PÃ¥ din opfordring...



Frigøre til hvad? Hvilke ressourcer eller veje? Ud i det ukendte?

Sådan oplever jeg ikke religion. Tværtimod: Det er ofte noget med faste ritualer. Om søndagen sker der det og det i kirken - og det foregår som regel sådan eller sådan.

Jeg mener, at der er en stor forskel på "sandhedens forkyndere" og på den religion, som er fulgt i deres kølvand. Det var aldrig meningen, at vi skulle tilbede på dette eller dette bjerg, men at vi skulle tilbede i Ånd og Sandhed.



Man kan godt sige, at det forudsætter en tro på sandhedens forkyndere - især på Jesus, som har fortalt os om kærlighedens vej. Fortalt det på en måde, som kun en i kontakt med Gud kan fortælle det.

Og her er det altså vigtigt at fatte, hvad det vil sige at tro. Tror man på Einstein, så er det fordi, man tror på, hvad han siger. Tror man på Darwin, så er det fordi, man tror på, hvad han siger. Tror man på Jesus, så er det fordi man tror på, hvad han siger. (Hvilket han jo også selv understreger).

Det må aldrig blive af samme skuffe som en tro på julemanden (dvs. slet og ret et spørgsmål om, hvorvidt han eksisterer).

Kære tros



Nogle gang sættes ting på spidsen for at opildne til debat. Dette var min egentlige hensigt med postulatet om, at det ikke handler om at tolke en gud/Gud ind i kulturradikalismen. I virkeligheden var der noget i dit indlæg, der ikke blev helt klart for mig, hvilket jeg nok skulle have spurgt ind til. Derfor føjer jeg mig for dit udsagn om, at misforståelsen er på min side. Beklager! Hvad var det så, at du præcist mente?



Det kan du på sin vis have ret i, men det var jo netop her, at jeg ville fremhæve, at en opfattelse af kulturradikalisme opstår ved at beskæftige sig med kulturradialismen. Min intention for denne tråd var i udgangspunktet et oplæg om dybets dimension, hvorefter du med din kommentar fik mig til at trække kulturradikalismen ind på scenen, fordi jeg finder den interessant og - vel og mærke i lyset af tidligere tiders undertrykte områder af menneskelivet - nødvendig.

Når jeg så (i mit forsøg) hævder, at kulturradikalismen mangler dybets dimension, forudsætter det, at jeg sætter noget andet som en lige så væsentlig og uundværlig dimension. Det gælder nemlig den dimension, der omhandler vores mere essentielle eksistensgrundlag. Her kan vi i og for sig godt holde skabelsestroen ude, og alene forholde os til, at de kulturradikale havde nogle overordnede principper for deres virksomhed, der rækte/rækker ud mod verden. Kulturradikalisme er så at sige handlingsorienterende for vores historiske liv. Læg venligst mærke til, at min hensigt ikke er at afvise kulturradikalismen men derimod at fortsætte bevægelsen ud mod verden med bevægelsen op og ned (himmel og jord, ånd og krop forbindes). Hermed kommer figuren mennesket frem, det står ganske udstrakt og ligner i sin retningsprægede figur til forveksling korset (det romerske henrettelsesredskab), som jo er et ganske centralt symbol og budskab i kristendommen (= troens begivenhed, Kristus).

Det betyder, at vi som menneske har brug for både det vandrette element og det lodrette element, hvilket svarer til Paul Tillichs korrelationsteori, der lader den horisontale og vertikale dimension i menneskets tilværelse korrelere. Dette forsøgte efterkrigstidens kunstnere og tænkere til gengæld at råde bod på.




Medierne i dag er desværre ikke til for at afsløre regeringes krumspring. Heri er vi ikke uenige. Jeg har dog et lille spørgsmål til, hvad du mener med "humanistiske spirit og agressivitet"?

Mvh
Anne

Kære Anne.

Jeg har skam stoppet dialogen med ThomaZen af nøjagtig den samme årsag - og jeg afholder mig iøvrigt fra langt mere, end du forestiller dig. Jeg har selv været ked af på dine vegne, at dit udmærkede emne blev afsporet, men sådan vil det altid gå i en åben debat, især når barnlige sjæle med en fanatisk agenda vil præge alle tråde.

Kulturradikalister eller mere korrekt nyradikalister, som de benævnes i dag, adskiller sig for mig at se kun fra de troende ved indholdet af deres tro. Jeg har altid moret mig over de "frigjorte" finkulturelles kamp mod "borgerligheden" og forsvar for "folkekulturen", som de sjældent forstår. De er lige så meget kulturpaver, som dem de fanatisk bekæmper. Idealerne er blot modefænomener, som kommer og går, mens tiderne skifter.

Hvis en fremmed race kom for at studere menneskene, så ville det ikke være intelligentsiaens opførsel, der ville blive anset for et karakteristisk træk ved menneskeheden, men den brede befolknings daglige liv og gøren.

Hverken frihedsbegreber, tankemæssige dybder eller moralske forestillinger ville få plads i deres beskrivelser, for de er alle afvigelser fra normen. De fremmede ville snarere beskrive artens karakteristika som en ambivalent blanding af samarbejde og indbyrdes rivaliseren, der bar tilfældighedens præg, med lejlighedsvise pardannelser mellem kønnene, og en yderst dårlig yngelpleje.

De ville også notere sig, at alle individer foretog mange rituelle handlinger, der så ud til at være lokale variationer over et uproduktivt beskæftigelsesmønster, som åbenbart var en integreret men formålsløs del af deres levevis.

Vores brug af billeder ville ifølge beskrivelsen bestå i, med en primitiv teknologi at fastholde tilfældige situationer på små ark og gemme dem bort. Vores brug af lyd karakteriseret ved, at mange individer samles for at tiljuble nogle få, der enten direkte eller ved at stryge, trykke, slå på eller puste i forskellige artifakter udsender rytmiske skiftende frekvenser.

Disse signaler sendes også elektromagnetisk til endnu flere individer, der indtager en dvalelignende tilstand ved terminalen. Dette sidste synes at være en mere og mere overhåndtagende tendens, som sandsynligvis vil svække artens overlevelsesevne.

Dette er menneskets egentlige kultur set udefra. Den kan ingen nyradikalister ændre noget ved. Det kan kun ske ved hjælp af indoktrinering, som jo både kulturradikalismen og nyradikalismen vil modsætte sig til hver en tid. De vil ikke vide af andre kulturpaver end dem selv.

Mvh

Ole Bjørn

Hej Thomas

Dette bliver blot et lidt hurtigt svar, da jeg kan se, at du vil meldes ud fra denne debatportal. Derfor er der nok ingen grund til at starte en længere debat.

Du starter lidt skævt ud med følgende indvending:

Frigøre til hvad? Hvilke ressourcer eller veje? Ud i det ukendte?

Sådan oplever jeg ikke religion. Tværtimod: Det er ofte noget med faste ritualer. Om søndagen sker der det og det i kirken - og det foregår som regel sådan eller sådan.


For mig virker det som, at du er for opslugt af din egne motiver for at skrive her til helt at opfatte, hvad det er, jeg skriver. Min indledning til indlægget om dybets dimension skal ikke forstås som religion men derimod som en generalisering at vor tids modefænomen, hvor mange søger et alternativ til den stressede hverdag. Nogle finder det måske i en religion, men mange nøjes med f.eks. at gå på helsemesser, lave meditationer, læse spirituel litteratur, tro på noget guddommeligt godt og bevægende for krop og sjæl etc. Du ved, at tilbuddene er mange på det alternative marked, og for nogle giver det et nyt overskud. Andre går et skridt videre og søger efter sandheden: Hvad er sandheden i denne verden for en størrelse, og hvad er meningen med livet, spørger de måske. De længes efter sandheden og skærper opmærksomheden mod en ny åndelig vej.

Dine spørgsmål er sådan set fine nok, for hvad er det vi/de vil frigøres fra? Ja, hvad er det, der ligger som en byrde i deres hverdag? Måske er løsningen slet ikke dette alternative valg. Med andre ord kan vi sige, at svaret ikke blot findes i en livsvisdom eller religion men i dem selv - i dem selv væk fra altet og den absolutte enhedstilstand. Jeg tror, at det handler om, at vi skal 'ind i os selv': "mennesket skal ud af det skjulested, han har bygget sig" (D. Bonhoeffer, 1939).

Et sådant skridt kan måske godt føles som et skridt ind/ud i det ukendte men ud fra det eksistentielle livsgrundlag er det snarere et spørgsmål om at (gen)kende (og blive sig bevidst). Det viser sig bl.a. i drømme, hvor det underbevidste/ubevidst ofte i form af følelser kommer til udtryk som havet eller de frygtindgydende dyr, vi flygter fra. Vi er i virkeligheden bange for at blive konfronteret med det, vi knap nok kender i os selv.

Som du måske bedre kan se nu, handler mit debatoplæg til denne tråd i den forstand ikke om religion som et bestemt religiøst tankesæt. Jeg knytter endvidere an til teologen og religionsfilosoffen, Paul Tillich, som i stedet for at tale om religioner med fastsatte ritualer og traditioner, taler om det vertikale i vores liv; det eviges manifestation i vores aktive historiske liv.

Hertil mener jeg, at religion er mere end det, du angiver. Kristendommen er ikke det, der sker henne i kirken. Det er et Kristusforhold, dvs. en tro på Jesus Kristus. Denne tro er som et træ med en masse grene. Vi er grenens blade. Gud giver os fællesskaber at leve i, og kirken er ligeså et fællesskab organiseret af mennesker og traditioner. Kirken er således det sted, hvor evangeliet forkyndes og sakramenterne forvaltes. Kirken er det sted, hvor mennesker samles om det, de tror på. Spørgsmålet er så, om kirken foruden at være en menighed også er blevet en serviceanstalt? Kristenfolket (en gammeldags betegnelse) har endnu ikke lært at blive Jesu disciple/efterfølgere. De har ikke opdaget dybets dimension og sidder derfor blot på de polerede rækker indtil, kirkeklokkerne ringer, hvor de rejser sig for at fortsætte deres trivielle liv.

Mvh
Anne

Du starter lidt skævt ud med følgende indvending

Du starter lidt skævt ud med at kalde mine uddybende spørgsmål for en 'indvending'.

Dine spørgsmål er sådan set fine nok

Ja, det mente jeg da også nok. Og ærlige...

Med andre ord kan vi sige, at svaret ikke blot findes i en livsvisdom eller religion men i dem selv - i dem selv væk fra altet og den absolutte enhedstilstand.

Ingen forskel mellem livsvisdom og "inden i dem selv" - det er jo der, at livsvisdommen findes!

"Den absolutte enhedstilstand" - altså, hvad mener du? Du taler om det, som om at det er noget helt alment forståeligt... Har du oplevet "den absolutte enhedstilstand"? Hvad består sådan en i? Er det en følelse? En erkendelse? Hvad er det?

Som du måske bedre kan se nu, handler mit debatoplæg til denne tråd i den forstand ikke om religion som et bestemt religiøst tankesæt.

Fint fint, jeg spørger bare til de vendinger, du så flittigt bruger. Det er let at sige en masse fine ord og rable en masse semi-religiøse floskler af sig, men hvad mener du? Der er ingen grund til at imponere med name-dropping og begreber fra universitetet - tænk engang hvis Jesus havde talt sådan!! Det er børn og deres lige, der skal tage imod Himmeriget.

Jeg knytter endvidere an til teologen og religionsfilosoffen, Paul Tillich, som i stedet for at tale om religioner med fastsatte ritualer og traditioner, taler om det vertikale i vores liv; det eviges manifestation i vores aktive historiske liv.

Nu igen dette fis med at tale om det horisontale og det vertikale - gud ske tak og lov for at Jesus IKKE talte sådan! Men nu vi er ved det: Hvad menes der med horisontal/vertikal i denne sammenhæng?

Hertil mener jeg, at religion er mere end det, du angiver. Kristendommen er ikke det, der sker henne i kirken. Det er et Kristusforhold, dvs. en tro på Jesus Kristus. Denne tro er som et træ med en masse grene. Vi er grenens blade.

Jesus giver også en lignelse med et træ, hvor de, som holder fast i hans ord, er træets grene. Dette skal også altid forfladiges, så nu er alle ligepludselige små søde grønne blade - nej hvor hyggeligt!

Kirken er således det sted, hvor evangeliet forkyndes

Gu' gør det ej! Jeg har næsten aldrig hørt et eneste Jesus-ord blive forkyndt i kirken.