritisere andres tro - som kan være et livsgrundlag og bære det enkelte menneskes eksistens og følelse af mening og sammenhæng i livet.

Tro kan være kilden til megen glæde, ro, livsfylde, være et fundament for alt hvad man tænker, føler og håber.

Derfor kan det afstedkomme meget stærke reaktioner, hvis dette grundlag anfægtes, kritiseres og rokkes.
Ikke desto mindre - er det nødvendigt i forbindelse med kristendommen at sige:

Tanken om Jesus Kristus som Gud, Guds Søn, den korsfæstede og opstandne - en tanke som oprindeligt stammer fra Paulus, men som også moderne forfattere hævder - er blasfemi, den yderste grad af blasfemi.

Tanken er ikke passende for den sande Gud, Lysets og kærlighedens Almagt, den Gud, der træder os i møde i Vandrer mod Lyset.

Tanken er - dette ikke sagt for at støde nogen - løgn, og med den griber mennesker til falske forhåbninger og urigtige opfattelser af det oversanselige og guddommelige.

De mennesker, der tror eller håber på sandheden i tanken om Jesus som Gud, og at han har sonet al synd ved sin død på korset og givet evigt liv ved sin efterfølgende opstandelse - kommer let ind på vildveje og omveje på deres vandring mod Lyset og Gud, og derved får de let mange dybe - og helt unødvendige - lidelser som følge af den forlængede vej.

Derfor - er det nødvendigt at anfægte og påpege den kristne læres vildvej; ikke for at såre eller støde eller bedrøve - men for - gennem sandheden - at søge at give mennesker en kortere og mindre lidelsesfuld vej til Gud, vores ånds Skaber og Far.

Kristus – Rumi – Dao
Efter at jeg var blevet konfirmeret, indfandt præsten sig, mens jeg efter skoletid var alene hjemme, og afkrævede mig min bekræftelse af, at jeg var kristent troende.
Den fik han, men efter at han var gået, blev det klart for mig, at jeg var blevet udsat for tros-tvang, og det fyldte mig med væmmelse i adskillige årtier.

Da jeg var ca. 50 år blev jeg skilt, franarret mine penge, kom endda i håbløs gæld, og blev tillige svigtet af mine to børn.
I dén triste situation rejste jeg alligevel på ferie på en lille græsk Ø, som jeg havde lært at kende og holdt meget af.
Jeg havde set den ortodokse kristendom – nærmest som en turistattraktion – på en lille bjergtop i en subtropisk urskov midt på Øen – i form af et meget lille mennesketomt kloster med en meget lille kirke.

Men nu var jeg her igen – alene – efter mere end en kilometers mennesketom urskovsvandring – og i den meget lille kirke faldt blikket på Kristus ikonen (Klk på et af de to ens billeder).
Jeg så ham skeptisk i øjnene, men oplevede nu at han så mig ind i mine øjne – længere og længere ind – dybt alvorligt, men også dybt kærligt.
Gråden væltede ud af mig – og blev ved – og blev ved.
Til sidst kunne jeg ikke græde mere, og jeg kom til at tænke på hans korsfæstelse.
Trods al min elendighed, så var jeg dog stadig i live.
Jeg gik ud af den lille kirke og blev ramt af lyset – sollyset – og følte mig pludselig lykkelig.
Jeg husker at jeg tænkte: Det var da underligt – og straks efter: Lad dog være med at spekulere. Nyd det!

Det blev så grundtonen i mit liv fremover: Min væren.
De praktiske problemer og mine familierelationer rettede sig lidt efter lidt, og jeg søgte viden om denne for mig helt anderledes kristendom, der ikke alene bygger på Bibelen, men også på kristen overlevering fra generation til generation helt tilbage fra begyndelsen – og på det særlige billedsprog og den særlige åbning mod det himmelske som Ikonerne har, når man først får øjnene op for det.
Dertil kom, at jeg et par år senere fra ”min” Kristus Ikon fik det overraskende budskab, at dogmerne ikke skulle tages for alvorligt.
Det var jo ikke lige min konfirmationspræst der her.

Som årene gik, blev jeg opmærksom på, at kristendom stort set alene handler om Himlens Guds kærlighed til mennesker, mens alt andet værende stort set ignoreres.
På mine mange vandringer fra landevejen på denne Ø til ”min” Kristus Ikon blev jeg lidt efter lidt mere og mere opmærksom på urskovens eget liv, fik respekt derfor, blev opmærksom på, at jeg var en gæst, og opfattede at jeg ikke skulle forstyrre. Men mine fodtrin lød som tordenskrald, og uanset hvor forsigtig, jeg var, så ophørte cikaderne at synge, når jeg på stien kom forbi dem.
Så ”pilgrimsvandringerne” lærte mig noget, som ikke findes i kristendommen, men som jeg nu forstår er i daoismen: Undlad at forstyrre.
Urskovens væren blev for mig en mere og mere vidunderlig oplevelse, og da jeg en dag på vej ned fra klosteret og ind i urskoven mødte en ret stor skildpadde midt på stien med front imod mig, og vinkende med det ene forben, var det jo klart, at jeg måtte finde vej i høflig afstand udenom skildpadden indtil jeg nåede stien igen – taknemmelig over en venlig hilsen fra urskovens skildpadde.
Forinden på vej mod klosteret, havde en fugl hoppet foran mig på stien – som for at vise mig vej – men nok snarere for at få mig væk fra dens territorium.

Adskillige år senere, hvor jeg fristedes til at fordybe mig i emnet: Væren – Ikkeværen, og hurtigt blev svimmel af Ikkeværen, endte jeg med for alvor at acceptere ordene fra sufien Jalal al-Din Rumi: Denne flygtige verden er et tegn på Sandhedens Mirakel.

Nylig stødte jeg på daoismen, undrede mig over dens udefinerlighed – indtil det gik op for mig at det er storhedsvanvid at tro, at vi mennesker skulle kunne fatte Dao. Men jeg fandt livsholdninger i Daoismen, som jeg også har: Undlad at forstyrre miraklet.

Så nu er jeg dér, hvor jeg er tilhænger af kristendommens kærlighed, af Rumis mirakel og af daoismens "vej".

Jeg ved jo godt, at det er naivt, men indimellem kan jeg ikke lade være at drømme denne ønskedrøm:
Tænk, hvis disse tre religioner – og måske flere – kunne åbne sig mod hinanden og præge os mennesker på denne klode.
Det ville være et vidunder – vejen til et kærlighedens vidunder – lige midt her i sandhedens mirakel

M.v.h. Arne Sandhedens Mirakel: Verdens Væren. Agnostisk pan"teist" - ydmyghed, mådehold, harmoni, indsigt, medfølelse, omsorg, kærlighed