”Jeg finder noget godt i kristendommen - især den helt dybe kærlighed.”

- Det kunne være interessant om du ville give et konkret eksempel på ovenstående, når du ikke køber religionernes dogmer …

¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨¨



DEN DYBE KÆRLIGHED ???



Ja nr. 1 er et dogme …
For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/3


Forklar gerne hvordan du ser den dybe kærlighed, selv om du ikke tror på eksistensen af den gud bibelen forkynder - eller jomfrufødslen

Er det kærligt at ofre sit barn?


Nr. 2 - Den barmhjertige samaritaner -
Baggrunden for denne fortælling er fyldt med dogmer, da det handler om hvad der forlanges hvis man vil opnå/arve evigt liv.

Da rejste en lovkyndig sig og ville sætte Jesus på prøve og spurgte ham: »Mester, hvad skal jeg gøre for at arve evigt liv?« Han sagde til ham: »Hvad står der i loven? Hvad læser du dér?« Manden svarede: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.« Jesus sagde: »Du har svaret rigtigt. Gør det, så skal du leve.« Men han ville retfærdiggøre sig selv og spurgte Jesus: »Hvem er så min næste?« Jesus svarede og sagde: »En mand var på vej fra Jerusalem ned til Jeriko og faldt i hænderne på røvere. De trak tøjet af ham og slog ham, så gik de og lod ham ligge halvdød. Tilfældigvis kom en præst den samme vej; han så manden, men gik forbi. Det samme gjorde en levit, der kom til stedet; også han så ham og gik forbi. Men en samaritaner, som var på rejse, kom hen til ham, og han fik medynk med ham, da han så ham. Han gik hen og hældte olie og vin i hans sår og forbandt dem, løftede ham op på sit ridedyr og bragte ham til et herberg og sørgede for ham. Næste dag tog han to denarer frem, gav værten dem og sagde: Sørg for ham, og hvad mere du lægger ud, vil jeg betale dig, når jeg kommer tilbage. Hvem af disse tre synes du var en næste for ham, der faldt i røvernes hænder?« Den lovkyndige svarede: »Han, som viste ham barmhjertighed.« Og Jesus sagde: »Gå du hen og gør ligeså!«
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Luk/10


Nr. 3 - Lad den kaste den første sten - mod den utro hustru - o.s.v. ... anses som uægte Kristus tekst ...
En skrækkelig historie, at kvinder skal stenes til døde …

... men ellers et ganske godt princip om ikke at fordømme andre ... for hvem kan sige sig syndfri ... men taler vi om dette med synd i Jesu sammenhæng, er der også her indirekte tale om et dogme ...


***

(Samaritanerne opfattede sig vist som de sande jøder.)

Nu er beretningen jo ikke virkelighed, men netop en fortælling hvor baggrunden for denne fortælling er spørgsmålet om hvordan man arver/opnår evigt liv.

En fortælling som guds søn bruger som anskuelighedslære overfor en skriftlært.

En fortælling der beretter om barmhjertighed og præster der ikke ville gøre sig urene. Den nødlidende var jo halvdød …

… men mener du, der er tale om dyb kærlighed her?

Samaritaneren gjorde jo blot hvad loven - Mosebøgerne deres helligskrift påbud ham at gøre, modsat præsten og levitten nemlig: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.«

Så jo - han handlede da på baggrund af dogmer, men også – som der står - fordi han fik medynk med den nødlidende, da han så ham.

Er der tale om kærlighed her, er det vel til gud.

Han efterlevede buddet: »Du skal elske Herren din Gud af hele dit hjerte og af hele din sjæl og af hele din styrke og af hele dit sind, og din næste som dig selv.«

Over for den nødlidende er han jo ”bare” barmhjertig.



Det ved jeg ikke –

Det med kærligheden i kristendommen vil jeg godt sætte spørgsmålstegn ved.

Mener du det er kærligt at ofre sit barn?

For således elskede Gud verden, at han gav sin enbårne søn, for at enhver, som tror på ham, ikke skal fortabes, men have evigt liv. For Gud sendte ikke sin søn til verden for at dømme verden, men for at verden skal frelses ved ham. Den, der tror på ham, dømmes ikke; den, der ikke tror, er allerede dømt, fordi han ikke har troet på Guds enbårne søns navn.
https://www.bibelselskabet.dk/brugbibelen/bibelenonline/Joh/3

Udover gud ofre sin søn, ligger der vel også en trussel i denne tekst?



Jeg var bare interesseret i, at høre om den dybe kærlighed du oplever i kristendommen, når du ikke vil godtage dogmer, og ej heller tror på den gud bibelen forkynder.

Kærlighed forstås vel sådan, at den gives uden egen vinding, ikke? - men dyb kærlighed. Hvad er det?

***

Jeg er lidt rystet over jer to, I sidder og drøfter det kristne trosliv og dets spiritualitet, uden at I er berørt, uden at det er gået op for jer at det drejer sig om jeres liv og død, uden at forstå det eksistentielle i det spirituelle, at det har noget med os at gøre, der findes ikke en Gud Fader og så sørme også en søn der skal ofres for vores skyld, hvad er det for noget snak, det er vel kun børn der får fortalt eventyr der kan tænke sådan.

Der findes kun mennesket og Gud (kan beskrives som en far søn relation), og ingenting herudenfor, som om Gud Fader eksisterer og så er der sørme lige en søn adskilt fra Gud Fader der skal ofre sit liv for vores skyld. Nej for pokker som I dog får tingene galt i halsen fordi I ikke forstår det teologiske sprog, og det teologiske refererer til noget åndeligt spirituelt, ikke til en naturvidenskabelig konkret virkelighed uafhængig vi mennesker.

Udenfor mennesket ingen Gud. Sådan har det altid været, selv i første mosebog opdager vi at Gud og mennesket er en samhørende spirituel konstruktion. Mennesket er i Gud og Gud i mennesket.

At gå fra den jeres barnlige forståelse tingene og så til den spirituelle forståelse vil medføre en eksplosion, kreativ ekstase uden lige, et chok en lyksalighedskatastrofe i jeres liv. Prøv nu at udsætte jer selv for dette chok, gør jeg modtagelige herfor og I vil resten af jeres liv takke for at jeg førte jer til Gud i jeres liv og jeres liv i Gud. Jeres kræfter vil mangedobles, I aner simpelthen ikke hvor stort et gennembrud det vil betyde for jer. Det er et spørgsmål om liv og død i jeres liv, ikke udenfor jeres liv. I snakker som børn, som om der skulle være noget udenfor jer I ikke er i kontakt med, men som hvis I gør dit og dat så kan I måske efter jeres død blive belønnet. I er sgu naive og barnagtige tossede i hovedet.

Vågn nu op!

Vi er voksne mennesker og hvorfor ind i helvede læser I ikke 1 Kor 2, så tilpas mange gange at det sætter sig på rygmarven, og fiser ind i forstanden jeres hvad der tales om.

Det må sgu ej heller være tilfredsstillende for jer at kunne drøfte de her forhold nu i så mange år uden at det overhobedet betyder nogenting for jer, den ene af jer er ateist og den anden erklærer sort på Hvidt dagligt at vedkommende ikke er kristen, men for pokker, så drop da at drøfte det kristne trosliv og dets spiritualitet, når I ikke er berørt af nogetsomhelst af hvad det drejer sig om.

Det er jo ikke snik snak i lange baner som I gør det til, I to uberørte.

Ingen mennesker kan meningsfyldt drøfte kristendom, det kristne trosliv og dets spiritualitet hvis de ikke forstår det er eksistentielle spørgsmål, det drejer sig om liv og død, og det jeres liv og død. Vågn nu op I to forhelvede!

Vi har været her i femten år og der sker intet, fandeme INTET.

DET ER SGU FOR ÅNDSVAGT.

Man kan jo overhovedet ikke mærke i lever. Vær der hvor der er LIV ikke alle disse intetsigende abstrakte intellektuelle drøftelser, hvor det eneste der sætter sindene i bevægelse er når I tryner hinanden. Nej det der skal tænde jer burde være SPIRITUALITET - den Guds Ånd der er så forskellig fra vores ånd og udvirker underfulde gerninger. Har I aldrig læst i Nye Testamente openminded, og som voksne mennesker, videnskabelige orienterede mennesker. Har I aldrig mødt disse KRISTUS vidnesbyrd, om hvad det vil sige at være i KRISTUS som menneske, hvad det vil sige at være i Gud og Gud i os.

Stakkels stakkels jer to Gudløse mennesker. Kan I virkelig som ateisterne nøjes med blot menneskelig fornuft og passiv sanselig nydelse, nej der må sgu være mere end det, hvilket kristendommen er en demonstration af. Mennesket er fyldt med dynamisk kreativitet og vitalitet hvis ÅNDEN griber os (læs dog og forstå Paulus). Læs hvad Jung fandt ud af såvidt det samme forhold på naturvidenskabelig biologisk og psykologisk grundlag. Læs hvad neurovidenskab dagligt fortæller os derom. Læs HANSKRIST


Skal vi forstå Paulus så må vi vælger vores

Emotionelle motivationelle affektfyldte, ekstatiske kreativitet, og kropslige fysiske sanselige i verdens værens tilstedeværelse. Vi kan ikke adskille os selv fra virkeligheden, dette er teologiens beskæftigelse, naturvidenskab er hovedsageligt beskæftiget med noget objektivt gældende uafhængig af os, men det må teologien aldrig være beskæftiget med, da i teologi selv og verden er samhørende som menneskets ånd og Guds Ånd er samhørende. Teologi er ikke videnskab om noget, teologi er om os og vores liv. Så der findes ikke guder der skal troes, dette er at sammenblande naturvidenskab og teologi som alle ateister gør.




Ja det var hvad Jesus gjorde i kraft af Guds Ånd (Guds kærlighedens Ånd), ikke qua hans egen ånd. Og her begyndte for os kristne Guds handling i verden med os mennesker. Gud er i denne begivenhed, begivenheden KRISTUS ind i verden ved mennesket Jesus. Derfor salmen Guds lam og sådan skal salmen forstås.

1 Kor 2 er så smuk så smuk ja endnu en af Paulus store, helt store, nøgle kapitler, nøglen til at forstå Paulus vidnesbyrd om "KRISTUS begivenheden" ind i verden ved mennesket Jesus, Guds handlen med os gennem sin Ånd, mægtige Ånd og ja kærligheds Ånd, båret ind i verden, ja mere end det, inkarneret i os alle nu som en mulighed, hvorfor KRISTUS er den samme idag som dengang, ja til alle tider, også det opstandelsen betyder. Her genoprettes menneskets forhold til Gud konkret korporligt fysisk legemligt sanseligt.