0
registrerede
25
gæster og
155
søgemaskiner online. |
Key:
Admin,
Global Mod,
Mod
|
|
|
#24699 - 09/02/2018 09:11
Re: Poetisk fryd..
[Re: Simon]
|
bor her
|
Registeret: 02/05/2009
Indlæg: 1013
|
|
Go'morgen Simon
Åh ja, Bodil Udsen, Afrika og Tanne, i sig selv en hellig treenighed ;))
Jeg husker godt den skønne spontane og klukkende latter, den lette lattermildhed og en god evne til selvironi. Jeg husker også, at Bodil Udsen her bl.a. citerede Johannes Møllehave:
For der er varsler, der er advarsler og jærtegn som viser at hvert livstegn kræver kærtegn Livstegn og kærtegn de er lige hellige Bevar det samme - ved at værne det forskellige.
Jærtegn, livstegn og kærtegn er jo egentlig også treenige ... ;)) Om tegnet skriver Paul la Cour i Fragmenter af en dagbog
Tegnet
Man siger om Digteren, at han er Ordkunstner, udrustet med en særlig Ordfantasi, og ser deri det oprindelige Vidnesbyrd om hans Bestemmelse. Men det er en Følge af hans Bestemmelse. Det var Redskabet, han tildannede for at kunne omsætte sin Undren i synlige Tegn. Sproget var senere. Først var den himmelfaldne Undren, først den Udtrykskraft, som skabte Sproget.
Vi maa aldrig glemme, at alle Kunstarters inderste Sprog er Tegnet. Det var ikke Imitationen, men det gaadefulde Tegn, som vi fylder med al den Menneskelighed, det kan bære.
Kast Ordene bort og skriv med Ting. Du vil opdage, at ogsaa de bliver Tegn, som kun din Følelse kan skænke Realitet.
Du ser et Menneske danse, en glidende Rækkefølge af Rumtegn, der vikler sig ud af hinanden som en Plante i sine Faser. Du spørger ikke, hvad Tegnene betyder. Omsider aner du, at Dansen og Musikken, selve Bevægelsen, der uophørligt strømmer, er en Mening i sig selv. Digtets inderste Tema er Digtet, et særligt, ordmusikalsk Livsudtryk.
Vintersolen sender tegn og hilsner RoseMarie
Redigeret af RoseMarie (09/02/2018 09:13)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
#24706 - 11/02/2018 07:06
Re: Poetisk fryd..
[Re: RoseMarie]
|
veteran
|
Registeret: 04/04/2008
Indlæg: 3512
|
|
Morn’ RM..
Poul Borums 44 fabler med illustrationer af Robert Jacobsen, ku’ sagtens få historieløse lægprædikanter til at rødme, men det er nu ikke deres opgave, de vil bare så gerne fortælles – og så hele 44, med både Robert og Poul på ét bræt; hvis ikke dét ka’ lokke smil på besøg, herunder den anden halve sød, så…
Fabeldigt
Løver løfter kløer og elefanter snabler, de hvæser og de brøler: vi er trætte af fabler.
Slangen sprøjter gift og stikkemyggen summer kun fordi det ingen dybere mening rummer.
Men mennesket, den tåbe, vil gi’ naturen mening. Det er den egentligste og værste forurening.
Moral: Hvis myg og løver slog mennesket ihjel, blev verden så betydningsløs at den ku’ vær’ sig selv.
Men dyr er alt for dumme til at dyrke l’art poulard, fordi de ikke vrøvler og ingen fabler har.
*
Æggefabel
En løve og en høne forelskede sig i hinanden. Det kan godt være folk kaldte dem et umage par (– og det gjorde de). Men der kom i hvert fald nogen skægge æg ud af det.
*
Duftfabel
Der var engang en skunk, der gik på duftkursus i Den kommunale aftenskole. Den vandt hver gang. Moral: Kan du ikke lide lugten, er det bare ud af bageriet.
*
Kærlighedsfabel
Der var engang to elskende, der elskede hinanden så højt, at de hele dagen og det halve af natten var nødt til at bekræfte det. Så – Jeg elsker dig, sagde den ene, og – Jeg elsker dig, sagde den anden. Indtil en skønne dag den ene (eller var det den anden?) sagde – Hør, sig mig engang, når du siger »jeg elsker dig«, mener du så egentlig ikke »jeg udnytter dig«? Moral: Der var engang to elskende…
*
Flere fabelagtigheder til morgenkaffen:
Gnome
Sæt i den læretid der går dit mod over styr til vandreår gennem en verden som høfligt ved at afvise lærdoms lømmelagtighed.
*
Gribben
slæber sin sult over himlen mit kraniums skal af himmel og jord
slår den ned på de faldne som snart må tage deres liv og gå
narret af et væv som måske ikke kan bruges før sult jord og himmel er ådsel.
*
Fluen
Mellem scenen og mig ruden tom uden den
fladt på maven snøret ind i sine sorte indvolde paniske følehorn sammenklemte vinger krumme ben en mund der suger tomhed nedsablende himlens blå knusende sig mod det usynlige får den under min magtesløse tommelfinger havet og den klare himmel til at kæntre.
- Samuel Beckett.
*
Billede
Husene firkanter sig opad, og på himlens grove lærred solen, en lille rød kugle, hård, bevidstgør sin rundhed. Menneskene søger at indhente deres forbiilende skygger. Indlejret over husene et aftenlandskab af øjnes flimren, grønt og blåt og med bakker og søen dérnede, hjemme. Hver gang en dør åbnes gennemhulles landskabet. Absurde øjenskikkelser trænger ind på scenen. Aftenen maser solen nedad og større, større til den om- fatter alt, vi fryser fast i selve billedets intense flygtighed, nattens gæster og hvornår slipper vi ind til hvilen bag lærredet og den ødsle fred.
*
Påkaldelse
Det er umuligt at vende tilbage. Alr er forklaret, har forklaret sig selv. regnen er ikke en regn men noget der faldt, og tågen over marken har ingen steder hjemme. Det tøvende blå over slåenbuskenes bær søger at bevare det for evigt adskilte, lærkens lille hvirvel opad, søger at give stemme. Forgæves. Skridt er døet hen i sand og aften. Sol blev rød, blev sort, og hjertet faldt. Det er umuligt at vende tilbage, forklaret og renset og duftløst er alt.
*
Tidlig morgen i byen
jeg så byen sølvklædt jeg så husene gnide øjnene og nikke til hinanden jeg så en solsort som ledte efter et træ med højt næb, gult
jeg så søen i parken som et lukket rum hvem åbner græssets lille dør? jeg så en latterlig usikker sol helt hvid af begyndelse
jeg så himlen åbne sig ned i søen jeg så husene åbne munden og råbe uhørligt på deres mennesker
jeg så på uret i tårnet som var standset på halv fem hvor er der meget verden véd som menneskene aldrig får at vide
- Poul Borum.
Regn
Vågnede op i morges med en frygtelig trang til at blive liggende i sengen og læse hele dagen. Kæmpede imod et øjeblik.
Så kiggede jeg ud ad vinduet på regnen. Og gav efter. Overgav mig fuldstændig i denne regnfulde morgens varetægt.
Ville jeg leve mit liv om igen? Begå de samme utilgivelige fejltagelser? Ja, hvis jeg fik bare den mindste mulighed for det, ja.
- Raymond Carver.
mvh & gomorn’..;) Simon P.s.: Livet skal rigtignok udleves, hvorend der åndes, om så på ruden.. Ja, to virkelige nisser og egne personligheder, samlet set en lang og skøn historie, som næppe længere findes mage – som tiden går, forsvinder den ene bonde efter den anden, i et yndigt land hvor man tidligere ikke var så bange for at få jord under neglene, hvis man da ikke var søstærk. I dag, sidder man hellere og filer dem ved computeren, joh, der var et yndigt land..;)
Redigeret af Simon (11/02/2018 07:10)
|
Top
|
Svar
Citer
|
|
|
annonce
|
|