Denne sin Forklaring af Jesu Mission og Død gav Paulus derefter til sine Disciple. I Tidernes Løb forvanskedes Ordene en Del, og i den ændrede Skikkelse optoges de senere hen i evangelierne, som om Jesus selv havde udtalt dem ved Paaskemaaltidet. Men at Ordene skyldes Paulus og ikke Jesus, fremgaar tydeligt af 1. Korint. 11,23. Paulus siger dér: Thi jeg selv har modtaget fra Herren, hvad jeg ogsaa har overantvordet eder, at Herren Jesus i den Nat, da han blev forraadt, tog et Brød . . . o. s. v. – Hvis Jesus havde anvendt Ordene ved Afskeden, vilde Paulus have sagt: »Thi jeg har modtaget Ordene fra Herrens Apostle, der, som I vide, vare til Stede ved Maaltidet.« Men han siger udtrykkelig: Jeg selv har modtaget fra Herren. Paulus lagde i det hele taget aldrig Skjul paa, at han mente, hans Tanker skrev sig direkte fra Herren (Br. til Gal. 1,11–12) og at han saaledes ikke byggede paa »Andenmands Grundvold« (Br. til Rom. 15,20). (I »Vandrer mod Lyset« vises, hvem det egentlig var, der stod bagved Pauli Tanker og derved blev den virkelige Ophavsmand til Læren om Jesu Soningsdød.)