Konvertering er en proces, ikke en begivenhed. Personligt har jeg aldrig sat mig for at konvertere. Jeg var en trofast katolik, fra en familie af trofaste katolikker. Men jeg havde et begivenhedsrigt liv, og det fik mig til at stille spørgsmålstegn ved alting på et dybere plan.
I 1998 og 1999 gik jeg i Novena Church, Sankt Alphonsus Kirke næsten hver eneste dag. De fleste dage var jeg der til morgenmessen og aftenmessen. Jeg lærte messens rækkefølge udenad, jeg kunne det meste af liturgien udenad, og jeg kunne synge salmerne uden bogen. Når præsten fejrede messen, talte jeg med ordene. Der var dage, hvor jeg ville være der om natten og blive til de tidlige morgentimer, før jeg gik hjem til hvor jeg boede. På dette tidspunkt drak jeg næsten ikke. Jeg var holdt op med at spise svinekød, fordi det stod i Det Gamle Testamente. Der var dage, jeg fastede ligesom Jesus (a.s.) gjorde, i evangelierne - fra solopgang til solnedgang. Men i virkeligheden havde jeg ingen rigtig idé om, hvad jeg lavede. Jeg var en kristen, der var holdt op med at tro på meget af kristendommen.
For mig er problemet med kristendommen, at den ikke stod til intellektuel kontrol. Det begyndte med uskyldige spørgsmål om undren: Sagens kerne var begrebet guddommelig vilje. Hvis mennesket er fordømt på grund af arvesynden og kun bliver frelst ved Jesu stedfortrædende offer på korset, hvad med dem, der ikke mødte ham? Eller dem, der aldrig har mødt ham? Hvad med børn, der dør, før de modtager dåbens sakramente? Er der frelse? Eller er de dømt? Hvis mennesket ikke bliver frelst ved gode gerninger, men af nåde, hvad er formålet med gode gerninger? Det førte til selve arvesynden. Hvis Gud er uendelig barmhjertig, hvorfor skulle han så være hævngerrig og påføre sønnen faderens synder? Hvis synderne kan arves, kan nåden så også arves? Med Original Synden kommer Stedfortrædende Offer. Hvis Guds Retfærdighed ikke kan mættes undtagen ved et perfekt offer af de uskyldige, ville det så ikke være en selvmodsigelse, eftersom der ikke er nogen retfærdighed, hvis man får skylden for en andens ugerninger? Det var som at tage en tråd til kanten af klædet, og hver dag, lidt efter lidt, begyndte stykkerne at trævle op.
Så var der spørgsmålet om Paulus af Tarsus, den egentlige grundlægger af kristendommen. Paulus nettet aldrig Jesus (a.s.). Han tilbragte aldrig meget tid med de egentlige apostle eller var endda på god fod med dem. Kristendommen handlede altså ikke engang om Kristus (a.s.). Doktrinerne var i det væsentlige reaktive, udviklet af mennesker hundreder af år efter kendsgerningen. Når tro er alt, hvad du har, er det et groft chok at indse, at det, du har holdt fast i, ikke er korrekt. Jeg blev faktisk syg og var i en tilstand af nød og discombobulation. Jeg havde ingen at tale med om dette, undtagen denne Gud, som måske ikke er Gud. Jeg havde læst filosofi og var ganske fortrolig med de vestlige skoler og nærøstlige diskurser.
For at vende tilbage til begrebet den treenige Gud, var det vigtigste spørgsmål, jeg havde, dette: Hvis Jesus (a.s.) var Gud, og han døde på korset, døde Gud så? Hvis "gud" døde, så er han ikke min gud. Guden, der skabte universet, guden for den storm, da jeg sejlede, himlens Gud, der udfoldede sig foran mig for alle de år siden, kunne ikke være så fejlbarlig. Han er ikke Gud, hvis universet blev opretholdt i hans fravær. Hvis Jesus (a.s.) døde og Gud levede, så er Jesus (a.s.) ikke Gud. Jeg brugte mange nætter på at tænke på denne gåde. Således blev Jesus (a.s.) henvist til en karismatisk farisæer af usikker oprindelse.
Jeg studerede Bibelen nøje og hver eneste af dens bøger, inklusive historien, mytologien og især den formodede oprindelse. Dette satte meget af alt i tvivl. Der er ingen tvivl om, at jeg ikke længere var kristen, omend en ikke-kristen, der gik til messe to gange hver eneste dag i to år. Jeg havde ingen steder at tage hen. Jeg afviste direkte tanken om at være ateist eller agnostiker. Der var en Gud, og der måtte være en grund til skabelsen.
Til sidst besluttede jeg at starte fra bunden og tømme koppen, da alt, hvad jeg troede, var mistænkeligt. Spørgsmålet var nu: Findes der en Gud? Efter mange overvejelser og overvejelser konkluderede jeg, at der var. Hvad er denne Guds natur, og der er mere end én? Den første Guds natur, jeg genkendte, var, at han eksisterer. Den anden er, at Han er Skaberen, siden Han skabte. For at han skulle skabe, betød det, at han skulle være almægtig. Hvis Gud var almægtig, så er han Én, da var der en anden Gud, kunne nogen stoppe ham, og der ville være pluralitet i skabelsens love. Hvis Gud var Én og almægtig, så var han også
alvidende, da han ikke kan være almægtig, hvis der overhovedet var én ting, han ikke var klar over. Hvis sådan en Gud var almægtig, må han også være allestedsnærværende. Det udelukkede straks Jesus (a.s.) som Gud. Det var alt, jeg havde til at begynde med: At Gud eksisterer, at han er én, at han er almægtig, alvidende og allestedsnærværende. Dette er et sammendrag af mange overvejelser og overvejelser over en lang periode. Jeg havde rationaliseret Gud, men jeg kendte ham ikke.
Jeg gik videre fra kristendommen og studerede mange andre religioner. Baseret på ovenstående blev alle religioner i cyklisk tid øjeblikkeligt elimineret fra overvejelse. Alle religioner af polyteistisk karakter blev også elimineret. Kristendommen blev elimineret fra overvejelse, og alt, hvad jeg havde tilbage, var - jødedommen. Islam var aldrig på listen. Jeg kunne ikke lide "islam" portrætteret af muslimerne. Jødedommen virkede den perfekte indledningsvis. Kristendommen udviklede sig jo som en jødisk sekt. Og alligevel, efter megen undersøgelse, blev jødedommen selv fundet at manglede for mig.
En dag gik jeg forbi en boghandel, og på et indfald købte jeg en engelsk oversættelse af Koranen. Jeg læste det i bussen på vej tilbage. Og jeg kunne ikke lægge det fra mig. Jeg læste den i flere dage bagefter, og jeg slog udlægningen af passagerne op. Jeg købte en kopi af historien om Muhammed (s.a.w.). Den første sirah-bog, profeternes fortællinger, var Shaykh Abu Bakr Siraj ad-Din Martin Lings (q.s.) "Muhammad: Hans liv baseret på de tidligste kilder". Nu, denne Muhammed (s.a.w.), det var en mand, jeg kunne følge.
Det var et chok for systemet, og jeg kan huske, at jeg havde meget høj feber i flere dage.
Jeg gik tilbage til Novena kirke næsten hver aften og sad på stolen udenfor længe efter, at resten af kirken var lukket. Kun i disse dage blev jeg til langt ud på morgenen, og jeg havde King James-versionen af Bibelen i den ene og Shaykh 'Abdullah Yusuf 'Ali (r.a.)-oversættelsen i den anden. Dette fortsatte i flere nætter. Denne ummah, som jeg læste om; det var det, jeg ville være en del af. Jesus (a.s.) var ikke længere en farisæer omvandrende rabbiner; han var en Guds profet. Og Muhammed (s.a.w.) var i sandhed den sidste Budbringer og beviset på alt, fandt jeg i Bibelen. Det var i begyndelsen, at jeg fandt slutningen af eftersøgningen. Det vigtigste er, at Koranen handler om tawhid, monoteisme. Øvelsen, som jeg havde gjort for at finde ud af, at Gud er Én, blev udført, måske mere end 5.000 år tidligere af Abraham (a.s.).
Så læste jeg historien om Farao, da havene lukkede sig:
We Took the Children of Israel across the sea: Pharaoh and his hosts followed them in insolence and spite. At length, when overwhelmed with the flood, he said, “I believe that there is no god except Him Whom the Children of Israel believe in: I am of those who submit (to Allah in Islam).” (It was said to him), “Ah now! ― but a little while before, were you in rebellion! ― and you did mischief (and violence)! This day shall We Save you in your body, that you may be a Sign to those who come after you! But verily, many among mankind are heedless of Our Signs!” (Surah Yunus:90-92)
Jeg troede på Moses' Gud (a.s.), Jesu Gud (a.s.) og endelig Muhammeds Gud (s.a.w.). Det var der, alene i mørket, klokken tre om morgenen, den 6. december 1999, at jeg sagde shahadah: "Ashhadu an laa ilaha illa Allah wa ashhadu anna Muhammadar Rasulullah".
https://www.quora.com/Why-is-there-an-increasing-trend-of-converts-to-Islam-worldwide
Svar
Citer
Hvad har vi brug for...
