Profeten Muhammed
http://islamstudie.dk/?page_id=655\\\\\\\\\\\\\\\\\\\
. Aisha (radi Allaha anha) var hans anden kone. Datter af hans bedste ven og mest trofaste følger Abu Bakr. Han var en af de første ledsagere og havde igennem lang tid håbet på at kunne besegle deres dybe venskabsforhold ved at skænke profeten sin datter til ægte. Ved at gifte sig med Aisha udviste profeten ham den højeste ære. Deres slægtskab betød, at Abu Bakr selv under de vanskeligste kår stod profeten nær. De var knyttet sammen både i slægt og spiritualitet.
Desuden viste Aisha sig at være en exceptionel klog kvinde. Hun havde både temperamentet og naturen til at kunne støtte en profetisk mission og bringe den videre frem. Hendes ægteskab var som en skoling for hende. Hun blev forberedt til at blive en lærer og en guide for andre. Hun var en af de største og mest betydningsfulde disciple og elever af profeten, og hun kom til at undervise de største sheiker inden for Islam. Som så mange andre af hans ledsagere fra denne tidlige og velsignede tid blev hendes talenter plejet og fremelsket af ham personligt, fred være med ham. Hun var således både hans hustru og elev. Hendes liv og hendes tjenester for Islam, efter hun blev gift med profeten, viste gennem tiden, at hun var virkelig værdig til at være en profets hustru. Hun viste sig at blive den største autoritet inden for Hadith, og en fremragende Korankommentator. Hun blev også en fremtrædende ekspert - faqih - når det kom til islamisk lov - sharia. Gennem sin enestående forstand besad hun i sandhed de indre og ydre dyder og erfaringer fra profeten, fred være med ham.
\\\\\\\\\\\\\\\\\\\\
Zainab bint Jahsh (radi Allaha anha) var også en nobel kvinde af fin herkomst og i familie med profeten. Desuden var hun meget from, hun fastede ofte og var en gavmild giver. Da profeten bad hendes familie om at give hende til ægte til Zaid var familien først uvillig. Som dreng var Zaid blevet taget til fange under en strid mellem stammerne, og han endte med at blive solgt som slave. Den ædle Khadijah havde ham som slave, og gav ham til profeten som bryllupsgave. Zainabs familie havde håbet, at de kunne gifte datteren til profeten selv. Men da det gik op for dem, at det var profeten, der ønskede, at deres datter skulle giftes med Zaid, gik de med til det af kærlighed til og respekt for ham. Profeten gav straks Zaid hans frihed, og adopterede ham kort efter som sin søn.
Årsagen til, at profeten insisterede på, at Zaid skulle giftes med Zainab, var, at han ønskede, at lighedsbegrebet mellem ledsagerne skulle hæves fra ideal til praksis. Han ønskede at nedbryde den gamle arabiske fordom mod slaver - selv ikke en løskøbt slave var god nok til at gifte sig med en pige, der var født i frihed. Således startede profeten dette sociale skred i samfundet.
Ægteskabet bragte imidlertid hverken lykke til Zaid eller Zainab Dette til trods for at Zainab var en kvinde af værdig herkomst, og at hun var en god muslim med meget fromme og usædvanlige egenskaber. Zaid, den løskøbte, var en af de første, der overhovedet havde sluttet sig til Islam. Han var også en god muslim. Begge elskede profeten og adlød ham, men deres ægteskab kunne ikke fungere. Zaid fandt, at det i længden var uholdbart og gav gentagne gange udtryk for at ville skilles fra hende. Men profeten insisterede på, at de skulle holde ud og være tålmodige. På et tidspunkt, hvor profeten var midt i en samtale, at kom englen Gabriel til ham og overbragte en åbenbaring, hvor det blev tydeliggjort, at profeten selv skulle gifte sig med Zainab. (Hadith: Bukhari, Tawhid 22) Profeten tillod skilsmissen og ægtede derefter Zainab:
"Og (husk), da du, (O Muhammad), sagde til ham (Zaid), som Allah havde vist nåde, og som du havde vist nåde: Behold din hustru hos dig, og frygt Allah. Og du skjulte i din sjæl, hvad Allah ville bringe for dagen, og du frygtede mennesker, og Allah har større krav på, at du frygter Ham. Men da Zaid opnåede, hvad han ønskede af hende (og lod sig skille), lod Vi dig gifte dig med hende, så der ikke skulle være nogen vanskelighed for de troende, hvad angår deres adoptivsønners hustruer, når de har opnået af dem, hvad de ønsker (og har fået skilsmisse).Og Allahs bud må udføres." (Sura al-Ahzab, 33:37)
Denne befaling var en af de vanskeligste prøvelser for profeten. For han blev befalet at gøre en ting, der stod i diametral modsætning til arabernes traditioner. Det var tabu. Men han var nødt til at gøre det, der blev ham befalet, men som Aisha senere sagde: "Hvis profeten nogen sinde skulle have holdt noget af det, der blev ham åbenbaret, tilbage, ville det have være dette vers." (Hadith: Bukhari og Muslim)
Guddommelig visdom havde bestemt, at der var et behov for at knytte Zainabs noble personlighed til profetens husstand. Hun skulle have direkte viden og skulle forberedes til at kunne lede og oplyse muslimerne siden hen. Zainab kom kort tid efter brylluppet til at bevise, at hun var ham en værdig hustru. Zainab var altid meget bevidst om, hvad der var passende for hende at gøre i sin rolle som profetens hustru og altid så påpasselig med at leve op til sit ansvar, at det skabte beundring.
Før Islam, perioden vi kalder 'uvidenhedens tid' (jahilija), var en adopteret søn respekteret, som var det en biologisk søn. En adopteret søns hustru blev derfor betragtet som en biologisk søns hustru. Det åbenbarede Koranvers forbyder at ægte ægtefællen til ens biologiske børn. Men dette forbud gælder ikke adoptivsønner, med hvem, som vi i dag ved, man ikke er blodsbeslægtet med. De vantros tabu mod at gifte sig med adoptivsønners fraskilte hustruer havde dybe rødder. Det var for at rive denne tradition op ved rødderne, at profetens ægteskab med Zainab blev befalet gennem åbenbaring. For at få etableret en uigenkaldelig autoritet blandt eftertidens generationer af muslimer måtte der et tydeligt brud med de gamle arabiske regler til. Dette blev opnået gennem profetens eget eksempel. Dette er endnu et eksempel på dybden af tro i den mand, der havde accepteret det guddommelige kald.
\\\\\\\\\\\\\\\\\\\
Af disse ægteskaber kan vi lære, at de ofte var en smuk måde at hjælpe en enke på, når alle andre midler var udelukket, og at de ofte var en vej til at skabe fred og forsoning mellem de stridende parter. Deres forskelligheder var store, og de havde behov for at lære hinanden at kende for på en harmonisk måde at blive en enhed. Det var ved denne proces, at visse ledsagere med særlige evner kunne finde sammen, og deres egenskaber kom til at blomstre til gavn for alle i samfundet.
Det samme gælder for kvinderne med exceptionelle evner. De kom til at etablere en ny norm for mellemmenneskelige relationer i et forenet broderskab, hvis grundvold var troen på Gud. Endvidere lykkedes det for profeten gennem disse familiebånd at bringe ære til de to mænd, der skulle blive de første ledere af det muslimske samfund, nemlig Abu Bakr og Umar ibn al-Khattab. Disse ægteskaber var ikke motiveret af personlige lyster eller selvtilfredsstillelse, sådan som det ofte bliver insinueret af Islams bitre fjender. Bortset fra Aisha var alle profetens hustruer enker. Og alle ægteskaberne efter Khadijah blev indgået på et tidspunkt, hvor han allerede var en ældre mand. Snarere end at være tale om fornøjelser var de nok nærmere et udtryk for hård selvdisciplin.
Profeten, fred være med ham, bragte en del af den selvdisciplin til hver og en af sine hustruer på den mest retfærdige og ligeværdige måde. Hvad han end havde at dele med dem, delte han retfærdigt og ligeligt mellem dem, uanset om det gjaldt økonomisk underhold, boligforhold eller gaver i det hele taget. Han var også opmærksom på at fordele sin tid ligeligt imellem dem alle. De blev behandlet med lige megen respekt.