Nej, den ligger i et skab!


Du er en uforbederlig pralhals og blærerøv.
Min uddannelse i den elementære logik rækker så langt ud over din, at jeg ikke behøver at stjæle andres produkter for at deltage.

Hej Hanskrist

Det kommer slet ikke bag på mig at finde din gode kommentar her og tak for den. Alt andet havde da været underligt og ensom for den teologiske rapand

Problemet er jo, at der ikke er noget, som jeg er uenig i eller finder for balstyrisk. På trods af mit tidligere kontroversielle synspunkt angående synden er jeg her helt på linie med dig i din opfattelse af synden. Selvfølgelig er synd ikke bare et begreb, jeg er udmærket klar over, at talen om synd er at sætte sprog (tegn og handling) på vores menneskelige adfærd og indbyrdes forhold. Der er af den grund heller intet galt med, at vi sammen med Luther kan sige, at vi alle er syndere - "synd derfor tappert" (Lutersk udsagn). I den forbindelse sondrer Luther ud fra Guds to testamenter(i "Rationis Latominanae") synden på følgende vis: På den ene side gennem loven, som netop er den instans, der hjælper os med at erkende synden, idet loven simpelthen åbenbarer synden, så vi beder og længes efter helbredelsen og nåden ( jf. Rom. 3,20: "Ved loven kommer erkendelsen af synden"). Derfor har vi fået evangeliet for, at synden kan borttages. Dette sker fordi, evangeliet prædiker retfærdigheden og Guds nåde (det dobbelte gode). I retfædigheden - som ifølge Luther kan betragtes som en gave, Guds gave, som er Kristus selv - behandles synden, ja, den (dvs. Kristus) renser/helbreder vores fordærvede natur. Det er i den sammenhæng, at Luther fremhæver retfærdiggørelsen alene ved tro. Hvor retfærdigheden - dvs. Kristus - er vores indre gode, kommer Guds nåde (Guds yndest) som det ydre gode; som den Gud, der i troen handler med os i stedet for nådens modsætning, vreden.

Kristus bliver derved menneskets terapeutiske helbreder!

Hvis du har tid til at besøge min blog, har jeg kogt indlægget til Ipso Facto forleden lidt ned med titlen "Dybets dimension". Denne dimension er - for nu at bruge et af dine udtryk - pilen ned; det eviges betydning midt i vores horisontale liv - dette horisontale også ifølge Tillich kaldet for Nuet. Vi har her at gøre med det levende Nu, hvori Kristus prikker os på skulderen: "Og se, jeg er med jer indtil verdens ende" (Matt. 28,20). Det Evige i Nuet.

Mvh
Anne

Det er et smukt indlæg om dybets dimension, Anne. Som du ved er jeg ikke kristen, jeg kan ikke bekende mig til en religion eller et bestemt tankesæt.

Men vi forstår alle tilværelsen ud fra vores begrebsverden og Boenhoffer og Tillich lyder ikke som de værste at lytte til.

For længe siden forklarede du mig om begrebet tro som noget helt andet end dette blot at ,,tro på,,. Jeg kan sagtens forbinde det med min egen holdning, som jeg blot benævner ,,at være religiøs,, idet jeg ikke bryder mig om at sætte ord på fra et bestemt trossystem. Men netop fordi vi har brug for en forståelsesramme når vi beskæftiger os med tilværelsen kan jeg ikke se noget forkert ved at forbinde sig med kristendommen når man gør det på den måde som du og visse andre gør det.

Men jeg tror at det er fejlagtigt at tro at det er kristendommen i sig selv som gør forskellen. Det gør den måske i og med, eller hvis, den tager tilværelsens eksistentielle problemer op. Men det er beskæftigelsen med disse eksistentielle problemer i sig selv som gør forskellen. Ikke en bestemt religion. Dybde kan ses i forhold til overfladiskhed. Beskæftigelsen med materielle ting, fornøjelser eller letkøbte intellektuelle forklaringer skaber ikke den dybe forståelse af en selv og andre mennesker som dybest set deler de samme livsbetingelser som os selv. Det skaber kun dybde hvis vi tager livet alvorligt. Livet er jo lige her og nu, i og med os selv, og det er her vi kan lære det at kende.

Hvis vi er overfladiske søger vi hele tiden at flygte fra virkeligheden som er både glæde og smerte. Vi foretrækker glæden og flygter fra smerten idet vi ser dem som modsætninger. Og derfor bliver vi overfladiske. Vi stiller os tilfredse med andres forklaringer uden at opdage tingene selv fordi vi ikke ved hvad vi skal stille op med det som er os selv.

Derfor opdager vi aldrig at smerten og den dybe glæde er indbyrdes forbundne. Ikke at man skal hengive sig til smerten, blot forstå at den er uundgåelig. Så afviser man hverken glæden eller smerten og man foretrækker ikke den ene frem for den anden.

Mange ting, kloge mennesker, filosofisk læsning eller religioner kan være med til at give os den ramme hvormed vi kan forstå os selv, vores deltagelse i livet og ultimativt andre menneskers situation, fordi de er lige som vi selv er. Så kun ved at tage livet alvorlig , ikke gravalvorligt , kan man blive dyb.

Det er ved at tage livet alvorligt at man forstår det og hører op med at søge sandheden. Og det er ikke afhængigt af nogen som helst religiøs struktur. Men netop fordi det ikke er afhængigt af en bestemt religiøs struktur kan en religiøs struktur meget vel udgøre den ramme med hvilken vi forstår tilværelsen hvis den tager de eksistentielle spørgsmål alvorligt for disse er alle menneskers livsbetingelser.

Men netop fordi vi selv er mennesket bliver vi nødt til at forstå os selv og de betingelser vi lever under og i og med at vi gør det kan vi nikke genkendende til det som andre fortæller os. Ellers bliver det bare en beskrivelse af noget som vi ikke selv har oplevet eller forstået. En gentagelse af hvad andre siger uden at vi forstår sandheden i det som bliver sagt.

Jeg tror at det jeg egentlig vil sige er, at hvis der er en sandhed bag det alt sammen, så kan vi ikke skabe den ved vores tro eller mangel på tro, den er der allerede.

Personligt er jeg ikke så meget for teologi eller mange ord, men jeg lytter gerne når du fortæller.

Hej Anne!

Når jeg endnu ikke har svaret på dine kristne indlæg i denne tråd, så er det blandt andet, fordi jeg selv er lidt i tvivl om, hvorvidt jeg i det hele taget kan sige noget, der ikke bliver opfattet som en grov kritik af den afmytolohiserings- psykologiserings og eksistentialiseringslinie både du og Hanskrist til en vis grad repræsenterer. Bevares, I sætter hver jeres personlige præg på troen, al respekt og ære for det. Især er jeg imponeret over Hanskrists' flotte bestræbelser på at få italesat troen. På at forbinde skrifterne med troen og troen med fornuften på en konsistent måde i et univers mange tænkende kristne sikkert kan føle sig hjemme i.

Men lad nu den diskussion ligge lidt. Her er mit ærinde et andet. Nemlig at få genoprettet den skade der skete, et ateistisk uglegylp forrtjent blev flyttet fra RELIGION til DIVERSE, hvorved et af mine indlæg, der nok havde fortjent en bedre skæbne, havnede nede i diverse rode-butikken sammen med de værste tanketomme ateistiske obsceniteter, overdrivelser og andre udgydelser. Ateisten Jaccob klokkede ind med værdien 6,5, hvilket vel ikke overraskede nogen. Ærkeateisten Dawkins havde tildelt sig selv værdien 6,8. Desværre var der ingen troende eller agnostikere, bortset fra undertegnede, som gik med på spøgen.

Mit indlæg i den forviste tråd indeholdt en opfording til alle deltagere her på debatten om, at indplacere deres tro eller vantro i et kontinuert spektrum fra 100% tro til 100% vantro, dvs. [i]"hård" eller "stærk" ateisme". [/i]

Selvfølgelig lader hverken troen eller vantroen sig indfange med så grove midler som ateisten Dawkins forsøger at gøre med sine kategorier, hvilket jeg har kritiseret, og dog, alligevel.

En ærlig besvarelse, gerne med personlige tilføjelser til den valgte kategori, giver et slags fingerpeg om hvor man befinder sig i det religiøse/ateistiske spektrum, nøjagtig ligesom en politisk meningsundersøgelse viser, hvor man er placeret i det politiske spektrum.

Som grundlag for den videre dialog kunne en forholden sig til skemaets spørgsmål måske tilføre samtalen nogle nye vinkler, på samme måde som mit diskussionsoplæg her har tjent som inspiration for bl.a. dig og Hanskrist til at præstere nogle gode dybttænkte indlæg.

SÃ¥ her kommer den, med mine indledende kommentarer og afsluttende besvarelse:

KEND DIN TRO ELLER VANTRO BEDRE

Som jeg vist tidligere flere gange har anført er taksonomier, det vil sige klassifikationssystemer, som bestemmer de rammer vi tænker inden for og hvor enkeltfænomenerne kan indplaceres i underkategorier, ikke logisk tvingende, men bygger på, at de er hensigtsmæssige i forhold til et bestemt formål vi opstiller.

Ligesom det i biologien kan være hensigtsmæssigt at opdele arterne i nogle større hovedgrupper som planter, insekter, krybdyr og pattedyr, kan det også være hensigtsmæssigt når vi diskuterer holdningen til det religiøse fænomen at opstille en taksonomi for hvilke mulige måder vi kan forholde os til det religiøse fænomen - til gud eller guder - på.

Biologen og evolutionsteoretikeren Richard Dawkins har opstillet syv kategorier som spænder over samtlige de måder mennesker kan forholde sig til det religiøse fænomen på. Jeg har tidligere kritiseret Dawkins for hans kategorilæres grundlag, men jeg er ikke gået ind i, om definitionerne der bærer de enkelte kategorier er holdbare. Bortset fra at jeg har ført et bevis for, at yderpunkterne, kategori 1 og 7 er inkonsistente og derfor umuligt kan afspejle sande træk ved vor fælles virkelighed.

Dawkins anfører, at der er tale om et kontinuert spektrum, men mener, at det er rimeligt at foretage opdeling af hvad han kalder "de syv milesten" langs vejen:



For at komme videre fra at tale om nosser og andet ævl skal jeg opfordre interesserede debattører til indledningsvis at indplacere deres egen holdning i Dawkins kategoriske skema.

Jeg begynder med mig selv. Det må blive et sted mellem kategori 3 og 4 med den tilføjelse, at jeg ikke kan tro på de guds- og andre forestillinger, som vi kender i de eksisterende religioner, idet jeg anser det for principielt umuligt, at "det absolut transcendente" lader sig beskrive på en meningsfuld (dvs. konsistent) måde i vort sprog, hvorfor det (Hellige) skal opleves.

Hilsen

Ipso Facto

10