Hej Arne!Tak for at være gået med på Dawkins spøg. For meget mere er der ikke i det. Muligheden for
"eksistensen" af noget der transcenderer mennesket og universet, eller snarere tanken om og følelsen af noget sådant, har jeg valgt at kalde
"det absolut transcendente". Begrebet Gud, som Dawkins anvender, er upræcist og et historisk belastet begreb, der kan betyde næsten hvad som helst.
Som du også er inde på, har den logiske rationelle tanke - rationaliteten - sin grænse, og her er det vigtigt at forstå, at vi måske nok som følelsesvæsener kan fornemme en sådan grænse, men vi kan alene beskrive og definere grænsen med nogen præcision gennem rationel tænkning.
Denne tankevej har for mig ført til at
"det absolut transcendente" logisk set blot er en mulighed. Følelsesmæssigt kan vi ikke forholde os til noget som blot er en mulighed, vi må tillige opleve noget usædvanligt som vi ikke kan forbinde med denne verden - det timelige og forgængelige - og for mig er der ingen tvivl om, at en sådan
"åbenbaring" tager farve og indhold efter hvordan personen er struktureret rent mentalt. Det er præcis det mit diskussionsoplæg i denne tråd handler om.
Religionerne er udtryk for typiske måder at sætte ord på oplevelsen af
"det absolut transcendente". Ordene bliver paradoksale og selvmodsigende hvorfor religionsstiifterne og profeterne må udtrykke sig i et ikke-eksakt sprog: mytens, paradoksets, poesiens, lignelsens, det musiskes sprog. Det er menneskets sociale instinkt som skaber religionerne som institutioner i kultussfæren og det er vore iboende træk til at nære ærefrygt og underkastelse for det mægtige og de mægtige, der står i forbindelse med tilværelsens mystiske sider og det guddommelige, som opretholder og dogmatiserer religionerne.
Det er de samme stærke følelser som ligger bag tilbedelsen af filmstjerner og rockmusikere, idet man identificerer kunstneren med den magi kunsten kan skabe når den opleves. Også den politiiske demagogi trækker på disse mere instinktive flokegenskaber hos mennesket, hvilket blev mest brutaltt og hensynsløst udnyttet i ideologier som marxismen-leninismen, fascismen og nationalsocislismen.
Det er en slags lemmingeeffekt hvor følelserne i den grad dominerer tænkningen, at det fører til de værste forbrydelser efter at ideologien har defineret hvem fjenden er og legitimeret at ethvert middel kan tages i anvendelse for hans tilintetgørelse. Det er en slags kortslutning af det sandt menneskelige forstået som en forstyrrelse af den balance der skal være mellem fornuft og følelse som etikken bygger på og som også afspejler sig i vort normalitetsbegreb.
Vi er godt nok individer, men vi er også sociale flokdyr -intet menneske er en ø - og når vi kan finde et grundlag af værdier af være fælles om og et fælles mål, hvor vi ikke bruger
"den anden" som middel til at nå målet, sker der et slags mirakel, som vi har vanskeligt ved at forstå eller beskrive i det rationelle sprog. Der opstår en synergieffekt hvor der skabes en større fælles sum af goder, end summen af de bidrag den enkelte yder tilfællesskabet. Denne mekanisme ligger bag enhver biologisk (herunder også kulturel) udvikling fra noget simpelt, hvor enhver alene arbejder for at fremme egne snævre egoistiske interesser, til et større mere komplekst fællesskab, som alene kan opstå hvis den enkelte deltager
"frivilligt" afgiver dele af sin absolutte frihed og suverænitet.
Udviklingen fra encellede væsener til flercellede er udtryk for denne kompleksificeringsmekanisme. De tidligere frie encellede væsener har fundet ud af, at hvis de samarbejder om fælles overlevelse, klarer alle de enkelte celler sig bedre i overlevelseskampen end hvis de kæmpede kampen hver for sig og mod hinanden. Den pris de må betale i form af mindre frihedsgrader opvejes mangefold af de fordele alle cellerne får. Hvis det ikke forholdt sig således ville al biologisk evolution være en umulighed.
Dette er en af nøglerne til at forstå
"livets mirakel". For at evolutionsprocessen overhovedet kan komme igang må nogle betingelser være opfyldt. Den første betingelse er, at den enkelte frie levende celle må kunne indhente oplysninger om den verden som findes uden for den selv, og må interessere sig for det udenfor som ikke er den selv.
(på menneskets niveau kalder vi denne interesse for
"nysgerrighed"). For at kunne indhente oplysninger om omverdenen må et levende væsen have sanseorganer og det må være i stand til at producere, udveksle og tyde tegn og signaler på en
"meningsfuld" måde. Ogsp på det encelledes niveau betyder meningsfuld en realistisk, men ikke nødvendigvis perfekt eller fuldstændig erkendelse af dets egen situation og hvad der fordres af handlinger for at kunne overleve og reproducere sig selv.
Det er klart at jeg anvender begreberne
"meningsfuld", "realistisk" og
"erkendelse" på en rudimentær måde, men selv encellede væsener besidder en rudimentær form for bevidsthed for ellers kunne de ikke bevæge sig med et formål. Og det kan de faktisk. Forsøg har vist, at coli bakterier i et næringssubstrat bevæger sig derhen hvor der findes mest næring.
Selektionen virker ved at fremme den type
"bevidsthed" som har det mest realistiske billede af virkeligheden og som formår at omsætte den erhvervede viden så hensigtsmæssigt som muligt i forhold til væsenets formål - overlevelse og reproduktion. En coli bakterie som søgte derhen, hvor der fandtes mindst næring ville hurtigt være en død coli, som aldrig nåede det vækstniveau hvor det kunne dele sig i to dele - replicere sig selv.
I betragtning af hvor lang tid det tog evolutionen at frembringe flercellede væsener kan man opfatte dette som et rent tilfælde i en lang proces hvor forskellige mulighheder systematisk afprøves af den blinde evolution. Men man kan også vælge at se det som en svagt styret proces hvor et imanent potentiale realiseres og på et tidspunkt transcenderer og bliver til noget helt nyt med andre mere komplekse egenskaber - det flercellede væsen.
Når selvreflekterende væsener som os anvender det difuse begreb kærlighed tror jeg, at det dybest set er de mystiske imanente kompleksifiseringskræfter vi fornemmer som er virksomme i alt liv.
Vi taler om kærlighedens mystiske sammensmeltende kraft der både skaber nyt liv og gør livet meningsfyldt. Vi taler om livet som en gave som ligger hinsides al fornuft og forståelse, og vi elsker eller dyrker den mystiske ukendte gavegiver, som vi kalder Gud.
Imanente kompleksificeringskræfter, nysgerrighed og søgen efter mening er det som karakteriserer selvbevidste væsener - personer med sansning, logik og sprog.
Kræfter som vi endnu ikke har forstået fuldt ud, hvorfor vi må tage det mytiske sprog og poesien til hjælp for at fornemme det som sproget ikke fuldt ud formår at udtrykke.
Når Paulus taler om tro, håb og kærlighed og af disse tre er kærligheden størst, så giver det mere mening i menneskehjertet end hvis han havde talt om imanente kompleksificeringskræfter (kærlighed), og søgen efter en transcendent mening med livet (tro og håb).
Ordene er anderledes, men er det ikke dybest set de samme fænomener der førsøges beskrevet? Kræfter som vi endnu ikke fuldt ud forstår men som giver vores liv en svag styring, en tendens i en bestemt retning og frem for alt en dybere og sandere mening. Fred i sjælen om man vil.
Jeg er ikke det mindste i tvivl om, at liv dybest set handler om mening og en konstant styret eller bevidst søgning efter en dybere og sandere mening. Og det uanset om vi taler om erfaringsvidenskab, logik og filosofi eller den religiøse erfaring - oplevelsen af det hellige eller det
"absolut transcendente". Ikke alle oplever det på den måde, for vi er trods alt også forskelligt struktureret fysisk og mentalt.
Vægtningen mellem primær- og sekundærprocesser kan være forskellig lige som andre determinanter der bestemmer den fysiske side af vor selvbevidsthed kan udvise forskelle. Dette vidste allerede de gamle grækere, der talte om de fire temperamenter, ud fra en teori om forskellig blanding af fire forskellige legemsvædsker.
Så nogle af os bliver stærke ateister, andre agnostikere og andre stærkt troende eller endog fanatisk troende ved en mekanisme som næsten udelukkende suger næring fra primærprocesserne, mens stærke ateister som Dawkins primært er styret af sekundærprocesserne.
Dawkins er som sagt en anerkendt biolog og evolutionsteoretiker der har ydet det bidrag til evolutionsteorien, at betragte genet som den grundlæggende enhed der selekteres. I det lys er vi intet andet end komplekse overlevelsesmaskiner generne bygger for at fremme deres egne egoistiske interesser i deres indbyrdes konkurrence om størst mulig replikation.
Dawkins har en stor fantasi, men det forekommer mig, at han også har en mental brist. Rent principielt skelner Dawkins ikke mellem levende væsener og de komplekse maskiner mennesket bygger, fordi begge deler er noget som er konstrueret med et formål. Dawkins opdager ikke, at maskinen har en konstruktør, nemlig mennesket, hvis fantasi og skabende evner sørger for, at enkeltdelene i maskinen virker sammen for et realisere det formål hvortil maskinen er konstrueret, mens det levende væsens dele der virker sammen for at realisere væsenets formål, ikke har nogen konstruktør. Det er blot et resultat en en blind mekanistisk evolution. Hvordan får de enkelte dele i
det levnede væsen da den fysiske relation til helheden, den relation som i maskinen ligger i konstruktørens hensigt?
Der er principielt to muligheder. Enten imanent eller transcendent. Jeg hælder mest til hypotesen om imanens med en svag styring, da det har taget evolutionen omkring fire milliarder år at frembringe selvreflekterende væsener som os.
Nogle kristne tror, at det er en transcendent skaber der er livets konstruktør (forestillingen om intelligent design i naturen), fordi dette synes bedre i overensstemmelse med denne religions gudsforestilling.
Nu har jeg aldrig hørt om nogen maskine som sætter sig sine egne mål og derefter realiserer dem. Maskiner gør hvad deres designer har konstrueret dem til at gøre. De har ingen frihedsgrader, ingen bevidsthed eller selvbevidsthed og derfor er de heller ikke ansvarlige for den skade de eventueltt kan påføre mennesker.
Konstruktøren er ansvarlig og kan idømmes ansvar hvis maskinen ikke lever op til de sikkerhedskrav loven stiller for en given type maskine. End ikke dyr som ikke ejer selvrefelktion og sprog kan stilles til ansvar for deres handlinger. Men alligevel magter Dawkins ikke på det principielle plan at skelne mellem maskiner, dyr/ mennesker. Begge dele er blot objekter skabt med et formål.
Han er ikke ene om at besidde en sådan mental blindhed der resulterer i en anti-metafysisk vulgærmaterialisme, jeg er truffet på den hos flere
"stærke" ateister, der også har det svært med at få etikken indplaceret i deres verdensbillede. Med etik har de det omtrent som Augustin havde det med det seksuelle. Det er noget som helst ikke burde eksistere og derfor skal det bekæmpes. Dets eneste berettigelse er i forplantningens tjeneste. Alt andet er synd.
Og så alligevel. Dawkins er i besiddelse af en høj begavelse samt empati og derfor ved han nok inderst inde godt, at der mangler en dimension i hans maskintænkning.
Det slog mig da jeg for nogle år siden læste hans bog
"Unweaving the Rainbow (subtitled "Science, Delusion and the Appetite for Wonder") fra 1998, som er en diskusion om forholdet mellem videnskabens verden og kunstens set fra en videnskabsmands perspektiv, at Dawkins nærer en slags misundelse eller jealusi over over for de storslåede og mystiske oplevelser god kunst kan formidle i forhold til den golde mekanik videnskaben bygger på.
Et sted skriver han med henvisning til den kristne mystiker og poet William Blakes digt
"Auguries of Innocence", at han ville ønske, at han havde skrevet dette digt, der som Dawkins ser det, i de indledende fire linier rummer en dyb sandhed om den menneskelige tilværelse:
To see a World in a Grain of Sand
And a Heaven in a Wild Flower,
Hold Infinity in the palm of your hand
And Eternity in an hour.Men hvorfor være misundelig på Blake? Hvorfor ikke blot glæde sig over dette mesterværk der på fire linier siger mere om menneskets mystiske tilværelse end 1000 videnskabelige afhandlinger?
Hvis Dawkins tænkte dybere over svaret på de spørgsmål, hvis han opgav maskintænkningen om mennesket som en overlevelsesmaskine for selviske gener, så ville han måske træde ind i et afsnit af tilværelsen, som nu er lukket land for ham.
I stedet for at tænke ad de baner har han kastet sig over de troende, der bliver stemplet som personer som lider af den vrangforestilling, at der skulle kunne eksistere et usynligt metafysisk væsen som de kalder Gud.
For mig at se er det Dawkins der slæber rundt på de værste vrangforestillinger og man må blot håbe på, at han på et tidsppunkt indser sin fejltagelse, så han kan blive menneske fuldt og helt.
Hilsen
Ipso Facto ------------
"MONOTEISM. The great unmentionable evil at the center of our cultuure is monoteism. From a barbaric Bronze Age text known as the Old Testament, three anti-human religions have evolved - Judaism, Christianity, and Islam. These are sky-god religions. They are, litterally, patriarchal - God is the Omnipotent Father - hence the loathing of women for 22,000 tears in those countries afflicted by the sky-god and his earrthly male delegattes. Gore Vidal." - Citat fra Dawkins ateistiske bibel
"THE GOD DELUSION", 2006.