I denne weekend bringer dagbladet Information et interview med en fransk forsker, der siger:
Citat:
Selv et barn kan se, at den globale klimapolitik er dømt til at fejle
Det har ført mig til denne kommentar:
Citat:
Når perspektiverne er så triste, som det her beskrives, kan jeg ikke lade være at tænke på den strøm vi her i Danmark har i vore stikkontakter og ledninger. 15% af den kommer fra fossil afbrænding, og det burde jo være nul. Men 3% kommer fra atomkraft, der nok hovedsageligt er produceret på Ringhals ved Gøteborg, som nu har kørt i mere end 40 år. Selv om der er atomskræk, generer de 3% åbenbart ikke, og hvis man øgede med 15% - op til ialt 18% kunne vi sige farvel til fossil energi til strøm i Danmark. Hvad om vi spurgte Ringhals, om de kan/vil levere?
I dag mandag den 22-11-2021 fortæller dagbladet Information, at Frankrigs præsident Emmanuel Macron har foretaget en "kovending" og nu ser atomkraft som grøn energi. Han vil bygge 6 nye atomkraftværker.
I dag er alle klar over, at vi skal gå over til vedvarende energi for at bremse følgerne af vores vildt voksende CO2-forurening af denne klodes atmosfære. Selv noget så frygtet som atomkraft er - omsider - ved at blive accepteret - her i nødens stund. Men en anden bagvedliggende faktor ofres ikke megen opmærksomhed: Økonomisk vækst:
Citat:
Corona- og klimakrisens fælles rod: den økonomiske vækst
Citat:
Et endnu større problem er den kapitalistiske økonomis binding til en kontinuerlig vækst. Systemet er baseret på konkurrence mellem privatejede virksomheder, som derfor hver for sig er nødt til at skaffe sig så stort et overskud som muligt. Er det ikke stort nok, smutter investorernes kapital over til mere lukrative foretagender. Og/eller virksomheden er ude af stand til at investere i ny teknologi – og gør den ikke det i mindst samme omfang som konkurrenterne, ender den med at producere mindre effektivt end dem og bliver udkonkurreret.
Så det er altså mere pengene, end det er os, der regerer verden.
Hvordan får vi magten tilbage? Er det umuligt? Det er det nok i USA - og vel også i EU. Men hvad med Kina og deres statskapitalisme? De er jo meget anderledes end os, og det vækker jo ikke sympati. Men de stoppede deres befolkningstilvækst med en midlertidig etbarns-politik, og de udryddede fattigdom i deres samfund. Kan de mon frigøre os mennesker fra det konkurrence-drevne evige merforbrug? Og kunne vi finde bedre og mere attraktive livskvaliteter end de ret ensidigt og stadigt øgede materielle?
Når det åbenbart er, som beskrevet hos pov ("point of view"), at nok alle samfund er fastlåst til evindelig økonomisk vækst, hvorved vi mennesker jo lidt efter lidt "æder" denne klode op - og dermed vores eget livsgrundlag - så forekommer det mig totalt vanvittigt, at kristne og andre, der opfatter skaberærket som helligt, at de/vi er totalt passive her.
Skal vi virkelig blot fortsætte med at presse naturens liv sammen, så bl.a. den ene viruspandemi efter den anden opstår, og skal vi blot fortsætte med at tilsvine jordens luft, så varmen gør kloden mere og mere ubeboelig?
Hvor er præsterne, og hvor er alle vi andre, der tillader politikerne at ignorere?