Apropos syndefaldet så har Edgar Morin (der stadig lever) en ret videnskabelig i antropologisk sammenhæng forklaring på faldet (syndefaldet) - følger her:
Sproget føder Logos og Mythos som tvillinger, men efter fødslen går de hver til sit; Logos bliver den rationelle tale kommende fra en logisk objektiv ånd, der forestiller sig verden uden for sig selv; Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre.
Læs hele Edgar Morin teksten i dens sammenhæng for at forstå det med Logos og Mythos der bliver adskilt som mennesket og kosmos og Gud blev adskilt ved faldet (syndefaldet) - følger her:
Citat:
Myten er uadskillelig fra sproget, og ligesom Logos betyder Mythos oprindeligt ord eller tale. Sproget føder Logos og Mythos som tvillinger, men efter fødslen går de hver til sit; Logos bliver den rationelle tale kommende fra en logisk objektiv ånd, der forestiller sig verden uden for sig selv; Mythos konstituerer den subjektive, enestående og konkrete diskurs ved en ånd, som er vokset sammen med verden og oplever den som sit indre. Senere blev Mythos og Logos modsætninger idet Mythos forekom Logos at være som en fabel, en legende blottet for sandhed, og Logos syntes for Mythos at være kødløs abstraktion, noget ydre i forhold til de dybere realiteter. Edgar Morin (parentesen er dog min).
Arkeånden. De to tankegange, den rationelle og den mythologiske, der er tæt forbundet i de arkaiske civilisationer, udvikles sideløbende i de historiske civilisationer og kan indgå i en forbavsende symbiose i vores moderne civilisation. Først og fremmest har den rationelle og den mythologiske tankegang fælles oprindelse; dermed mener jeg ikke blot ånd/hjerne i almindelighed, men de grundlæggende principper, der styrer åndens/hjernens operationer. Mythologien er menneskelig. Dyrene er i deres beregninger uvidende om myten,og kan derfor forekomme mere logiske end vi med vores erkendelse. Man har længe troet, at myten var en primitiv illusion, født af en naiv anvendelse af sproget. Man må imidlertid forstå, at myten afslører en stadig levende Arketanke og ikke så meget en arkaisk forældet tanke. Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt.
1. Den bagvedliggende Ånd er en gordisk hjerne-spirituel knude, hvor ikke blot de tankegange endnu er forenede, men hvor også: - det subjektive og det objektive endnu ikke er adskilt - repræsentationen smelter sammen med den repræsenterede ting (som det er en oversættelse af);
- sproget endnu ikke har adskilt det påpegende og det påkaldende, det prosaiske og det poetiske. Edgar Morin.
Den skarpe iagttager vil finde Jungs Psykologi og metode her:
Myten stammer fra det, man kan kalde Arkeånden, som ikke er nogen tilbagestående ånd, men en Bagvedliggende Ånd, som i overensstemmelse med den stærke betydning af ordet Arke hænger sammen med de oprindelige kræfter og former i forbindelse med de hjernemæssige-spirituelle aktiviteters principielle og grundlæggende aktiviteter dér, hvor de to tanker endnu ikke er adskilt - hvor Mythos og Logos ikke var gået hver sin vej.
💦🏊🚴🏃💕
Apropos VISDOM så er KRISTUS GUDS VISDOM til en falden menneskeslægt ifølge Paulus.
I KRISTUS flyttes vi over i Livets Ånds Love som Guds Børn - iøvrigt derfra alle HELBREDELSER - det er GUDS ÅND der er LIVGIVER - er LIVETS ÅND. Når vi lever i overensstemmelse med LIVETS ÅNDS LOVE igen er kommet tilbage til LIVETS TRÆ ja så følger HELBREDELSERNE. Hvilket enhver selv kan eksperimentere med og føre bevis for er sandt.
Christian Science er praktiserer dette overalt i verden også i Danmark.
Der er i hvert fald ikke tale om en "matematisk formel". Men det er for mig noget, man kan nærme sig via filosofisk diskussion, opdagelsen af hvad der er meningsfuldt, og via direkte intuition. Det handler i virkeligheden blot om få punkter:
Gud er god og ønsker kun det gode for alle levende væsner i sin skabelse.
Der er en tidløs dimension af virkeligheden.
Mennesket er en aktør i verden.
Selv om menneskene er mange, er vi i en vis forstand (ment til at være) en organisk helhed, en pluralitet i harmoni.
Den filosofiske diskussion af disse punkter er spændende, men det har nok mest vægt for mig, hvad jeg oplever ved direkte intution og finder meningsfuldt.
Jan:
Citat:
Men lad os tale om tingene. Har der været et fald? Hvad får os til at tænke i sådanne baner...
Hvis Gud er, og et fald IKKE har fundet sted, hvorfor så denne lidelse? Så vidt jeg forstår på Arne, så er det ikke af mangel på kærlighed fra Guds side, at der er så meget død og lidelse - det er blot et spørgsmål om, at vi er forkælede! Den tankegang kan jeg slet ikke følge.
Der er mennesker, der lever i pinsler, fra de fødes til de dør. Er de forkælede, fordi de ønsker det anderledes? Det må blive et rungende NEJ fra min side. Men er det så fordi, at Gud er ond? Igen må jeg svare NEJ. Havde Gud - virkelighedens begyndelse og mål, essens og grund - været ond, hvad er livet så værd, og hvordan kan vi mennesker have en mere barmhjertig og kærlig til livet, idealer som rækker højere end Gud? Det giver ingen mening for mig at se.
Gud er god og ønsker at fylde hele skabelsen med sig selv. Dette er stort for mig. Arne, for mig at se, taler du om en distanceret og kynisk Guddommelighed, som om disse træk er "stemplet" på storhed. Men er det ikke blot en klassisk forestilling om menneskelig storhed? - En kynisk og magtfuld konge som beder sit folk om ikke at klynke.
For mig er er Gud stor i sin kærlighed og nærhed - transcendent sin skabelse, men også immanent til stede som kilden til hvert øjeblik i vores liv.
Faldet drejer sig ikke om, at Gud har VILLET det, men at Gud har TILLADT det i mødet mellem sin gode skabelse og menneskets frihed. Men Gud kommer også selv - som menneske - for at rette op på ulykken. Kristus både lider og dør i den faldne verden, for at vi fra at være faldet vil blive løftet op i Gud igen.
Man kan finde hans ord om "kærligheden som et tilflugtssted" i lidt forskellige varianter. To af dem er præsenteret nedenunder. Den sidste oversættelse er lettere omskrevet.
Let love lead your soul. Make it a place to retire to, a kind of cave, a retreat for the deepest core of your being. - Attar of Nishapur
Lad kærligheden lede din sjæl. Gør den til et sted at trække dig tilbage til, en slags hule, et tilflugtssted for den dybeste kerne af dit væsen. - Attar of Nishapur
Let love lead your soul. Make it a place to retire to, a kind of monastery cave, a retreat for the deepest core of your being. - Attar of Nishapur
Lad kærligheden lede din sjæl. Gør den til et sted at trække dig tilbage til, en slags kloster-hule, et tilflugtssted for den dybeste kerne af dit væsen. - Attar of Nishapur
Lad kærligheden lede din sjæl. Gør kærligheden til et rum du kan trække dig tilbage til. En slags åndelig hule, et sjælens tilflugtssted for den dybeste kerne af dit væsen. - Attar af Nishapur (lettere omskrevet)
Hvem har skylden for den verden vi lever i? Gud kan det ikke være. Det er vi enige om. Men hvad med de faldne engle? I Vandrer mod Lyset er det dem som har lavet kage i den. Vi tænker altså i de samme baner = at der har været et fald...
Citat:
Faldet drejer sig ikke om, at Gud har VILLET det, men at Gud har TILLADT det i mødet mellem sin gode skabelse og menneskets frihed. Men Gud kommer også selv - som menneske - for at rette op på ulykken. Kristus både lider og dør i den faldne verden, for at vi fra at være faldet vil blive løftet op i Gud igen.
Jeg er med på, at Gud har tilladt (engle)faldet, men kan ikke være med til, at Gud kom som et menneske, og blev hængt op på et kors. Hvor har du det fra? Har du ikke større tanker om Gud...
men kan ikke være med til, at Gud kom som et menneske, og blev hængt op på et kors. Hvor har du det fra? Har du ikke større tanker om Gud...
Ikke større tanker?!
Det er ved dette offer, at mennesker har fået et helt nyt værdisæt. At ydmyghed er en værdi. At det er ædlere at lide end at påføre lidelse. At det er skønnere at tjene end at herske.
Ikke større tanker?!
Mine tanker er, at Gud er så stor, at han vil fylde selv det aller mindste. At ikke en spurv falder til jorden, uden at Gud er med den. At Gud kan manifestere sig som et lille menneskebarn, født i en stald af fattige forældre, i ydmyg samtale med denne verdens mennesker, forhånet og plaget ... og korsfæstet.
Denne slave, henrettet på den mest ydmygende måde, vandt alles hjerter, inklusive sine bødlers, Romerriget måtte til sidst give efter og omfavne kristendommen.
Ikke større tanker?!
Kærlighed er sandelig en stor ting. Den største af alt. Drevet til det yderste, uselvisk og selvopofrende.
Hvad skulle være større end at give sig selv og transformere hjerterne hos denne verdens børn?!
“The new world we see being brought into being in the Gospels is one in which the whole grand cosmic architecture of prerogative, power, and eminence has been shaken and even superseded by a new, positively “anarchic” order: an order, that is, in which we see the glory of God revealed in a crucified slave, and in which (consequently) we are enjoined to see the forsaken of the earth as the very children of heaven. In this shockingly, ludicrously disordered order (so to speak), even the mockery visited on Christ—the burlesque crown and robe—acquires a kind of ironic opulence: in the light cast backward upon the scene by the empty tomb, it becomes all at once clear that it is not Christ’s “ambitions” that are laughable, but those emblems of earthly authority whose travesties have been draped over his shoulders and pressed into his scalp. We can now see with perfect poignancy the vanity of empires and kingdoms, and the absurdity of men who wrap themselves in rags and adorn themselves with glittering gauds and promote themselves with preposterous titles and thereby claim license to rule over others. And yet the figure of Christ seems only to grow in dignity. It is tempting to describe this vision of reality as—for want of a better alternative—a total humanism: a vision, that is, of humanity in its widest and deepest scope, one that finds the full nobility and mystery and beauty of the human countenance—the human person—in each unique instance of the common nature. Seen thus, Christ’s supposed descent from the “form of God” into the “form of a slave” is not so much a paradox as a perfect confirmation of the indwelling of the divine image in each soul. And, once the world has been seen in this way, it can never again be what it formerly was.” ― David Bentley Hart, Atheist Delusions: The Christian Revolution and Its Fashionable Enemies
Hanskrist, jeg glæder mig til at lære mere om dine perspektiver på kristendommen. Det er meget nyt for mig, din psykologiske tilgang, din kulturelle-neurologiske tilgang. Det er spændende!