P.p.s. :))

Åh ja, de snefnug bli'r jo altså blot på et splitsekund til lyden af vandråbernes dryp dryp. Lidt om det her:


Tilbage i min bolig. Her hvor jeg hører hjemme. Det er morgen. Det er således: før end alt andet kommer noget ud af mørket, et eller andet uddifferentieret som lange, slanke striber, der ender som tørre impulser - gnistrer og flækkes langt inde i mig til noget endnu mere spaltet og skarpt. Svæver så stille som kloder; men må sammen til en ny helhed. Smækkes flade mod flade, og en anden energi opstår, der giver udslag af lys i mørket - ganske enkelt - et mørke, der vist er mit. Energi af små nålestik, der gnistrer dobblet i mit indre - nu er det mit - det er som kun den fineste stjerne, jeg har kendt, den helt fra barndommen, som vi vandrede imod i drømme. Og jeg mærkede den lille, der holdt mig i hånden, idet hun snart førte, snart lod sig føre af sted. Den stjerne trænger nu langt ind i mit mørke, samlet af uendelige dele til parvise helheder, der straks efter atter sønderdeles, falder ned til en bund, glat og lind, der så bliver grobund for de spaltede små, og hele kulturer vokser frem som det stærkt lysende af barndomsstjernen - stikkende, brudt og skarp. Lever nu kun for at piske sig frem til noget som fyldes og rejser sig til en hel kultur af glimrende og klingrende impulser. Da bliver det hele mere mildt at være i - tøbrud langt nede i erindringen om et vældigt hår, som lugtede af fortrøstning og deri et lille, kringelkroget øre, der fanger denne dirren ud af luften - skingren, glimren, plirren som kommer fra en smal, lys spalte i bølger fra vinteren. Derude synger ufrivilligt en lille krog af metal - spinkelt og skingert, og det var morgen, og det var lydene og luften omkring dig.

skriver forfatteren Bo Reinholdt

Med hilsner af smeltet sne i en kop :)))
RoseMarie

Go'morgen Simon

Nå, en kop smeltet sne blev til en hel grydefuld.Nu er der brygget kaffe af smeltevandet, og jeg vil ikke græde mere over spildt sne :)) Morgenkaffen skal nydes med to andre snedigte fra Sneens tretten digte. De er ikke skrevet af Jac, selv om titlen er noget nær den samme ...

Du græd i bækken, der klirrede
fortryllelsen blev rakt frem imod mig
fra min barndom, hvor jeg faldt i gryden
og havde set gæssene stige i u-form
sneen, der kridtede neglene og malede lærreder over
din hage var en skål om det, jeg også genkendte
sort i vandrette trækninger
øreringene gled som balloner ud i strømmen
perlekæder hang fra dine øjne i frost.

***

Verden er et spindelvæv, sagde du
det kan til enhver tid briste under mig
jeg svarede ikke
hvis vi nu kunne kaste en livline ud
bare ved at gå videre
under de bedøvede nåle
der blev syet gennem sjælen
vore øjne dansede alarmblåt sammen
pilene for op mod himlen.

Simon Grotrian


Morgenhilsner
RoseMarie

P.s.

Når jeg har hørt de tomme rum i huse
fortælle drømme som jeg selv har drømt
og hørt de glemte døre stå og sluse
mine sunkne minder rundt på skrømt

som om der var de store ting at huske
som om det var så vigtigt alt jeg så
som om den vilde blomst de runde buske
var visnet hvis jeg ikke lod dem få

en vokseplads i læ af min bevidsthed
med lys og skygge ligelig fordelt
hvor alt var vundet ved at være mistet
når sproget halvt om halvt var blevet helt

Så har jeg set en jordiskhed i alt
som var mit sind lidt græs der blev fortalt

***

FROSTKRYSTAL

Jeg: tydelig vinter

vinteren tyder sit hjerte
hjertet tyder sin sne
sneen tyder sin kulde
kulden tyder sin sol
solen tyder sin kulde
kulden tyder sin sne
sneen tyder sit hjerte
hjertet tyder sin vinter

vinter tydelig: jeg

Inger Christensen

Hej i aftenen, RM..

Sjovt nok, blir det jo svært at vende tilbage gode digte, straks lettere blir det påny at vende sig mod dem, medmindre selvfølgelig de pludselig står udslukte, som tilbagelagte landskaber – ideen er ikke kun Friedrich Schlegels, der skrev: der er ikke noget mere sjældent end et poem, mens der findes så mange skitser og studier over det, men kønt ser det ud.
Mærkeligt rart kan det være igen at gå på opdagelse i Sommerfugledalen, til en ny opstand, en oplevelse man bestemt også ka’ ha’ i Jacs (vinter-)landskaber. Nu husker jeg så ikke om disse digte, der er fra den rumænske digter Ana Blandiana, her opstår påny, men lidt kærlighed er der i sagen – der måske også kan blive træt, lige må op og lægge sig, for at opstå påny? Nå, om ikke andet:

Fald

profeterne i ørkenen er brændt ned
Og engle med hængende vinger
Bliver ført i kolonner
Og samlet på pladser.
Vil snart blive dømt
Vil blive spurgt: hvilken synd der
Har fået væsnerne i himlen til at fordrive dem?
Hvilken skyld? Hvilket forræderi? Hvilken fejl?
Med en sidste kærlighed
Vil de se på os omtågede af søvn
Og vil ikke finde det djævelske mod
Til at indrømme, at englene falder
Ikke af synd, ikke af synd,
Men af træthed.

*

Jeg er som et hesteøje

Jeg er som et hesteøje
Dækket mod verden.
Du må ikke spørge
Hvornår jeg vil være hos dig,
Hvilke træer og hvilke blomster
Jeg mødte.
Jeg ser kun vejen
Og af og til
Skyernes skygger,
Der sender mig budskaber
Jeg ikke kan forstå.

*

Vilkår

Jeg
er som
timeglassets sand
som
kun
kan være tid
i faldet.

Fra det snehvide - og
Nissen
P.s.: glemte helt lidt til øjne og ører: https://www.youtube.com/watch?v=VvgAiSYrpJY

Morninatta, RM..

Med kun 8 d. til hyp om træet & nissegrød i maven, må dén her gi’ julelys i de små blå: https://www.youtube.com/watch?v=hdnaPAJgAQI

Sluttelig een fra ovenboerne, dem i øvre køje: https://www.youtube.com/watch?v=YwghA6nt1bA

mvh
Simon