Er det meningen, at vi mennesker skal forstå - hvad vi kalder - Gud?
Jeg tror det ikke!

som en del af det ufattelige guddommelige - en ufattelighed, jeg fornemmer, at man ikke skal gramse i, men i stedet skal bruge de givne evner i kærlighed til verden - så godt og så længe, man kan.
Egentlig ganske enkelt og ligetil - og uden åndsrigdom ;)

Jeg spilder ikke kræfter på at spekulere over, hvad det guddommelige er. Det evner jeg jo alligevel ikke - og har jeg jo egentlig ikke behov for at vide - ja, måske er det endda hovmodigt at "kloge sig" på dét

agnostisk panteist

at bag de mange menneskeskabte Guds-billeder ligger der vel dog noget guddommeligt, som vi mennesker blot ikke magter at fatte

Det lidt længere svar er: Vi mennesker og vore religioner har forestillinger om Gud som en person, der ligner et menneske - endda som oftest af hankøn.
Mig forekommer dette at være naivt og snæversynet - en nedgøring af det guddommelige, så det kan rummes i menneskelig bevidsthed.
For mig er Gud eller det guddommelige noget langt højere, noget som menneskelig bevidsthed ikke kan rumme og - tror jeg - heller ikke skal forsøge at rumme.
Men jeg oplever/fornemmer noget guddommeligt i verdens væren - enkelt og ligetil - umuligt at fornægte - men uden at kunne sætte ord på.

Jeg har nok aldrig bedt til nogen Gud

i denne kærligheds-sammenhæng er vi mennesker på denne klode, i denne galakse, dette univers jo nærmest en ubetydelighed

anser jeg for åndshovmod: at det ikke tilkommer os mennesker at søge at forstå, hvad vi kalder Gud.

Er det meningen, at vi mennesker skal forstå - hvad vi kalder - Gud?
Jeg tror det ikke!

som en del af det ufattelige guddommelige - en ufattelighed, jeg fornemmer, at man ikke skal gramse i, men i stedet skal bruge de givne evner i kærlighed til verden - så godt og så længe, man kan.
Egentlig ganske enkelt og ligetil - og uden åndsrigdom ;)

Jeg spilder ikke kræfter på at spekulere over, hvad det guddommelige er. Det evner jeg jo alligevel ikke - og har jeg jo egentlig ikke behov for at vide - ja, måske er det endda hovmodigt at "kloge sig" på dét

agnostisk panteist

at bag de mange menneskeskabte Guds-billeder ligger der vel dog noget guddommeligt, som vi mennesker blot ikke magter at fatte

Det lidt længere svar er: Vi mennesker og vore religioner har forestillinger om Gud som en person, der ligner et menneske - endda som oftest af hankøn.
Mig forekommer dette at være naivt og snæversynet - en nedgøring af det guddommelige, så det kan rummes i menneskelig bevidsthed.
For mig er Gud eller det guddommelige noget langt højere, noget som menneskelig bevidsthed ikke kan rumme og - tror jeg - heller ikke skal forsøge at rumme.
Men jeg oplever/fornemmer noget guddommeligt i verdens væren - enkelt og ligetil - umuligt at fornægte - men uden at kunne sætte ord på.

Jeg har nok aldrig bedt til nogen Gud

i denne kærligheds-sammenhæng er vi mennesker på denne klode, i denne galakse, dette univers jo nærmest en ubetydelighed

anser jeg for åndshovmod: at det ikke tilkommer os mennesker at søge at forstå, hvad vi kalder Gud.