Kære Kristian.

Jeg deler da også denne opfattelse. Enhver er da meningsberettiget, men når denne ret til at have sin egen holdning anvendes til at latterliggøre andres holdninger og forsøg på en seriøs debat om et videnskabeligt grænseområde, så mister jeg ganske respekten for vedkommende.

Nogle mennesker bruger mere tid end andre på at tilegne sig viden. Det er uundgåeligt at det resulterer i en forskel i viden både kvantitativt og kvalitativt. Skal de merevidende mennesker skjule, at de har denne viden? Skal de skjule, at de har sat sig ind i forskningen på en række områder, som andre ikke har? Problemet er også aktuelt for dig, som jo har en omfattende viden på flere fagområder.

Jeg har mange gange givet udtryk for, at større viden ikke gør nogen til bedre mennesker. Jeg vurderer ikke mennesker efter deres vidensmængde eller kvalitet, men efter deres holdninger til andre. Det kan man så være enig i eller ikke.

For mig er konsekvensen af denne holdning, at mennesker der viser foragt for andres seriøsitet, fortjener at blive mødt med foragt. Jeg kan give dig et tydeligt eksempel på denne holdning. Jeg anser Verner på den gamle religionsdebat for at være et betydeligt bedre menneske end Jeppe, selv om Verner måske er den mest uvidende, vi er stødt på i debatterne. Jeg kunne ikke drømme om at benytte min større viden til at hævde mig overfor ham eller latterliggøre ham på grund af hans naivitet og overtro.

Jeg udtaler mig aldrig med autoritet om emner, jeg ikke har indsigt i, men når jeg selv bliver forsøgt latterliggjort på et område, hvor jeg har større indsigt end modparten, så har jeg ingen skrupler med hensyn til at forsvare min bedre viden. Når man deltager i en debat, må man være parat til at tage skade for hjemgæld.

Det undrer mig derfor at se dig stille dig solidarisk med min modpart i denne sag, og jeg kan ikke frigøre mig fra den tanke, at der ligger skjulte motiver bag din slutten op om en debattør, som finder dine egne holdninger til emnet latterlige.

Mvh

Ole Bjørn ;)

... og i går var der en edderkop, der synætesisk ... trampede hen over gulvet her i stuen - du kender vel det der med, at man pludselig ser noget bevæge sig, sådan lidt i udkanten af ens synsfelt.. Alt mens jeg endnu en gang blotlagde min naivitet over for dig - du ESP-ekspert.

Meen ... jeg hørte ikke lyden af edderkoppens trampen.

Insekters lyde er ikke noget jeg plejer at undersøge/lytte til, bortset fra - selvfølgelig - mygs summen, der indikerer muligheden af irriterende kløen.

(Og - for at komme dig i forkøbet - Ole - jeg véd godt, at edderkopper ikke er insekter. Vist nok mere i familie med blæksprutter.) ... mere ammunition til din nedgørelse af mig?

Jerry
----------------------
Som overvejer, om det er værd at debattere med en person som dig, Ole Bjørn. Du, som jeg anser for at være en meget vidende person, værd at beundre for din viden og indsigt, men som samtidig har det med at nedgøre andre debattører og i ophøjet selvglæde erklære stort set alle for naive fjolser.

Kære Kristian



Ovenstående er en udmærket kommentar i en debat, hvor bølgerne i øjeblikket går højt, og hvor hver part har sin finger med i spillet.

Jeg har dog som debattør selv oplevet frustrationer, hvis mine indlæg - f.eks. med en teolgisk optik - blev forvrænget og afvist uden forsøg på en saglig respons. En sådan frustration udløste jf. en debat med Jerry fra min side en mer eller mindre ironisk kommentar i forsøget på at holde fast i kernen og give bolden op endnu en gang. Det er dog ikke altid et lige hensigtsmæssigt redskab, for det er ikke sikkert, at modtageren forstår meddelelsen eller synes, at det indeholdt et befordrende ordvalg.

Vi har forskellige måder at klare os på som debattører - herunder forskellige svage og stærke sider. Nogle har et humoristisk overskud, der i de fleste tilfælde kan se ud til at gøre det hele meget lettere. Alligevel foregår det hele for mig at se mest på overfladen, og derfor bliver en egentlig konfliktløsning svær.

Pudsigt nok er vi debattører på en eller anden måde kommet tæt på hinanden (grundet vores længerevarende debatdeltagelse både på religion.dk og her på Trosfrihed), og alligevel er der en vis afstand mellem os, hvad angår de mere menneskelige og personlige forhold. Vi har en historie sammen - som Zilent vist har antydet - samtidig med, at vi er hinandens mod- og medspillere i en debat, der ofte har uenighed, søgen og fordybelse som forudsætning.

For at vende tilbage til dit indlæg fik jeg den tanke (som jeg har haft mange gange), der kan formuleres som følgende spørgsmål, om vi skal blive bedre til at gå lidt på kompromis ift hinanden? Hvis f.eks. Ole Bjørn har et stort intellektuelt og videnskabeligt overskud, kunne man så forestille sig, at han kunne bruge dette til at rumme andres mistro eller uvidenhed på det område, han selv står med fødderne plantet i?

Det betyder, at vi skal blive bedre til ikke at lade os forstyrre (og krænke) af andres reaktioner og afvisninger af vores ståsteder samtidig med, at vi ikke bliver for statiske i vores holdninger. Det betyder også en indsats fra os selv på det kommunikative område. Kender man sig selv godt nok til, at det vil være ret umuligt ikke at give igen, er det måske ikke så dårlig en idé at gøre, som Ipso Facto gjorde for nogle uger siden, ikke at fodre fjendskabet men derimod at holde lidt afstand ved f.eks. ikke at besvare modpartens indlæg.

Jeg kan se, at Ole Bjørn et sted gerne vil debatten det bedste, men jeg er enig med dig i, at nedladenhed ikke hører til i en saglig debat. Problemet er så, at "nedladenhed" (oa. forstyrrelser) kan komme til udtryk på forskellig vis, hvilket gør det mere kompliceret end som så. Hvordan Jerry responderer på Ole Bjørns indsigt, har en betydning for, hvordan Ole Bjørn vender tilbage og omvendt. Derfor er jeg pt. nået til et punkt, hvor jeg er lidt opgivende over for slige debatforhold.

Nu har jeg også været væk fra debatten en 4-5 dage, og jeg har som sagt altid mange andre ting for end debatfordybelsen, hvorfor jeg betragter det hele lidt mere fra sidelinien.

Mvh
Anne

Kære Ole Bjørn.

»Det undrer mig derfor at se dig stille dig solidarisk med min modpart i denne sag, og jeg kan ikke frigøre mig fra den tanke, at der ligger skjulte motiver bag din slutten op om en debattør, som finder dine egne holdninger til emnet latterlige.« (Citat slut).

Du har ganske ret i, at der ligger skjulte motiver til grund. Men de er kun skjulte for debatkollegerne – ikke for dig. Jeg har jo påpeget det uheldige i denne debatform i den interne kommunikation mellem bestyrelsesmedlemmerne i Støtteforeningen Trosfrihed. Den agter jeg naturligvis ikke at lægge frem til offentlig beskuelse her på sitet.

Jerry har jeg udtrykt mig overfor. Dette er sket i følgende indlæg til ham og Jakob. Jeg har ikke opfattet nogen latterliggørelse af mine holdninger fra Jerry’s side. Han udtrykker sig nøjagtigt, som han plejer at gøre over for mig, og det værdsætter jeg.


Med venlig hilsen

Kristian Pedersen

Kære Jerry

Jeg forstår, at du anser dig selv for fuldstændig skyldfri i vores uoverensstemmelse. Det tager jeg så til efterretning, da du åbenbart ikke evner at se på sagen fra min side.

"Ophøjet selvglæde", "stort set alle" og "naive fjolser" er stærke ord. De svarer hverken til mine følelser eller den holdning, som jeg har givet udtryk for både tidligere og i mit seneste indlæg. Kunne jeg måske formå dig til underbygge disse postulater?

Jeg ser intet til hinder for, at man kan være uenig på visse punkter, og komme med skarpe bemærkninger, uden det af den grund behøver at komme til permanente problemer. Det har jeg da flere eksempler på her på debatten, men der skal som bekendt to til at enes, men kun en til at yppe kiv.

Jeg er uenig med dig i flere ting, som jeg har afholdt mig fra at kritisere, f.eks. din hån og gøren grin med Verner på den anden debat. Også din åbenlyst hånlige indstilling overfor troende, som jeg ikke deler, selv om jeg er 100% ateist.

Nu fortsætter du så dit forsøg på latterliggørelse af mig, med at udråbe mig til "ESP-ekspert", en udtalelse, der må stå for egen regning, for det har aldrig hævdet at være. Du forsøger også at latterliggøre min verificerbare oplysning om Portias tænkeevne til en synæstetisk trampen. Petitesser som præcis hvilken art og underart et specie tilhører, har jeg aldrig hængt mig i bortset fra i diskussioner om evolutionens mønster, så også den antagelse er et foster af din fantasi.

Men eftersom du ikke viser det mindste tegn på at ville ændre dit fantasibillede af mig, må jeg jo blot tage det til efterretning.

Mvh

Ole Bjørn ;)