Om Helligånden af Regin Prenter fra bogen

Skabelse og Genløsning.



Side 492 - 503:

$35. Det bibelske vidnesbyrd om Helligånden.

Det gamle Testamente og Det nye Testamente er fælles om opfattelsen af Helligånden som Gud selv, suverænt virkende i sit folk gennem menneskelige ord og handlinger. Men i Det gamle Testamente er Helligåndens virken set under et historisk, i Det nye Testamente under et eskatologisk perspektiv, så at i Det nye Testamente ligedannelsen af det nye gudsfolk med den korsfæstede og opstandne Kristus er Helligåndens stadige fornyelsesgerning, udøvet gennem evangeliet i ord og sakrament.

Når vi i de følgende paragrafer skal behandle fornyelsen, det emneområde, som stort set svarer til artiklerne 5-21 i Confessio Augustana, vil vi følge den fremgangsmåde, at vi først gør rede for det bibelske vidnesbyrd om Helligåndens gerning. Ved den plads, som er givet omtalen af Helligånden i Den augsburgske Konfession, i slutningen af artikel 3 og i centrum af artikel 5. er Helligånden klart forkyndt som det nye livs kilde. Alene som Helligåndens skabelse kan det nye liv som et åndeligt liv kæmpe sejrrigt mod det gamle menneskes kødelige egenretfærdighed.

Derefter vil vi behandle dåben, forkyndelsen og nadveren som fornyelsens midler. Da sakramenterne og forkyndelsen nævnes alle- rede i artikel 5 sammen med embedet, tager vi disse emner, som i konfessionen behandles i artiklerne 9-15, under eet, forud for behandlingen af kirken som fornyelsens samfund (art. 6-8) og herliggørelsen som fornyelsens resultat (art. 16-21).

Når der skal tales om Helligåndens gerning, må det foreløbige omrids af det kristne budskabs vidnesbyrd om Helligånden, som vi i forrige paragraf har fremsat i tilslutning til den reformatori- ske bekendelse, uddybes ved en redegørelse for det bibelske vidnesbyrd.

Det er ikke sådan, som man måske kunne forvente, at der ikke tales meget om Helligånden i Det gamle Testamente. Tværtimod er Det gamle Testamentes tale om Jahves nærværelse i folket som livgivende og vejledende ånd særdeles levende og kraftig. I de ældre skrifter er dette vidnesbyrd endnu klædt i en »primitiv religions dragt. Jahves ånd er tænkt som Jahves asjale (i primitiv israelitisk forstand), som tager bolig i mennesket og gør ham skikket til at gøre mægtige Jahvegerninger og tale Jahves ord med fuldmagt.

Jahves ånd åbenbarer derfor særlig sin magt gennem inspirerede personer, af hvem folkets hele velfærd afhænger: helte, konger, profeter. I Dommerbogen har vi livfulde beskrivelser af Jahves ånd, som virker i heltene til udførelse af bedrifter, som ingen menneskelig styrke ville være i stand til. Særlig kendt er fortællingerne om Samsons vældige styrke, som alene beror på Jahves ånds iboen i ham. Også kongens styrke og retfærd beror på en inspiration af Jahves ånd, som er knyttet sammen med salvningen, og profetens evne til at tale virkekraftige ord beror på Jahves iboen i ham. Derfor kan profeten også være som Jahves mund.

I templet bor Herrens ånd, og i tempelkulten fornyes dens kraft, både for konge, præst og profet - og gennem dem for hele folket. Ganske vist bruges ordet Jahves ånd ikke i sammenhæng med tempelkulten (sml. dog Ps. 51, 13), men de ord, som bruges, er synonyme med udtrykket Jahves ånd, f. eks. Jahves »navn«, Hans herlighed«, Hans »øje« og »hjerte« eller Jahve selv.

Fra denne gammelisraelitiske opfattelse af Jahves ånd fører en lang, men dog lige vej til den eskatologiske forståelse af Ånden i Det gamle Testamentes yngre skrifter. Den gammelisraelitiske forestilling om Åndens virken i helte og konger forlænges til forestillingen om den messianske konge som den, der alene besidder Åndens fylde. »Herrens ånd skal hvile over ham, visdoms og forstands and, råds og styrkes ånd, Jahves kundskabs og frygts ånde. Og tanken om templet som det sted, hvorfra Jahves ånds styrke gennem de beåndede personer formidles til hele folket, forlænges til tanken om en almindelig udgydelse af Ånden over hele folket i messiastiden.

Sammenfattende kan siges om den gammeltestamentlige forståelse af Helligånden: 1) Guds ånd er Gud selv, som tager bolig i mennesket, så at dets tale bliver Guds ord og dets handlinger Guds handlinger. 2) Guds ånd kendes kun i Guds folk. Den gives de inspirerede personer, for at de kan tjene folket med Guds ord og handlinger. 3) Guds ånd bliver aldrig en besiddelse, som mennesket kan gøre krav på som en rettighed. Det følger deraf, at Ånden er Gud selv. Guds ånd kan derfor også forlade mennesket igen, som det skete med Samson og kongen Saul. Konge salvningen er altså heller ikke nogen garanti for permanent ånds besiddelse. Det gamle Testamente kender kun eet sted, hvor Ånden hviler for stedse; den messianske konge. »Herrens ånd skal hvile over Ham (Jes. 11, 2). En uafbrudt åndsbesiddelse hører derfor ikke den gamle pagt til. En sådan »udgydelse af Ånden over alt kød hører den messianske tid, den nye pagt til. Erfaringen af Åndens gerning i den gamle pagts folk er »historisk«, den udfolder sig i en række af selvstændige, guddommelige magtgerninger, i hvilke Guds ånd med udvalgte mennesker som redskaber leder den gamle pagts historie mod sit mål. Og således svarer opfattelsen af Ånden i Det gamle Testamente nøje til denne skriftsamlings karakter af profetisk vidnesbyrd.

Det nye Testamentes vidnesbyrd om Helligånden er opfyldelsen af det gammeltestamentlige.

Det nye Testamente forkynder opfyldelsen af Det gamle Testamentes eskatologiske forventning. Messiastiden er kommet. Derfor hviler Guds ånd over Messias, Jesus af Nazareth. Han er undfanget ved Helligånden. I denne tanke kommer Hans enestående åndsbesiddelse til udtryk. Under Hans dåb daler Helligånden ned over Ham. Ånden fører Ham ud i ørkenen, hvor Han fristes af Satan og sejrrigt består fristelsen. Han vender tilbage til Galilæa i Åndens kraft. I prædikenen i Nazareths synagoge anvender Han på sig selv ordet fra Jes. 61, 1 ff.: »Herrens ånd er over mig, fordi Han salvede mig til at forkynde skal lades løs, og blinde, at de skal få deres syn, for at sætte gelium for fattige; Han har sendt mig for at plagede i frihed, for at forkynde et Herrens nådeår 265), Han uddriver de onde ånder ved Guds ånd. Og folk, som siger om Ham, at Han har en uren Ånd, taler bespottelig mod Helligånden. Når Han priser Gud, fryder Han sig i Helligånden.

Men Helligånden hviler ikke alene over Messias. Ifølge den gammeltestamentlige forventning er Helligånden udgydt over hele det messianske folk, over kirken. Derfor er Helligånden den livssfære, hvori Kristi folk lever og ånder, sålænge det bliver i Ham. Når Helligånden hviler over Kristus, hviler den også over Hans folk, som er eet med Ham, Hans legeme, »Der er eet legeme og een ånd«. »Ved een ånd blev vi jo alle døbt til at være eet legeme, hvad enten vi er jøder eller grækere, trælle eller frie, og alle fik vi een ånd at drikke<<.

I Helligånden er Kristi folk forløst fra trældommen under loven. d.v.s. det er løftet ud af den gamle syndens og dødens æon og sat over i den nye messianske æon med dens fuldkomne retfærdighed og liv, som består i fællesskabet med den opstandne Kristus i troen. I Helligånden er opstandelseslivet allerede som en førstegrøde, en forsmag, brudt ind i denne verden, på en skjult og hemmelighedsfuld måde. Ved Helligånden er de enkelte lemmer på legemet bundet sammen i kærlighedens enhed, som er Åndens frugt. Som i Det gamle Testamente templet var det sted, hvorfra Åndens kraft strømmede ud i folket, således er i Det nye Testamente det messianske folk selv Guds hus, Åndens tempel, hvorfra Åndens kraft udgår til verden. Derfor er Helligånden i Det nye Testamente fremfor alt den nye messianske gudstjenestes sfære. I Ånden råber det nye Israel til Gud: »Abba, Fader!), Det nye Israels gudstjeneste, er til forskel fra den gamle pagts gudstjeneste, som var en dødens og fordømmelsens tjenest, en livets og retfærdighedens tjeneste i Helligånden. Ved Helligånden kalder det nye gudsfolk Jesus Herre. I denne ånd, i hvilken kirken råber til Gud: »Abba, Fader! og til sin opstandne Herre: »Kyrios Jesus!«, øves alle den kristne gudstjenestes enkelte handlinger. I denne gudstjenestelige situation bliver alle embeder og funktioner i kirken åndelige gaver, zagioura, лrevuatixá, d. v. s. de udgår fra den opstandne herres virkelige nærværelse i Helligånden. Prædikenen er en sådan åndelig gave. Men også helbredelsen er en ja, styrelsen af menigheden. Gennem disse åndelige gaver fremtræder kirken som Kristi legeme, forenet ved Helligånden Deraf også den dristige udtryksmåde i Jerusalemmenighedens brev fra apostelmodet: »Thi det er den Helligånds beslutning og vor…

Det paulinske billede af det ene legeme med dets mangfoldig hed af funktioner, ledet af den ene ånd, svarer til den gammel- testamentlige opfattelse af Jahves ånd, som ved de forskellige slags inspirerede personer, helte, konger, profeter, udøver sine egne meg tige gerninger til folkets velsignelse. Der er en gennemgribende enhed i vidnesbyrdet om Helligånden mellem Det gamle Tests mente og Det nye Testamente.

Både i Det gamle Testamente og i Det nye Testamente et Ånden Gud selv. Heller ikke i Det nye Testamente får ekstatiske oplevelser lov til at udviske grænsen mellem gud og menneske Karakteristisk er den måde, hvorpå Paulus bedømmer sine egne åndelige oplevelser i 2. Kor. 12, 1-15. Han foretrækker at rose sig af sin svaghed fremfor af sine åndelige oplevelser. Thi i svagheden tager Kristi kraft bolig, og menigheden tjenes. På samme linie ligger hans bedømmelse af tungetalen i Korinth. Paulus vil hellere tale fem ord med sin forstand for at undervise andre end ti tusinde ord i tunger alene til egen opbyggelse 286). Både i Det gamle og Det nye Testamente virker Ånden i Guds folk. Templet, Kristi kirke, er Åndens bolig, og Ånden virker til folkets opbyggelse. Både i Det gamle og Det nye Testamente er Anden suveræn herre. Også i Det nye Testamente er der tale om, at Ånden kan mistes, Anden kan »udslukkes« og »bedrøves«. Også i Det nye Testamente uddeler Anden sine gaver, til hvem Han vil.

Alligevel I er der en forskel mellem det gammeltestamentlige og det nytestamentlige vidnesbyrd om Helligånden. Forskellen er det eskatologiske perspektiv. I Det gamle Testamente er erfaringen af Anden historisk«. I Det nye Testamente er erfaringen af Anden seskatologisk«<,

I Det gamle Testamente er den messianske tid endnu ikke brudt frem. Derfor ser Det gamle Testamente frem til den tid, da Jahves Ånd skal hvile over Messias og udgydes over Hans folk. Det be- tyder ikke, at Helligånden ikke er en nærværende virkelighed i Det gamle Testamente. Tværtimod. Det gamle Testamente har en meget levende realistisk opfattelse af Åndens nutidige virkelighed, ikke og mindst i dets ældre dele. Dog er det sådan, at den erfaring af Helligånden, som hører den gamle pagts tid til, ikke løser Israels problem. Ingen af den gamle pagts inspirerede personer, helte, konger, profeter, har modtaget Anden i en sådan fylde, at de kan løse Israels egentlige problem: folkets stadige frafald og troløshed mod Jabve. Ingen af dem kunne tage »stenhjertet« ud af brystet på folket), fordi de kun havde en historisk erfaring af Helligånden, som ikke løste dette problem for dem og folket. Derfor - efter- binden som Israels historie skred frem, og den stadige krise i forholdet mellem Jahve og pagtsfolket trådte mere og mere frem. efterhånden som folkets erkendelse af dets syndighed og afmagt fordybedes og den tidligere umiddelbare fortrostning til folkets inspirerede førere tabte sig, styrkedes den eskatologiske forvent- ning om den messianske tid, da Jahves Ånd skulle udgydes over hele folket og hvile over dets salvede messias. tid nu er inde. Dog ikke sådan, at den allerede er kommet i herlig- Det nytestamentlige budskab forkynder, at denne messianske hed 1 en vis forstand ventes den messianske tid stadig. Det messianske folk beder »Komme dit rigel« og »Marana thal«. Kun Åndens førstegrøde og forpant er udgydt. Det, der er begyndt I Ånden, kan ende i kødet, og Ånden kan udslukkes. Messias er oprejst og sidder ved Faderens højre hånd. Men på jorden må Hans jordiske lemmer stadig dødes, utugt, urenhed, brynde ondt begær og havesyge, som er afgudsdyrkelse, vrede, hidsighed, ondskab, forhånelse, slem snak, løgn, skal aflægges menigheden! 298).

Denne spænding i den nytestamentlige eskatologi mellem »allerede" og "endnu ikke" hænger, som vi tidligere har set det, sammen med Jesu egen vej som Menneskesønnen, gennem forkastelse og død frem til opstandelse og sejr. Denne vej er også Hans messianske folks vej. Og Ånden er udgydt netop for at føre det nye gudsfolk ad denne vej. »Følg efter mig!« siger Jesus. Denne efterfølgelse rummer, som vi så det i fremstillingen af Jesu forkyndelse, lidelse, kors, død.

I et ejendommeligt logion beskriver Jesus denne efterfølgelsens delagtighed i Hans lidelse og død under billedet af en dåb og et bæger, et logion, som på en hemmelighedsfuld måde peger frem mod menighedens dåb og nadver. Dåben er indlemmelse i det messianske folk og skænker delagtighed i Helligånden med den kommende herligheds førstegrøde. Og dog er dåben en delagtighed i den forkastede Messias' lidelse og død. Bægeret er det messianske festmåltids bæger i Guds rige. Og dog er bægeret delagtighed i den forkastede Messias' lidelse og død. »Han er den, som kom med vand og blod, Jesus Kristus; ikke med vandet alene, men med vandet og blodet; og det er Ånden, som vidner; Ånden og vandet og blodet; og disse tre forener sig til eet«. I dette dunkle sted udtrykkes sammenhængen mellem Jesu død på korset, dåben, nadveren og Andens vidnesbyrd.

Kirkens sakramenter, dåb og nadver, udtrykker klart denne spænding i den nytestamentlige eskatologi. Messias er kommet - som den korsfæstede. Det messianske folk er født til verden - for at tage del i den korsfæstedes lidelse og død. Hele den nytestamentlige forståelse af Ånden er bestemt ved spændingen et "allerede" og et »endnu ikke«, Ånden er udgydt messianske folk. Men Messias er den korsfæstede, og Hans folk skal do med Ham for at leve med Ham. Derfor er den gammeltestamentlige forjættelse om den fulde åndsudgydelse endnu ikke helt opfyldt. Kun Andens førstegrøde kender vi, og den befinder sig stadig i kamp mod kødet.

Og dog-sammenlignet med den gamle pagt er i den nye pagt opfyldelsens tid inde. Thi der er tale om en stadig virken af Ånden i det nye gudsfolk, en stadig virken, som har eet eneste mål: den fuldstændige forening af den korsfæstede og opstandne messias og Hans folk. »Men alle vi, som med ubedækket ansigt skuer Herrens herlighed som i et spejl, bliver forvandlede til det samme billede, fra herlighed til herlighed, så som det er fra Åndens herre.

Åndens gerning er at forene det nye gudsfolk fuldstændigt med den korsfæstede og opstandne herre. Åndens gerning er ikke længer erfaret i en række enkelte, guddommelige magtgerninger i fol- kets historie, men Helligåndens stadige gerning er åbenbaret. Og denne Åndens stadige gerning peger mod eet eneste punkt: Kristi og Hans folks korsfæstelse og opstandelse. »Men om Hans ånd, der oprejste Jesus fra de døde, bor i eder, da skal Han, som oprejste Kristus fra de døde, levendegøre også eders dødelige legemer ved sin ånd, som bor i eder«. Kun ud fra dette punkt kan enheden af det gammeltestamentlige og nytestamentlige vidnesbyrd om Helligånden forstås. I Jesu Kristi død og opstandelse er den gamle pagts problem løst. Her er forsoningen sket. I Jesu korsfæstelse er hele den syndige slægt død straffedøden. I Hans opstandelse er den oprejst til nyt liv. Guds ånd, som hviler på Ham, rejser derfor det nye gudsfolk op af den død, som det gamle gudsfolk med Ham led i Hans korsfæstelse. I Jesu Kristi opstandelse går den gammel- testamentlige forventning om Helligånden, som i den sidste tid skal oprejse folket fra de døde (Hez. 37, 1-14), over i den nytestamentlige opfyldelse.

Men at Helligåndens udgydelse over det nye gudsfolk har denne frem til opstandelsen med Ham, indebærer at Helligånden på denne side opstandelsen kun er virkelig i stadig kamp mod menneskets synd, mod kødet«, som står »ånden« imod. »Kød« er i bibelsproget den menneskelige egenretfærdigheds og selvhjulpetheds princip. I det gamle Testamente betyder kød den menneskelige styrke som den er, når den må savne Guds bistand og sættes op imod Guds styrke. Ægypterne er mennesker, ikke Gud, deres heste er kød, ikke ånd. Når Herren udrækker hånden, snubler hjælperen, den hjulpne falder, de omkommer alle til hobe 3) »Forbandet være den mand, som stoler på mennesker, og som holder kød for sin arm, hvis hjerte viger fra Herren«. I Det nye Testamente er på samme måde »kød« udtryk for menneskets forsøg på at redde sig selv ved andre midler end delagtigheden i Jesu død og opstandelse. For Paulus bliver derfor den judaistiske tanke om retfærdiggørelse ved lovens gerninger et udtryk for »kød«. Modsætningen hertil er forventningen retfærdigheden, som håbes af Guds barmhjertighed. Den er Åndens gave: »Vi venter jo ved Ånden af tro retfærdigheds håb«. Ånden redder i en frigørelseskamp mennesket ud af trældommen under loven og kødet: »Livets Ånds lov frigjorde mig i Kristus Jesus fra syndens og dødens lov... Kødets higen er død, men Åndens higen er liv og fred, efterdi kødets higen er fjendskab imod Gud; thi det er ikke Guds lov lydigt, det kan jo heller ikke være det... I der- imod er ikke i kødet, men i Ånden, om ellers Guds Ånd bor i eder. dersom I lever efter kødet, skal I dø; men dersom I ved Ånden døder legemets gerninger, skal I leve<<.

Gennem denne kamp mod det gamle menneskes livsform, mod kødet, er Helligånden den syndige slægts fornyer. Fornyelsen af det syndige gudsfolk består deri, at det ved delagtiggørelse i Jesu Kristi død og opstandelse ligedannes med Ham. Gennem begravelsen med Kristus i dåben føres kirken frem til opstandelsen med Ham, til vandringen i »livets nyhed«. Gennem overgivelsen til død for Jesu skyld i håbet om opstandelse sammen med Ham fornyes det indre menneske gennem det ydre menneskes nedbry delse 16). Gennem døden bort fra loven føres mennesket fra tjenesten i bogstavens »gammelhed«< til tjeneste i Åndens »nyhede. I Kristus sker en ny skabelse. Det »gamle menneske« aflægges og et "nyt menneske" iføres.

Fornyelsen er Åndens værk, og den sker idet det gamle, som er kødets skabelse, nedbrydes ved delagtigheden i Jesus død og standelse. Men dette betyder, at evangeliet, i forkyndelse og sakrament, i Det nye Testamente bliver redskabet for Åndens fornyende gerning. Ånden og ordet kan ikke skilles. Også i Det gamle Testamente består der en nær forbindelse mellem Ånd og ord. Jaives Ånd er frem for alt virksom i det profetiske og præstelige ord, omend Jahves Ånd også virker gennem andre midler end ordet. f.eks. gennem heltes og kongers kraftige gerninger. Men når i Det gamle Testamente Ånden er virksom i et menneskeligt ord, da er der altid tale om et profetisk-historisk ord, et ord, som blot tager sigte på den konkrete tidssituation, som det tales ind i I Det nye Testamente derimod er ordet, som Ånden virker igennem, det eskatologiske budskab om Kristi død og opstandelse. Derfor er Ånden i dette ord virksom på en anden måde end i det gammel- testamentlige, profetiske ord. I evangeliets eskatologiske ord er der tale om en stadig virken af Ånden. Ånden er i dette ord udgydt over hele menigheden eller indgydt i alle hjerter).

Denne Åndens binden sig til evangeliet som sit fornemste redskab kommer frem i en bestemt opfattelse af Åndens gerning, som møder os både i den paulinske og i den johannæiske theologi, nemlig at Åndens gerning er en vidnegerning. Bemærkelsesværdigt er. at det er dette synspunkt på Åndens gerning, som anlægges på det eneste sted i den synoptiske overlevering (bortset fra Luk. 24, 49) hvor Helligåndens gerning i den apostoliske menighed omtales nemlig Mark. 13, 11 (Matth. 10, 19-20, Luk. 12, 11-12). Når disciplene bliver forfulgt og slæbt for domstolene, da skal de ikke bekymre sig for, hvad de skal sige. Det skal blive givet dem i den samme time. Thi det er ikke dem, som taler, men Helligånden. Her er Ånden set som vidnet i den retssag, der foregår om, hvem Jesus er. den nat. Skal Han- og Hans disciple — fordømmes som det skete den nat da han blev overgivet til dødsdom — eller skal han — og hans disciple — frikendes? I denne sag er Helligånden Guds udsendte vidne, som vidner for frikendelse - for Guds domstol - af den korsfæstede og opstandne og hans menighed. I denne forståelse af Helligånden som vidne er Åndens gerning fast knyttet til budskabet om Jesus død og opstandelse.
Tanken om Helligånden som vidne møder vi også i den paulinske teologi. "Ånden vidner sammen med vor ånd, at vi er Guds børn. Ånden lærer os, hvad der er skænket os af Gud). Men frem for alt er denne fremstilling karakteristisk for Johannes- evangeliets tale om Ånden, når det forkynder Ham som talsman den, & лapáxλnrog. Talsmanden kaldes Johs. 14, 17 sandhedens ånd, som (14, 26) skal lære disciplene alle ting og minde om, hvad Jesus har sagt. Gennem denne lærergerning er Han det sanddru vidne i striden om Jesus. Han møder frem for Guds domstol og vidner om verdens synd, når den ikke tror på Jesus som Kristus, om Jesu retfærdighed i den død, der var Hans tilbagevenden til Faderen til den syndige slægts frelse, til domfældelse for den egentlige skyldige: denne verdens fyrste. I denne vidnegerning er Ånden udelukkende henvist til Jesus Kristus. Han taler ikke af sig selv så lidt som noget andet vidne. Han tager af overleveringen og deler ud af den. Kendemærket på den sande ånd er derfor også, at Han bekender Jesus som Kristus, kommet i kødet.

Ved dette »juridiske« syn på Åndens gerning træder forbindelsen mellem Ånden og ordet meget tydeligt frem. Ånden virker som fornyeren netop gennem sit vidnesbyrd om Jesus Kristus. Ånden som skaberånden er just »den ånd, som taler« (Grundtvig). I den johannæiske »pinseberetning«< i Johs. 20, 22 ff. træder dette frem på den måde, at Jesu meddelelse af Helligånden til sin menighed sættes i forbindelse med forkyndelsen af syndernes forladelse. Ånden giver magten til at tale et ord, som tilsiger syndsforladelse: »Modtag den Helligånd! Hvem I forlader synderne, dem er de forladte, og hvem I nægter forladelse, dem er den nægtet«.

Men denne koncentrering af vidnesbyrdet om Helligåndens gerning omkring evangeliets budskab (som forkyndes også i sakra- menterne, sml. Johs. 3, 5; 1. Johs. 5, 6; 1. Kor. 12, 13) betyder ikke, at Helligånden ikke også er en ånd, som øver bedrifter (som i Det gamle Testamente 328). Men disse gerninger står alle under vidnes- byrdets herredømme. De i 1. Kor. 12 omtalte forskelligartede tjenester underordnes i kap. 13 helt den kærlighed, som af enheden med den korsfæstede og opstandne. Og i Gal. 5 nævnes først blandt Åndens frugter kærligheden. Frem for alt understreges det i 1. Johs., at Åndens virkning er en forbliven i Jesus Kristus og dermed i kærligheden til brødrene. Vidnesbyrdet om Helligånden i Det gamle og Det nye Testamente giver den foreløbige forståelse af Helligåndens gerning, som vi fremsatte i § 35, dens konkrete fylde og dens bibelske begrundelse. Vi finder i det bibelske vidnesbyrd alle trækkene i den reformatoriske forståelse af Helligånden. Helligåndens gerning er fornyelsen af den skabte, af synden fordærvede mennesketilværelse gennem den ved evangeliets ord forkyndte forsoning i Jesu Kristi ded og opstandelse. Det nye liv, som Helligånden ved evangeliet skænker, er troens ligedannelse med den korsfæstede og opstandne Kristus, som i sig indebærer også kærlighedens hengivelse til brødrene og håbets forvisning om herliggørelsen, altsammen dog kun som forsmag og førstegrøde, i stadig kamp mod kødets modstand, anfægtet af kødet og dog virkeligt og virksomt i en række særlig kirkelige funktioner, forkyndelse og tjeneste, som Åndens gaver til menigheden og i det almindelige jordiske liv som Åndens frugter i forholdet til næsten. Og subjektet for denne fornyende gerning er Gud selv. Helligånden er Gud i egen person. Fornyel- sens gerning har ikke noget andet subjekt end Gud selv, det samme subjekt som skabelsens og forsoningens gerning. Og det betyder, at de menneskelige subjekter, som kan optræde i fornyelsens historie, forkyndelsens menneskelige subjekt, det kirkelige embede, og troens subjekt, den kristne personlighed, ikke er andet og mere end Helligåndens redskaber. Kun sådanne menneskelige gerninger, hvad enten de er »kirkelige« eller »verdslige«, som er udsprunget af den magt, evangeliet ved Helligånden udøver over mennesker, står i fornyelsens tjeneste. Således gælder det uden afkortning og uden tilføjelse, at fornyelsens eneste kilde er Helligånden, »>som er herre, og som levendegør« (Nicænum).

Den største erfarings teolog Paulus. Derfor gnostikerne kan så godt lide ham.


Nåde er for Paulus kraft - Helligåndens kraft.

Nåden er ikke kun noget man tror på, det er noget man erfarer. Og hvad er det så man erfarer? Det er den forvandling af livet og hjertet, som Ånden udvirker. Det er den glæde og ekstase og bæven, som mødet med den levende virkende Gud fremkalder.

Ja nåden er for Paulus kraft - Helligåndens kraft. Nåden er derfor et dynamisk begreb i den kristne tro og står altid for Guds umiddelbare handlen for, i og gennem mennesker. Peter Halldorf (og HansKrist lidt)


Nådes -Begivenheden Guds Kærlighed Kristus: der er udgydt i vore Hjerter gennem Helligånden der er givet os.

Nådes -Begivenheden Guds Kærlighed Kristus: den Gud Helligåndens Ny Væren og Virke/Virkelighed ind i verden til os, begyndende ret for alvor ved mennesket Jesus der danner de første kristne samfund menigheder og Kirkerne hvor Helligånden karismatisk videregives fra menneske til menneske som det er foregået nu i 2000 år. HansKrist


2 Kor 3

Mange Kærlige Hilsner HansKrist


Må Gud virker stærk i jer igennem Kristus og Helligånden og som Jesu Kristi Gud Fader. Åbn jer for Gud og lev med Gud som han virker i jer - det være gennem Kristus og Helligånden eller som Jesu Kristi Gud Fader.

Gud handler gennem os. For os og med os og i os og ved os. Lad nu Gud komme til i jeres liv.

Jeg vil ikke mere tragedie i mit liv, så nu imens jeg skriver omkring dette ´valg´ - i virkeligheden naturligt - oplever jeg igen, igen og igen hårrejsende gåsehud desværre mest kun lignende i spøgelses Tv serier om dæmoner eller psykologisk chok tilstand?
At, jeg altså giver afkald på min falsk ego viljes behov og lyster,fordi tiltrods for folks sådan afhængige gentagelser, så kun med Helligånden evigt åndelig intelligens og ved kærlighed det gode Er!

At jeg forlader dette forum er ikke jeres skyld!
Jeg har endda idag sagt til nogen, at jeg ikke længere behøver så meget samtalemøder med en ansat person på et socialt værested!
også ligesom mit Ord om det, så:
PLUDSELIGT i en eller anden grad sker og er ved fremgang medgang i mit liv på forskellige områder generelt...

Men igen forunderligt ligesom at som mit Ord bare er en del af virkeligheden, hvor jeg sagde til en bekendt:"Ligesom i en vågen drøm og eventyr ikke bare kun om mig selv i del et men i del to sådan senere den større ´verdens befolkning´."

Så om ikke ´mangel´ eller ´perfektion´ istedet lad os sammen i gudsriget med´Helligånden naturen, folket og ´G´ leve herligt på den sådan fuldkommen måde...

P.s

Kort gæstevisit fra Gerth også om ved en juleaften på et socialt værested møde med gammel budhist kvinde, som endda er sammen med en mand - hovedrystende:

Jeg Er ikke kristen men dog enig med Hans K kritik imod selv en på det seneste ny tidsalder ´spirituel´ jævnaldrende personale der, som om åndelig oplyst ´væren´ sagde: "Nå men så er du alvidende." Nej!
Men hende fra julefrokosten mærkede kuldegysninger ved mit Ord, hvilket hun kaldte for urkraften ifølge hendes trosretning (Helligånden). Dog så ønsker hun at blive til intet.
Hun forstod ellers mit Ord vedrørende forskellige fortolkninger af skrifterne men, hun lyder ligesom en uden ifølge Jesus kærlighed til et ´jeg´ (ånd) selvdestruktiv døden kun.
Ja, her og i verden ligner jeg intet - en social udsat og taber men hun ser ikke: Hun sagde til mig imod egoviljen: " JEG er BUDHIST, hvilket eksisterer åndeligt ligesom: "Jeg er den, jeg er."

Mere pludseligt vistnok mere godt sker om Ordet nit med nogen forskellige typer folk...

Hej Arne

Vil du smide det her mit indlæg i "skraldespanden" sammen med Gerth's 6 foregående indlæg?

Gerth's 6 indlæg har intet at gøre med Helligånden og er ikke en debat/samtale der tager udgangspunkt i trådens emne om Helligånden.

Gør du dette er jeg fri for at starte en ny tråd om Helligånden


Vh HansKrist

Det er selvbiografiske strøtanker som jeg intet har noget imod, men de hører ikke hjemme i seriøse oprettede tråde med et bestemt emne.

Jan ABC gjorde det samme med sine kæpheste i alle andres tråde.

Iøvrigt en af grundene til at Thomas og undertegnede og andre ikke kan tage stedet seriøst. Fordi Gerth spammer alle indlæg ved ikke at samtale og debattere seriøst om trådenes emner men kun skrive ret uforståeligt om sig selv.

Utallige gange har vi opfordret Gerth til ikke at spamme andre's oprettede seriøse tråde til at snik snakke om sig selv. Ikke at manden ikke må snik snakke om sig selv men så skal det være i fx Tråden, Gerth's Dagbogs strøtanker.

Mvh HansKrist


Du har altid holdt hånden over Gerth også da Admin smed ham ud på røv og albuer holdt du med Gerth - du kunne ikke se det forkerte i hans sex skriverier og du bebrejdede mig at jeg ville have dette stoppet.

Prøv nu at tænke klart og drop din antipati mod mig og din evindelige ukritiske sympati med Gerth.


Hvad er grunden til at du forsvarer at Gerth må ødelægge og spamme min seriøst oprettede tråd om Helligånden???

Jeg har begyndt med 2 meget seriøse indlæg om Helligånden og så kommer der 6 indlæg af Gerth der ikke er en samtale og debat/dialog om Helligånden. Hvordan kan du forsvare dette.

Min tråd er jo afsporet 100% og domineret af en debattør der kun skriver om sig selv - ovenikøbet på en uforståelig måde.

Igen Gerth må gerne skrive om sig selv - blot efter min mening ikke i andres seriøse oprettede tråde med et bestemt emne.

Nu kender jeg dig igen

Du var jo også på nakken af mig da jeg ville have at Gerth skulle stoppe med sine hard core sex indslag indlæg

Og nu finder du det helt iorden at seriøse tråde spammes med at Gerth skriver om sig selv

2 seriøse indlæg om Helligånden og 6 indlæg efterfølgende af Gerth der intet har at gøre med trådens emne - det billiger du


Hvorfor dog

Du misforstår i den grad tingene - det gjorde du også i sin tid omkring Gerth's sex indslag hvor du hånede mig for at ville have dette stoppet

Og nu støtter du at han spammer andres tråde


-0-0-0-




Nu pynter du på dig selv. Du modarbejdede konstant mine bestræbelser på at få Gerth's sex indslag stoppet.

Livsvarig "dødsdom" - stop dig selv med at bruge sådanne ord, og iøvrigt har Gerth skrevet lige siden som anonym - så har svært ved at se hvor der er "livsvarig dødsdom".


"Gerth er jo også et menneske - endda med Helligånds-oplevelser - og hans livsvilkår er nok ikke de letteste, hvorfor jeg ikke finder det rigtigt at nægte ham næstekærlighed".

Ja men du har da ingen menneskelig respekt for Gerth da du ikke tør fortælle ham tydeligt hvordan man opfører sig.

Helligånds-oplevelser er det jo ikke - da disse altid optræder sammen med struktur - er opbyggelige og ville stoppe at han spammer vores tråde og øjeblikkeligt ville stoppe ham i konstant at drikke sig fuld og indsende sine sex indslag. Det gjorde han jo ikke og derfor er det 100% sikkert det intet har at gøre med Helligånden.

Men er et menneskes personlige private opfattelse af hvad Helligånden er.


At du passivt ser til og lade Gerth ødelægge Trosfrihed (og sig selv) fordi du ikke tør være menneskelig human overfor ham og fortælle ham hvordan man skal opføre sig blandt andre - ude blandt andre mennesker - klæder dig ikke Arne.

Og det er tegn på at du ikke har respekt for Gerth. Ikke tror på at man kan appellere til noget menneskeligt forstandigt i manden.

Må jeg så også skrive fx 6 spam indlæg i træk i tråden "Nyt politisk parti" og du vil forsvare min ret hertil

Hvor er vi så med trosfrihed hvis du billiger dette

Det går jo ikke

Du har tidligere gjort det (fjernet spam), men pludselig stoppede du med at gøre det, skyldes det at du har glemt hvordan du gjorde det?


-0-0-0-


Vil du benægte at du hånede mig og var på nakken af mig fordi jeg ville have Gerth's hard core sex indslag stoppet?

Gerth må efter din mening godt spamme andres tråde men hvorfor må jan ABC så ikke?

NÃ¥ vi ser hvad du siger til om jeg spammer "Nyt politisk parti"


Du siger Gerth også er et menneske - vil det så ikke også betyde at de samme regler gælder for Gerth som alle andre mennesker?

Igen...
Da admin har blokeret mig som medlem sker ved gentagne koder tingene her desværre for besværligt for mig men tak for din evne til rummelighed, hvilket følgende også handler om, men jeg blander mig derfor nok ikke ofte mere:

Nå, men faktisk lignende Paulus om gerninger fortæller jeg ikke længere i min Facebook profil Gerth om min øget oplevelse af Helligånden med nogen og desuden lignende Jesu Ord: "Lad det ske." Der har jeg nævnt, at jeg ikke længere informerer om det og jeg kan jo næsten heller ikke selv følge med sådan, da tilværelsen virker krævende og bør også leves - Hov, Ordet (Helligånden) genkendes som ´Talsmanden´.

Et her kort eksempelvis på min igen på det seneste oplevelse om Helligånden med en ifølge ubevidst psykisk syg jævnaldrende hjemløs mand på grund af hans forskellige måder splittet mangel på realitetssans og dog handler den guddommelige kraft blandt andet vedrørende en forbindelse ligesom en sammenhæng tilmed mellem os, så jeg talte ikke fordømmende diagnostisk til hans den falske illusion og istedet forhåbentligt i ham det gode. På et tidspunkt spurgte jeg helt lyttende om, han rummer en uenighed, hvor han svarede et ja endda senere ganske anerkendte Ordet igennem mig. Han vil gerne møde mig igen.
Han nævnte eksempelvis ordet ´cymatik´, hvor han opførte sig overrasket over, at jeg sagde: "Øh, jeg synes, det minder om ´symmetri´. Foresten mener jeg, at om lyde, så nævner Biblen ´Ordet´ og lignende Hinduismen og Budhisme mantra godt for ånden." Han sagde ´lydbølger´, hvorefter jeg taler: "Nå, ligesom ringe i vandet."
Senere undersøger jeg nærmnere efter hans reaktion sådan, hvor jeg ser, at ifølge min opfattelse vores ord sammen ikke skete tilfældigt tiltrods for vi forskellige i samtalen ligesom en åndelig bro, tråd eller energi, synes jeg.

Skrev du for ikke så lang tid siden.


Men du stopper aldrig - du har i flere år påstået at du ville stoppe på Trosfrihed og jeg har i alle disse år svaret dig at det gør du aldrig.


Du skal ikke hoppe over i andres tråde og begynde at snik snakke om dig selv - dermed afsporer og spammer du trådene og ingen kan længere overskue hvad tråden handler om.

Denne tråd her har jeg oprettet fordi jeg ville redegøre for Helligånden.

Jeg skrev en længere Regin Prenter indledning om Helligånden og derefter et kortere til at tage og føle på indlæg om Helligånden. Et virkelig interessant indlæg.

Så hopper du pludselig ind i tråden og skriver 6 indlæg der ikke er en debat/dialog samtale med mig om trådens emne Helligånden.

Du begynder bare at skrive om dig selv og dermed spammer og ødelægger du min oprettede tråd om Helligånden.

Dette siger Arne er helt i orden fordi du også er et menneske.

Kan du ikke selv oprette en tråd hvor du fortæller om dig selv?

Eller skal jeg gøre det og vil du så love os at du når du ikke debatterer med os andre men kun taler om dig selv at det så bliver i denne oprettede tråd???

Hvorfor har du så svært ved at forstå noget så simpelt - det er sagt til dig igen igen igennem flere år - men du fortsætter med at hoppe over i andres tråde og der snakke om dig selv og ikke holde dig til trådens emne eller hvad dem du svarer skriver.

Det gode sker pludseligt ligesom ´lynet´ forskellige steder også om tegn mit oplysthed kosstyme, fordi med Helligånden levende handler jeg...
Selvom Ordet så å.t. jeg ´ordløs´...

Hvem/hvad handler Helligånden om?

LIV, DØD OG GENOPSTANDELSE

Min ånd med Helligånden ligesom Guddommen identificerer sig ikke med det fysisk (menneskets krop) materielle (ting i verden)! Gudsbevidsthed er anderledes end det dyrisk menneske.

Følgende sker igennem tre døgn:
En formiddag under dynen hører jeg forstyrrende nogen banker på min dør men, jeg åbner ikke døren, fordi jeg tror, at det er Jehovas Vidner. I nat imens jeg ligger under dynen, ringer igen nogen fire gange på min dørtelefon men, jeg lukker ikke vedkommende ind, fordi jeg tror, at det bare er en alkoholisk fuld person. Senere igen for tredje gang omkring middag om dagen banker en person på min dør, hvor jeg åbner den og sikke et næsten chokerende twist overraskelse, men først vigtig nævner jeg min relevant i nat søvnløse tilstand.
Mine bønner har et tema om specifik dog ikke som frygtelig angst men bekymring, hvor jeg ønsker, at jeg ikke bliver gammel og istedet min krops død så meget muligt uden skavanker, medicin og alvorlig sygdom hjem til som åndeligt evig liv i ´Himlen´. Men selv evigheden synes overvældende i nuet, hvor alt ligner intet?

Hvem banker på min dør? Tre politimænd. En af dem spørger om (et navn nævnes), hvilket jeg ´ja´ genkender fra min fødsels dåbsattest. Jeg har ikke kontakt med ´min kød og blod mor´. Og så fortæller han mig, at ´min far´ er død i sin bolig ved alderen (vistnok) 68 og: "Du er hans nærmeste pårørende, så vil du sørge for hans begravelse?" Mit svar er ´nej´, fordi jeg kender ham ikke. Jeg har derfor aldrig mødt ham. Den ´danske´ mor har engang sagt til mig, at han før min fødsel flyttede tilbage til Grønland, så jeg troede, at han stadig idag bor der som ´grønlænder´. Den ene politimand siger om det: "Nej."
Dagen efter ser jeg på min lydløse telefon, at et ukendt nummer har ringet, hvilket plejer at være anonymt skumle personer og reklamer tilmed på det seneste en Jehovas vidner men, alligevel jeg undersøger ´sagen´. En mand fra politistationens administration kontor fortæller mig: "Din far har boet i Danmark i mange år. Både på Grønland og i Danmark havde han ingen familie. Han havde en ekskone men uden børn, som han senere ingen kontakt havde med. Derfor du er hans eneste pårørende."

Det lyder jo næsten ensomt, tragisk, trist og sørgeligt, fordi selv jeg er ligeglad med det selvom, at jeg p.t. netop heller ingen sociale relationer har, men tiltrods for dette sker positivt godt om mig angående min tillid til den spirituel oplyst plan og på den måde hviler jeg faktisk fredeligt i mig selv.
Jeg opfatter det som en opvågning væk fra fortiden ved sammenhæng et åbenbarende tegn profetisk om min skæbne, hvor jeg istedet for om fremtiden ønsket at sove stille ind (dø), så istedet idag jeg lever, fordi meningen med livet sker som kærlighed. Derfor jeg ikke er alene og gerne sammen med jer i gudsriget på Jorden...