Hvilket grundlag skal vi sætte børn i verden på...
Mit svar: At kunne være gode forældre.
Om citatet:
Citat:
"Kristus vil komme til syne ved verdens ende for at dømme og (…) opvække alle døde. De fromme og udvalgte vil han give evigt liv og bestandige glæder, men ugudelige mennesker (…) vil han fordømme til at pines uden ophør."
Spørger du:
Citat:
Hvad er der galt med sådanne udtalelser...
Mit svar: For mig er det ikke troværdigt, at et menneske "gør sig klog" med sådanne påstande - der i øvrigt for mig ser ud som billig propaganda.
Det samme er min mening om det efterfølgende lange citat, som vist er fra Vandrer mod Lyset.
Videoen siger mig heller ikke noget troværdigt.
Helt generelt undrer jeg mig over mennesker, der tror, de magter disse helt store emner - i stedet for at erkende den ydmyge position, vi mennesker - efter min mening - har i verden - og som jeg synes er et vidunder
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, harmoni og kærlighed
Jeg sidder og drikker og kan ikke lade være med at tænke over tingene...
Citat:
Jeg formoder, at din hensigt med de "samtaler", du ønsker, er at opnå en vis gensidig forståelse - ja måske endda en frugtbar gensidig inspiration til noget nyt og bedre end det nuværende.
Hvilket grundlag skal vi sætte børn i verden på? Kan vi blive enige om noget? Hvad talte du med dine børns mor om? Når jeg kigger tilbage, så fik jeg ikke snakket særligt meget med mit barns mor, og det gør sig nok gældende for mange mennesker? Hvorfor sætte børn i verden?
Nå, det er blevet lørdag, og vi er kommet en dag tættere på den almægtige
Hej Gerth. Tak for dit svar på mit spørgsmål om, hvad det var hos mig, du havde "gennemskuet". Jeg forstår nu, at det handler om min holdning, som du beskriver således:
Citat:
Du har selv helt uden argumenter, forklaringer og personlige holdninger ofte gentaget, at intet kan fortælle hele sandheden om det guddommelige, hvor selv ´det guddommelige´ heller ikke er godt nok for dig.
Mit svar: For det første, så fornægter jeg ikke det guddommelige - tværtimod - jeg opfatter tilværelsen som et ufatteligt mirakel.
Og for det andet, så er det min fornemmelse, at hvad vi kalder "det guddommelige", det er noget for os mennesker ufatteligt meget større end noget menneske kan rumme, ja selv ordet "guddommelig" fornemmer jeg, er alt for fattigt - men bruger det, fordi jeg ikke kan finde et bedre.
Så det er ikke en arrogant afvisning af det guddommelige, jeg står for, men en ydmyg erkendelse af, at det guddommelige er langt, langt større end jeg kan rumme - og at det tillige er i alt.
Nu kan jeg jo ikke vide, hvad andre mennesker kan rumme, ej heller hvad de har oplevet, men når jeg ser, hvad der fortælles, er det mit indtryk, at nogle har oplevet noget guddommeligt - f.eks. sådan som du fortæller - men for mig ser det ud, som det alene er glimtvis - ikke det guddommelige fuldt ud.
Måske tager jeg fejl, men sådan er mit indtryk.
Og fuldt ud eller glimtvis - et glimt er jo også et mirakel.
M.v.h. Arne agnostisk pan"teist" - ærbødighed, harmoni og kærlighed
Svar
Citer
