0
registrerede
10
gæster og
523
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#8764 - 18/01/2010 02:53
Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
[Re: Michael]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Kære Michael Dine to afsluttende sætninger i dit indlæg, ja det synes jeg jo netop er essensen af Gud, Vor Herre, Helligånd eller hvad vi nu vælger at kalde ham.
Og som du skriver, høres den stemme som en stille stemme, når vi selv bliver "stille" (ikke som en YDRE stilhed, men som en INDRE stilhed) ved NETOP at sætte os ud over den selvoptagethed, selvdyrkelse og selviscenesættelse, som netop ligger "lidt faretruende" i tidens store dyrkelse af, at skulle "finde sig selv", "komme til sig selv"
Og der hvor jeg ser det lidt "falske og faretruende" er ved, at den er "pakket ind" i at agere "halsende" (og sundt?) som et marathonløb med udmattelse og forhindringer og SELV "halse" efter at komme til kort, nå sin grænse, FOR at kunne gribe ud efter "TROEN PÅ GUD" som en forlængelse af den selviscenesættelse, som det hurtigt kan blive. Og igen indpakket "pænt og troværdigt" af historisk kristendom og tro, lover den pr. koncept os, (ikke GULD og grønne skove) men GUD og grønne skove.
Gud, Vor Herre, Helligånden eller hvad du vil kalde ham er tilstede i ethvert UDadrettet møde med et andet menneske, i ethvert GIVENDE, LYTTENDE og FORSTÅENDE møde med et MEDmenneske. Og det er ikke INDadvendt mod sig selv eller "udadvendt" og "opadvendt" mod Gud.
Gud bor i øjenhøjde med os, for han bor nemlig lige nøjagtigt i ØJNENE på ETHVERT menneske. Et menneske, som bliver til et MEDmenneske, når vi MØDER de øjne med åbenhed, imødekommenhed og forståelse ... og det UANSET hvem det menneske er.
At kunne stille sig under for at det overhovedet bliver en reel mulighed at ... UNDERstand.
Mange gode tanker og et varmt God nat fra
RoseMarie
Det var lige de tanker, som du satte igang hos mig ... med de sidste par linier i dit indlæg.
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#8769 - 18/01/2010 15:08
Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
[Re: Hanskrist]
|
|
Kære Hanskrist og andre,
Jeg ser, at der er brugt nogle vendinger om Jesu ord - og jeg vil kommentere dem.
Hanskrist, du skriver, at Jesus-ordene er noget "sodavand". Anne taler om "bogstavtro". Michael taler om "troen på et urevangelium" (han tror vist ikke på dets indhold, mens jeg gør).
Dette bør uddybes, da resultatet ellers let kan blive - eller i hvert fald virke! - som en hån mod Jesu ord. Dette vil kunne lede andre bort fra sandheden.
I det følgende vil jeg kommentere generelt og ikke ud fra de tre nævnte personer. Og det skyldes, at jeg også reagerer på meget, som jeg har hørt fra andre debatter.
Sodavand. Den eneste parallel, som jeg kan komme på, er, at Guds lov, som Jesus fuldkommede, er letforståelig. Den er så letforståelig, at selv børn og umyndige kan fatte den. De fornemme, der er klædt fint, og de veluddannede kan derimod have meget svært ved at fatte, fordi de ikke vender om som små børn og tager imod med ydmyghed.
Men at den fuldkomne lov er letforståelig, gør den ikke til "en leg at drikke" (sodavand). Den kræver derimod omvendelse og en stræben efter fuldkommenheden.
"Kæmp for at komme ind gennem den snævre port; for jeg siger jer: Mange skal stræbe efter at komme ind, men de vil ikke kunne. Når husets herre først har rejst sig og lukket døren, og I stiller jer udenfor og banker på døren og råber: Herre, luk os ind! – så vil han svare jer: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Når I så siger: Vi har spist og drukket sammen med dig, og du har undervist i vore gader, vil han svare: Jeg ved ikke, hvor I er fra. Bort fra mig, alle I, som øver uret!" (Lukas 13, 24-28)
Bogstavtro. Bogstavtro er noget negativt. Men at vende bogstavtroen ryggen er ikke det samme som at vende den fuldkomne lov og Jesu ord ryggen. Vi kan skelne: Man kan være tro mod ordets bogstav, og man kan være tro mod ordets ånd. Farisæerne var tro mod ordets bogstav. De gjorde omvendelsen tom ved ikke at ville ydmyge sig og blive uselviske af hjerte. De fulgte loven i bogstavet. De udførte tomme ritualer og gik med kvaster og bederemme. De gav tiende af mynte, dild og kommen, men forsømte det, som vejede tungere: Troskab, barmhjertighed, ret. Således var de tro mod bogstavet, men ikke mod ånden. De holdt sabatten i bogstavet, men ikke i ånden. Havde de holdt den i ånden, havde de ikke brugt sabatten som undskyldning for medmenneskelig dovenskab; de afviste at hjælpe andre i nød på sabatten. Havde de holdt sabatten i ånden, havde de behersket deres trang til at samle rigdomme.
Ordet er godt, ordet er liv. ordet skal vi handle efter - i ånden!
"Mennesket skal ikke leve af brød alene, men af hvert ord, der udgår af Guds mund." (Matthæus 4, 4)
"Hvorfor siger I: Herre, Herre! til mig, når I ikke gør, hvad jeg siger?" (Lukas 6, 46-47)
Om urevangeliet. Mange brokker sig over dette evangelium. Det latterliggøres bl.a. for at opfordre mennesker til at blive vegetarer - ja, det fordømmer drabet på dyr, Guds uskyldige væsener. Hvis man kan have mærkersager som f.eks. "red solsorten" (hvilket vi bør gøre) samt andet, så bør vi også tænke på alle de andre uskyldige dyr, som vi fører til slagtning for at mætte vores maver. For hvor langt rækker vores retfærdighed, hvis vi kun giver liv til dem, der har vores umiddelbare sympati som en kat eller en fugl? Heller ikke skal vi kun hilse på vores brødre, men også på dem der ikke har vores umiddelbare sympati. Og samtidig skal vores almisse gives i det skjulte, for at det ikke blot er for at skilte med vores medfølelse, som må være forkrøblet, hvis den kun gælder de dyr, som vi ikke per kultur eller per ædebegær dagligt sætter tænderne i.
Et skrift må vurderes på dets indhold. Hvorfor tro på diverse profetiske evner, jomfrufødsler, en evne til at gå på vandet, etc. (som kristne jo ofte tror på), men ikke på et skrifts tilvejebringelse på lignende vis??
"Når et menneske kan omskæres på en sabbat, for at Moses' lov ikke skal brydes, hvorfor er I så vrede på mig, fordi jeg gjorde et helt menneske rask på en sabbat? Døm ikke efter det ydre, men fæld en retfærdig dom!" (Johannesevangeliet)
Således også her: Lad dommen være retfærdig. Hvis der står noget retfærdigt i skriftet, så står der noget retfærdigt. Så bør det ikke forkastes på baggrund af en tilvejebringelse, som man gerne vil tro på, når det gælder andre skrifter.
Venlig hilsen Thomas
Redigeret af Thomas (18/01/2010 15:31)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#8775 - 18/01/2010 22:48
Re: Bhagavadgita 2009, 2.del
[Re: Arne Thomsen]
|
|
Kære Arne,
Ja, netop!
Det er i virkeligheden indlysende, at vi bør bedømme indholdet. Sådan er det jo også med Jesus. Vi erkender ham som ét med det helligste, fordi hans vidnesbyrd om Gud trænger ind i vores hjerte og sår korn.
...eller sådan bør det være. Vi kan jo ikke bare "vedtage" per institution eller dogme, at han er Guds Søn (selv om mange vist desværre gør netop dette). Vi må lære ham at kende gennem hans ord og eksempel. Sådan var det også dengang. Folket hørte ham. Nogle elskede hans undervisning - nogle blev endda hans discipel. Men hos andre nåede ordet ikke ind, og de forkastede ham.
"Derfor er jeg født, og derfor er jeg kommet til verden, for at jeg skal vidne om sandheden. Enhver, som er af sandheden, hører min røst." (Johannes 18, 37)
Men i dag virker det vigtigere at "diskutere teologi". Det er ikke hjertet, der drikker, men der gøres derimod en masse abstraktioner. I forbindelse med troen diskuteres f.eks. "korrelationen" mellem det "horisontale" og det "vertikale" - sådan talte Jesus aldrig. Han talte, så selv et barneøre kan forstå. Han talte moral og smukke karaktertræk. Han talte kærlighed og medfølelse (men han skabte ikke teoretiske modeller og begreber for troen). For det er hjerteguf, han kommer med, ikke begrebsmæssige abstraktioner og diskussioner.
Jeg føler sådan en kulde ved disse diskussioner, som jeg opfatter som aldeles tomme - det er som om, at det er vigtigere at føre diskussioner af Jesus i stedet for at spise og drikke ham. Hans ord og lære.
"Min lære er ikke min egen, men hans, som har sendt mig. Den, der vil gøre hans vilje, skal erkende, om min lære er fra Gud, eller om jeg taler af mig selv." (Johannes 7, 16-17)
Netop sådan erkender man!
"Den, der har mine bud og holder dem, han er den, der elsker mig; og den, der elsker mig, skal elskes af min fader; også jeg skal elske ham og give mig til kende for ham." (Johannes 14, 21)
Hvor ville jeg gerne, at folk satte sig i græsset, nøjagtigt som de gjorde dengang. Og lyttede. Ikke til præster med brede bederemme, lange kvaster og anden påklædning der skal signalere tro. Men til ham!
"Den, der er af Gud, hører Guds ord." (Johannes 8, 47)
Venlig hilsen Thomas
Redigeret af Thomas (18/01/2010 23:22)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|