XXIII. Forekommer Treenighedsbegrebet i det Nye Testamente?

Hvis Treenigheden var en ægte og oprindelig Bestandel i Kristendommen, og hvis Jesus havde lært det til sine Disciple, saa skulde man vente at finde det ofte og klart udtrykt i det nye Testamente, Og de Kapitler eller Vers, som indeholdt denne Lære, maatte naturligt være at finde mellem de mest troværdige og tilforladelige Dele af Bibelen. Men saadan er det jo slet ikke´. Der plejede at være kun to, siger og skriver to, Steder i det N. T., som indeholdt Udtrykket "Faer, Søn og Helligaand", eller hvad der svarede til det. Det ene Sted var 1. Joh. Brev 5. Kap. 7.-8. Vers, sim i den gamle Bibeloversættelse lød: "Thi de er tre, som vidne i Himlen: Faderen, Sønnen (Ordet) og den Helligaand, og disse tre er eet; og de er tre, som vidne paa Jorden: Aanden, Vandet og Blodet; og disse tre gaar ud paa eet." Men det er paavist, at Ordene: "i Himlen: Faderen, Sønnen og den Helligaand, og disse tre er eet; og de er tre, som vidne paa Jorden:" var indskudt i det 5te Aarhundrede i den latinske Oversættelse og altsaa var rent og skært Falskneri. Disse Ord er derfor fjernede fra de nyere Bibeloversættelser.
Der er derfor kun een Treenighedstekst tilbage, og den er i Matthæus Evangeliets 28de Kap. 19de Vers: "Gaar derfor hen og gør alle Folkeslagene til mine Disciple, idet I døber dem i Faderens og Sønnens og den Helligaands Navn, og lærer dem at holde alt, hvad jeg har befalet eder; og jeg er med eder alle Dage indtil Verdens Ende." Disse Ord siges at være talt af Jesus under en af hans Aabenbarelser for Disciplene efter hans Opstandelse. Ord, som tillægges en Mand efter hans Død, vil altid være tvivlsomme; men her har vi andre Grunde til at holde Treenighedsformlen i den for et Falskneri. Først synes det underligt, at Disciplene ikke gjorde, hvad Jesus saa bestemt befalede; thi ifølge Apostlenes Gerninger døbte de altid i Jesu Navn, som de aldrig havde hørt andet befalet. Men dernæst citerer kristne Forfattere som Origenes og Eusebius fra Cæsaræa (der var Kirkens første store Historiker) ofte dette Skriftsted uden Treenighedsordene. I Eusebius´ talrige Skrifter citerer han dette Skriftsted i alt 18 Gange. De 15 Gange, det forekommer i Skrifter før Nikæamødet Aar 325, er der ingen Treenighedsord; efter dette Møde er Treenighedsordene føjet til i de tre Citater, der forefindes. Det synes altsaa klart, at Bibelhaandskrifter før Nikæamødet ikke havde denne Treenighedsformel.

I det saakaldte Hebræerbrev kan ovenstaaende Tankeopbygning findes, saaledes som Paulus selv gav sin Udlægning af Jesu Død og forsvarede den i en Tale, som han holdt ved Apostelmødet i Jerusalem, da han og Barnabas gav Møde dér for at gøre Rede for deres Forhold til Loven om Omskærelsen og til Lovene for Ofringerne.
Hebræerbrevet er Fragmenter af denne Tale, der blev holdt paa Aramaisk; den blev nedskrevet af nogle Tilhørere, og forskellige Afskrifter baade paa Aramaisk og Græsk cirkulerede derefter i de mange Menigheder, særlig i de paulinske, men ogsaa i de jødisk-kristne.

Jeg beder jer, brødre, om at optage denne formaningstale i bedste mening; jeg skriver jo til jer i al korthed. I skal vide, at vor broder Timotheus er blevet løsladt, og hvis han kommer snart, vil han være med, når jeg besøger jer.

Hils alle jeres ledere og alle de hellige! De fra Italien hilser jer. Nåden være med jer alle!

Jeg har ikke tillid til teksten...

Er det i øvrigt ikke Gud (Faderen) der har al magten?

Af Jesu Samtale med Apostlene under Maaltidet er i Ardors Beretning kun medtaget det, der kan have en almenmenneskelig Interesse; den er derfor kun gengivet i Brudstykker.
I sin Afskedstale til Apostlene, efter at han havde paabudt dem at forkynde hans Lære, paalagde han dem ogsaa at forkynde den for Hedningene; men han opfordrede dem ikke til at døbe de omvendte, som det fortælles i Evangeliet.
Paabudet om Hedningemissionen skete saaledes ved Afskeden og ikke, som det urigtig meddeles i Evangeliet, ved Jesu Tilsynekomst efter Døden.
Men da Jesus gav Apostlene dette Paabud, tænkte han kun paa de nærmest omboende ikke-jødiske Folkeslag, samt paa Grækerne og Romerne, hvis Tilbedelse af de mange Guder var ham velkendt.
Paa Jesu Tid var Verden meget lille; følgelig kunde han i sin Tanke kun rumme de menneskelige Væsener, hvis Tilværelse han havde Kendskab til. Derfor kan Hedningemissionen, saaledes som den ofte er bleven og ofte bliver praktiseret, ikke komme i den rette Samklang med Jesu Tanke, da han ikke havde det ringeste Kendskab til Jordens lavt- og laveststaaende Folkeracer, blandt hvilke Kristendommen i de sidste Aarhundreder er forsøgt indført ved et omfattende og tit farefuldt Missionsarbejde.
Endnu mindre kan dette Arbejde, udøvet blandt lidet udviklede Hedningefolk, komme i Samklang med den Maade, hvorpaa Gud søger at opdrage Menneskene: et Skridt frem gennem hver Inkarnation, fra uudviklede Væsener til mere aandsklare, mere frittænkende Individualiteter, ved hvilken Fremgangsmaade de bedre og bedre bliver i Stand til at forespejle sig en fuldkommen, en ophøjet Guddom, efterhaanden som det aandelige Ego modnes gennem sin Vækst og hæver sig til bevidst Erkendelse af dets guddommelige Oprindelse og evigtvarende Eksistens. Set fra et overmenneskeligt Standpunkt bliver det religiøse Missionsarbejde blandt lavtstaaende Hedninger saaledes ganske overflødigt, lige saa overflødigt som en Moders Tale til Barnet i Vuggen om dets guddommelige Oprindelse og dets himmelske Fader. De Menneskeaander, der besjæler disse Folkeracer, er som Regel saa unge og uforstaaende, at Resultatet af et Forsøg paa at gøre dem f. Eks. den kristne Religion indlysende, i de allerfleste Tilfælde vilde blive lig Nul. En Omvendelse fra Hedningetroen til Kristendommen eller til andre højtstaaende Religioner vil derfor ikke gavne disse menneskelige Skabninger det allerringeste. Saafremt de religiøse og etiske Tanker ikke er gaaet ind i deres Aands Bevidsthed som en Selvfølgelighed, saafremt de ikke er bleven til eet med deres inderste Væsen og derigennem har højnet deres etiske Standpunkt, vil de i diskarneret Tilstand have lige saa lidt Udbytte af disse Forestillinger og Tanker, som Barnet — senere hen — vil have Udbytte af sin Moders religiøse Meddelelser fra et Tidspunkt, hvor dets menneskelige Bevidsthed endnu ikke var vaagnet til en klar Erkendelse af dets egen Tilværelse i den jordiske Verden.
Men efterhaanden som de unge Menneskeaander skrider frem i deres Inkarnationer, efterhaanden som deres Aand modnes til større Indsigt og større Klarhed, vil ogsaa de blive gjort delagtige i de Sandheder, der endnu ligger langt over deres Fatteevne, baade som Mennesker og som diskarnerede Væsener.
Missionsgerningen blandt lavtstaaende Menneskeracer vil derfor, saaledes som den udøves, aldrig komme til at staa paa Højde med det opofrende Arbejde, der er bleven ydet og stadig ydes fra mange forskellige Sider og paa utallige Maader, baade i Retning af aandelige og materielle Værdier. De faa virkelig gode Resultater (kun Gud, ikke Mennesker, kan afgøre, hvor dybt en Omvendelse bunder) kan ikke paa nogen Maade opveje de mange Menneskeliv, som i Tidernes Løb er ofret paa Hedningemissionens Alter. Som oftest er det Missionærerne selv, der har størst Udbytte af den religiøse Missionsgerning, da denne Gerning tit beriger de udøvende med store aandelige Værdier. (Taalmodighed, Medfølelse, Opofrelse o.s.v.).
Derimod vil et almindeligt Oplysningsarbejde blandt lavtstaaende (ikke for lave) Racer muligvis virke opdragende i kulturel Henseende og derigennem skaffe disse ofte ulykkeligt stillede Væsener bedre Betingelser for deres og deres Efterkommeres Livsførelse. Hvis der saa til dette Arbejde knyttes en let fattelig og enkel Lære om det oversanselige, kan meget vindes. Disse aandeligt uudviklede Skabninger har nok, naar de lærer, at en kærlig Gud og Fader vaager over dem, og at de i Bønnen, selv om den er aldrig saa barnlig og enkel, stedse kan henvende sig til Ham om Hjælp og Beskyttelse mod det onde i den jordiske Tilværelse.