Altså denne klode er en bagatel, og vi er blot en mindre - men grådig - del af denne bagatel.
Jeg vil gerne tilføje, at alt tyder på, at vi mennesker kun vil eksistere i en meget, meget kort del af dette universets levetid. Det er jo svært for os at acceptere en så beskeden rolle, og ingen religioner har vist heller gjort det - måske/måske ikke med undtagelse af buddhismens idé om Nirvana. Men vi kommer jo ikke udenom, at dét er, hvad astrofysikken - og økologien - siger os!
Tænk om vore religioner tog dette til sig og fokuserede på vore evner til at opleve det guddommelige i verdens væren og til at føle - og motiveres af - taknemmelighed, kærlighed og omsorg. En vidunderlig verden kunne det blive ... mens vi er her