Nej, jeg hidser mig ikke op, men jeg undrer mig over, at du ikke opfatter mine ord.
Hvordan andre mennesker har det spirituelt er deres sag, men for mig er det sådan, at jeg oplever, at det guddommeligeer - endda i alt - og det er tillige sådan, at jeg ikke kan komme videre end til: er - og heller ikke mener, det er passende at søge at "snage" i er.
Så når du skriver:
Citat:
Igen ender jeg med at forstå dig sådan, at du selv mener, at du elsker med en altomfattende kærlighed, men at du ikke vil mene, at Gud gør det samme om sin egen skabelse.
Så er mit svar fortsat: Den altomfattende kærlighed, jeg oplever, er for mig utvivlsom en inspiration fra det guddommelige, men om, hvad du kalder Gud, drister jeg mig ikke til at have nogen mening - uanset hvor meget du søger at pådutte mig en - udover er.
Jeg tror, det guddommelige er ufatteligt for os, der bare er mennesker.
Jeg fatter ikke, hvorfor det skulle være så svært at forstå - uanset at du tydeligvis ikke er enig.
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, nøjsomhed, empati, harmoni og kærlighed
Jeg "pådutter" dig ikke noget. Prøver blot at forstå dig. Det virker du også ivrig efter, at jeg gør.
Nu forstår jeg dig sådan, at du selv mener at elske hele skabelsen med en altomfattende kærlighed, men omvendt ingen mening har, om den guddommelige skaberkraft evner det samme. Omvendt ser jeg det med mange religiøse mennesker. De mener, at Gud er den alkærlige, men tænker mindre højt om sig selv.
Omvendt pådutter du andre ord som "storsnudet", "utilgivelig frækhed", "utilbørlig" og "snage", fordi de opfatter Gud som alkærlig - ja som Kærlighed. Og det er vel ikke rimeligt, tænker jeg. Men gør det bare, hvis du vil; det er du vel fri til.
Du er i din gode ret til at mene, hvad du mener. Og jeg er i min gode ret til at forstå dig, men være ganske, ganske uenig i din opfattelse og dine ord om andre mennesker.
Nu forstår jeg dig sådan, at du selv mener at elske hele skabelsen med en altomfattende kærlighed, men omvendt ingen mening har, om den guddommelige skaberkraft evner det samme. Omvendt ser jeg det med mange religiøse mennesker. De mener, at Gud er den alkærlige, men tænker mindre højt om sig selv.
Mt svar: Nej, nej, nej - min altomfattende kærlighed er bestemt ikke noget, jeg kan prale af, dén har det guddommelige frembragt i mig. Hvordan det er sket, og hvordan det guddommelige er, det tror jeg bestemt ikke er muligt at fatte for sådan en som mig, der blot er et menneske.
Jeg har bestemt ikke noget at prale aF, men jeg ved nu, hvad jeg skal bruge mine spinkle kræfter på: kærlighed - ikke spekulationer om det guddommelige.
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, nøjsomhed, empati, harmoni og kærlighed