Apropos, fra sidst til først af Requiem & Messe (1981):

Pennemand alene

Gal dag splintrende nyskåret klar
Når gaderne er blanke skrig og
Solen går mon sort. Sommerlang
Denne messe i hans hoved når
Ham fra havet i genlyd og gør
At han hører verden i dodekafoni.

Tromme i hans hoved
Kolliderer med maskinens takt,
Ord i kode dog altid ens:
Tal ind i din
Tal ind i din
Tal ind i din
Tid. Gradvist
Slibes kanter til,
Atonalitet forsvinder
Og rytmer finder hinanden
I synkoperet
Tid ind i din
Tid ind i din
Tid ind i din
Tid. Havets innuendo
Er solen eksplosion i skum,
Fråde om din pokermund.

Mens en sort december brænder
Al dens frosne jord til sne
Og asken under disen kan du se
De dødes øjne og hånden over
Dig styrer din dag,
Skælvende
Skærer den stålet til, drejer,
Duver og venter. Du er en flue
I et stykke rav og din ild er
Din is og dit løfte. Skumforsoner,
Febergud. Hvor ender sommervejene?

Marionettens mærker i hans liv,
Hans beviser. Kærligt kører han
Fingrene gennem furer og ar og
Lever kun for bevægelsen. Han
Er en lille figur uden ansigt
Med et spændt hvidt underliv.

Jeg har fire vægge,
Et spejl og en kvinde.
Jeg har to døde fædre,
Der venter på mig.
Tag tro. Vær advaret.
Ingen her kommer levende ud.
Kun martyrer bliver helte
I vor undergangsikon.
Her er kun disse pennemænd
Spændt ud på liv og tid
en danser som standser
i krampe og panser
rækker slår ud gennem
knuste sanser og
drejer holdt af tråde
i den blinde cancervind

Her er din uskyld,
Her er din ende.
Tag din tid og
Lad knivene vende
Indad altid indad
Mellem liv og
Tid og sted.

Velsign disse svaner,
Denne flaske, denne kvinde.
Tre Ave for de dødes år
Og ligene herinde.
Syng om krigen vinterlang
Med tvelys under tiden
Når gaderne er trommeskind
Og månen er i brunst.

Vild var sommerens ild
I mit hjerte. Mine årer
Var fulde af bristende sol,
Men solhav spejler evighed
Og alle mine ar er væk

Pennemand mennesker
Gud og insekt
Din dag er din
Eneste mening.


*

Ingen tid

Græsset blomstrer med brune kroppe
I himmellinien sitrer
(kølig lokkende glidende flugt
fra kroppene og tiden)
Spændt ud under sommerens bug
Sejl som hvide flager
gennem dagens

Øjne vi ser hinanden
Du kan knipse og det er dengang:
Ingen tid for de nøgne folk

Pilgrimme Engle
Levende løfter
Triste smil og
Stemmerne fra dengang
»I et vindløst væld af under
Dunker lysmaskinens puls«:
Sange til de gamle børn
Kommer sent
Men kommer sikkert:

Rusen er den samme
Drømmen er din ven
Ta din tid & gi den
Som en gave til dig selv
Sommer musikken og kraften igen
Kærligheden lever

Det var her det begyndte
Og stranden her var Eden
Dengang.

- Bo Green Jensen.

mvh
Simon

Hej Arne istedet for GREGOR AF NYSSA digtet eller tankerne foretrækker jeg mine egne her:


Mit liv er fyldt med aften og nat



Med efterår og vinter



Solen går mere ned i vest



End den stiger op i øst



Det bliver sværere og sværere at gøre sig fri af den stemning at jeg skal herfra



Og hvad så med I andre



Og hvad med mig selv i forhold til I andre, har jeg måske et stunt tilbage, et nummer mere at byde jer på af tossestreger eller skal jeg bare gå over på den anden side uden mere ballade

Hr. lægprædikant...

Du er alt for selvoptaget en kreationist til at være morsom – gynger du derimod i dine små bibelske spejlbilleder, fremstår du sjovt nok ganske morsom..;)

mvh
Simon