Hej Anne!Jeg skal forsøge at svare lige så kortfattet som du kommenterer:
"Du skal være velkommen til at give en saglig kritik af mine/vores ”kristne indlæg”. Det kunne da kun have været interessant med dit synspunkt her. Men måske handler det mere om, hvad der springer os debattører i øjnene og – men ikke mindst – hvad dit ærinde med tråden oprindeligt var, hvilket du også bemærker i dit sidste indlæg."
Allerede i første sætning er vi ved problemets kerne. Jeg kan som rationalist ikke give en saglig kritik af noget som ikke selv bygger på rationalitet, men tværtimod på nogle paradokser. Eller på nogle subjektive oplevelser eller åbenbaringer som troende ønsker at delagtiggøre andre i. Vi taler her om noget transcendent eller imanent som principielt ligger ud over hvad det overhovedet er muligt at beskrive sprogligt eller rationelt. Det er lidt analogt med at forsøge at analysere humorens væsen rationelt. Forsøger man det så fjerner man støvet fra sommerfuglens vinger, man dræber humoren.
Det hellige, som jeg kalder kalder
muligheden for eksistensen af
”det absolut transcendente” må opleves og de ord vi sætter på oplevelsen kan ikke oversættes til normalsproget. Ordene er mystiske og paradoksale, men kan på det følelsesmæssige plan give en fornemmelse af tilværelsens mystiske sider, som måske har en vis genklang i noget man selv har oplevet og henført til det absolut transcendentes domæne.
Om det vi oplever er en slags genspejling af vor egen bevidsthed har vi heller ingen mulighed for at afgøre. Derfor kan jeg ikke forbinde mine oplevelser, tanker og følelser omkring det
”absolut transcendente” med den form for systematisering og dogmatisering som alle religiøse samfund benytter sig af, netop fordi de ønsker af være fællesskaber om en bestemt måde at føle, tro og tænke på omkring det absolut transcendente.
Enhver form for organiseret religion uanset hvor liberal og udogmatisk den måtte være er for mig at se til at fjerne støvet fra sommerfuglens vinger. Oplevelsen af det hellige eller det absolut transcendente er en dybt privat og personlig ting som man bør beholde for sig selv som et kært dyrebart minde og et signal om en mulighed for at der MÅSKE findes noget uden for den timelige verden.
Hvad andre gør må blive deres sag, men jeg kan hverken hænge mine transcendente tanker op på kristusforestillinger, buddhaforestillinger eller nogen som helst andre forestillinger som i tidens løb har fundet et formelt udtryk i religiøse fællesskaber.
At dette ikke blot er noget jeg har fantaseret mig til fremgår af, at mange andre er nået til samme resultat. Som agnostiker ligger jeg nogenlunde på linie med Albert Einstein og overraskende nok også med en udtalelse fra en knastør logiker og filosof, der erklærede sig selv for ateist. Det er Bertrand Russel jeg taler om, og jeg har lidt vanskeligt ved at forstå, at han efter en sønderlemmende kritik og fordømmelse af kristendommen kan skrive noget, som jeg faktisk godt kan tilslutte mig:
"Man opnår et sandere billede af verden, tror jeg, ved at forestille sig den som ting der kommer ind i tidens strøm fra en evig verden udenfor, end ud fra det synspunkt, der betragter tid som den grådige tyran over for alt som eksisterer."
Men denne absolutte barierre som ingen der vil italesætte deres oplevelse af det hellige kan sætte sig ud over kommer nok klarest til udtryk i filosoffen Witt-Hansens
religiøse afmagtspostulater:Umuligt af definere religion (religion er en elementær kendsgerning).
Umuligt at oversætte eller transformere religiøse erfaringer til fuldt dækkende sproglig beskrivelse.
Umuligt at forstå begreber som gud, djævel, himmel, helvede, frelse, fortabelse, mystik, bøn, meditation, guds-skuen uden førstehåndskendskab og personlig (introspektiv) erfaring af begrebernes indhold.
Umuligt at reducere religion til overtro, mysticisme, moral, kult, gudhengivenhed.
Umuligt at afmytologisere den menneskelige tilværelse.
Umuligt at monopolisere eller patentere bestemte religionssystemer og -dogmer uden at gøre sig selv til gud.
Umuligt at undertrykke andre menneskers religion uden at forråde den universelle karakter religionen har i kraft af at være et åndeligt fænomen til forskel fra en magtfaktor.
Umuligt at ophøje den rene gudsdyrkelse til livets hovedformål uden at havne i inkonsistens.
Umuligt at fjerne fristelserne, nydelsen, seksualiteten, kunsten og festen fra tilværelsen.
Umuligt at forene ideen om menneskets absolutte syndighed med ideen om menneskets grundlæggende evne til at leve livet i fortrøstning til muligheden for at sørge for overvægt af det gode i tilværelsen.
Umuligt at forene ideen om blodets urenhed med ideen om kroppens, kropsfunktionernes og kropsforandringernes naturlighed og uundgåelighed.
Umuligt at vinde følelsen af skyldfrihed ved moralsk vandel.
Om det man ikke kan tale fornuftigt bør man tie, er faktisk min konklusion i kort form.
Min interesse for religion er derfor begrænset til hvad man rent principielt kan sige om det hellige og gudsforestillingerne på det metafysiske niveau og hvilke erfaringer man kan drage af sådanne forestillingers transformation til kultusfæren hvor religiøst motiverede handlinger skal bedømmes efter samme mål som alle mulige andre handliger som ikke er legitimeret religiøst, som for eksempel af politiske ideologier, filosofiske teorier eller doktriner.
Når vi taler om at anvende de religiøse erfrainger som grundlag for etik er jeg enig med Kierkegaard i, at kristendommen ikke er en social norm. Etisk set har kristendommen i kultussfæren været en katastrofe, men vi kan selvfølgelig ikke vide om katastrofen havde været endnu større uden kristendommen. Se blot på erfaringerne fra islam og erstatningsreligionerne marxisme-leninisme og nationalsocialisme.
At den kristne etik kan siges at komme meget tæt på den etik som kan udledes rationelt, det etiske konsistenskrav, taler selvfølgelig i kristendommens favør, men problemerne med at transformere den kristne etik til kultussæren forekommer mig principielt uløselige.
Ingen kan sige hvad Gud fordrer, det må altid blive en trossag eller en fortolkningsspørgsmål som rationelt set er uafgørbart. Og dette gælder i princippet enhver mulig religion. Når forholdet til den kristne Gud er et privat personligt forhold, jf. fordringen om at bede i enrum så bliver konsekvensen, at politikken får skøtte sig selv. Jesus stiller ikke krav om en bestemt samfundsindretning, men han stiller krav til den enkelte – krav, som den enkelte skal opfylde på egne vegne, og ikke på andres eller på samfundets vegne.
Således forstået kan jeg ikke finde nogen rationele grunde til institutionalisering af kristendommen som en kirke. De troende som har lyst og behov for at dele deres religiøse oplevelser kan så gøre det i uformelle ustrukturerede netværk. Her kommer missionsbefalingen jo på tværs, men det må vel være op til den enkelte hvordan han vil fortolke dette krav. En mere indirekte form kunne bestå i blot qua sine handlinger at inspirere andre til efterfølgelse og derved udvide radiusen af næstekærlighed mellem mennesker, hvilket vel må være det væsentligste. Min idealforestilling er derfor en person der ikke skilter med sin tro på anden måde end gennem sine handlinger, dvs. ved eksemplets magt.
Dette var de indledende øvelser, men et mere fuldstændigt svar bliver alt for omfattende, så lad os tage det lidt i småbidder.
Hilsen
Ipso Facto 
-------------
"Jeg vil hellere forhindre brutalisering af den menneskelige natur end undvige lidelsen for mit eget folk. Mennesker, som lider frivilligt, ophøjer såvel sig selv som hele menneskeheden. Jeg ved også, at mennesker som brutaliseres under desperate forsøg på at besejre sine modstandere eller udnnytte svagere folk og individer ikke kun trækker sig selv ned, men hele menneskeheden. Og det kan ikke være godt for mig eller nogen anden, at se den menneskelige natur trækkes ned i smudset. Hvis vi alle er børn af samme Gud og har del i det samme guddommelige væsen, så er vi også delagtige i hvert menneskes synd, uanset om det er en af os eller tilhører en anden race." - Mahatma Ghandi.
Svar
Citer
